Tusinde Tanker

Når kaptajnen på et finsk fragtskib brager ind i en nordjysk jernbanebro, så kommer tvivlen straks trillende hos de fleste af os. For vi ved jo godt, at det er ganske menneskeligt at fejle, men der må dog alligevel være grænser for galskaben, eller? Hvordan kan nogen overhovedet overse noget så hovedrystende åbenlyst?

Tekst: Peter May
Fotos: Simon Wedege

Forleden fik jeg en bog i hovedet. Jeg så den slet ikke komme, før det var for sent at undvige. Det viste sig at være en slags manual til hjernen. Indeni stod der en hel masse om, hvordan vi mennesker almindeligvis tænker. Hvordan en simpel lille og tilsyneladende let regneopgave kan lokke selv de mest intelligente mennesker til at sejle ind egne indre jernbanebro. Jokke i spinaten, so to speak. Det var i først omgang ganske underholdende læsning, men frem for alt vakte det erkendelse i overflod. Selverkendelse. Spejling. Muligheden for at se sig selv lidt udefra. Lidt oppefra. Du kender sikkert udemærket fornemmelsen af at eje en indre autopilot. Fornemmelsen af at klare det sædvanlige på rutinen. Så kender du også reaktionen, når vi pludselig møder vi noget usædvanligt, som får os til at stoppe op og genoverveje situationen.

Eksempelvis binder vi snørrebånd uden større omtanke, cykler og skriver sms samtidig, hælder kaffe op uden at kigge. Men prøv at beskrive med ord, hvordan du binder sløjfer – eller cykler – eller hælder kaffe op – husk alle de små mikrobevægelser, som du udfører ubevidst undervejs. Hallo! Vi gør det jo bare, ik! Som når vi træffer potentielt dødbringende beslutninger på brøkdele af sekunder på farten i trafikken, som om vi var flintrende ligeglade med livet – og en pludselig død. Andre tanker kan tage hele nætter og fylde drømmene op af forykte fremtidsforestillinger. Vi kan gruble i dagevis over hvilken mobiltelefon, vi burde vælge – eller i måneder over hvilken uddanelse, som ville være den rigtige på den langebane – eller vi kan være årevis om at beslutte os for frierier, børn og boliglån. Det sidste er måske slet ikke så dumt endda. Hvilken bog, der er tale om og hvad forfatteren hedder, det vil jeg holde hemmeligt lidt endnu. Ikke fordi du ikke må vide det, men blot fordi jeg vil ha’ din fulde opmærksomhed først. Samtidig er jeg blevet træt af al den moderne rentabilitet og effektivitet. Det er vigtigt at føjte rundt på må og få og helt uden planlægning. Konklusioner og opsummeringer er for de uselvstændige. Muligheden for selverkendelse findes altid i alle de ellers ubetydelige mellemregninger. Aldrig i overskriften eller på bundlinien. Så ta’ dig tyve sabbatminutter. Du må godt for mig. Luk larmen ude, luk ned for din smartphone, og luk dig selv inde i dig selv og flyv med. Tænk på det bedste du ved… du ved. Dagdrømmerier.

Forestil dig, at du sidder i en bil i Nørresundby. Der er kø. Det er du træt af. Aalborg nærmer sig med mindre end én meter i minuttet. Men der er ingen at skælde ud på. Der er intet at stille op. Du sidder ufrivilligt fast. Fastlåst og frustreret. Sådan er dit liv i dette sekund. Så du knuger fast om rattet indtil knoerne bliver helt kridhvide. Og tænder for bilradioen. For at afspore dig selv. For at stille ind på en anden kanal. For at tvinge dig selv til at tænke på noget andet end kedelige køer.

En stemme fortæller en fantastisk historie. Du er havnet midt i en sindsoprivende radiodokumentar. Du er med på en ekspedition op af én af Amazonflodens mange, lange arme. Ind mod det ukendte. I primitive kanoer med hostende påhængsmotorer. Længere oppe af den mudrede flod, som bliver smallere og smallere jo længere du kommer frem, hænger træerne faretruende helt ud over floden fra bredden på begge sider. Det grønne tæppe lukker sig, som et tag over dit hovedet. Lyden af krigstrommer dybt inde i mørket. Du glemmer alt om kvælende tropiske trykkogertemperaturer. Malede ansigter i vilde farver forsvinder hastigt bag sammenvoksede træstammer. Øjeblikkelige isninger sniger sig op langs ryggen. Lyden af fødder, som løber inde på bredden ganske nær ved båden. Nøgne kroppe skimtes i underskoven. En nervepirrende nervøsitet vokser frem inden i dig. Overfladespændingen stiger i hver en perlende sveddråbe. Beslut dig, klovn! Ind eller ud? Pludselig har du forladt ekspeditionen og finder dig selv på jagt efter en parkeringsplads i Aalborg midtby. Du er vågen og parat til lynhurtigt at nedlægge enhver ledig parkeringsbås for næsen af lidt langsommere bilister. No more mister nice guy, mumler du for dig selv. Nu er du med ét Robert De Niro i Taxi Driver. Du er på helt oppe på stikkerne. Fuldt fokus på enhver utidig bevægelse blandt bunkerne af henslængte biler.

