Cathrineholm by Norway: SKÅL – et kunsthåndværk…

60’ERNE VAR DET IKONISKE DESIGNS STORHEDSTID OG MEGET AF DET, VI I DAG BETRAGTER SOM DESIGN.KLASSIKERE, ER FORMGIVET I DET ÅRTI. HØJKONJUNKTUREN BETØD, AT VI FIK RÅD TIL, AT INDRETTE OS LÆKKERT. VI KUNNE TILLADE OS AT FOKUSERE PÅ DE.TALJEN – OG HÅNDVÆRKET VAR I ORDEN. NATMÆND, MORGENFRUER OG BLOMSTERBØRN VÅGNEDE OP TIL EN SMUKKERE VERDEN, VI FLYTTEDE OM I TILVÆRELSEN OG MENNESKET GIK PÅ MÅNEN. DET KUNNE VIRKE, SOM OM ALT VAR MULIGT – OG VERDEN FIK FARVER…

Måske er det en særlig nuance af rød, der fuldender bordets glæder. Måske er det en dyb, varm blå, der får det hele til at gå op i en højere enhed – og selvom det kan være svært helt at sætte ord på, hvad det er ved formen, der er så særlig – og hvorfor den fuldender billedet, så vil alle med øje for design og glæde ved kunsthåndværk vide, at der er noget ved æstetikken, der nærer mennesket. Og det, der bliver til klassiske designikoner, har en del af vores fælles historie i dets form og farve. Bibi Lykke er freelancestylist med fast tilknytning til Mayday Film, og har mere end 20 års erfaring i en branche, hvor æstetik og udtryk er altafgørende; ”Jeg tror, at historie har en voldsom indflydelse på, hvorfor noget bliver til klassikere. En klassiker er et øjebliksbillede af det pågældende samfund indfanget i en genstand. Et tidsbillede på en stemning – en banebrydende omstilling til en ny æra. Når en kunstner skaber noget, der er så signifikant for en periode, at man kan se på genstanden og læse, hvornår den er lavet og afkode nogle af tankerne bag.

En klassiker er ikke nødvendigvis klassisk i sin formgivning eller i sit udtryk. En klassiker er ofte på forkant eller banebrydende, når den bliver skabt, og transformeres først til en klassiker, når lidt tid er gået, og samfundet er nået langt nok til at kunne tage den til sig,” fortæller hun. Hvis man prøver at sortere historie fra, og kigger helt nøgternt på mange klassikere, vil man muligvis nogle gange op.dage, at genstanden måske ikke engang er smuk. Men vores historie fortæller os, at vi skal opfatte den som smuk, og vi har vænnet os så meget til at se den, at vi automatisk tillæg.ger den noget æstetisk, som måske slet ikke var der i første omgang. Vores klassikere fortæller historier, og vi holder alle af historier. Om vores verden. Om vores fortid. Om hvor succesfulde vi har været. Om hvor langt vi er nået. Vores verden er ikke kun skabt af historier om konger og krige, men i ligeså høj grad af de ting, vi omgiver os med,” konstaterer hun.

DEM, VI ER
Vi omgiver os med ting, der afspejler, hvem vi er. Vi giver tilværelsen kulør med farverige designelementer, og så mindes vi – også vores egen nære historie – når vi genfinder kær.ligheden til designelementer, der har en forhistorie. Der kan være mormorhygge i emaljeskålen, en særlig oplevelse for.bundet med Wiinblad eller en historisk funderet kendskab og interesse til grund for vores ønske om at eje Ægget. På den måde tager vi del i en historie – og omgiver os med den. Det gode eksempel er måske emaljeskålen fra Cathrineholm by Norway. Den Grethe Prytz Kittelsen skabte i slutningen af 50’erne, som en hyldest til en ny tid – hvor køkkengrejet ikke udelukkende tjente en praktisk funktion, og hvor tiden og kulturen havde det overskud i sig, at vi kunne fokusere på skønheden og farverne. Det smukke bord var en æstetisk hyldest til måltidsmødet – og enhver ved, hvad det betyder for appetitten, at samle visuel appetit. Det er ikke ligegyldigt, at vi omgiver os med smukke ting. Det er ikke nødvendigvis en hverdagsluksus, der kan undværes – men kan være en drivkraft – også i en tid, hvor vi har mere travlt end nogensinde, og derfor har brug for et hjem – en roligt og tryg base, hvor vi kan samle nye kræfter og læne os trygt tilbage i vores egen historie.

Bibi Lykke plæderer for det visuelt væsentlige, og mener, at vi skal næres igennem alt det, vi har øje for. ”Sensibilitet og æstetik løber jo rundt med hinanden i hånden og leger tagfat med nysgerrigheden. Det er nogle voldsomt vigtige størrelser for mennesket, og nogle af de størrelser, der er med til at gøre mennesket komplekst. Hvis vi ikke kunne sætte pris på kunst, skønhed og se det grimme, ville der kun være rationalet og det kontrollerbare tilbage. Vores hjerter ville ikke slå en smule hurtigere af afsky eller glæde, når vi bliver eksponeret for et visuelt udtryk,” siger Bibi Lykke. ”Jeg holder ekstremt meget af at kunne påvirkes. At få tårer i øjnene over en smuk form. At få kvalme af et alt for heftigt kunstværk. At tage et par stilletter på, der måske får mine fødder til at smerte, men får mig til at klappe i hænderne over fantastisk formgivning, når jeg kigger på dem. At placere en lille nipsting i lige præcis den rette kontekst i et stilleben, der får den til at leve. At presse mine øjne og følelser til kanten med kunst, der er svær og tung og voldsom. Æstetik er alt det ukontrollerbare. Alt det, der vækker følelser uden, der nødvendigvis er en grund. Der har lov at være, bare fordi det er,” konstaterer hun.

