Han kan godt blive lidt indigneret, når folk ikke forstår pointen med det hele. At det ikke – kun – er for sjov. Han tør gøre grin med det meste – og mener ligefrem, at det er på sin plads. At han endte i seng med en Lommer-pige, skyldes på mange måder Ernst Trillingsgaard, men resten er hans helt egen fortjeneste. Han har været en del af dansk kulturliv i mere end 40 år. 

Mød Ulf Pilgaard.

Selvom man har passeret de 70 år, kan man godt ha’ sin fars ord i helt tydelig erindring. Pastor Pilgaard var en dominerende skikkelse – og der er derfor ikke noget usædvanligt i, at Ulf Pilgaard på en og samme tid gjorde præcis som sin far – og så alligevel ikke.

Ulf Pilgaard er skuespiller og akademiker. Han er en så væsentlig del af dansk kulturhistorie, at ingen dansker kan undsige sig, at have stiftet bekendtskab med ham.

Han er en ikke helt så dedikeret repræsentant for ’øl, fisse og hornmusik’-kulturen, som man måske kunne forestille sig, når man tænker på den sagnomspundne flok af store kulturpersonligheder han altid har været en del af.

Ryskjær, Kaas, Passer, Lommer og Dahl – man forestiller sig, at de har det sjovt. At de slår sig på lårene af grin og klapper hinanden på skulderen. De har gjort en forskel. Men det hele er ikke for sjov. Kun.

At grinet er forløsende er selvsagt. Og meningen.  Men man skal passe på, at man ikke bilder sig ind, at han ikke har noget at skulle have sagt. For det har han.

TEOLOGI OG TEATER

Ulf Pilgaard var i sin tid teologistuderende. Halvengageret – og som et udtryk for en, ellers ikke for ham kendetegnende, fantasiløshed. Han gjorde som hans far havde gjort. Selvom pastoren i øvrigt godt kunne virke noget overdrevent insisterende på en ung mand i starten af 20erne.

Som 21-årig flyttede Ulf Pilgaard hjemmefra. Han overlod værelset hjemme i villaen til Svend Auken, der skulle studere i Aarhus, og så flyttede han til København, 2. semester af teologistudiet og nye bekendtskaber, der skulle vise sig, at blive starten på en karriere, han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig – og som det fædrene ophav i øvrigt ikke just bifaldt.

”Lad mig sige det sådan, han tilskyndede mig ikke ligefrem til at dyrke skuespillet, min far, men så længe det foregik i universitetsregi, så gik det trods alt an. Sådan var han jo. Man skulle helst gøre som han synes og det var derfor med stor fornøjelse, at jeg flyttede hjemmefra,” siger Ulf Pilgaard. ”Jeg skulle jo ustandselig stå til regnskab, og jeg orkede det simpelthen ikke til sidst. Jeg var jo altså blevet voksen. Så jeg overlod mit værelse til Svend. Vores forældre kendte hinanden, så det var meget naturligt,” fortæller han.

Ulf Pilgaard fattede allerede som studerende på Aarhus Universitet interesse for dramaturgien og fulgte nogle forelæsninger.

Da han senere kom til Københavns Universitet søgte han optagelse på Studenterscenen – og blev en del af en gruppe studerende, der dyrkede tidens teatertendens; absurd-teater. Her lod man det akademiske overtag udtrykke sig i opsætninger af de store europæiske absurdisters værker. Franske Lonesco, irske Beckett og engelske Arnold Wesker og Harold Pinter.

Interessen var intellektuelt motiveret, arbejdet med absurdisternes tekster appellerede til begavelsen, men ingen kunne overse, at han befandt sig særdeles godt på scenen. At han havde et særligt tæft for det – og en i øvrigt usædvanlig evne til at memorere teksterne.

”Det var en fantastisk tid, der startede der.  I teaterhistorien står det som om, det var Svalegangen i Aarhus, der var de første til at arbejde med det absurde teater, men i virkeligheden var det os – Studenterscenen.

Det var virkelig det eksperimenterende teaters spydspids, og i sig selv var det sindssygt spændende på den måde, at være på forkant med det der skete i Europa,” fortæller Ulf Pilgaard.