Men hov… Vent et øjeblik. Sidst du var online i den virkelige virkelighed sad du fast i en virkelig kedelig kø i alt for virkelige Nørresundby. Nordenfjords, forstås. Og du ville have svoret på endnu ikke at være kørt over Limfjordsbroen – hvis altså ikke du allerede befandt dig inde midt i Aalborg bymidte dyttende lystigt af dine dumme medtrafikanter. Så du ryster lidt på hovedet af dig selv, ryster dine dagdrømmerier af dig igen, rykker øsen rutineret rundt, og kaster den pænt på plads i en næsten lovlig parallelparkering. Slammer døren, bibber låsen og iler afsted til hvad-end-du-nu-skal. Glemt er alt om Amazonas indfødte igen. 750 kg. tungmetal på autopilot.

Hvis ingen andre vil, så lad mig stille det dumme spørgsmål: Hvordan pokker kan du navigere ca. 750 kg. tungmetal gennem tæt morgentrafik, op over en opklappelig bro, hen over en forårsblank Limfjord og ned midt i Danmarks trediestørste provinsby – samtidig med at hovedparten af dit hoved – din opmærksomhed – danser dødedans til jungletrommer i en helt anden og for dig langt mindre hverdagsaktuel verdensdel? Hvorfor har bilen ingen nævneværdige buler? Hvorfor er alle stadig i live? Vi har lovgivning om håndfri mobiltelefoni, sikkerhedsseler til hunde og påbud om advarselstrekant, men ingen tjekker reelt, om du har begge hjernehalvdele på vejen foran dig, om din opmærksomhed har husket at spænde sikkerhedsselen, eller om du er høj på diverse dagdrømmerier. I hvert fald ikke så længe at du ikke kører galt. Det er først, når man tilfældigvis overser en jernbanebro, mens man håndterer et finsk fragtskib, at spørgsmålene begynder at vælte ind af brevsprækken. Så er man pludselig dybt uansvarlig, siger Søfarsstyrelsen. Sådan kan det gå.

Nå, men hvoromaltinger… Velkommen tilbage til virkeligheden! Lad os kigge lidt mere i manualen. Du er sikkert efterhånden ved at være en smule småinteresseret i at vide, hvorfor du pludselig skulle på dagdrømmerrejse fra Nørresundby over Amazonas til Aalborg. Før du går i gang med at gætte, så lad mig afsløre, at det var ikke en rejseguide, jeg fik i nakken. Det var heller ikke en murstensroman. Men alligevel ramte den mig forbløffende præcist. På indersiden af kraniet, forstås. Og selvom det heller ikke var en matematikbog, så var det alligevel de små regnestykker i bogen, som for alvor fik mig til at vågne op. Som fangede min opmærksomhed. Som fik skovlen under mig.

Her er et par stykker af dem – omskrevet til danske forhold: Prøv på dit eget hoved og læg nøje mærke til, hvad der sker deroppe:
– Den Hurtige – En hund med halsbånd koster i alt 1100 kr. – Hunden koster præcis 1000 kr. mere end halsbåndet. – Hvad koster halsbåndet?
– Den Langsomme – 20 gange 20 er lig med 400. – Men hvad er 17 gange 23?

Nu bliver det spændende: Hvad skete der oppe i bøtten på dig? Hvis du fungerer bare nogenlunde som jeg, så fandt du hurtigt et svar på den hurtige opgave. Deraf navnet, naturligvis. Resultatet nærmest springer os i armene, ikke sandt? Simpel hovedregning. Husk dit resultatet. Vi skal bruge det igen om lidt.