EN ÆSTETISK FRYD
Grethe Prytz Kittelsen, der er prisbelønnet for sin æstetik, var en af efterkrigstidens store designere. Hun var 5. generation i en familie af guldsmede, og praktiserede som sådan i krigens sidste år. Det betød måske noget for hendes materialevalg, der ofte var blottet for ædelsten, og for hende enkle formgivning, der appellerede til folket. Med årene blev hendes arbejde til en interesse og et samarbejde, der fint fusionerede kunsthåndværkerens sans for detalje og form og den industrielle designeres fornemmelse for funktionalitet. Grethe Prytz Kittelsen arbejdede i materialer og udformninger, der – helt i tråd med tiden – henvendte sig til mennesker. Ikke eksklusivt til en velhavende del af befolkningen, men til alle dem, der gerne ville æstetikken og funktionaliteten. Hendes emaljearbejde, der i dag er værdsatte samleobjekter, opstod som et resultatet af samarbejdet med det norske jernværk, Cathrineholm, hvis værkfører, Gunnar Klein, i 1954 kontaktede den prisbelønnede norske designer, for at etablere et samarbejde. Jernværket, der blev etableret i 1827, producerede i landbrugsmaskiner og udstyr i støbejern, men omlagde i starten af 1900-tallet produktionen til emalje og køkkenudstyr. Den æstetisk velbegavede værkfører fik i for.bindelse med Triennalen i Milano i 50’erne øje for potentialet i et samarbejde med den roste og anerkendte Grethe Prytz Kittelsen, hvis talent allerede var internationalt anerkendt. Samarbejdet var givtigt og produktivt – og de skåle, der nu, 50 år senere, igen er rift om, så dagens lys.

Hendes farverige emaljeskåle ramte lige ind i tidsånden den.gang i 60’erne, og nu genopstår historien, som en påmindelse om det, der var – og sådan fastholdes den livsglæde og de farver, verden fik. De smukke, ikoniske skåle fra 60’erne står på mange måder som et manifest af Bibi Lykke påstand; vi lever i og af vores egen historie; ”Følelser er kodeordet. Vi putter følelser i de særlige gen.stande, vi er glade for. Eller, genstandene vækker følelser i os. En skål kan minde os om sommerdage med bare fødder og jorbærplukning. Et tørklæde kan få os til at drømme om at sidde på en lille cafe i Paris i en solstråle med det slynget nonchalant om halsen. Et kunstværk kan få os til at høre musik og fælde en indre tåre over tabt kærlighed. De flestes hverdage er fulde af praktik og rationalitet. Det er den benzin, vores livs motorer bliver drevet af. Æstetik er brændsel til det bål, vores længsler og drømme og minder er gjort af. Hverdagspraktik er det, der får os til at overleve. Æstetik er det, der får os til at leve. Vi har brug for smukke ting, der vækker følelser i os. Som intet har med praktik at gøre, men som kun har med vores indre, frodige haver at gøre,” siger hun.

BRUG KUNSTEN
Skålene har, qua deres materiale, et utal af anvendelsesmu.ligheder; de kan opgradere en hverdagsfrikadelle til bemærkelsesværdig gastronomi, få den frugt, der er så væsentlig for familiens velbefindende, til at tage sig smukt ud – og de kan bruges til opbevaring, også på børneværelset – for de kan tåle at blive brugt! Alt sammen symptomatisk for den tid, de er skabt i og af; praktik og æstetik er sublimt fusioneret til en genstand der ikke – kun – skulle pynte, men også være anvendelige. Og så er de seværdige. Deres klare farver er ånd, håndværk, glæde og skaberkraft, der løber i lige linje og fuldender formen. En visuel dyd, der kan bruges til noget: Jeg lever og ånder for æstetik. Mine øjne er seende og min hjerne er dygtig til at omsætte, hvad jeg ser. Og, jeg VIL berøres. Hver dag. Af den utroligt smukke verden, vi lever i. Af de utrolige ting, vores verden indeholder. At blive berørt betyder ikke nødvendigvis kun at føle gode ting. Det betyder bare at føle. Jeg sørger eksempelvis for, al.tid at have mindst én ting i mit hjem, der kradser i mit univers. Der skubber til mig og generer skønheden. Skønhed kan kun være skønhed, hvis den har en modpol.

Det smukke får mig til at dvæle. Giver mig lyst til at lægge mit hoved på en pude og bare slumre og nyde alt det smukke. Og, det er dejligt. Selv.følgelig. Men, det er det grimme, det voldsomme, der flytter mig. Der får mig til at tænke tanker. Der får mig til at stille spørgsmål. Der får mig til at føle dybt og giver mig lyst til at rykke mig. Vi har brug for begge dele. Det visuelle og æstetikken er her, for at vi kan og skal føle. At huske os på, at vi som art er sensitive. At vi er vibrerende, levende med rødt blod brusende i årerne. På godt og ondt. Det bliver jeg mindet om hver dag… Fordi jeg har de der øjne, der kan se, og den der hjerne, der kan omsætte synsindtryk. Det er i bund og grund derfor, at jeg holder af æstetik. Det minder mig om, at jeg lever. Lige nu og lige her,” konstaterer Bibi Lykke.