Hun havde ikke ligefrem set det som en mulighed, at hun ville vinde prisen, men det gjorde hun. Hun fik den fordi, hun er ”et forbillede både sportsligt og personligt”. Hun er tidligere håndboldspiller – men allermest er hun et i den grad levende og dedikeret eksempel på, at livets benspænd kan blive vores største styrke.

39-årige Rikke Nielsen, der bor sammen med sin mand Lars og deres tre døtre, Nynne, Tilde og Magda på syv, fik i januar i år prisen som ’Årets forbillede’ ved DR’s sportsgalla Sport 2016. Hun har også vundet EM-sølv med det danske håndboldlandshold. Ikke at hun sådan ligefrem gik og flagrede rundt med sølvmedaljen om halsen til en start. For sådan er hun for det første ikke, og for det andet, kunne hun lige i øjeblikket ikke se, at hun havde gjort sig særlig fortjent til den medalje. Sådan er hun nemlig. Hun tager nødigt æren for noget – hvis hun kan lempe den over til en anden. Det kan hun ikke i det her tilfælde. Rikke Nielsen blev årets forbillede, fordi hun har skabt en foreningssucces, der har givet genlyd i hele landet. Hver mandag mødes – nu – over 40 børn og unge med udviklingshandicaps i Gistruphallen lidt uden for Aalborg, for at træne, score afgørende mål og nyde, at være en del af det sammenhold og foreningsliv, der er en del af de flestes barndom. Rikke Nielsen er deres træner. Og så er hun mor til en af deltagerne; Magda, datteren, der ved fødslen overrumplede hende fuldstændig med det, der lignede et unødvendigt – uvelkomment – ekstra kromosom – og som i virkeligheden var en ret generøs foræring. Det er nemlig Magda og hendes helt særlige karakter, der har lært Rikke og hendes mand Lars noget om umiddelbarhed. Glæde – nuets kraft og nærvær. Hun er oprigtig og til stede hvert øjeblik, og modsat mange andre mennesker er hun fuldstændig fri af de filtre, der så ofte primært forvirrer, hvis ikke forpurrer vores samvær med hinanden:

”Jeg er selv opdraget sådan helt normalt og gennemsnitligt dansk – i de der kasser, hvor man ligesom defineres af, at man er sådan en der er god til det og det, og derfor er meget sådan en der gør sådan og sådan. Og så fik jeg et barn, der bare var helt fundamentalt anderledes. Det var så mega-angstprovokerende,” fortæller Rikke Nielsen, ”og jeg kan huske, at jeg tænkte meget over, at jeg havde fået sådan et barn, som andre valgte fra. Siger man så overhovedet tillykke?

Og når folk så hende, og spurgte om jeg ikke var blevet scannet… Så fik jeg sådan en fornemmelse af, at hun måske ikke var værdig nok til mit liv. Til vores fantastiske liv…”

Du har kræft

Rikke Nielsen blev hurtigt klar over, hvor meget hun tog fejl. Magda blev på ingen tid en del af det, der definerede det gode familieliv. Og når man først har fat i det, så skal man ikke give slip. Det liv skal man værne om. Det ved Rikke godt, for hun opdagede i 2008 – dengang hun var Lars kommende brud og på vej til at blive Magdas mor – en knude på halsen, som selvom lægerne erklærede hende frisk og rask, gav hende en rigtig dårlig fornemmelse. Da Magda er født, og Rikke og Lars har sundet sig, går hun til lægen for at få fjernet knuden – udelukkende af kosmetiske årsager, for hun fejler jo intet. Siger lægerne. Man kan godt forestille sig, hvordan tæppet derfor bliver trukket væk under en den dag, en sygeplejerske overbringer en nyheden; at det var en tumor. Og at den var vokset ud af sin kapsel og havde spredt sig til blodet. Det var ikke ingenting. Det var kræft. Rikke bliver opereret og kommer i behandling med radioaktivt jod. Det betyder, at hun fire dage af gangen skal være isoleret på hospitalet. Resten af tiden er hun træt. Og nybagt mor. Kærligheden til Magda fylder alt, Lars holder om hende – familien er der, men man er allermest alene. Fire dage af gangen. Og så savner man bare alt det, man havde. Det er det, man husker på nu. Rikke sætter pris på livet – på den hverdag, hun har. Ikke bare som en banal frase, der skal opsummere et rædselsfuldt forløb, men som en levet erkendelse. Hun elsker den frokost med børnene – og hæfter sig ved det undervejs. Hun ved ikke noget bedre, end at være derhjemme. Bare være. Og lege og leve.

