Thomas Kastrup Larsen

Han er 39 år, cand.scient.adm., rådmand og bestrider adskillige bestyrelsesposter. Alligevel kan hans børn sagtens se når han lyver. Den sidste koncert han var til, var med Motörhead på Studenterhuset – og havde han ikke været der, havde han sandsynligvis været på job, på løbetur, på fisketur eller sammen med familien. Mød en alsidig konstitueret borgmester. Mød Thomas Kastrup-Larsen.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Simon Wedege

Thomas Kastrup-Larsen er konstitueret borgmester i Aalborg. Den socialdemokratiske sundhedsrådmand er i forvejen sit partis spidskandidat til næste kommunalvalg, og da Henning G. Jensen i starten af august blev ramt af en blodprop, og derfor går en længere rekreationsperiode i møde, havde Thomas Kastrup-Larsen, uden indsigelser, den socialdemokratiske byrådsgruppes opbakning til at varetage hvervet til Henning G. Jensen forhåbentligt returnerer til borgmesterkontoret sidst i januar, for at få afsluttet sit virke som borgmester i Aalborg gennem 14 år.

Thomas er født i Kalundborg, hvor han er vokset op i en helt ordinær familie, med en udearbejdede far og en hjemmegående mor, der, ligesom det sker i mange andre familier, på et tidspunkt vælger at gå fra hinanden. Skilsmissen var lige præcis så ukompliceret som den slags nu kan være, og for Thomas betød forældrenes skilsmisse langt fra et krakeleret verdensbillede.

Thomas Kastrup-Larsen var – med egne ord – ikke nogen over-social dreng. Allerede som femårig var en af yndlingsbeskæftigelserne, at arbejde i den køkkenhave han havde etableret hjemme i forældrenes have, hvor han dedikeret og omhyggeligt dyrkede alskens grøntsager – og sit eget selskab. ”Total nørdet,” konstaterer Thomas, ” men det der med at se ting gro, det var jeg helt fascineret af. Desuden var jeg rigtig glad for at fiske, og så spillede jeg da også lidt fodbold, men i virkeligheden tror jeg, at glæden ved at være med var større end evnerne – og på en eller anden måde endte jeg ofte med at være den der ryddede op,” smiler Thomas Kastrup-Larsen.

Thomas Kastrup-Larsen var glad for at gå i skole. Han var, dengang og nu, konkurrencemenneske, og ville meget gerne gøre det godt i skolen. Allerhelst ville han være den bedste i klassen, og selvom han måske ikke helt blev det – så var det tæt på. Thomas var sin egen, og det stod han fast på. Også selvom man ikke nødvendigvis bliver voldsomt populær af det.
”Jeg stod nok fast på mig selv på sådan en lidt kantet måde, og så sker der jo det, at man godt kan risikere at blive drillet – men jeg hvilede bare nok i den jeg var, til at det aldrig har slået mig ud,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

LÆS OGSÅ:
Tag vasketøjet ind - musikerne kommer...

Thomas Kastrup Larsen

 

AALBORG UNIVERSITET

Da Thomas er færdig med 9. Klasse, fortsætter han på gymnasiet – og så drømmer han om at rejse til Alaska for at fiske efter laks, når han er færdig. De planer dropper han af økonomiske grunde, og i stedet søger han ind på Aalborg Universitet hvorfra han i 1998 er uddannet cand.scient.adm..
”Jeg troede, at jeg skulle have et sabbatår i Alaska, men jeg kunne ikke finde arbejde – og mine forældre var jo skilt, så min mor stod derfor ikke lige med 35.000 kr., som hun kunne låne sin søn, så han kunne komme ud og realisere sig selv,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Thomas Kastrup-Larsen udskyder drømmen, og flytter i stedet til Aalborg hvor han hurtigt kommer til at føle sig hjemme. Han bor i Vestbyen med en studiekammerat, begynder at mærke en politisk interesse, og en lyst til at være med til at forandre den verden han er en del af.

I takt med at jeg er blevet far til tre og den lykkelige ejer af et hus i Vestbyen, kan jeg godt engang imellem blive ramt af, at der var nogle ting man kunne gøre engang – og det kan man bare ikke længere.