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

ET LANGT RÆR PÅ DE SKRÅ

Sideløbende med teologistudierne og arbejdet på Studenterscenen danner Ulf Pilgaard og et par studiekammerater teatergruppen Collage-truppen, der har et noget mere revypræget repertoire, men alligevel altid med en intellektuel tilgang til livets mere humoristiske sider.

”Jeg havde altså ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være skuespiller,” fortæller Ulf Pilgaard. ”For mig var en skuespiller sådan en Poul Richard type. En flot mand, og jeg var jo ikke en flot mand. Jeg var et langt rær, der jævnligt faldt over  mine egne ben, men jeg havde altså tæft for det. Og i øvrigt har jeg det i dag sådan, at når man ser skuespillerne, så er de næsten for flotte. De er alle sammen på en eller anden måde standarttyper. Sådan Mikael Birkkjær-agtige. Hvorfor er der ikke nogen der skiller sig ud? Det bliver sgu da for kedeligt at se på! Ja, I må meget undskylde, men det synes jeg altså.”

Ulf Pilgaard, endnu teologistuderende, havde til stadighed en intellektuel tilgang til det teater, han kom til at holde mere og mere af. Hans engagement udsprang af den verden der var hans dagligdag på universitetet. Sproget, formen og arbejdet med teksterne bar præg af det akademiske miljø og sådan forholdt det sig altså ikke helt ude på ABC Teatret, hvor Ulf Pilgaard af Preben Kaas, der havde overværet en af Collage-truppens forestillinger, blev opfordret til et engagement.

”Jeg skal da hilse og sige, at mødet med Preben Kaas, Jørgen Ryg og Kirsten Walther ude på ABC var voldsomt. Det der lidt afstandstagende akademikersprog jeg talte, var ligesom ikke omgangstonen derude. Det var, lad os kalde det, noget mere ligetil. Lige ud af landevejen. Enten var noget ’skide godt’ eller ’noget værre lort’, smiler Ulf Pilgaard. ” Det måtte man jo så forholde sig til.“

Ulf Pilgaard blev efterhånden så engageret i teaterverdenen, at teologistudierne måtte bøde. Han skulle og ville ikke gentage det fædrene ophavs historie. Han skulle være skuespiller på fuld tid, og blev det i en grad, så han over de næste år, blev allemandseje.

DIRCH OG DØDEN

Ulf Pilgaards evner blev – og er – værdsat. Han har modtaget flere priser for sit virke, og betragtes af mange som en af de største der findes. Ikke alene på grund af sin noget usædvanlige højde, men på grund af et unikt talent for det man, måske, kunne ha’ sagt sig selv, ville blive hans virke…

Hans status som en af landets dygtigste – og mest alsidige – skuespillere er så dybt rodfæstet i os alle sammen, at man uvilkårligt må møde ham med en klædelig smule ærefrygt.

Han kan noget særligt med mimikken. Han, om end det klinger af kliche, fylder scenen på en særlig måde og så kan han træde i karakter, så få kan gøre ham kunsten efter. Hans samspil med Dirch Passer er legendarisk og uanset er det efterhånden er mange år siden, er det de to kunne sammen på revyscenen bemærkelsesværdigt – selv i eftertiden, og det har givet deres partnerskab en velfortjent ikonisk status.

”Jeg kan slet ikke sætte mig selv ind i den sammenhæng, men det kan jeg til gengæld godt med andre. Jeg så jo på Dirch Passer på samme måde, som alle mulige andre gjorde, og da jeg mødte ham, var jeg nærmest parat til at be’ om hans autograf,” siger Ulf Pilgaard. ”Og jeg skulle spille sammen med ham. Jeg skulle stå lige ved siden af ham. Det var fandeme en underlig fornemmelse. Han var så kæmpe stor… Jeg forstår ikke, at nogen kan betragte mig som sådan. For mig, er jeg jo bare mig. Dirch derimod, han var et ikon – og jeg har aldrig oplevet andre end ham, der kunne noget, der var så særligt, at det gav ham den position i samfundet, som han havde. Men sådan var han. Og sådan døde han”.