LÆS OGSÅ:
Linse Kessler: Jeg var en gadetøs

Det er alt sammen en del af den Rikke Nielsen er i dag. Ligesom hendes karriere på håndboldbanen, som en del af Aalborg DH og det danske håndboldlandshold, hvor hun som det Jan Pytlick kaldte en ”solid holdspiller”, er det. Betegnelsen, som hun ikke ligefrem var fan af dengang, fik hun, fordi hendes rolle på banen – blandt andet – var defineret af hendes evne til at samle et hold. Motivere og fremelske det bedste i både sig selv og alle andre. Og selvom Rikke Nielsen, da hun fik sølvmedaljen overrakt ved EM, hellere havde set sig selv som den der scorede det afgørende mål, så er den solide håndspilleres karakteregenskaber med tiden blevet en ret væsentlig del af hendes professionelle virke. Karrieren stoppede hun tilbage i 2008, og året efter udkommer hendes selvbiografi ’Til sidste fløjt’,

der på mange måder er historien om det hele; håndbolden, det med at blive mor til Magda og så den forbandede sygdom, der selv om hun blev erklæret rask, stadig var en del af bevidstheden og kalenderen, når lægerne skulle tjekke op på, at alt stadig var som det skulle være. Det er det. Alt er godt. Bedre faktisk.

Jeg er sgu kommet til at sige op

Mest fordi hun – måske uden helt at vide det – turde insistere på det gode liv. Også selvom det betød en halvtom konto og til en start delvist søvnløse nætter. Rikke Nielsen, der også er uddannet sygeplejerske, driver i dag sin egen virksomhed som foredragsholder, motivationstaler, håndboldtræner og underviser. Det har hun gjort siden 2014, hvor hun

kom til at række hånden op, da afdelingssygeplejer-
sken på den afdeling hvor hun arbejdede spurgte, om der mon var nogen, der havde lyst til at melde sig frivilligt i forhold til den fyring, der var varslet. Det havde Rikke. Åbenbart. Hun rakte i alt fald – uden helt at være bevidst om i hvor høj grad, hun havde skænket det en tanke, hånden op. Og så var hun fyret. Nu skulle hun bare lige hjem og fortælle Lars om det:

LÆS OGSÅ:
Det er TYPISK!

”På en eller anden måde havde jeg nok tænkt så meget over det, at jeg godt vidste, at muligheden for, at jeg skulle sige op en dag var der – men vi havde ikke ligefrem aftalt, at jeg skulle sige op nu, vel? Griner hun. ”Og i virkeligheden var det nok også lidt overilet. Jeg kan i alt fald huske, at en af de andre

sygeplejersker hvisker til mig, da jeg sidder der med
hånden i vejret, om jeg godt er klar over, at jeg har et stort hus og tre børn derhjemme…”

Rikke kommer hjem og har egentlig aftalt med sig selv, at hun først ”breaker” nyheden på den anden side af børnenes sengetid. Med kollegaen ord i baghovedet fandt hun det ”mest hensigtsmæssigt”, siger hun med et smil. Men Lars spørger – selvfølgelig – om der er noget galt. Der, midt i aftensmaden med pigerne.

”Jeg kan huske, at jeg lagde kniv og gaffel og sagde; jeg er sgu kommet til at sige op i dag. Lars lagde også hans bestik, og så svarede han; at den slags taler normale mennesker om først. Det var simpelthen hans eneste kommentar,” griner hun.

