Thomas Hartmann: FORBANDEDE UNGDOM!

Tekst Pia Møller Søe

Retorikken hos de fleste 12-årige rækker for det meste ikke til de helt store verbalt skarpe jokes – ham, der har stukket fingeren op i næsen på sidekammeraten, kan sagtens være dagens humoristiske peak i klassen. Ham der bliver valgt først til fodbold kan være toneangivende, og alle dem, der synes, at dansktimen er kedelig, kan i den almindelige forvirring komme til at fremstå som dem, der har forstået pointen.

Sådan var det også i Thomas Hartmanns klasse. Der var alle dem – og så var der ham: en lille bleg tynd dreng, der for det meste holdt sig på afstand af de fleste. Til gengæld vidste han en hel masse om rigtigt meget. Han kunne konstruere imponerende elektriske installationer og kemiske eksperimenter i timevis. Han var et begavet barn. Han var aparte, anderledes og misforstået. Og i virkeligheden var det ikke særligt sjovt.

– Min barndom var i den henseende bare alt andet end god. Jeg var så anderledes, både fysisk og mentalt, at jeg simpelthen ikke hørte til nogen steder. Jeg var en stille eksistens med en virkelig passioneret interesse for underlige fakta, og jeg kunne slet ikke finde min plads i det der overfladiske miljø. Hjemme havde jeg en familie, hvor de tre andre, min mor, far og storesøster, bare råbte højere, hvis de ville høres – og det var ligesom heller ikke en af mine kernekompetencer, så jeg endte bare med at føle mig ret anderledes overalt. Til gengæld foregik der meget i hovedet, og de mennesker, der kendte mig dengang, ville nok have spået, at jeg ville ende med at blive en meget, meget klog voksen mand – men på et tidspunkt måtte jeg ligesom vælge mellem de sociale og faglige kompetencer. Jeg var virkelig et begavet barn, men nu har resten af verden indhentet mig, og det har ligesom udlignet sig selv, smiler Thomas Hartmann.

Den forbandede ungdom

Thomas var meget langt fra klassens sjove dreng. Han følte sig ofte misforstået, og hans verbale humor var ikke ’comme il faut’ i en klasse, hvor fysikken var et varemærke. Han var ikke den første på dansegulvet i teenageårene, og følelsen af at være udenfor havde godt greb i ham.

– Jeg kan heller ikke hævde at have haft en lykkelig ungdom. Jeg havde det faktisk ad helvede til, indtil jeg blev 20, siger Thomas. Jeg var simpelthen så begrænset af min mangel på sociale kompetencer og gjorde mig hele tiden umage for ikke at være til besvær. Den fornemmelse af at være uønsket i et selskab var bare den værste, og det er det egentligt stadig, siger han.

156 cm høj og stadig meget tynd forlader Thomas 10. klasse. Han får et job som piccolo i lufthavnen, begynder at boksetræne, aftjener sin værnepligt og tager til udlandet og arbejder som DJ.

– På et eller andet tidspunkt beslutter jeg mig for, at tingene skal vende. Måske var det tiden i militæret, der var afgørende for mig, siger Thomas Hartmann. Man bliver nulstillet derinde. Alle bærer samme uniform, har samme frisure og bliver bedømt ud fra de samme konkrete kriterier. Du starter fra scratch, og mange bliver socialt dannede i den proces. Det skete også for mig, fortæller han.  Der skal absolut ikke herske nogen tvivl om, at tingene i enhver henseende er noget lort, når du ligger i et hul på en pløjemark på Falster i minusgrader,  men når du er færdig med at aftjene, går det ofte op for dig, at det har været en meget værdifuld tid, konstaterer han.

Thomas arbejder herefter i en periode som DJ på Rhodos. En sommer tager han tilbage for at besøge vennerne, og det er derude, et sted imellem græsk øhav og intuition, at tingene falder på plads. Rejsebureauet har arrangeret aftenunderholdning, og Amin Jensen og Lasse Rimmer er på programmet. Amin Jensen motiverer, Lasse Rimmer inspirerer. Thomas skal lave stand-up.

– Da jeg kom hjem fra den ferie, satte jeg mig ved computeren, og så skrev jeg – bogstaveligt talt – til jeg faldt i søvn. Dagen efter ringede jeg rundt og fandt et sted på Amager, hvor der var “open mic night”. Jeg meldte mig til, og det gik faktisk super godt, fortæller Thomas.

