Sebastian Dorset: LIGEMÆNDSløn

LIGELØN: JEG ER HELT FOR. MAN SKAL HAVE DET SAMME FOR SIT ARBEJDE, UANSET OM MAN ER MAND, KVINDE ELLER EN AF DE 56-57 TING MELLEM YDERPUNKTERNE. ELLER UDENFOR DEM! HVEM ER JEG AT INDSKRÆNKE MU.LIGHEDERNE! HOVEDPOINTEN ER AT JEG GÅR FULDT IND FOR LIGELØN. JEG HAR ARBEJDET SAMMEN MED KVIN.DER, DER PÅ ALLE MÅDER FORTJENTE MERE I LØN END MIG, OG FORHÅBENTLIG OGSÅ FIK DET, FORDI DE VAR SÅ PISSESEJE.

Men nu siger jeg bare noget: Der findes ikke mænd, der får 18% mere i løn end kvinder for det samme arbejde. Når no.gen påstår det, bliver det jo altid tilbagevist. Det ender altid i en forblommet ”men JEG føler at det er lidt det samme job”, når vi omsider kommer frem til at mænd og kvinder i det samme job, sådan stort set får det samme. Så jeg bliver glad når jeg læser statistikker, der fortæller at mænd og kvinder stort set får det samme for samme jobs. Men jeg gider ikke læse om det For den nedladende, ”det kan selv en neandertalermand som dig vel forstå”-retorik nager mig. Som da en dame fra SF skrev en klumme om ”hvordan mænd ville have det, hvis vi fandt ned i supermarkedet og så stod havregrynene der på hylden og ko.stede 18% mere for mænd end for kvinder”. Og jeg tænkte ”men det GØR havregryn jo!” For mænds store, dumme, kluntede kroppe har brug for 15-20% mere føde for at overleve, så lige med havregryn bliver vi faktisk snydt hver gang. Og ja, vi kan sagtens fylde vores retarderede mandekroppe op med noget billigt, mens fruerne får kaviar. Det er slet ikke det. Jeg indvender bare at med samme madvare, så har mænd rent fysisk behov for mere, så hvis livet kun handler om at ernære sig selv, så burde vi få bedre betaling. ”Men det handler jo for eksempel også om at have tøj på krop.pen”, indvender du så. Måske. Men kvindetøj kommer på udsalg til under halv pris, fordi I skifter smag for hver sæson, mens mænd stadig køber sig en lyseblå skjorte til 90% af hvad den kostede før udsalget. For sådan en skal vi også bruge næste år. (VI kunne selvfølgelig finde billige blondetoppe, men der er noget med størrelserne). ”Men resten”, råber du så: ”Fjernsyn, grøntsager, hårde hvide.varer, koster jo det samme for kvinder og mænd”. Nej, slet ikke. Vi mænd betaler en grov overpris, sådan gennemsnitligt set. Ikke på regningen, for den er ens uanset køn (og dem er der mange af!) Men når man driver handelsgeschæft i Danmark, så er lønkroner til de ansatte en stor omkostning, og de lønkroner lægger kvindelige kunder beslag på en uforholdsmæssig stor andel af. Eller med andre ord: Når man køber noget i en butik, så er prisen sat så højt at butikken kan betale husleje, reklamer og i Danmark ikke mindst løn til de ansatte. Og de lønkroner påstår jeg at kvindelige kunder lægger beslag på langt størstedelen af. Jeg mener ikke kvinde-kunder, men kvindelige kunder, (den gruppe rummer også en del mænd), som har udvidet service.begrebet til et punkt som mandlige kunder slet ikke så mulig.heden af. Sidst, jeg var i en tøjbutik ville min kæreste købe en kjole. Ja, bare sådan: Tage en kjole fra butikken og til gengæld overføre 600 kr fra sin konto til den nu detroniserede kjole.ejers. Endnu en grund til at jeg finder hende fantastisk. Det var rå handel! Ingen forbehold, ingen tøven eller uddybende spørgsmål. Der var to kvinder i køen før os. Den ene havde et uigennemskueligt projekt om at låne noget tøj og måske/ måske ikke købe det kørende. Diskuteret med en grundighed man ville beundre hos en landsleder, hvis vedkommende altså ikke lige stod foran én selv i en kø. Den næste havde vasket en købt bluse forkert, og ville gerne drøfte med ekspedienten, hvad hun følte i den sammenhæng og hvad hun mente blusen burde have kunnet holde til. Men bare rolig: Hun havde ringet ned til butikken før hun kom, så hun var sikker på at kunne blo.kere kasselinien TO gange. Kvinder er meget metodiske forbrugere (og man skal huske at jeg mener ”kvinder” i ordets bredeste forstand): De kan bruge halve timer på at diskutere med tøj-ekspedienter eller forlange at forstå en iPad til bunds inden de køber den. De er de sande fanebærere af tesen om at ”Kunden har altid ret”. Mænd kan sagtens også klage. Jeg gør det selv. Men ikke over at (og det hørte jeg i går) ”blusen ikke så ud som jeg synes den skulle, da jeg kom hjem med den”. For nogle kvindelige (og de kan så stadig godt være mænd biologisk!) kunder så er det samfundets problem, hvad de føler, og andre skal sørge for at de er tilfredse med deres køb. Mænd tænker ”bad luck” efter et fejlkøb. Kvinder bebrejder ekspedien.ten hvis de fortryder, og bruger gerne et kvarter på at få byttet en sweater, godkendt et udløbet gavekort eller få lov til at blan.de andre ingredienser i den ret, restauranten normalt tilbyder. Hvis alle kunder accepterede de spilleregler som mænd lader sig spise af med, så ville køer være lige så uddøde i Danmark som pesten og polio. Men så ville der selvfølgelig være uligeløn igen. Men indtil det kan kvinder trøste sig med at de får deres hyre i ”konfrontationsminutter” med butiksansatte. /Sebastian