Foto: Anette Tighus

Ivan Pedersens manager er et nervøst gemyt, så han gik i gang med at ombooke ’Ligger ikke ned endnu’-turen, som Ivan og hans band skulle have spillet for fulde huse, oprindeligt i foråret 2020, en tourne, som så blev afviklet efteråret 2020 i stedet. Sådan er det også gået i år, med Ivans trio-set-up. Booket til foråret 21, men igen er der ombooket i omegnen af 40 koncerter til afvikling i løbet af efteråret – håber de, for sådan er vilkårene, når der er covid-krise i landet, og man som optrædende har valgt en usikker branche.

 

Han er heldig mand, siger han, for han er fyldt 70 år, så han er i grunden turnerende pensionist, og han har haft de sidste 50 år til at cementere sin status som en af landets mest kompetente – og bedst sælgende – artister, så han har ikke i de seneste år haft brug for at tjene penge til at forsøge en familie. Men han har alligevel brug for sund fornuft.

”Det er en temmelig uanstændig måde, man fre det offentlige behandler den faggruppe, som folk sommetider kalder klynkende kunstnere på, synes jeg. Jeg skal f.eks. ikke tjene penge til et hus, jeg lige har købt – og jeg er ikke en ung musiker, der først lige er begyndt, men dem, der lige er gået i gang med et kunstnerliv, de er eddermame på den,” siger han.

 

Det er de, fastslår han, fordi de hjælpepakker regeringen har lagt ud, er så ”vanskeligt håndterbare”, at det er svært for en kunstner at ansøge på en meningsfyldt måde.

Ivan Pedersen debuterede som musiker allerede som 16-årig med McKinleys, han fik kæmpe succes med Laban, spillede med Poul Krebs og Henning Stærk, en smule med Moonjam og meget mere med Backseat, han skriver og producerer for flere danske kunstnere, og så har han gennem mere end 20 år været bestyrelsesmedlem og formand for KODA og engageret i DPA, en politisk interesseorganisation, der arbejder for at skabe de bedste vilkår for sangere, tekstforfatter, producerer og komponister.

LÆS OGSÅ:
JAKOB OLRIK: MED KÆRLIG HILSEN....

Han er engageret i den sag, fordi , siger han, der  – trods mange gode ordninger på kulturområdet  – er så meget i den måde, vi har indrettet os på, der strider i mod det rimelige.

”Jeg oplever en regering, der, da corona-krisen ligesom satte alt på spidsen, havde meget travlt med at få orden i sagerne for de mennesker, hvis økonomiske liv er rimelig ukompliceret; de offentligt- og fastansatte. Når vi så  – langt derhenne ad – begynder at kigge på kunstnerne, så bliver det knap så enkelt at overskue, og det er som regel sådan, at jo mere kompliceret det bliver, jo mindre plads er der til det i det politiske og i lovgivningen,” siger han. ”Alle kan jo holde en tale om, hvordan kulturen samler og heler og udtrykker vores selvforståelse, men i bund og grund, så forstår politikerne ikke en skid af, hvad det økonomisk set er for et komplekst liv, vi lever,” konstaterer han.

Foto: Anette Tighus

SUK 

Kulturministeriet har – oplever man – simpelthen ikke ”et suk begreb om, hvordan økonomien er skruet sammen for mange kunstnere,” siger han. De fleste musikere og mange andre kunstnere har flere indtægtskilder – ofte et komplekst sammensat regnskab, der ikke matcher det afkrydsnings- og dokumentationsskema, som støtteordningerne er bygget op omkring.

De krav, man skal opfylde for at søge den hjælpepakke, som er målrettet ’kunstnere med kombinationsindkomster’ er – blandt andet – at man kan dokumentere aflyste jobs, men da mange managere deler Ivan Pedersens lidt pessimistiske opfattelse af situationen, så har der i efteråret 2020 ikke været bookede jobs at aflyse, grundet branchens afventende forsigtighed. Det havde der naturligvis været, hvis ikke samfundet fortsat var underlagt en pandemi, der bevirker en situation helt uden svar eller åbningsplaner, så der var nærmest intet at aflyse, bare en tom kalender.

LÆS OGSÅ:
HVAD FLYGTER DU FRA?

”Jeg har en musiker med i mit band, som søgte ubetalt orlov fra sit arbejde som musiklærer, for at tage med mig på turne. Da turneen så blev aflyst, havde skolen i mellemtiden ansat hendes vikar, og så er det ligesom op til hende selv at få det forklaret i ministeriets skema. Hun skulle selvfølgelig tage ubetalt orlov igen, da vi så endelig kom afsted. Redegør du lige for det. Det er en kompliceret økonomisk situation, komplicerede skatteforhold og det er virkeligheden for mange, siger Ivan Pedersen. ”Kulturministeriet er gået fra at være et fint, nobelt hus, hvor man afholder visionære møder omkring kunsten, til nu at være et beskæftigelses – og udbetalingskontor, og det kan de naturligvis ikke bare sådan lige håndtere. De stakkels mennesker bukker under for stress, for de har ingen egentligt indsigt i reelle økonomi i den verden, det liv, der reelt er vores.”

