”Når jeg hører nogen sukke, at livet er så hårdt, fristes jeg altid til at spørge; sammenlignet med hvad?”
Livet er, hvad vi gør det til – og måske er en del af livsprojektet, at vi må gøre os umage med ikke at leve i en verden, som i teorien føles fremmed. Kierkegaard var eksistentialist, hvis vi udlægger begrebet som ideen om, at tilværelsen er en opgave, vi må tage på os. Vi træder i karakter, siger Kirkegaard, og det er et stort ansvar. Det kræver, at vi mærker, hvem vi er – eller kunne være.
Bjarne Jacobsen er lektor i eksistenspsykologi ved Roskilde Universitet, og det er ham, der har (be)skrevet Kierkegaard, så vi kan bruge hans psykologi i det hverdagsliv, der ellers godt kan komme til at bære præg af en meningsløs jagt på det ideal, der opstår som en sum af omverdenen. Udfordringerne ved de sociale mediers udlægning af lykken er allerede velbeskrevet – men de tjener igen og igen som det gode eksempel på, hvordan vi besnærer os selv og hinanden til at tro på, at det vi leder efter, skal findes hos den anden. Nej, siger Kierkegaard, du bliver ikke en del af de andre, før du har fundet dig selv. Og det sidste kræver, at du lever på en måde, så du kan erfare, hvem du er. Du må fejle og fare vild. Du må lykkes og leve. Du må gøre dig umage med ikke at skabe dig i de andres billede, men turde blive dig selv – ikke som en akademisk øvelse, men i det levede liv.
Den Gud, der for Kierkegaard var væsentlig, er skrevet ud af Bjarne Jacobsens Kirkegaardske hverdagspsykologi, og det klæder idéen, fordi det tegner konturerne af angsten op. Angsten er et grundvilkår; det er det, der får dig til at gøre dig umage for at træffe meningsfyldte valg – og hvis du selv i allersidste instans er ansvarshavende i eget liv, hvis der ikke findes en Gud, du kan lægge livet i hænderne på, så er du vakt.
For Kierkegaard går eksistensen, som hos Sartre, forud for essensen. Altså; vi er dem, vi evner at være. Mennesket kan blive til hvad og hvem som helst. Hvis vi tør og gør. Bjarne Jacobsen udlægger teksten, så den bliver en drivkraft. Konkret Kierkegaard, på sin vis – udlagt under 10 overskrifter, som alle taler ind i hverdagens eksistentielle dilemmaer.
Kierkegaard – hverdagslivets psykologi udkom april 2021 på Hans Reitzels Forlag. 260 sider.
Læs mere https://hansreitzel.dk/products/kierkegaard-hverdagslivets-psykolog-bog-53938-9788702321265