Spaltevis af mennesker

Det er sært, hvordan mennesker man møder bliver til små fortællinger der – næsten uanset – bliver til en del af ens egen
historie. Det er opløftende, at der i virkeligheden ikke findes uvedkommende mennesker, og at alle potentielt kan være
skelsættende personligheder. Oplevelser undervejs…

Man er vist heldig, når man er tvunget til at interessere sig for andre mennesker, og for det de kan. Det er jeg. Og selvom en
tone kan synes sært skinger eller monologen uendelig lang, så giver det mening, at man er forpligtet til at lytte.
For mig er det motiverende. Når jeg får lov til at møde mennesker, der tror så meget på sig selv, at de tør tage teten, så er det samtidig en irriterende påmindelse om al min egen tvivl. Når jeg ser, hvad man kan udrette, hvis man virkelig vil – selvom det i virkeligheden knap lader sig gøre – bliver det en drift, der er svær at undsige sig.

Forleden aften sad jeg i en baggård i ubeslutsom regn, lige på det tidspunkt hvor aftenen rigtig begynder at få tag i byen.
Og selvom jeg godt ved, at lyset ikke falder anderledes i Aalborg end i alle andre byer, så falder det altså heldigt. Irriterende
banalt; men en kæmpe eg, der har stået på sin plads så længe, at Skipper Clement og Jens Bang kunne have slået en handel
af for foden af det, kastede skygger på en husmur – der i virkeligheden ikke var andet end boligbyggeri, men i det øjeblik så det ud af mere. Nogens hjem, og et stykke af Aalborgs historie.

Det samme er – og bliver – de mennesker vi portrætterer i [et cetera].

For mig kan et stykke musik sætte tiden i stå – for andre er det et livsværk. Jeg kan føle mig hensat til en anden verden,
hvis spillet spilles overbevisende nok – og jeg kan godt komme til at bruge store, fortærskede ord, når jeg overraskes af en
oplevelse.

Jeg bliver betaget af de mennesker der fylder spalterne – og sindssygt stolt over, at de alle sammen er en del af Aalborg.
Mange af dem ønsker at være med til at udvikle byen, andre præger den med deres kunstneriske talent – og endnu andre igen
er så integreret en del af byen, at man ikke kan forestille sig det anderledes.

Byen og dens folk, alt det vi snubler over undervejs, lidt af historien på et gadehjørne og de nye vi gerne vil fortælle. Det er
mageløst mangfoldigt. Og det er – mildt sagt – glædeligt, at vi kan fylde spalte efter spalte med så mange, der kan så meget.