LÆS OGSÅ:
Venter du nogen - eller noget?

Ulf Pilgaard skulle på scenen med Dirch Passer, den aften han døde.

”Jeg glemmer det aldrig. Der var landesorg, da den nyhed bredte sig. Danmark gik simpelthen i stå – det gjorde det virkelig, for det var så ufatteligt.  Ingen kunne helt forstå det, og det siger noget om den ufattelige betydning han havde.”

INGEN ADGANG FOR UVEDKOMMENDE

Dirch Passer døde i 1980, og året efter skulle 40-årige Ulf Pilgaard og Dirch Passer have optrådt med et show på Bellevue Teatret. Kontrakten var underskrevet og Ulf Pilgaard havde dermed ikke noget andet engagement den sommer. Claus Pagh, der på daværende tidspunkt havde overtaget Tivolirevyen og engageret Lisbeth Dal og Claus Ryskjær, inviterede derfor Ulf Pilgaard med på scenen i den konstellation, og på den måde kom de tre til at figurere sammen på scenen. Ulf Pilgaard optrådte i Cirkusrevyen på Bakken første gang i 1968 og siden har både Lisbeth Dal, der siden 1985 har været revyens kunstneriske leder, og Claus Ryskjær utallige gange bidraget til komikken i den humoristiske treenighed.

Cirkusrevyen er Ulf Pilgaards selvvalgte skæbne. Han er en institution på Bakken sommer efter sommer, og selvom han har lavet andre ting undervejs, så er det i revyen, vi kender ham bedst.

Og i virkeligheden kender vi ham slet ikke. Han er et privat menneske og har været det i hele sin karriere, så talentet, komikken og karaktererne er det vi får. Det, og så noget han mindes:

Hans 26 års fødselsdag, som han fejrer i Holstebro. Med en brag og godt selskab af en ligeså ung Ernst Trillingsgaard, der netop er blevet udnævnt til direktør for Holstebro-hallen.

De er ungkarle begge to – og i usædvanligt skønne omgivelser, for Ernst har, lidt kontroversielt for egnen, hyret ABC-Teatret med Lommer-piger, til at ruske lidt op i landsdelen. Stor, stor succes.

De strømmer til, de ellers noget sindige vestjyder, for at se komikken og de dejlige damer. En af dem, Gitte, er så dejlig, at hun ender i unge Ulfs seng. Og der er hun, med naturlige mellemrum – naturligvis, blevet siden. I 1970 gifter de to sig, og siden har de levet som ægtefolk, med alt hvad det indebærer af gensidig respekt, til tider genstridigheder – men mest af alt en fælles historie med masser af plads til privatliv og en hverdag der ikke kommer andre ved. Ulf Pilgaard har været nogen siden slutningen af 60’erne, og lige så længe har han insisteret på, at adskille det professionelle og private liv.

Han har villet være far til to drenge, gift med Gitte, misfornøjet, veltilfreds, noget midt i mellem og hjemme uden hele Danmarks indblanding. De nysgerrige blikke har fulgt ham i næsten 50 år – de er et livsvilkår, men alt det man ikke kan se, det taler han ikke om.

”Det er jo noget jeg i den grad har vænnet mig til. Det eksploderede da de første ’Hov, Hov’- udsendelser blev sendt i 1968. I løbet af halvandet år var jeg et meget kendt ansigt, på samme måde som Casper Christensen er i dag kan man sige, og så må man vænne sig til de nysgerrige blikke. Det har jeg ikke nogen problemer med, men jeg har insisteret på, at jeg ville have mit privatliv i fred. Og min hustru har været rigtig god til at holde fast i det også,” siger Ulf Pilgaard. ”Jeg vil ha’ et sted, hvor jeg ikke er skuespiller, men bare mig – og jeg gider ikke vise pressen rundt derhjemme eller involvere dem i vores ægteskab. Det er vores.”

