Foto; Martin Høyer Poulsen

Dit Lort Mit Show. Teater Nordkraft.

Alle har en historie at fortælle, men det kan godt være svært at finde ord for det liv, der er levet, hvis man for sent opdagede, at det kom til at føles som nogle andres – eller hvis det blev en fortælling, der ligner de andres mere, end den ligner sig selv. Vi er dem, vi er for hinanden. Vi er nogen, men vi er også noget – og det bliver Teater Nordkrafts forestilling Dit Lort Mit Show en helt vanvittig fin påmindelse om.

Konceptet er, at de to skuespillere Jakob Hannibal og Jonathan Stahlschmidt, sidstnævnte Teater Nordkraft debutant, sammen har rejst rundt i Nordjylland for at købe ting, som helt almindelige mennesker har sat til salg på Den Blå Avis, og når de har købt noget, har de insisteret på at få en god historie med i handlen.

Jakob og Jonathan har købt lidt af hvert. En ovn, et udstoppet dyr, en plysset bamse, en kondicykel, et gammelt orgel, og så har de interviewet sælger med udgangspunkt i den ting, der var til salg. De interviews har de to skuespillere klippet ned til 15 historier, som de har iscenesat sammen med teaterchef Minna Johannesson, som har været indsigtsfuld nok til at gribe respektfuldt ind i de historier, som de to skuespillere kender bedst. Forestillingen er et sjældent og særlig samarbejde mellem forskellige kompetencer, og det er… i mangel af bedre ord; absurd veludført.

LÆS OGSÅ:
Det han siger er man selv...

Skuespillerne spiller de små livshistorier med høretelefoner, hvor de klippede interviews afspilles, så de fremfører dialogerne, imens de lytter til dem. Det må være en vild disciplin, men de får det til at ligne en foræring på scenen.

De to skuespillere har taget fine historier med sig hjem til teatret, og så har de forvandlet alle de døde ting til lyslevende fortællinger om det liv, vi alle sammen lever. Og ikke lever. Den der kop kærlighed og en bamse, man havde forestillet sig skulle give livet en kulør, der aldrig rigtigt matchede det, de andre havde på. Musikken, det maniske og det magiske. Mennesker, der bliver til nogen i kraft af noget, der står og vidner om tid.

Og man kan vel nærmest ikke opdigte den slags. Virkeligheden overgår fantasien, og alt ved Teater Nordkrafts ide om at fortælle Nordjydernes historie gennem ting – og at gøre det i landsdelens forsamlingshuse, virker bemærkelsesværdigt meningsfyldt, når man så sidder bænket der i et hus, der er skabt til at samle mennesker om alt det, der betyder noget. Hinanden, blandt andet.

Dit Lort Mit Show er en sjov forestilling. Virkelig sjov. Den er også alt muligt andet. Tankevækkende, eksempelvis, og det er en kliche, men hvis du kun skal se et stykke i år… Det er svært at finde ord for andre mennesker, så det er ret fint at lade dem tale for sig selv. Dit Lort Mit Show er som alt andet teater en iscenesættelse, men det hele grunder i en fortælling, som starter der, hvor historien er skrevet i første omgang. Nordkraft giver ordet til Nordjyderne, hvis man kan sige det på den måde. Og det kan man vel, for det man siger, er man selv…

Forestillingen Dit Lort Mit Show spiller fra den 25. maj – 21. juni 2024 i forsamlingshuse rundt om i Nordjylland.

LÆS OGSÅ:
Venter du nogen - eller noget?

Billetter købes gennem de respektive forsamlingshuse. Se hvilke steder der deltager, og hvordan du køber billet her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here