– Da Thomas for alvor gør sin entré i branchen, er hans første faste job som manuskriptforfatter.

Efter debuten på Amager laver han job rundt omkring, mange gratis, for at få sit materiale ud. Han bliver hurtigt spottet og bliver kontaktet og tilbudt forskellige redaktionelle jobs. Blandt andet på Langt Fra Las Vegas.

– Det er dybest set et meget utaknemmeligt arbejde at sidde som manuskriptforfatter, siger Thomas. Det var fint dengang, og fast arbejde med fast løn, men jeg bliver aldrig begejstret for at se Hjortshøj få ’credit’ for en joke, jeg har gjort mig umage for at skrive.  På den måde blev jeg træt af det og har siden kun gjort en enkelt undtagelse med Jul på Vesterbro. Det var til gengæld en fornøjelse! Stewart Stardust er efterhånden en god gammel ven, og det samme gør sig gældende for Anders Matthesen, siger han.

 Den der ler sidst …

Ole Lund Kirkegaard kunne ikke have skrevet historien bedre. Den blege tynde dreng, der pludselig vokser 19 centimeter på et halvt år, rejser ud i verden og returnerer for at blive aftenens sjove indslag.

Thomas Hartmann er for længst blevet en del af det gode selskab. Aktuel med one-man showet ”Science Faction” og kendt for sine bedrifter som manuskriptforfatter, sine mange shows ”Hartmann X”, ”Hartmann 3”, ”Farvelagte Frustrationer”, ”Extrospekt” og senest ”Bytte Bytte Købmand”. Han vidste godt, at han ville ende med noget inden for showbizz. Han drømte ikke om det. Han længtes ikke efter det. Han vidste bare, at det ville blive sådan en dag – at lige præcis hans ’15 minutes of fame’ ville strække sig over år, og at det en dag var hans navn, der skulle på plakaten.

– Det er noget mærkeligt noget, men jeg sagde i en ret tidlig alder til min mor, at jeg en dag skulle beskæftige mig med noget i showbizz. Du kan kalde det intuition eller hvad som helst, jeg aner det ikke – men jeg vidste det bare. Hun foreslog konstruktivt nok, at jeg i så fald lærte mig at spille et instrument eller andet, man kunne optræde med, men det var slet ikke det, der var meningen. Jeg kunne ikke helt sætte ord på det dengang. Jeg vidste bare, at det ville falde på plads en dag, fortæller han.

Latterligt

Thomas Hartmann er fra den generation af komikere, der var publikum, da stand-up scenen boomede i Danmark i starten af 90érne. Han er fra tiden, hvor Frank Hvam var eliteæsel hos FBI og Casper Christensen et navn, de fleste kendte.

– Min generation af komikere ville ikke nødvendigvis hinanden noget godt, fortæller Thomas Hartmann. Hvis nogen var for dygtige, skulle de helst holdes nede, Anders Matthesen er et godt eksempel – ham var der virkelig mange, der gerne ville holde nede. Den nye generation, Fight Club generationen, har et helt andet miljø. De er rigtigt gode til at sende job videre til hinanden og jamme sammen, og det gør selvfølgelig noget rigtigt godt for branchen, siger han.

Det er blevet sjovere at være Thomas Hartmann. Han bruger stadig meget tid på ikke at være til besvær. Han gør sig umage for at være et ordentligt menneske. Han bliver både imponeret og pikeret over verden – og han tør godt sige det højt, når noget er latterligt.

Nærmest voksen

Thomas er 41 år gammel og på en måde voksen. Han køber ind, når det er nødvendigt, han vasker tøj – for det skal man jo.  Han betaler husleje, bilforsikring og telefonregningen. Men han spiller også playstation med kollegaerne og ser tv-serier til langt ud på natten, laver musik, eller – bedst af alt – arbejder med sine biler.

– Jeg har ni biler, og det lyder i første omgang, som om jeg er styrtende rig. Det er jeg ikke! Jeg prioriterer bare fuldstændigt skævt i forhold til andre mennesker og går for eksempel aldrig i byen – undtagen når jeg er på tour, konstaterer Thomas. Mine biler er både en passion og et mentalt asyl. Når jeg arbejder på en bil, er jeg kun til stede i det, og det kan være helt nødvendigt med den pause, når arbejdet hober sig op, og tankerne kan have en tendens til at stille sig i vejen for hinanden, fortæller han.

