VI FORESTILLER OS SÅ MEGET. – MÅSKE I VIRKELIGHEDEN DET MESTE… MEN VI VED, AT DIRCH PASSER OG KJELD PETERSEN VAR NOGLE AF 1950’ERNES ALLERSJOVESTE KENDTE SKIKKELSER – ISÆR SAMMEN. LYDEN AF DE TO AFFØDER PROMPTE APPLAUS – OG TILSAT MODERNE MUSICALGREB OG TO NULEVENDE TALENTER, FÅR HISTORIEN NYT LIV… ANDREAS BO OG TROELS LYBY SPILLER DIRCH PASSER OG KJELD PETERSEN, TO AF DANSK TEATERS MEST MARKANTE SKIKKELSER I MUSICALEN AF SAMME NAVN.

Det er Andreas Bo der påtager sig, at fortælle Dirchs historie og Troels Lyby, der fortolker Kjeld Petersens side af sagen. Musicalen, der er instrueret af Peter Langdal, er bygget over Martin Zandvliet og Anders Frithof Augusts manuskriptet og film af samme navn. Et råt, poetisk, ligefremt, komisk og kær.ligt portræt af et livsværk, der til tider synes næsten absurd tragisk i lyset af latteren, der næsten altid var en forventet del af lydbilledet. Dirch Passer levede store dele af sit liv til offentlig skue, og der var applaus for enden af det hele. Det er sandsynligt, at han tog det for givet – måske havde han endda behov for den applaus – og selvom vi i virkeligheden ved meget lidt om alt det der lå i lagen over og under komik.ken, så ved vi, at han var 1950’ernes komiker. I bestemt ental. Han var den, der var den. Nu er Andreas Bo den. Og han er komiker og parodist, men han er også skuespiller – og han mestrer fagets præmis om at spille en rolle – tage den på sig, og når man forventes at tage komikkens ypperste repræsentant på sig, så stille der temmelig store krav til balancenerven; ”Det er tredje gang jeg bliver spurgt, om jeg vil spille Dirch Passer, og hver gang har jeg spurgt mig selv, hvad anledningen skulle være. Hvad er det, man vil med det? Han kunne være fyldt 90 i år, og musicalen er teaterudgaven af den film, der kom i 2011. Den følte jeg godt, at jeg kunne fortolke – også fordi, vi kommer på fysisk afstand af publikum på teatret. Og det er væsentligt, for her er øvelsen at distancere sig til parodien,” siger Andreas Bo. ”Det nytter ingenting, at man ser mig parodiere Dirch Passer! Jeg skal lynhurtigt etablere den overbevisning hos publikum, at det de skal opleve er, at vi er der, for at fortælle dem en historie om Dirch og Kjeld. Det er den, de skal se – og ikke os, der forsøger at være dem. Jeg kommer ikke ind og leger, at jeg er Dirch – jeg kommer ind og formidler en fortælling om ham. Der er en væsentlig forskel.”

Dirch Passer debuterede i slutningen af fyrrene og fik en hæsblæsende karriere som komiker på de københavnske teatre. I midten af 50’erne statuerede han sin position i makkerskabet med Kjeld Petersen i duoen Kellerdirk – og deres venskab og makkerskab betød så meget for Dirch, at Kjelds død i 1962 fik Dirch til at trække sig fra scenen de næste fem år. Inden da forsøgte han – uden held – i 1961 at etablere sig som karakterskuespiller i rollen som Lenny i John Steinbecks ’Mus og Mænd’. Han returnerede til stående applaus i komik.ken – og han døde til lyden af et forventningsfuldt publikum. Han er ikonisk i dansk komik og har på den måde skrevet sig ind i Danmarkshistorien. Han var noget helt særligt, men må.ske også i høj grad et produkt af sin tid; ”Altså, når man skal portrættere Dirch Passer, er det jo noget med at have is i maven fordi han var så meget for så mange, men undskyld mig, han var også en skaberøv på linje med det, Jim Carrey er i dag; altså nogen, som er lidt for meget. Folk, der skiller vandene. Det er lidt samme mekanisme som Casper Christensen og drengene. De var der på det rigtige tidspunkt – tiden var til Mandrilaftalen, men det betyder jo ikke, at de har opfundet genren eller definerer den, det betyder egentlig bare, at de så tidspunktet. Og på samme måde var Dirch der, da Danmark havde behov for humor, der ikke var højintellektuelt. Han ville gerne klovne, og det var tiden til. Han var et ikon – og han var virkelig dygtig til at klovne, men så var han heller ikke bedre,” siger Andreas Bo.

