Når man møder Amalie Dollerup, version 27 år, så er det er frygtelig fristende måbende at sige ”heeeeey, du er blevet voksen”.

Som om, at der er noget unaturligt i, at små piger vokser op. Det gælder jo sådan set også for dem, der siden de var fem år har stået i spotlyset som børnemodel og skuespiller. 

publikumssuccesser som ”Kun en pige” og serien ”Strisser på Samsø” har fastfrosset skuespillerinden i erindringen som den lille pige med pagehåret og den store vilje 

– og det med viljen er ikke i modstrid med skuespillerens egen personlighed.

Måske er du kommet til at hilse helt per automatik på Amalie Dollerup nede i Netto, fordi du næsten føler, du har kendt hende, siden hun var ni år. Men der er meget mere at lære om barnestjernen… 

Da hun som 8-årig gik til casting på ”Kun en pige”, så var det lige før, hun ikke gad, fordi hun skulle til en vigtig hip-hop-konkurrence.

Hun var blevet opfordret til at møde op af fagfolk, der havde set hende på det københavnske børneteater ”Eventyrteatret”, fordi de mente, hun havde en fed udstråling på scenen.

Men altså hverken den unge Amalie eller hendes forældre lod sig dupere af udsigten til fame & fortune.

”Nej, det skal vores barn ikke, sagde mine forældre først.”

Alligevel ringede faren til Nordisk Film og sagde, at datteren gerne ville komme til castingen, hvis hun altså kunne få lov til at komme på først på dagen, så hun også kunne nå den for hende så vigtige dansekonkurrence et andet sted.

Skæbnen ville skuespillet 

Dollerup kan i det hele taget overhovedet ikke nikke genkendende til den der fordom om, at børneskuespillere har frygtelige forældre, der bare pacer løs på de stakkels børn.

Hun fortæller, at forældrene, der begge er lærere, egentlig bare bakkede op om det, der virkede naturligt og skæbnebestemt.

Hun anser det som jævnt tilfældigt, at det blev hende, der efter 20 castings blev udvalgt til gennembrudsrollen som Lise Nørgaard i ”Kun en Pige”. Men hun tror også, at hun alligevel var kommet ind i skuespillerfaget ad andre kanaler. Det er ment to be.

”Det gør mig fuldstændig lykkelig. Jeg elsker det bare!”

I teenageårene valgte hun alligevel at træde et skridt tilbage og lige vurdere, om den vej, hun havde taget, var den rigtige. Om det var på tide med det berømte U-turn, eller hun bare lige skulle nyde et pusterum på en rasteplads, inden hun atter begav sig ud på berømmelsens landevej.

LÆS OGSÅ:
Jon & Løkke: Vi skal kæmpe for kunsten og kulturen

”Der var alligevel en naturlig pause i de år, hvor jeg startede et nyt kapitel med mig selv. Hvor jeg fik indhentet nogle ting socialt. Jeg gik til en masse fester, drak mig fuld med vennerne og var bare ung. Og det var godt med en pause, så jeg ligesom ikke blev fed up med at være skuespiller.”

Hun overvejede kort religionsstudiet eller en anden universitetsuddannelse, og hun havde afgjort, at hun helt klart ville på højskole på et tidspunkt.

Men det rutineprægede, almindelige liv som skolepige fortsatte blot til 3. g, hvor spotlyset atter ramte den 163 centimeter-høje pige med den insisterende skæbne.

Hun gik på Sankt Annæ Gymnasium i København, der vægter de kreative, kunstneriske fag højt, og ved siden af fik hun igen forskellige teaterroller.

”Det var fedt. Det er jo sådan et sted, hvor det er tilladt at kunne noget.”

Og det var såmænd ikke fordi, hun var offer for jalousi eller jantelov i folkeskolen på grund af den tidlige berømmelse og det store talent. Hun var bare meget væk til optagelser, og havde ikke samme muligheder for at være den der ven, man kunne regne med til sjipning i skolegården.

Menneskekendskab vigtigt

Og nej. Der blev ikke til det der højskoleophold efter gymnasiet for 19-årige Dollerup.

