Work-life balance må være i omegnen af det mest idiotiske ord, der findes. Måske næstbedst eksemplificeret ved: Voksen kvinde trimler ned af toilet med det ene ben fanget i noget strømpebuks i et forsøg på at spare noget, hun tror er dyrebare minutter, ved lige at ”være effektiv undervejs”. Tænkt eksempel (!) Men det er sket. I virkeligheden. Desværre.Og det er på enhver måde et udtryk for en ubalance i alle livets – også ikke latrinære – forhold.
Og balancen mellem de to ting findes slet og ret ikke. Man kan godt gøre sit bedste, men man kan aldrig gøre sit allerbedste over alt.

Jeg kan huske, at jeg engang kom til at klippe min lillesøsters pandehår alt, alt for kort. Og skævt. Og, at jeg kom til at grine hver gang, jeg så på hende.
Og måske er det på grund af det åndssvage hår, at vi stadig kan skændes om hvad som helst.

Måske glemmer man forsvindende lidt, selvom vi påstår,
at vi har glemt det meste – men jeg husker det i alt fald som om, jeg gjorde mit bedste. Og jeg ved, at jeg brugte det – og stadig bruger det – som et argument for ansvarsfralæggelse; at jeg gjorde det, så godt jeg kunne.
Det var bare ikke godt nok, vel? Og det er så dumt, hvis vi kommer til at skynde os så meget, at vi falder ned af toilettet, fordi, det vi skynder os med at nå må tilværelsen i al sin enkelthed… At være til.

LÆS OGSÅ:
Jeg tror på det usædvanligt gennemsnitlige menneske

Det må det på en eller anden måde være, for det kan ikke være succesfølelsen, når vi rammer gulvet, der driver os. Den der irriterende undersøgelse, der konkluderer, at ni ud af ti på dødslejet siger, at hvis de kunne lave noget om, så var det antallet af arbejdstimer, der skulle veksles til samvær med de nærmeste. Arg!

For et par uger siden interviewede jeg Morten Albæk, filosoffen, der for nyligt blev ansat af Vatikanstaten og som driver Voluntas, en meningsfyldt investeringsvirksomhed. Han sagde, at vi aldrig bliver i stand til at elske os selv, men, at vi kan håbe på, at andre gør det. Og at man kun for alvor bliver sig selv i det, de ser. At vi er det og de egenskaber, som vores omverden tillægger os. Det, vi gør – ikke det vi siger, vi gør. Vi er det, vi viser vores omverden, vi er – ikke det, vi forestille os, de ser. Det kræver
selvfølgelig bare, at man ses. Førnævnte undersøgelse kunne indikere, at det kniber. Og måske handler det om, at der er så meget, man gerne vil ses som. Facebook kunne være belæg for den påstand, og så må man jo prioritere, som min mor ville sige. Og hun ville have ret. Og det kan sagtens give mening, at man vælger sit arbejde – det kan være sådan, at det veksles til en værdi – mental eller materialistisk, som man kan tage med sig hjem i det nære. Fedt, men så er det bare ret sandsynligt, at man ikke samtidigt er den, der bager de fedeste kager til klassefesten eller når at stryge alt undertøjet til mandag morgen. Og så må man hvile i det.

LÆS OGSÅ:
Spaltevis af mennesker

Og det er der sådan set ikke meget balance i, for de fleste mennesker vil gerne være begge dele – og er kry nok til at give det et forsøg, og så er det man ender hjemme på toiletgulvet, hvor man måske ved samme lejlighed erfarer, at man heller ikke er verdens bedste husholderske. Som mor til drenge kan det være noget af en øjenåbner. Og de vil påstå, drengene, at de har gjort det, så godt de kunne. Du vil vide, at man altid kan blive bedre, hvis man ved præcis, hvad man sigter efter.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here