Og som sædvanlig var Lars en del af Rikkes forudsætning. Det var ham, der opfordrede hende til at tage sig god tid. Til at tænke over tilværelsen, og hvordan hun forestillede sig, at den skulle se ud. Så det gjorde hun. Hun sendte Lars og pigerne afsted om morgenen, og så satte hun sig ved spisebordet og stirrede ud i luften i en blanding af rædsel og fryd. Hun forestillede sig, at hun skulle holde flere foredrag. Måske undervise noget mere – men hun var også nervøs for økonomien og for, om hun kunne lykkedes med projektet. Meget mere end Lars var.

”På en eller anden måde, er det nok også vores historie sammen; at vi klarer den. Jeg havde været syg og vi havde fået en overraskelse i forhold til Magda, så hans indstilling var, at vi klarer den nok. Også selvom bankbogen skulle blive lidt halvtom. Og det er jo rigtigt. Det er ikke det, det handler om,” siger Rikke Nielsen. ”Det handler om, at man skal få noget ud af livet. Jeg havde stået der på skrænten med den tanke, at jeg kun skulle blive 32 år – så nu vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre noget med mit liv, som gav mening.”

Rikke Nielsen begynder langsomt at kontakte folk fra hendes netværk. Hun etablerer selskabet ´Trøje NR. 6´, og bliver fast tilknyttet et par projekter i nogle timer ugentligt. Hun opdager, at hun er god til at motivere folk gennem hendes egen historie. Ikke bare som sportsudøver, men som menneske. Moderen, der fik et barn, hun ikke synes, hun havde bestilt, kvinder, der fik kræft og håndboldspilleren, der ved, hvad det vil sige, at præstere fysisk. Når man fusionerer sådan en kvindes kompetencer danner de en ret fin forudsætning for en videreformidling af noget ”følt” – noget, man som medarbejder, leder eller virksomhedsejer kan bruge til at flytte på noget.:

LÆS OGSÅ:
Sådan går du milliardærens vej

”Jeg fandt – efter noget tid forstås – ud af, at jeg kunne noget med det her. Jeg befandt mig slet ikke godt i det der, hvor jeg som håndboldspiller skulle turnere rundt og fortælle folk om viljen til at træne og spise sundt for at præstere, men når jeg ligesom bragte mig selv i spil, så synes jeg, at jeg kunne mærke, at det begyndte at flytte på noget. Folk kan relatere til forskellige dele af min historie – og når man ligesom kombinerer tingene, så mener jeg egentlig, at jeg får formidlet nogle ret konkrete budskaber, som nemt kan omsættes i erhvervslivet,” fortæller hun.

DK:
20170107, Herning, Danmark:
Sport 2016 Awardshow – MCH/DR.
Tryg Forsikring Årets Forbillede.
Foto: Lars Møller
UK:
20170107, Herning, Danmark:
Sport 2016 Awardshow – MCH/DR.
Tryg Forsikring Årets Forbillede.
Photo: Lars Moeller

Og hun må have ret – for hun bliver flittigt brugt ude på virksomhederne – og de fleste leger med. Også når hun tager dem med på håndboldbanen og udfordrer både motorikken og den mentale indstilling til holdindsatsen. De kan godt mærke, at de står over for en kvinde, der selv er holdspiller – også privat.

”Det er det vidunderlige ved alt det her. Jeg har virkelig fået det liv, jeg ønsker mig. Lars og jeg var enige om, at vi ikke behøvede den der Mallorca tur en gang om året, og så tager vi ungerne med til Norge og besøger venner i stedet. Vi valgte sammen, at det var okay, at jeg ikke lod min lykke afhænge af den faste indkomst – og det må altså ikke være de 15.000 om måneden, der gør mig lykkelig. Vi lever billigt, når det er nødvendigt – og så nyder vi, at vi har mulighed for at være så meget sammen, som vi har,” siger Rikke Nielsen.