GROTESK OG FANTASILØST

Ulf Pilgaards popularitet vokser eksplosivt i ægteskabets første år. Han bliver massivt eksponeret i tv, er en del af det gode selskab på scenen og overtager på mange måder pladsen som Dirch Passers faste makker efter afdøde Kjeld Petersen. Ulf Pilgaards popularitet er ikke til at anfægte og datidens tv-monopol og noget mere begrænset udbud, betyder at han en tid på mange måder er allestedsnærværende. Men alting har sin tid.

LÆS OGSÅ:
Tag vasketøjet ind - musikerne kommer...

”Når jeg ser de der unge mennesker der lader sig eksponere voldsomt på tv i dag, så kan jeg godt sidde og tænke: ”Pas nu på, venner”. Jeg har også prøvet det der, men tingene bliver ikke ved. Det er der mange årsager til, og en af de væsentligste er, at beslutningstagerne på produktionsselskaberne er unge mennesker på 40 år, og de kan slet ikke forestille sig, at man skal se på ældre mennesker. ”Er han 70 år? Nej, så går det ikke. Slet, slet ikke. Vores segment skal sgu da ikke sidde og se på sådan et gammelt rynkefjæs”. Alder betyder meget for beslutningstagerne. Så konservativt betragtes tingene. At det så betyder, at de selv ryger ud igen når de fylder 50, det glemmer de fleste af dem,” smiler han.

Når staben bliver konform og segment-betragtningerne stereotype og blottet for den diversitet, der i øvrigt repræsenterer samfundet – det virkelige liv, så sker der noget uheldigt med kulturlivet. Det er åbenlyst.

”Vores kultur bliver ensrettet og kedeligt, når der sidder ganske få mennesker og bestemmer, at sådan skal det være, og sådan skal skuespillerne se ud. Sådan er verden jo ikke og det hele bliver røvkedeligt, for at sige det ligeud,” siger Ulf Pilgaard. ”Og det er jo endnu mere grotesk al den stund, at vi faktisk bliver ældre og ældre og klarer os bedre og bedre. Det er simpelthen et udtryk for fantasiløshed.”

Måske er det ikke Ulf Pilggard der oftest dukker op i prime-time tv, men hans status som en af Danmarks dygtigste skuespiller, er der stadig meget få mennesker der anfægter. Hans talent for de komiske karakterer er omtvisteligt, men også i de mere alvorstunge roller, heraf nok mest kendt, som Joachim Chrone i Borgen og – især – som kriminalbetjent Wörmer i Nattevagten cementerede et ekstraordinært talent for at træde, bogstaveligt talt, i karakter.

”Jeg håber, at jeg kan blive ved med at være i vekselvirkningen. Det er alt for anstrengende kun at være sjov. Humor er et livsvilkår for mig – og det er det også privat.

SÅ VÅGN DOG OP

Man er simpelthen ikke noget helt menneske, hvis man ikke kan benytte sig af humor. Alt bliver nemmere med et anstrøg af humor, selv døden, men det er vigtigt for mig, at jeg kan arbejde med begge dele.

Der findes ikke mennesker, der selvvalgt vil sige, at de ikke har humor. Men der findes forskellige former for humor, og for de der tager teten og indtager scenen som komikkens repræsentanter, står det – ret – klart, at ikke alle i udpræget grad er i besiddelse af førnævnte. I 2012 udgaven af Cirkusrevyen havde Ulf Pilgaard en monolog som en bedemand i besiddelse af en smart-phone og teksten var hæftet op på alle de forviklinger, der nu kan opstå, når man insisterer på at bestille begravelsesarrangementet på SMS med indbygget stavekontrol. Det kan potentielt blive til en temmelig komisk efterspil for tantes død – og det blev det, med deraf følgende forargelse på publikumsrækkerne.

”Det er jo temmelig forskelligt hvad vi betragter som humor, men at folk kan blive forargede over den monolog er jo totalt misforstået. Det var jo en mekanisk ting, vi gjorde grin med.

Ikke døden, kirken eller begravelsen – men på den måde kan du ikke undgå at støde ind i folk med nogle besynderlige fordomme,” konstaterer Ulf Pilgaard.