Men først skal vi kigge lidt på den langsomme opgave. Jeg tror nemlig også, at du lynhurtig vidste, hvordan den langsomme opgave skulle udregnes. Vi lærte det i skoletiden. Men kan du huske det? Hvordan man ganger to tal med hinanden – altså uden lommeregner? Det kan du sikkert uden problemer. Men lagde du også mærke til, at du stoppede op et kort øjeblik lige efter at havde fundet metoden frem fra hukommelsen – og før du gik i gang med selve udregningen? Overvejede du også, om du egentlig gad at spilde krudt på regnestykket? Om det var arbejdet værd? Måske lod du helt være med at regne færdigt – og leder nu efter svaret i teksten herunder. Selvom vi selvfølgelig begge ved, at du kan regne resultatet ud selv – hvis du altså gider. Men det er vigtigt for resten af artiklen, at du oplever dig selv, mens du regner. Brug gerne papir og blyant. Bare ikke lommeregner. Når du har fundet et svar på BÅDE den hurtige OG den langsomme, så læs videre…

Godt! Målet med denne artikel er ikke at undervise dig i grundlæggende matematik. Du ved sikkert bedre end mig, hvordan man lægger sammen, trækker fra, ganger op og dividerer ned. Forhåbentlig. Ellers står det skidt til derude. Jeg er ingen Einstein. Det interessante er – i mine øjne – hvad der sker inde bag scenetæppet. Hvad der sker oppe i vores hoveder, når vi præsenteres for regnestykker, som de to ovenfor. Når vi møder udfordringer i al almindelighed.

INGEN LETTE LØSNINGER

Lad os starte med den langsomme opgave. Bare ved at kigge på de to tal – 17 og 23 – så kan vi godt estimere, at resultatet i hvert fald hverken er 82 eller 82000. Og vi får lidt hjælp endda. Vi får at vide, at 20 x 20 er 400. Men om resultatet af 17 x 23 er f.eks. 391, 401 eller 411, det tør vi slet ikke gætte på på forhånd. De fleste af os er nødt til at udføre en udregning fra bunden (10 x 23) + (7 x 23). Prisen for den udregning er omkring et halvt minuts mentalt benarbejde – med fuldt fokus på mellemregningerne og den samlede sum. Men lagde du alligevel mærke til, at du sikkert startede med at skanne regnestykket for lette løsninger. Overvejde om du kunne bruge resultatet af 20 x 20 til at gætte resultatet af 17 x 23? Lagde du også mærke til forskellen på hukommelse og udregning? Forskellen på intuitiv vurdering og grundig metodik? Vi skifter åbenbart mellem de to tankesystemer hele tiden. Ubevidst. Sparer på regnekraften, hvis vi kan. Klarer den på hukommelsen, hvor det går an.

Det er samme dynamik, som når vi binder sko i blinde, men kæmper med at forklare det til andre. Forskellen på den indlærte rutine og den grundige omtanke er forskellen på de ekstra mentale ressourcer, som det kræver at udregne noget fra bunden. Hvis vi kan slippe afsted med det, så vi undgår den ekstraudgift. Vi rutter ikke med vores regnekapacitet, so to speak. Lad mig være lidt flabet: er du én af dem, som stadig venter på, at jeg giver dig svaret på 17 x 23, så du selv slipper for at bruge krudt på at regne det ud? Lad det være en lektie. Der findes ikke nogen gratis brunch her i livet. Hvis du vil vide om det rigtige svar er 391, 401 eller 411 – eller måske noget helt fjerde – så må du investere lidt regnekraft i opgaven. Og så er vi tilbage ved påstanden om, at erkendelsen og indsigten ligger i mellemregningerne. Dem vil jeg ikke snyde dig for. Øv bøv.

Og før vi går til svaret på den lynhurtige opgave, så lad mig vende et par sider mere i bogen. I manualen. Grunden til, at jeg endnu ikke har afsløret hverken titel eller forfatter, er, at jeg som nævnt gerne vil vise dig nogle interessante ting først. Bogen introducerer nemlig læseren for to forskellige tankesystemer. System 1 og System 2. Ja, så simpelt er det faktisk beskrevet. At vi allesammen – oppe i knolden – har en yderst interessant dualisme kørende. Et samarbejde mellem to systemer – et hurtigt og et langsomt – System 1 og System 2. Og selvom det virker oplagt, så er det ikke venstre og højre hjernehalvdel, som bogen refererer til. Det er derimod noget mindre håndgribeligt, noget mere abstrakt, men samtidig også noget klart mere fascinerende end ‘blot’ hjernens anatomiske opbygning. Det er fortællingen om to forskellige tankemønstre, som gennemsyrer vores hjerner. En metafor for to fundamentalt forskellige måder at tænke på – indbygget i samme hjerne, forstås. I menneskets hjerne. I din hjerne. Det er blevet sagt, at hjernens funktioner minder mere om skyer af viden end om mekaniske tandhjul. Samarbejdet mellem dine to tankesystemer skaber din virkelighed – kontinuerligt.