 

Det generer ham. Ivan Pedersen har gennem hele sin karriere været engageret i at arbejde for, at kunsten blev honoreret som fortjent. Han bryder sig ikke om den mistillid, der fra mange sider udvises til nødlidende kunstnere, som ufrivilligt er havnet i en håbløs situation.

”Man får den fornemmelse , at de med alle skemaerne og bokse, der skal krydses af, ligesom per refleks reagerer med den gamle:  ”tag vasketøjet ind, kunstnere kommer” og mistænksomt begynder f.eks. at bede mine kollegaer om at affotografere tomme dansegulve for at bevise, at man var fremme, men at jobbet ikke er spillet. Det generer mig vældig meget!”

PARDON MY FRENCH 

Foto: Alex Nyborg Madsen

Og det er symptomatisk, sukker han, og henviser til en nylig debat i kølvandet på et lovforslag, der sigter mod, at techgiganter fremadrettet skal betale for det indhold, som journalistiske medier bidrager med til deres platforme. ”Musikkens skabere, udøvere og producenter, er nu blevet bollet i røven af techgiganterne i snart 20 år (pardon my French). Undertegnede har i samtlige af disse 20 år tordnet imod det komplet uregulerede internet, som fra mit ståsted (musikken) har været en parallel til situationen på de 7 have, da piraternes kaperskibe herskede her. Mit erhvervs indkomst fra salget af indspillet musik, blev sønderskudt af fribytteres hærgen på nettet, og al min kontrol over mit eget produkt forsvandt med www,” skrev han i et opslag på Facebook den 21. februar, fordi han synes, det ville klæde kulturens minister at tage samme kamp på kunstnernes vegne, som nu, for det journalistiske.

LÆS OGSÅ:
En skæbnefortælling

”Når nogen opbygger en forretning, hvor musik er med til positivt at påvirke værdiforøgelsen, så synes jeg, at det skal honoreres. Facebook forsvarer sig med, at det, de tjener penge på, er annoncer, og at aviserne skal holde op med deres klynk, men det, man snedigt taler udenom, er jo, at hvis Facebook kun bestod af katte-videoer og folk, der skændes, og ikke også havde kvalitetsindhold, så ville der nok ikke være så mange, der gad annoncere – og sådan hænger tingene jo sammen. Nu er det medierne, det handler om, men jeg har i årevis talt for – og appelleret til – at vi tog den samme snak, når det handler om musik. Techgiganterne er fritaget for juridisk, og dermed økonomisk, ansvar for, hvordan musik bliver delt på eksempelvis Facebook, og det betyder, at det juridisk bliver forbrugerens ansvar. Som kunstner med et produkt til salg, er det temmelig svært at konkurrere mod gratis,” konstaterer han, ”Der er, trods alt, noget, der tyder på, at civilsamfundene er ved at vågne. Nu må vi sætte os ned ved et bord og tale fornuftigt om de enorme værdier, andre menneskers kulturelle og journalistiske frembringelser er med til at skabe

ET HJEM MED VOKSDUG 

LÆS OGSÅ:
JESPER OLSEN: GUTTERNE PÅ KUTTERNE

Den digitale verden forandrede næsten alt, siger han, men ikke glæden ved kulturen. Han er selv fra et ”hjem med voksdug”, hvor der blev spillet på mandolin og harmonika – men der blev spillet. I dag er der en anden opmærksomhed på alt det, kulturen bidrager med – men vi mangler at få lavet nogle regler og retningslinjer for den digitale parallelverden, så det er til gensidig gavn. Det vil han fortsat insistere på.

 

Kulturen bidrager med meget. Og lige nu er de udøvende kunstnere i en situation, hvor de må sælge ud. Danmarks bedste guitarister, bassister og trommeslagere sætter instrumenterne til salg for at overleve. Huslejen skal betales. Og alle har en intention om, at vi skal ses igen en dag. Vi skal være sammen om de oplevelser, der skabes gennem kunst og kultur.

”Altså, suset fra otte strygebasser – det kilder jo i bukserne, ikke? Musikkens møde med publikum, det kan virkelig noget. Det er vores menneskelige fællesskab – og det gælder begge veje. Publikum er benzin for en kunstner. Den direkte afregning, de hænder, du hører… Alle mennesker har brug for at blive bekræftet, og musikken er noget, vi er sammen om,” siger han.

 

Det er den dobbelte glæde. Fællessansen. Et dem og et os, som sjældent er noget uden hinanden.

Mennesker ånd i ånd. Vi behøver lyden af det liv, der er levet – og det, vi drømmer om. Det er sådan, verden bliver stadig større. Det må være lige midt imellem dur og mol, at vi gensidigt bliver beriget af hinanden – gensidigt forpligtet. Det må vi være sammen om.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here