Når håndbolden udvikler den hæmmede

Pigerne nyder det også. Og det er selvfølgelig væsentligt for en mor. Ligesom hun ikke kan lade være med at tænke over, at det er ærgerligt, at Magda ikke går til noget på samme måde som Nynne og Tilde. Hun har i forvejen ikke legekammerater på besøg på samme måde som sine søskende, og at hun så heller ikke kan være en del af det foreningsliv, der har betydet så meget for Rikke selv, og nu også for de to yngste – det er næsten for træls, tænker Rikke. Og gør noget ved sagen. I starten af 2016 tager hun derfor initiativ til, sammen med I.H Aalborg og Nøvling IF at stifte en håndboldforening for børn med handicap. Hun låner en håndboldhal, sætter en annonce i avisen, hvor hun annoncerer holdets opstart og tager selv teten som frivillig træner. 20 børn og deres forældre, møder glade op til allerførste træning. Nu er de over 40. Og alle har en fest!

”Man kan bare smile, alt andet er umuligt,” siger Rikke Nielsen, ”for det er så fedt og fyldt med så meget glæde. Og en ting er håndbolden, som de selvfølgelig går op i – noget andet er det der foreningsliv, som jeg bare ved fra mig selv, hvor meget det kan fylde. Fællesskabet og den der holdånd – fornemmelsen at score et mål og høre kammeraterne juble. Det er en kæmpe glæde, at være en del af. Og det er selvfølgelig stort for mig, at se Magda være en del af det,” siger Rikke Nielsen.

LÆS OGSÅ:
PRINS JOACHIM og Joachim

Magda er en stor opgave. Det er hun virkelig, fordi hun insisterer på, at få sine behov opfyldt nu. Og hun lader sig ikke bare sådan lige overtale til hvad som helst – der skal sommetider tænkes kreativt, når en otteårig med et ekstra kromosom og en helt særlig livsduelighed, skal tales fra værelset og ned til aftensmaden. Men glæden er næsten altid intakt. Og hun giver med den største selvfølge udtryk for al den kærlighed, hun føler. Og hvorfor skulle hun ikke? Hun har masser af gåpåmod og et skønt, underfundigt sind. Det sidste ses – blandt andet – som et helt særligt glimt i øjet, der viser sig i sekunder inden et påfund føres ud i livet. Mælken, for eksempel, der ryger ud over bordkanten med et smil og et totalt fravær af ond vilje. Men det kræver stadig overskud. Især hvis det er tredje gang den dag.

”Så kan man godt have mest lyst til, at det er Lars’ tur,” smiler Rikke – og det er det, der er med Magda. Hun kræver lidt ekstra tålmodighed – og for den kvitterer hun så med en livsglæde, som jeg tager ved lære af. Det er klart, det sommetider kan være udfordrende også for hendes søskende, men det har vi gjort meget konkret, og forklaret dem, at de er forskellige og har forskellige vilkår. Vi giver dem hver især det bedste, vi kan – og det er så ikke det samme for de tre. Det forstår de vist på en måde godt, for forleden, da Magda lavede det der nummer med mælken, konstaterede Tilde bare, at det var ”Pyt, for det gjorde hun også, da hun havde Downs,” smiler Rikke, ”og på den måde handler det måske for dem om, at man er lidt baby-agtig på nogle punkter. Det kan de forholde sig til – og Magda kan så gå ud og ind af de lege og det fællesskab, de har som søskende, som det passer hende bedst og som hun kan rumme det. Det fungerer.”

Rikke Nielsen tager én dag af gangen. Og hun er for længst holdt op med at bekymre sig i lange stræk. Hun sover godt om natten, har en sund virksomhed, spiser de fleste måltider med sin familie og har god tid til dem. Og hun kan godt blive ked af det, når hun tænker på, at der ikke kommer nogen løbende og ringer på, for at spørge om Magda kommer ud for at lege. Men kun et øjeblik, for ellers bliver hun fyld med bekymringer – og det gider hun ikke være. Hun vil være fyldt at liv og tager den ene dag meget alvorligt.

Ikke mindst mandag, hvor skemaet er helt fastlagt; Magda går til håndbold. Mor er træner. Og på den måde er de på hver deres vis et fint forbillede. Rikke Nielsen er årets, og for det fik hun sin stjerne på nationalt tv. Magda er selv lidt af en stjerne – helt banalt, men sandt. Det vilkår, der er hendes – deler hun med en helt masse andre, og de har livsmod, umiddelbarhed og en uforbeholden tilgang til tilværelsen, til fælles. Det kan man lære noget af.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here