Tænk på et tal…

Jeg måler mig forskellige steder på kroppen en gang om ugen og taster tallene ind i den app, som er samarbejdsredskabet for et forløb med Holdbart Vægttab. Og det er heldigt. Altså det der med at taste mål ind. For når vægten bevæger sig så lidt, som min har gjort den sidste laaaaaange periode, så er det godt, at man kan se resultaterne andre steder. Det gælder både de målinger jeg laver og så billeder. Der kan jeg jo godt se, at der sker noget. Men den vægt der. Den fylder bare. Helt vildt meget. Det er også det første folk spørger om, når de hører, at jeg er i gang med et vægttab. Hvor meget har du tabt dig? Det spørger jeg da også selv om, når andre er i gang med at tabe sig. Vi er SÅ fokuserede på tallet på vægten. For mit vedkommende bliver det nemt et usundt fokus, hvor jeg vejer mig flere gange om dagen. Er tallet ikke som ønsket, så bliver mit selvbillede farvet deraf og det er ikke rart – eller sundt. Det er ret vildt, hvor meget sådan et tal kan spille ind.

Jeg har et par kroniske sygdomme, som ikke spiller ind på, hvordan jeg lever mit liv, men som betyder, at jeg kan ophobe en del væske på meget kort tid. Det er ikke så fedt, når man skal tabe sig og vægten spiller en (for) stor rolle.

Derfor øver jeg mig i at have øje for alle de andre forandringer, der sker. Ikke bare billeder og mål, men også mit velbefindende. Her den anden dag skulle jeg lave en strækøvelse for bagdelen. I ved: Den hvor man ligger på ryggen og har krydsede ben og fat om knæet. Normalt ville det for mig medføre kvælningsfare, fordi store mængder mave og bryst maser mine luftveje. (Det er et smukt billede man får..ik?) Nu kan jeg lave øvelsen uden problemer. Jeg kan også rejse mig fra sofaen uden at grynte. Eller sætte mig på toilettet uden at skulle have ved væggen.

Det er også blevet meget rarere at se sig selv på billeder, endda i tætsiddende tøj…og på film! Jeg plejer at hade at blive filmet. Faktisk så ser jeg det helst ikke bagefter, hvis jeg af en eller anden grund har været foran et kamera. Det har ændret sig. Jeg skulle deltage i et live-arrangement på Facebook i sidste uge og være en del foran kameraet. Og det var slet ikke så slemt at se det bagefter. Det er nyt.

Alle de her ting. Dem kan man ikke måle sig frem til. Men det er vigtigt at huske dem, for de udgør en meget væsentlig del af det at tabe sig og lægge sin livsstil om.

Vi har haft ferie denne uge og været i sommerhus. Uden vægt. Den blev derhjemme. Men jeg havde træningstøj og kostplan med. Og det blev brugt flittigt begge dele.

Igen er psyken en sjov størrelse. Selvom jeg vidste, at jeg fulgte alle planer og holdt regnskab, så var mit hoved overbevist om, at jeg ville tage på i ferien. Sådan har det nemlig altid været tidligere. Der var en stemme og en fornemmelse hele ugen af, at når jeg kom hjem, så ville der være plus 3 kg på vægten. Er det ikke sært? Der var selvfølgelig ikke plus på vægten da jeg kom hjem.  Det var kun i mit hoved de kilo fandtes.

Det var på den ene side en befrielse ikke at have vægten med, men det var på den anden side også lidt angstprovokerende. Og kunsten er jo så at lære at være imellem de to yderpunkter.

Næste gang skal det handle lidt om de mennesker, som er på sidelinjen i det her. Nemlig mand og børn.