TO GRUNDLÆGGENDE TANKESYSTEMER

Det ældste system – System 1 – som vi deler med de fleste andre højerestående dyr, bygger sine lynhurtige reaktioner og rappe svar på din intuitionen og din lagrede hukommelse. Det, som vi i daglig tale kalder intuition, er mere eller mindre at sidestille med din hukommelse. Dit indre mentale landkort. Din virkelighedsopfattelse. Det du tror, du ved med sikkerhed. Det du har tillært dig over tid. Derfor kan du reagere med lynets hast, når du f.eks. griber en kop i luften før den rammer gulvet og forbløffes over dig selv… you ninja! Det skyldes bl.a. din autopilot – dit System 1 – som helt af sig selv håndterer hverdagen og opfatter en masse ting i dine omgivelser. Vi opfatter langt mere end vi selv er opmærksomme på. Vi genkender lynhurtigt vrede i en stemme i telefonen. Eller at der blev stille, da vi kom ind i lokalet. Det er også System 1, som svarer, hvis jeg spørger dig, hvad hovedstaden i Frankrig hedder. Eller hvad 2 + 2 giver. Det er de hurtige refleksreaktioner baseret hukommelsen. Men det er desværre også alle de fastgroede fordomme – og de forhastede konklusioner i al almindelighed. Vi har tendens til at tro på det, som vi allerede tror vi ved med sikkerhed. Også når det er direkte forkert.

Men når noget ikke er lagret i hukommelsen, så er det ligegyldigt hvor let eller hvor svært selve svaret er at regne sig frem til. System 1 er som dig i svømmehallen. Enten kan du nå bunden (huske svaret) – eller også er du oppe i den dybe ende. Og oppe i den dybe ende skal man kunne svømme (regne svaret ud) for ikke at drukne. Uanset om du er på 5 eller 500 meter vand. Alt det nye og ukendte derimod, det tager dit System 2 sig af. System 2 er nemlig direktøren i firmaet. Ham, som træffer de besværlige beslutninger. Det er System 2, som har sidste ord i de fleste sammenhænge. Især når System 1 møder sine begrænsninger og beder om hjælp. Som i den langsomme opgave f.eks. Dit System 1 er ansvarlig for alt det rutineprægede arbejde, men er samtidig medansvarlig for at alarmere System 2, direktøren, hvis det møder en opgave, som det ikke allerede kender svaret på. System 2 træder så til og klarer ærterne. Vurderer situationen på ny. Regner opgaven ud. Eller hvad der ellers måtte være behov for af tungere tankeopgaver. Det er System 1, som får dig til at spæne, hvis du ser en løve komme imod dig. Også selvom det senere viser sig blot at være en ko. Det er til gengæld System 2, som redder dig, hvis eksaminator stiller et spørgsmål om noget, som du ikke har fået læst op på. Men mange gange handler vi instinktivt – og forkert – fordi vi end ikke opfatter situationen som ny. Vi benytter et gammelt og allerede afprøvet handlingsmønster på en ny og ukendt opgave. Nogle gange fungerer det fint – andre gange knap så fint.

Nå, hvad siger du? Skal vi slutte af med svaret på den hurtige opgave? Altså svaret på hvad halsbåndet koster, når den samlede pris er 1100 kr. og når hunden koster 1000 kr. mere end halsbåndet. Opgaven var jo tilsyneladende mindre krævende end den langsomme opgave. Eller var den nu også? Er du f.eks. helt sikker på, at du rent faktisk har REGNET dig frem til svaret? Eller har du muligvis blot hentet det fra hukommelsen? Som jeg beskrev ovenfor, så har System 1 tendens til at klare visse opgaver på rutinen – også de opgaver, hvor svaret ikke er så åbenlyst, som det umiddelbart ser ud til – ved en hurtig skanning. De interessante spørgsmål lige nu er blandt andet: Var du på vagt overfor fælder? Fik du vækket direktøren i tide? Eller acepterede du din første indskydelse?