LÆS OGSÅ:
Danske Haps Nordic vil klæde maden i miljørigtig stofemballage

”Man må altså have den præmis, at de rigtige forbilleder sidder som skæve eksistenser i kældrene i New York og lykkedes med deres ting fra det udgangspunkt.” Dirch Passer og Kjeld Pedersens makkerskab var legenda.risk. I filmen portrætteres de to som hinandens modsætning og forudsætning. De gik på scenen i en solidarisk overbevis.ning om hinandens talent – men ikke upåvirket af folkestemningen, der hyldede Dirch på Kjelds bekostning. De var en del af det københavnske natteliv og famlede – måske lidt for.blændet af rampelyset – rundt efter den kærlighed der holdt lidt længere end en flaske vin og en munter melodi. Og måske ledte Dirch mest efter sig selv, men han fandt Kjeld Petersen, og da han døde som 41-årig, gik Dirch Passer hjem. Og der blev han i fem år. Da han vendte tilbage var det – måske – med en trodsig trang til at ville lægge ideen om en karriere som karakterskuespiller bag sig. Og han var stadig sjov, men han portrætteres også som en presset mand, der leverer varen – uden helt selv at kunne se det sjove i situationen; ”Jeg ville egentlig gerne give ham en krammer lige der. Jeg ville fortælle ham, at da jeg var 47 – lidt yngre end han blev – fik jeg en stressnedsmeltning og besluttede mig på den anden side af den for, at nu var det mig, der bestemte. Nu gjorde jeg, hvad jeg ville. Og jeg ville gerne sige til ham, at han kunne have valgt det samme.

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

Han var velhavende og kunne have valgt at holde fri i to år, hvis det var det, han ville. Han kunne også have valgt at spille Strindberg et år i træk. Jeg ville sige til ham, at ”hvis du vil vælge, at spille en seriøs rolle, så vælger du fandeme ikke at spille en to meter høj mongol, der hedder Lenny. Det gør du bare ikke,” siger Andreas Bo – og påpeger, at når Dirch – i sin kamp for at blive taget seriøst som skue.spiller valgte den rolle, så kan man gøre det ræsonnement, at han måske frygtede latterens udeblivelse: ”Jeg tror, han valgte den rolle, fordi han ikke turde andet. Han gjorde det pissegodt, men i virkeligheden kunne han ikke selv holde ud at være i roen aften efter aften. Han begyndte selv efter nogen tid, at gøre et eller andet spastisk med skulderen, der fik folk til at grine, fordi det var der, han var tryg”.

Så Andreas Bo køber ikke ideen om, at det var synd for Dirch. Han mener, at det var hans eget forkerte valg – og han har insisteret på, at portrættere den del af historie i musicalen. ”I anden akt har jeg en dialog med Troels, hvor vi taler om Lenny. Og så gør jeg en bevægelse for at få folk til at grine, og så understreger vi pointen ved at henvende os til publikum og sige, at det er rart, når folk griner, og så er det svært at lade være… Og i virkeligheden var det der, han var mest komfortabel. Han ville gerne have den velkendte dyne af latter på.” Andreas Bo er et veletableret navn på de danske scener. Og akkurat som Dirch er han primært kendt for sit komiske talent. Han er den, der får os alle sammen til at græde af grin. Men han er også den, der portrætterer superskurken i Iqbal Farooq eller Johannes Møllehave i Cirkusrevyen, og på den måde, er rollen som Dirch også en måde, at få sat sig selv – endnu – mere i spil som skuespiller og mindre som genre; ”Det er jo også en del af hele idéen med at spille Dirch – at bevise over for publikum, at jeg også kan andet end parodierne og det komiske. Og selvom jeg egentlig har fået meget godt fat i det, oplever jeg jo også, at folk ligesom hæfter sig ved, at jeg mestrede karakteren, når de har set mig som skurk eller præst. Men det er fint, det er ikke noget jeg har haft travlt med at pointere, for jeg har hygget mig meget med parodi.erne, og man skal jo ikke ligefrem skamme sig over noget, man er god til,” smiler han.

LÆS OGSÅ:
Tag vasketøjet ind - musikerne kommer...

