´Slaget om Dark Dagalur, Cold Blood Coopers Mission One’, er en gamer-bog og et temmelig genialt incitament for at fordybe sig i det eventyr Fortnite repræsenterer for rigtigt mange piger og – især – drenge. De sidste er dem, viser forskningen, der er sværest at overbevise om værdien af at fordybe sig i litteraturen, og derfor er der grund til begejstring, når der udkommer bøger med så stærk appel til den målgruppe, at de næsten ikke kan lade være…
Bogen sætter læseren i centrum. Det er dig, der er den, hvis du vover at vende endnu et blad – og der er mange beslutninger, som skal træffes undervejs. Slaget om Dark Dagalur er bygget om som en ”du bestemmer handlingen“-bog, og det betyder, at de samme våben, dilemmaer, handlemuligheder og omgivelser, som er til stede når man gamer, er læst ind i bogens handling. Efter hvert kapitel skal læseren træffe et valg, der sender ham eller hende videre til næste begivenhedsrige omgang.
”Du kan høre trin, som nærmer sig. Hurtigt og uden tøven. Du har et halvt sekund, inden du kommer i skudlinjen. Du kan kun tage én genstand op fra kisten, så skal du væk herfra. Shield potion eller et maskingevær med ammunition?”
Bogen egner sig langt bedre til de anbefalede 20 minutters daglig læsning, end til højtlæsning af mor eller far. Og det er jo en helt fantastisk start – og langt fra et uvæsentligt bidrag i en tid, hvor mange børn stadig hjemmeskoles – mere eller mindre motiverede efterhånden…
Bogen er skrevet i let, levende og gennemført gamer-lingo. De fleste, fra 10 år og opefter, vil elske at læse den selv!
Bogen er skrevet af THiLO og Juul Adam Petry og illustreret af Stefani Kampmann og Timo Müller-Wegner. Udkommet på Turbine. 99,95,-
https://turbine.dk/produkt/slaget-om-dark-dagalur-cold-blood-coopers-mission-one/