Thomas Hartmanns arbejdstider er til dels motivationsbestemt, da han skriver sit materiale, når han er inspireret, og en af de vigtigste forudsætninger for hans fag er evnen til at kunne se det sjove i alting.

– Min branche og mit job er en livsstil, og man kan sige, at det liv, jeg lever, minder meget lidt om det stereotype billede af en 40-årig i forstæderne. Der kan godt gå lidt teenager i den, men omvendt kan man sagtens være fagligt ambitiøs og have noget på hjerte som komiker. Der er mere end hat og blå briller i faget, siger han.

Jobbets forudsætning er, at man har evnen til at være, bogstaveligt talt, til grin, men derfor kan man godt være mærket af livets tyngde, blive pikeret over verden og finde det nødvendigt at sætte ord på det meste, i skarpe utvetydige vendinger.  Alt glider nemmere ned med et smil, og det er en del af komikkens store styrke: at det bliver sagt!

– Jeg vil noget med mit materiale. Ærligheden er essentiel for mig, både i mit fag og i mit liv. Jeg elsker at få lov til at fjolle rundt på scenen, men mere end det elsker jeg at få ordlyd. Der er altid noget, jeg gerne vil have sagt, og det er det, komikken kan. Der er rigtigt mange tunge emner, du kan berøre på en helt unik måde gennem humoren, siger Thomas Hartmann.

Øhh

Thomas Hartmann er en af dansk comedys bedste forfattere. Hans sprog er skrapt, satirisk og begavet, og publikum lytter, når han taler. De folkelige anmeldelser er gode – mediernes af mere varierende karakter.

– Jeg har tit fået at vide, at jeg ikke leverer skide godt, men skriver skarpt. Det er rigtigt. Jeg har måttet arbejde med min performance og måde at levere materialet på, det er ikke min stærkeste side. Der var en anmelder fra 24timer, der efterlyste lidt mere ”øhh” i mit show og kaldte mig stiv og unaturlig, men jeg siger ikke øhh – og selvom jeg måske ikke er verdens bedste performer, så er det sådan, jeg taler, og det vil folk, der kender mig kunne bekræfte, siger Thomas Hartmann. Det handler nok om, at man gerne vil have en illusion om, at det hele er noget, der opstår på stedet, men jeg er uenig. Jeg mener ikke, der er noget galt i, at publikum kan høre, at man har gjort sig den ulejlighed at øve sig på sit materiale. Når jeg starter en sætning, så ved jeg, hvor den ender – og det er som regel med en punchline, konstaterer han.

Thomas Hartmann skriver til publikum. Han har dem hele tiden i tankerne og tager dem alvorligt. Han arbejder ud fra et princip om, at de faktuelle oplysninger, han leverer fra scenen, skal være i overensstemmelse med sandheden – og så skal den fælles reference være til stede, så alle er underholdt.

– Publikum er mine arbejdsgivere, så enkelt er det. Jeg bliver glad, når de anerkender mit arbejde, og en kommentar på mit website fra et begejstret menneske, betyder alt. Til sammenligning betyder en dårlig anmeldelse noget mindre, konstaterer han. Det er udelukkende mit publikum, jeg ikke vil skuffe, pointerer han.

Thomas Hartmann hører til blandt Danmarks mest anerkendte komikere. Han er ikke den bedst sælgende, og han er heller ikke den mest eksponerede, men han har ørenlyd – og den respekt, han viser publikum, er gensidig.

– Hvis du vil kunne melde alt udsolgt tre aftener i træk i Cirkusbygningen, så skal folk paradoksalt nok kende dig fra noget andet. Du skal deltage i ’Vild med Dans’ eller være morgenvært på radio, og det vil jeg ikke, konstaterer Thomas Hartmann. Jeg tager den langsomme vej og kommer aldrig til at sælge lige så godt, som mange andre. Til gengæld kan jeg fuldstændigt stå ved mig selv. ’Kendthedsfaktoren’ er i befolkningen ligefrem proportionel med forventningerne, og det kan nemt skuffe, hvis man ikke kan leve op til det, siger han.

Jyske dyder

Thomas Hartmann gør sig hele tiden umage for at leve op til sine egne standarder.