Hun begyndte på opfordring at læse hos en skuespiller for at søge ind på landets tre skuespillerskoler. Hun valgte ikke at fortælle så mange om sine ansøgninger.

”For der stod jo meget på spil”, siger Dollerup under henvisning til, at det på en eller anden måde ville være værre for hende at falde igennem til optagelsesprøven, når hun selv og hele nationen allerede definerede hende som en dygtig skuespiller. ››

”Men heldigvis kom jeg ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i første hug. ”

Det er svært for Dollerup at definere det stof, som skuespillertalent er lavet af.

”Det er i hvert fald vigtigt at kunne leve sig ind i andre mennesker. Jeg kan godt kigge på mennesker og så gætte på, hvilke betingelser de er vokset op med, hvorfor de for eksempel er blevet helt fucked up eller sådan noget.”

Hun fortæller, at netop den evne fremelskes på skuespillerskolen, hvor de kunne få en opgave med at gå ud i byen og kigge på mennesker. ”Her skulle vi så finde en type og følge efter vedkommende…” Hun griner over, at hun har været en slags stalker over for uskyldige aarhusianere: ”Jo, vi skulle nemlig! Og så skulle vi komme tilbage og efterligne måden, personen bevægede sig på.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

For skuespillerfaget handler også om rent teknisk at efterligne en persons fysik. Det er på lige fod med tømrerfaget et håndværk, hvor det bare er meget nemmere at præstere, hvis værktøjet er skarpt og ligger lige der, hvor du hurtigt kan finde det frem.

”Når de redskaber er på plads, så bliver det lettere eksempelvis at skifte fra to meget forskellige roller uden at skulle krænge sjælen ud.”

Da vi møder hende, er hun netop skiftet fra at være den aristokratiske, kyske ungpige i Anton Tjekhovs ”Kirsebærhaven” fra 1904 til at have adskillige bimbo-roller i opsætningen af Hella Joofs ”En kort en lang” fra 2001 som musical.

Det er direkte fra én af de helt store samfundsrevsende klassikere til verdenspremieren på en humoristisk musical om sex, ulykkelig kærlighed og om at finde ro og autentisk lykke et eller andet sted inde bag ved sin egen selviscenesættelse.

”Ja, det er meget forskellige roller, men bare når man tager hatten og kjolen på i ”Kirsebærhaven”, så er man jo i rollen.”

Hun suger kinderne ind og illustrerer hvepsetalje i korset med en buet håndbevægelse for at vise, hvordan kostumet også hjælper hende med at komme ind i en rolle. Dollerup løfter hagen og ser et øjeblik meget fornem og klassisk ud.

Hernæst laver hun sådan en fuldedans-bevægelse med begge arme svingende uhæmmet over hovedet. Så er hun til prøver i rollen som én af de mange hetero-duller, der løber rundt blandt bøssepar og casanova-typer i ”En kort en lang”-musicalen.

”Der er vildt mange skift og høj energi i den opsætning. Det er dejligt. Og så har vi det rigtig sjovt sammen. Der er for eksempel en sang, der hedder ”Skal du have noget mere pik?”, og den kaldes nu kun ”piksangen” – sådan er det bare blevet. Vi siger ”Lad os lige tage piksangen igen” mange gange sådan en dag…”

For hun elsker variationen. Hun elsker ikke at være fanget i en bestemt type roller. At være i ensemble på et teater, hvor alle kastes mellem forskellige forestillinger, er for hende en stor fordel.

LÆS OGSÅ:
Venter du nogen - eller noget?

Står inde for dullen  

Hun har ikke det fjerneste mod at spille lettere blanke kvinder, der venter på, at en mand skal komme og redde dem sikkert med op på den hvide hest uden de behøver anstrenge deres kønne hoved med andet, end om lipglossen glimter perfekt.

”Det er sjovt at skeje ud i de der dumme roller, hvor man bare er én, der skal se ud – så længe det ikke er de kvindetyper, jeg skal spille hver gang. Desuden kan jeg jo stå 100 procent inde for de kvinder, jeg portrætterer… Så blanke er de nu heller ikke. Jeg synes, det siger mere om de hardcore heteroseksuelle mænd, at de bare bruger kvinderne.”