”På universitet deltog jeg i legendariske Jes Adolphsens kursus; samfundsvidenskabelig filosofikum, og det satte et eller andet i gang i mig. Jeg begyndte at tænke over mit politiske standpunkt, og var egentlig ikke så meget i tvivl. Jeg var socialdemokrat. Jeg tror grundlæggende på, at alle skal være med. Jeg tror på fællesskabet og på, at mennesker kan vokse med det ansvar man giver dem,” siger Thomas Kastrup-Larsen. ”Da jeg ligesom havde afklaret de ting med mig selv, var det nærlæggende, at kigge indenfor hos DSU ude på Kastetvej, og der blev jeg modtaget af Morten Bødskov, der dengang var kommuneformand – og så var jeg lynhurtigt engageret i valgkamp og et godt og sundt politisk miljø,” fortæller Thomas Kastrup-Larsen.

LÆS OGSÅ:
Hvad tror du selv?

Efter endt uddannelse bliver Thomas ansat som leder af aftenskolen i AOF. Her arbejder han de næste seks år, hvorefter han skifter til en stilling på Aalborg Universitet, hvor han i en årrække er ansat til at arbejde med erhvervsfremmende virksomhed.

Sideløbende går Morten Bødskov af, og peger på Thomas Kastrup-Larsen som sin efterfølger. Dermed fik Thomas en plads i den socialdemokratiske byrådsgruppe, og fik lejlighed til at arbejde med to, for ham, væsentlige fokuspunkter; Mere aktivitet på kulturområdet og flere ungdomsboliger til studerende. Begge dele lykkedes det at få sat penge af til – og da der igen er byrådsvalg, er DSU enige om, at Thomas er den oplagte kandidat.

”Jeg befandt mig godt i lokalpolitikken. Jeg er resultatorienteret, og for mig var det væsentligt at opleve, at vores arbejde og engagement flyttede på en hel masse.”

 

FARBAR VEJ

Privat har Thomas mødt sit livs kærlighed i skikkelse af Anna, og frier til hende, på en ferie til Ungarn i 2001, da hun venter deres første datter Clara.

Han er blevet rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, husejer, ægtemand og med tiden far til tre.

Thomas Kastrup Larsen

”Det kan være en balancegang, at få alt det til at gå op i en højere enhed, og i takt med at jeg er blevet far til tre og den lykkelige ejer af et hus i Vestbyen, kan jeg godt engang imellem blive ramt af, at der var nogle ting man kunne gøre engang – og det kan man bare ikke længere. Nu har man ansvar over for nogle små mennesker der er totalt afhængige af en, og deres trivsel kommer selvfølgelig i første række,” konstaterer Thomas Kastrup-Larsen.

Engang imellem arbejder Thomas for meget. Og så minder Clara på 10, Martha på 7 og Aksel på 4 år ham om det. Den evige balance er måske blevet lettere at finde med tiden, men da Thomas Kastrup-Larsen sad som menigt byrådsmedlem – og sideløbende havde job i AOF nærmede en arbejdsuge sig meget hurtigt 70 timer. I dag er der et andet administrativt apparat bag Thomas, og selvom det ikke nødvendigvis i hverdagen betyder færre timer på jobbet, så betyder det, at han har bedre mulighed for at planlægge sin tid og derfor holde fri med familien ind imellem.

”Det er klart, at der er ting man går glip af hjemme i familien med mit job, men omvendt har jeg mulighed for at være meget nærværende i de perioder hvor der ikke er så meget arbejde. I virkeligheden er det mest min egen fritid det går ud over. Når man har været væk tre dage på en uge fra 8 til 22, så kommer man jo ikke hjem til familien og meddeler, at man er ude til koncert fredag aften,” siger Thomas Kastrup-Larsen. Jeg kunne godt have lyst til at bruge byen mere i forhold til koncerter, udstillinger og kultur, men det er så der jeg må prioritere – og det gør jeg gerne.”