Man skal helst være noget for andre, og det er han. Især for Lisjan, som han betegner som sin livsledsager og verdens sjoveste pige.

Han er på fjerde år forelsket i hende, og i hendes landsdel. De to mødte hinanden efter et job på Skråen, hun er bosat i Aalborg, og kærligheden trives, midt i savn, komik og lange distancer.

– Det er en temmelig upraktisk foranstaltning med en kæreste, der bor i Aalborg, eller med et andet, godt, ord – det er træls! Vi vil selvfølgelig gerne bo sammen, men det er endt med at trække lidt ud. Min kæreste har en søn på ni år, og jeg synes, det er synd, hvis han skal væk fra moster, mormor, legekammerater, svømning og hele det netværk, han har. Derfor er der mig, der må flytte, siger Thomas.

Og det har han planer om. Thomas Hartmann skal på et tidspunkt have solgt sit hus, og så drager han af sted mod det jyske og en lidt anden tilværelse med kæreste og barn.

Aalborgenser bliver han nok ikke – et sted lidt længere nede i landet, hvor Molslinien hurtigt kan fragte hans del af familien over sundet, er mere sandsynligt.

– Min mor, min søster og mine nevøer skal være inden for rækkevidde, og derfor bliver det et kompromis, hvor jeg kører en del af vejen og min kæreste resten. Så mødes vi et sted i nærheden af Århus, og så er Aalborg stadig inden for rækkevidde, samtidigt med at min familie forholdsvist nemt kan komme på besøg, fortæller han.

Indtil videre pendler de to frem og tilbage, og uanset hvor træls det måtte være, er kærlighed af den slags, de to har fundet, værd at køre langt efter. Lisjan elsker Thomas, ikke på trods, men på grund af hans særheder, og så er hun nordjyde, og det kan nemt være en kvalitet i sig selv.

–  Det lyder jo fuldstændigt som en kliche, men mine egne personlige statistikker siger altså, at jyske piger har nogle andre dyder end de københavnske. De der prinsessetendenser, der trives herovre, hopper de jyske piger ikke på.  I København handler det om Gucci-tasker og penge, tragisk nok. Den slags er jyske piger ikke til fals for, siger han.

Thomas Hartmanns jyske kæreste er en fin repræsentant for landsdelen. De to er i ’sync’. De griner af det – og de – samme. De håber på en tilværelse, hvor de kan være hinandens supplement – aldrig en begrænsning. Hun er det bedste, der er sket ham, og de har sjovt. For det meste er jo sjovt.

Thomas Hartmann vender igen og igen tilbage til Aalborg, og når han gør den 14. april, er det for at optræde med sit show, ”Science Faction”, på Skråen.

– Nu har jeg jo allerede understreget, at ærlighed er vigtigt, og derfor er det også fuldstændigt rigtigt, når jeg siger, at Skråen er mit favoritsted at optræde. Jeg starter altid med at proklamere det, når jeg optræder dernede, og mange tror sikkert, at det er sådan, jeg åbner alle shows. Det er det ikke. Det fedeste er virkelig at optræde for nordjyderne, så det glæder jeg mig til – tro mig, siger Thomas Hartmann.

Info

Thomas Hartmann

Fødselsdag: 19. november 1969

Fødeby: København

Titel: Stand-up komiker

Civilstand: Ugift, men med fast kæreste

Børn: Ét til låns

Karriere: Uha, den bliver lang. Folkeskole, lufthavn, militær, lakfabrik, lufthavn igen, DJ på Rhodos, HF … og så til komikken

Det er ikke sjovt når …

nogen/noget er uretfærdig(t). Det gælder også jokes.

Det er latterligt …

når folk ikke kan grine af sig selv.

Jeg var til grin dengang …

jeg kyssede en transvestit, fordi jeg troede det var en pige. (Grinede selv ret meget)

Det er virkelig morsomt at …

min mor er imod et overvågningssamfund (forklaring følger, i showet)

Film

“The Ref”/”Hostile Hostages” (Filmen har to titler)

Serie

Splittet mellem “Family Guy” og “House”

Menneske

Min kæreste Lisjan, omend Torben Chris og Anders Matthesen også er gode bud

Begivenhed

Le Mans… ikke grine-sjovt, men en oplevelse, der altid får mig i godt humør

Faktuelle oplysning?

Det kinesiske skrifttegn for “problemer” forestiller to kvinder, der bor under samme tag