‘Jul i Gammelby’, Morskabs-Theatret. Aalborg Kongres & Kultur Center.
Det er særligt sødt og charmerende – og det er på en måde helt enkelt; julen er hjerternes fest og alt skal ses i lyset af alt det, der stråler særligt klart, når tusmørket falder på.
Der er så meget, vi ønsker os. Tusind ting vi skal nå – men når alt kommer til alt, så handler decemberhyggen om at flette julehjerter og fingre i ro og mag. Gør det i teatret. Nyd en forestilling, der udspiller sig præcis, som du har håbet på. ‘Jul i Gammelby’ er en historie om børn og voksne, om ‘Haabet’, der ankommer nervepirrende sent – om drillenisser, der kan det hele på den halve tid – og om julefred. Og fryd. Måske ved du allerede, hvordan det ender. Forestillingen bygger på julekalenderen fra 1979 – og teaterudgaven er traditionen tro. Den bygger på frivillige kræfter og glæden ved at fortælle en god historie, og det kan man mærke blandt publikum. En del af charmen er genkendelsens glæde – vi ved godt, at det forsinkede skib kommer trygt i havn – og vi genkender en drillenisse, når vi ser en, sådan er det jo med julen; det ender godt. Og det er præcis den varme og tryghed, vi kan læne os tilbage i i teatermørket. Her kan vi føle os hjemme i fortællingen og alt det, vi er sammen om.
Forestillingen er levende og fuld af farver. Julen har sin egen lyd – og alle kan høre, at Morskabs-Theatret har forlængst fundet melodien. Ingenting i hele verden kan udsætte julen. Det er sikkert og vist – og den bliver sjovere, fordi drillernisser findes.
Balancen er fin; det er en god forestilling, som har noget for både små, større og de største – men mest af alt er det en juleforestilling som indeholder alt det, der er så svært at finde ord for – en stemning. Et hyggeligt håb. Hinanden. Hjerteligheden.
Julens glæde. Den, man aldrig skal skynde sig med.
Tag dig tid til at se ‘Jul i Gammelby’ – du kan sagtens nå det endnu.
https://akkc.dk/arrangementer/musik-teater/familieforestilling/jul-i-gammelby/