LÆS OGSÅ:
Lidt af kulturen skudt igang i dag

Han lyder målrettet, Thomas Kastrup-Larsen, og det er han på mange måder også. Selvom han ikke fra start er gået ind i politik med en defineret ambition om at skulle ende som borgmester i Aalborg, så har han altid haft en retning på tingene.

”Det var en rigtig god fornemmelse, at blive valgt til spidskandidat til næste valg. Jeg er glad for tilliden, men også bevidst om at det er et meget stort ansvar. Det er nogen tid siden, der første gang var nogen der prikkede mig på skulderen og gav udtryk for, at de mente, jeg kunne være et godt bud på en borgmesterkandidat – og selv har jeg da også tænkt tanken. At jeg godt kunne tænke mig, at få lov til at arbejde for Aalborg Kommune i den position – det har bare ikke som sådan været en livslang drøm hos mig,” siger han.

Som borgmesterkandidat, og nu konstitueret, vil der være mere opmærksomhed omkring Thomas’ person. Måske bliver det lidt mere interessant hvad han putter i indkøbskurven, hvilken bil han kører og om han drikker øl til offentlige arrangementer. For Thomas Kastrup-Larsen er det fint, og noget han for længst har gjort sig klart. Som lokalpolitiker må man forvente en spontan meningsudveksling over køledisken i Netto – og det finder han både hyggeligt og tiltalende.

”Jeg forsøger at være mig selv. Jeg er ret dårlig til det modsatte, og jeg kan eksempelvis ikke finde ud af at lyve. Selv mine børn gennemskuer mig. Hvis jeg forsøger, at være sjov og bilde dem en eller anden historie ind, gennemskuer de det lige med det samme. De kan se det på mig, ”siger han. På samme måde er det i politik. Jeg stiller mig til rådighed og gør det bedste jeg kan. Mere kan man ikke, og andet kan man heller ikke forlange.

LÆS OGSÅ:
Vi tør godt

BORGMESTER PÅ BOULEVARDEN

Som konstitueret borgmester er det Thomas Kastrup-Larsens intention fortsat at sikre Aalborg Kommune vækst på arbejdspladser, styrke Aalborg som uddannelsesby, sikre at de små bysamfund føler sig inkluderede og tilse at kulturlivet til stadighed vækster og trives. For ham er lokalpolitikkens styrke den handlekraft og nærhed der er i de politiske processer – og netop det er en af de væsentligste grunde til, at det er i byrådet og ikke på Christiansborg han allerhelst vil være.

”Jeg synes, at der i lokalpolitik er et andet fokus på sagerne. Der er handlekraft, og det politiske spil der i gang imellem fylder lidt for meget på Christiansborg findes ikke på samme måde lokalt.

Der er ikke så meget snak. Jeg vil meget nødigt være sådan en der bare snakker – derfor måler jeg mig selv på resultater, og det går egentlig helt fornuftigt.”

Aalborg Kommunes store styrke er handlekraften, siger Thomas Kastrup Larsen. Vi er entreprenante og udnytter de muligheder vi får. Vi er en kommune hvor der er højt til loftet, og hvor vi er gode til at samle sårbare mennesker op. Svagheden kan være, siger han, at vi engang imellem får talt os selv lidt ned – og i stedet for at holde fast i billedet af en by og en kommune i udkanten af alting, skal vi forholde os til de konkrete resultater og den livsglæde der findes i midtbyen, på havnefronten og rundt omkring på de forskellige kulturinstitutioner.

”Når vi forholder os faktuelt til de ting der sker i kommunen, kan vi ikke være pessimister. Vi skaber arbejdspladser, vækster i indbyggertal og flere og flere søger optagelse på universitet. Det går godt, og det skal vi huske – og styrke,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Om Thomas Kastrup-Larsen er Aalborgs borgmester efter næste kommunalvalg vil tiden vise. Lige nu er han. Han er flyttet ind på borgmesterkontoret på Boulevarden, og selvom han ikke ved det, var det måske hele tiden meningen. I alt fald er det det han allerhelst vil.

Tidligere artikelMorten Albæk: Mailkorrespond@ancen
Næste artikelJohan De Renouard: Bag facaden

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here