Det sidste kan vi hurtigt teste. Hvis du fik prisen på halsbåndet til 100 kr. så har du sandsynligvis slet ikke regnet. Så har du hentet et resultat fra lageret. Så har du skannet opgaven overfladisk og hurtigt afgjort, at 1100 kr. minus 1000 kr. giver 100 kr. Men vi får at vide, at hunden koster 1000 kr. MERE end halsbåndet. Ikke at hunden i sig selv koster præcis 1000 kr. Vi kender altså ikke på forhånd hundens pris. Og kan derfor ikke bare trække det ene tal fra det andet. Selvom det godt kan opfattes sådan af System 1 ved første øjekast. Et hurtigt rutinetjek ville afsløre med al ønskelig tydelighed, at den ikke går så let. Hvis halsbåndet koster 100 kr. så koster en hund 1100 kr. – eller 1000 kr. mere end halsbåndet – og så bliver den samlede pris pludselig 1200 kr. Og ikke 1100 kr. som annonceret. Hvis dit System 1 handlede lynhurtigt og glemte at konsultere direktøren, så er sandsynligheden for at du fik svaret til 100 kr. ret stor. Det korrekte svar på den hurtige opgave er naturligvis 50 kr. (Halsbånd 50 + Hund 1050 = Samlet 1100). Men for langt de fleste af os, undertegnede inkluderet, så er dette resultat ikke intuitivt. Det springer os ikke i armene. Ikke som resultatet 100 kr. gør. Det korrekte resultat kan de færreste gennemskue uden at vække direktøren. Ikke uden at hidkalde System 2. Ikke uden at betale prisen i form af ekstra mentalt ressourceforburg. Præcis som det var tilfældet med den tunge opgave. Det er bare ikke nær så åbenlyst. Hvis du ikke fik vækket direktøren, så foretog du hvad vi kan kalde et kvalificeret gæt. Baseret på dit lager af resultater, hvor 1100 minus 1000 sikkert ikke kræver en udregning, men blot kan hentes frem fra gemmerne. Og derfor popper frem som skidt fra en spædekalv på din indre nethinde før du når at tænke to gange. Den amerikanske forfatter Mengel sagde engang: “There is always a well-known solution to every human problem — neat, plausible, and wrong.”

DÅRSKAB ELLER DOVENSKAB

Men før vi nu alle sender hade-sms’er til tidligere matematiklærere, så mærk dig dette faktum. HALVDELEN af alle studerende i en tilfældig udvalgt gruppe fra det prestigefyldte amerikanske universitet Harvard svarede forkert på en tilsvarende matematikopgave (If a baseball and bat cost $110, and the bat costs $100 more than the ball, how much does the ball cost?). Det siger altså intet om dine matematiske færdigheder eller generelle intelligens, hvorvidt du hoppede i fælden eller ej. Det handler udelukkende om, hvorvidt du uden videre – eller af dovenskab – accepterede din første indskydelse eller ej.

Pointen med de to regnestykker? At vores evner ikke overskygger vores opmærksomhedsevne. At vi selv kan blive i stand til at slå autopiloten til og fra. At det kræver ekstra energi at slå den fra og tænke tingene fra bunden af. Men at vi riskierer at blive snydt, hvis vi ikke konstant er opmærksomme på faren for at falde i rutinefælder. NASA bad f.eks. en stor gruppe piloter fra erhvervslivet teste en ny flysimulator. Hvad piloterne ikke vidste var, at det var piloterne selv, som blev testet. Uden at fortælle piloterne om det havde NASA programmeret computersimulatoren til at parkere en Jumbojet midt på landingsbanen i nogle af de landinger, som piloterne skulle gennemføre. Til trods for at en lignende kollision ude på virkelighedens landingsbane ville have fået katastrofale følger, så overså de erfarne luftkaptajner i 25% af tilfældene Jumbojetten midt på landingsbanen. Hvorfor? Fordi en Jumbojet aldrig holder parkeret midt på en landingsbane i virkeligheden. Så de så lige igennem den. Måske vi skal finde en forklaring på den ødelagte jernbanebro i samme afkrog af sindet. I vanetænkningens mudrede vande. Fordi to broer i træk med få hundrede meters afstand ikke er normalen for finske fragskibskaptajner.

Bogen hedder forresten Thinking, Fast and Slow. Den er skrevet af israelske Daniel Kahneman og er udgivet i 2011. Bogen bygger på grundig videnskabelig forskning i menneskers opmærksomhedsevne via små simple og alligevel overrumplende opgaver. Præcis som dem, du netop har udsat dig selv for. Under halvvejs tvang. Siden 1970’erne har Kahneman sammen med sin nu afdøde kollega Amos Tversky gjort stribevis af landvindinger indenfor kognitiv videnskab og påvirket den videnskabelige verden dybt og bredt. I 2002 modtog Kahneman sågar Nobels Memorial Prize in Economics. Min påstand: hvis alle mennesker på denne klode læste og forstod Kahneman/Tversky, så ville verden allerede være et bedre og mindre farligt sted at leve. Læs bogen og se om jeg har ret. Tak fordi du gad at lege med.