”Man må simpelthen ikke grine af døden. Ja, man må jo nærmest ikke tale om døden. Det kan gøre folk nærmest flove. Jamen, tænk at blive flov over, at nogen er død! Det er da en forfærdelig tanke. For mig er der vide rammer. Der skal være mulighed for at komme rundt om noget meget alvorligt med humor. Det irriterer mig, når de sidder dernede og bliver forarget over det. Jeg bliver simpelthen skide irriteret! Så vågn dog op. Se da for pokker hvad det handler om, ” siger han.

LÆS OGSÅ:
Lidt af kulturen skudt igang i dag

Cirkusrevyen er altså andet end en aften i komikkens tegn. I ordets bogstaveligste forstand er en revy en, ofte, politisk kommentar – en art gennemgang af årets væsentligste hændelser. For holdet bag er succeskriteriet ikke udelukkende bundet op på, hvor højt der grines i teltet, men i lige så stort omfang den applaus der anerkender, alt det der er skrevet mellem linjerne.

”Jeg kan love dig for, det betyder noget, hvad vi får sagt i revyen. I år har jeg en vise som en major der er på vej ud af Helmand-provinsen. En meget alvorlig tekst, der kommer noget bag på folk. Vi diskuterede meget, om vi skulle have den med – men vi gjorde det og fandt en form, helt low, jeg står bare på scenen i et spot og fremfører teksten. Den er ment som en lille eftertanke. En påmindelse om de valg vi taget og de alvorlige ting vores samfund er ude i, fortæller Ulf Pilgaard. ”Og der synes jeg vi er med sådan en stor revy som Cirkusrevyen. At den kan tillade sig at røre ved meget alvorlige emner. Det hele er ikke bare ’ha ha og fjol’. Jeg er fandeme optaget af, hvad publikum går hjem med.”

FOLKETS SPROG

Revyen har eksisteret i Danmark siden midten af det 19. århundrede. Dengang og nu var revyens formål, at sætte ord på samfundets tilstand. En art satirisk refleksion over den aktuelle dagsorden. Revyerne er vokset med folket – og af folket – og selvom det til stadighed kan opfattes som mindre værdigt kultur, skal man ikke underkende, at der lige bag showdanserne og de umiddelbare latterbrøl er en alvorlig dagsorden og at teksterne har noget på sinde. Cirkusrevyen sætter stort set hvert år publikumsrekord og end ikke en voksende stand-up-genre kan udfordre revyens position.

“Jeg har en lille kæphest, som folk nogen gange glemmer, tror jeg. Revy-genren er folkeligt forankret, for det er folkets måde at udtrykke sig på. Tænk på, hvor meget der bliver lavet rundt omkring i landet af gange almindelige mennesker. Glade amatører. Det er det sprog der er gængs – meget mere end teater, for –  uha – det er sådan noget finkulturelt. Nej, det her er folkets sprog og har været det i mere end 100 år. Det var også datidens satire og derfor har det en enorm kraft og styrke. Derfor kan du godt udvikle, hvad vi også har gjort, tempo, talent og form.

Det har bare meget mere betydning end mange intellektuelle gør sig klart. Hvor voldsom kraft der er i sådan et fælles sprog. Jeg har oplevet teaterdirektører og instruktører der har leflet ned af og har villet være folkelige. Det går altid galt. Man skal nemlig aldrig undervurdere publikum. De er klogere end man tror, så man skal gå foran. Man skal udvikle og sigte efter kvalitet og klogskab. Det gør vi i Cirkusrevyen – vi sigter efter at udfordre folk.

Og det gør han så. Ulf Pilgaard. Også denne eftermiddag i Aalborg, hvor cirkusrevyen har gjort det til en tradition af runde sæsonen af. På trods af mange måneders forestillinger hver eneste aften, er der ikke træthed at spore i Pilgaards ansigt. Han er tændt på det virke, som en fyldt sal om få timer vil honorere med begejstret applaus. Få timer efter står han der igen. Alene i projektørens lys, som majoren fra Helmand-provinsen, der leverer den sidste rapport over krigens døde i en skarp satirisk vise. Fremført som, faktisk, kun Ulf Pilgaard kan.

Tidligere artikelHans Andersen: Feinsmecker gennem 3 årtier
Næste artikelCirkusrevyen giver mening

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here