Noget anderledes forholder det sig for Andreas Bos kollega på scenen, Troels Lyby, der lige nu er aktuel i ’Klassefesten 3’, og har et utal af både dramatiske og komiske roller bag sig. Han er anerkendt med en Robert og er kendt som en skue.spiller, der mester de fleste genrer. For ham er rollen som Kjeld Pedersen en rolle han tager på sig, som rigtig mange andre før den. Måske ikke helt uden frygt, alligevel, for det er svært, ikke at være bevidst om karakterens position og det faktum, at man spiller et menneske, som mange føler, er en del af deres kulturelle opvækst. ”Jeg har grundlæggende den holdning, at hvis man siger nej til en rolle, så skal det ikke være af frygt, ” konstaterer Troels Lyby. ”Og da jeg fik tilbudt rollen som Kjeld Pedersen overvejede jeg egentlig mest, om det var inden for min formåen at tage den på mig. Jeg har overordnet gjort mig nogle overvejelser omkring de kontroversielle roller, og besluttet mig for, at hvis man ikke kan påtage sig den slags, så skal man helt lade være. Det er næsten pointen i at være skuespiller, vil jeg mene, at man påtager sig noget, der skræmmer dig en lille smule.” Troels Lyby og Andreas Bo kendte ikke hinanden inden de gik ind i forløbet omkring Dirch, men de deler overbevisningen om, at Dirch selv var med til at fastholde sig selv i komikerens sted. Og så deler de det ja, de har givet hinanden i mødet på scenen. Velviljen til at gå med på hinandens præmisser og spil – og selvom det er to skoler, der mødes på midten, er harmonien bemærkelsesværdig; ”Andreas og jeg havde ingen privat historie, der belastede vores faglige møde,” fortæller Troels Lyby.

Jeg mødte op med en forventning om, at skulle ind til en solist – en komiker, der er vant til at have scenen for sig selv, og kom jo som en klassisk skuespiller, der er vant til at man arbejder historien frem sammen. Vi havde altså så at sige ingen forventninger til hinanden. Måske er det blevet så utroligt harmonisk af samme grund,” siger han. ”Jeg lærer meget af Andreas’ måde at arbejde på, og vi har mødtes meget fint i den velvilje, der er forudsætningen for et sammenspil.”

Musicalen Dirch er historien om venskab og fælles faglighed. Det er fortællingen om to mennesker og en tømmerflåde. Et natteliv. Drømme og druk. Det er en del af danmarksbilledet – og vi vil så gerne holde fast i den. Dirch og Kjeld var både og. Mennesker i en manege – og vi ved kun, at de – også – levede der. Forestillingen er en del af historien – og den er blot.tet for parykker, næser og neuroser. Den er helt fint skåret ind til et troværdigt portræt – en næsten ligefrem fremstilling tilsat lyden af liv, spotlightet og de klæder, der skaber folk – men ikke som en karikeret udgave af det, vi forestiller os; ”Vi besluttede ret tidligt i prøveforløbet, at det ikke handlede om at tage sig ud som Kjeld og Dirch. Altså ingen næser og parykker og dermed et nej til den fotografiske fremstilling. Det er historien, der er interessant – og den må gerne krydse over og blive til Andreas’ og Troels en gang imellem,” siger Troels Lyby. ”Det er også sådan, jeg ser Kjeld og Dirch på scenen. Vi har jo gransket teksterne i forbindelse med forestillingen, og det er bestemt ikke dem alle sammen der er lige gode… I virkeligheden er dialogen ’Tømmerflåden’ jo bare en halvdårlig joke, men det har været deres evne til at rive og flå i dem, til de blev løftet til noget andet, der er sjov. Det er blevet til deres – og ikke kun karakterenes dialog,” siger han.

LÆS OGSÅ:
Lars von Trier og Anders And

En dag var det slut. Tæppefaldet i Glassalen en septemberaften i 1980 blev endeligt. Dirch døde den aften. Inden han nåede at komme på scenen. Og nu står en ny generation på præcist de selvsamme skrå brædder. Og nogle af dem fortæller hans historie. De træder nye spor på den trappe, han faldt ved, og for mange er historien om Dirch og Kjeld en del af vores fælles DNA. ”Det er selvfølgelig lidt specielt at spille den her forestilling i Glassalen på den scene, hvor Dirch faldt om. Den suffløse-kasse som vi bruger, der sad Bente Askær den aften. Hun sad der sgu, og gu’ fanden er det særligt. På det der holder partituret har hun skrevet sit navn, der står ”Josefine Passer was here“ og ”Bente Askær was here“. Det er da noget,” siger Andreas Bo. Bente Askær var Dirch Passers forlovede. Hun arbejde som suffløse på Tivolirevyen, og sad i kassen, den aften han faldt om.

Hele Danmark har siden hyldet Dirch som folkehelt – og rigtig mange har købt billet til forestillingen i Glassalen. På en eller anden måde får historien et ekstra lag lige der. Også for skuespillerne; ”Man går jo ind på scenen med en eller anden form for respekt for det, der var, og så håber man på, at det ikke er hybris. Man forsøger måske at abstrahere lidt fra den del af fortællingen, men altså, da alle mikrofoner uden grund gik ned i 45 minut.ter den sidste gang vi spillede den på scenen i Glassalen, da skævede man da op et par gange og tænkte, om det var en lille hilsen”, smiler Troels Lyby… ”På den måde er der jo noget overtro på et teater…”

Tidligere artikelLaust Sonne: LYDEN AF LAUST
Næste artikelSZHIRLEY – en mailkorrespondance

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here