Dollerup lægger samtidig på smuk vis stemme til titelmelodien til musicalen. Hun har tidligere været med i flere musicals og glæder sig over den ekstra dimension, det giver.

”Der er sådan et hel unik samhørighedsfølelse mellem band, kor og skuespillere. Det er et sammenhold igennem kreativitet, og jeg kan blive helt høj, når det lykkes.” Dollerup trommer lidt på bordet foran hende og fortæller, at hun ikke er bange for, at det skal gå galt, når tæppet går for blandt andet ”Piksangen” og for de mere rolige ballader.

”Der er jo ikke kun skønsang i stykket – det er en blanding af det hele. Det er for eksempel Brygmanns ”Vi vil tro”, som vi har en fest med at synge. Vi håber, stemningen når helt ned til publikum, som da også skal være med.”

Hun glæder sig over det sammenhold, der også rækker ud over scenekanten. At festen fortsætter, når publikum er summet videre gennem Aalborgs mørke gader med et halvkrøllet program under armen.

”Når man arbejder så sent, så skal man gerne lige have en øl eller sodavand at falde ned på. Og selvfølgelig er der også fester, hvis man har lyst.”

Dollerup nævner, forestillingen er ekstra god for ensemblet, fordi den ryster dem ekstra godt sammen. Hun smiler lidt med den karakteristiske mund over spørgsmålet, om de så fester vildere end eksempelvis bibliotekarer og bankansatte.

”Jo, det gør vi nok. Vi er jo vant til at være meget fysisk tætte og højrøstede… Vi er som sådan en stor familie, der altid er sammen. Kun når jeg er på toilettet på teatret, er jeg alene.”

LÆS OGSÅ:
Du genkender fornemmelsen…  

Derfor nyder skuespilleren også at komme hjem i midtby-lejligheden, sætte en tøsefilm på eller bare nyde roen.

”For specielt, når vi har prøver på stykker som ”En kort en lang” med meget musik, så bliver man helt vildt lydfølsom, når man kommer hjem. Der skal bare helst være helt stille.”

Fitness, forældre og frisk luft

Hun kobler også gerne fra med en cykeltur ved fjorden. Eller går en tur i fitnesscenteret – helt uden makeup, selvom man vel egentlig skulle tro, at kendte på en eller anden måde gerne ville leve op til glansbilledet, når de genkendes på gaden.

”Nej, det dur jeg ikke til. Jeg vil også helst bare møde på arbejdet i løstsiddende Vero Moda eller H&M-tøj. Så er jeg ikke så bange for, at det går i stykker – så er der plads i tøjet til at slå koldbøtter.”

Og der bliver gået til maskinerne nede i fitness. Uagtet, at så kan man godt komme til at se helt opkogt og pjusket ud.

”Desuden så tror jeg nu heller ikke, de der piger med festmakeup og det rigtige tøj dernede ser så mange andre end sig selv”, filosoferer hun.

Nej, hun er ikke nem at slå ud af kurs, hende den fikse Dollerup.

Når samtalen falder på, at alle skuespillere oplever, at folk demonstrativt smutter i pausen, fordi de ikke kan lide stykket, så trækker hun på skulderen. ”Man kan ikke ramme alle. Jeg registrerer bare, at der vist er nogle huller i salen, men jeg lader mig ikke gå på. Jeg synes mest, det er ærgerligt for dem selv, at de har brugt så mange penge og så ikke giver det en ærlig chance. Man kan jo faktisk ikke vide, om det er godt, hvis man ikke har set det hele. Nogle gange, så giver første akt først rigtig mening, når man ser anden akt, ikke?”

Til gengæld får hun – ligesom mange andre skuespillere – nerver på, når mor og far tager plads i salen.

”Man vil så gerne gøre det godt og gøre dem, man elsker, stolte. Men hvor er det egentlig underligt, for lige netop de af alle elsker mig for den, jeg er.”

Amalie Dollerup besøger i øvrigt sin familie og sine venner et par gange om måneden. Vi i Aalborg får indtil videre lov til at låne hende frem til 2015, hvor hendes kontrakt udløber. ]

Tidligere artikelPå Kanten Af Småt Brændbart
Næste artikelMarianne Kalb: Little Miss Hippie

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here