AALBORG TEATER: SNEDRONNINGEN

AALBORG TEATER: SNEDRONNINGEN
*****
5 stjerner (af 6 mulige)

Spiller fra 13 november til 21 december 2013

For de fleste er det en tradition, at man kigger forbi det gamle teater i Jernbanegade op mod jul. Hvert år byder de skrå brædder op til julehygge for hele familien. For de, der endnu ikke har det som tradition, bør i år være den første gang!

H.C. Andersens fortælling om Snedronningen er i sandhed et vovestykke at sætte op som familieforestilling. Der findes næppe et eventyr af Andersen, som indeholder så lidt hygge og så lidt eventyrlighed – men til gengæld er fortællingen en alvorlig gennemgang af, hvad der sker når ondskaben rammer som et lyn – og håbets vendepunkt kun er lagt i hænderne på andre end dig selv. Hvordan godheden selv med en målrettet indsats, kan være ustoppelig og fjerne mørket ved sin blotte tilstedeværelse.

At omdanne Snedronningen til familieteater er derfor en præstation – og den lykkes til fulde for Aalborg Teater. Eventyret er blevet pyntet med spidsfindige pudsigheder, der enten er til børnene eller de voksne. Igen forstår teatret at fylde gamle eventyr med nutidens dilemmaer, som de også gjorde med fabelagtige “Jeppe på Bjerget” og forrige års “Jul i piletræerne”.

Hovedpersonen Gerda er på vej mod sin elskede Kaj, der er ramt af snedronningens ondskab – og på vejen er hun til fest hos prinsen og prinsessen, der holder fest på slottet. Alle adelige er omdannet til nutidens tomhed. De kindkysser, taler om intet med store ord og er aldeles udenfor rækkevidde af noget, der blot minder en anelse om IQ. Men ind træder Gerda, som med sin oprigtighed vinder de indholdsløses kunst. Fylder dem med eventyrets alvorlighed, og de falder på halen over oprigtigheden, som de aldrig tidligere har mødt.

Kragen, der følger hende på vej, taler alle sprog – ihvertfald med ordbogen i hånd. Så snart bøgerne er væk, og opslag ikke muligt, er dyret tilbage til kragens fuglesprog – indtil et teatralsk rensdyr fortæller, at kragen da bare skal tro på, at den kan uden bøger. Og så taler kragen igen med Gerda.

Eventyret er i Aalborg fyldt med små hentydninger, som de voksne vil elske og børnene se gennem fingre med, at de ikke fatter. På mit skød sad en 5-årig med åben mund gennem hele forestillingen. Han elskede tydeligt skiftet mellem de ellers tungsindige samtaler mellem krage og pige, til de store musical-scener med både dans og flerstemmig sang. Han gik vældigt op i, om Gerda mon fandt sin Kaj til sidst. Vi væddede en is på sagen. Jeg vil ikke afsløre slutningen her, men han fik sin is. At se juleforestillingen med sønnike på skødet gav mig en tydelig fornemmelse af, hvad det er Aalborg Teater igen og igen udvider de gamle folkefortællinger med. De tilfører et moderne livssyn, en moderne kultur – og gør det mest urealistiske realistisk. Pludselig er en krage som vi andre er. Og rensdyret som vores selvglade onkel, der elsker at høre sig selv snakke. Prinsen, prinsessen og alle gæsterne er vores politikere – og Gerda en nærmest umenneskelig tro på, at er man målrettet nok i sin tro på eget værd, kan man varme selv den koldeste vej – og tø det frosne op.

Vidar Magnussen er manden, der har dramatiseret og moderniseret Snedronningen – og sammen med musikken fra Julian Berntzen lykkes det vovestykke. Ikke mindst på grund af Aalborg Teaters trup. Merete Mærkedahl og Kasper Dalsgaard giver Gerda og Kaj et særligt liv, og især rollen som Gerda løftes flot, da rollen er svær. Gerda fremstilles som en lille naiv pige, der kun vil fremad mod et mål, hun ikke kender placeringen på. Reelt er hun blot “en pige der vandrer” og det kræver en stor indleven at give den rolle dybde. Det lykkes flot for Mærkedahl. Jakob Højlev Jørgensen er ganske enkelt fabelagtig i rollen som krage – og giver hele forestillingen det liv, der er brug for når børn skal holdes til ilden. Ikke overspillet, men en krage med stor karakter. Scenografien er skøn. Designet flot, med sans for at overdrivelse ikke nødvendigvis fremmer forståelsen – men at de små virkemidler kan fungere ekstremt godt, hvis de blot forfines i detaljen. Og det har Camilla Bjørnvad så sandelig haft styr på, da hun satte scenografien og kostumerne på plads. Musikken i Snedronningen indeholder herlige sange. Smukke melodier, som er velskrevede – men den musiske udførelse er virkelig ikke i top. Det virker for mekanisk og nærmest spilledåse-agtigt, set i forhold til de toner som skuespillerne rent faktisk formår at synge rigtigt flot. Da Snedronningen er halvt musical, kunne man her med fordel have opgraderet væsentligt.

Men ovenover alle troner en dronning. Endnu engang formår Lise Baastrup at stjæle billedet i en pragtpræstation. Lise Baastrup kan noget helt særligt. Hun er allerede kæmpe stor, men får hun de rette roller fremover, bliver hun en af de helt store. Hun har det i sig. Karakterrollen er pragtfuld. Snedronningen er ikke på scenen voldsomt lang tid, men alene ved sin tavse tilstedeværelse, formår Bastrup at fylde alt. Det er så gennemført spillet, at man mister pusten. Helt ud til fingerspidserne, der koldt stritter op over kanten på kanen, er hun i spil. Stemmen, der både blidt kan forføre og pludselig skifte til den kommanderende heks, og bevægelserne hun påfører den kolde dronning er så meget den snedronning, som jeg har set for mig, når jeg læste Andersen. Lise Baastrup fortjener alt det bedste på vejen frem, der gerne for min skyld må ende helt oppe på toppen. Det fortjener hun for de mange roller, hun har givet liv alene på de skrå brædder i Aalborg. Baastrup hæver hele stykket to stjerner op. Baggrunden den simple, at der ER tale om en familieforestilling, hvor rollerne er mere tydelige end i et traditionelt teaterstykke med karakterskuespil og klassiske skuespilsfærdigheder. Det er sværere at lykke for en forestilling, når en krage og et rensdyr skal synge og danse riverdance. Men Lise Baastrup formår at bringe karakterskuespil ind i det komiske setup – og det fortjener hun og instruktørerne ros for.

Der er ingen tvivl om, at Aalborg Teater endnu engang står med en succes, som de gerne må mærke fra publikums billetkøb. At smutte en tur i teatret op til jul BØR være en fast aalborgensisk tradition. Især, når netop teatret i Aalborg tør mere end de fleste og under Kirkskovs ledelse har magtet at tænke videre end Nøddebo Præstegård, nisser og guirlander. Der skal mere til, synes teatret at mene. Og det får vi så!

/Jeppe Søe