Hella Joof: Sangen for en god ende

[quote]Der er en mening med hundelort i rillede såler. Og så er der snart Danmarkspremiere på ’En kort en lang’ som musical på Aalborg Teater[/quote]
Tekst: Mette Goddiksen
Foto: Bjarne Hyldgaard

Filmen skulle bare hedde noget, der leder tankerne hen på et børneværelse. Alle karaktererne er jo sådan mig, mig, mig-agtige. Det er fordi, de er i 30’erne, hvor man tror, man er rigtig voksen, men det er man bare ikke, vel? Og så kommer man til at lave nogle store fejl…

Hella Joofs stemme bliver kærlig og lidt moderlig overbærende, mens hun snakker om homoparret Jacob og Jørgen, den svigefulde Caroline og alle de andre gæve kærlighedskrigere fra komedien ”En kort en lang”, som hun skrev og instruerede i 2001.
Alle karaktererne er inspireret af mennesker, jeg kender. Og hvis du mener, at eksempelvis febrilske bøsser i sælskindsanorakker er alt for karikerede, så prøv at komme hjem til middag hos mig…

Komedien er netop ved at blive omdannet til musical på Aalborg Teater, hvor der også er scener fra Hella Joofs oprindelige manuskript på 200 sider med, samt en masse nye sange fra Martin Brygmanns pen. Og det er som bekendt én af den slags penne, der sagtens kan få ”hjertenskær” til at rime på ”gigantisk pikkemand”.

Jo. Der skulle være lagt i ovnen til en blød march gennem lidt hverdagsvisdom med udgangspunkt i en perfekt svungen G-nøgle – på vej mod livets bette, krøllede og kødfyldte G-punkt, der er så satans svært at finde. Især, når man ikke helt ved, hvor man skal lede. Eller hvem, man skal tage i hånden.

Livets forunderlige fæces

For Hella Joof er det et vilkår at være kikset og jokke i en hundelort med sine riflede såler på livets fortovskant. Det perfekte er for hende ligegyldigt. Det er rejsen og ikke målet, der er vigtig.
Det er jo ligesom det her hus, man køber. Når det har fået nye gulve og så videre og er færdigt, så har man lyst til at flytte videre. Man har hele tiden lyst til at optimere, være med til at gøre tingene bedre. Men især i forhold til kvinder, så mener filminstruktøren, at vi godt kan være lidt for gode til at optimere kæresten. I det hele taget vil hun til enhver tid forsvare – ja, begge køns – ret til at klø sig i skridtet, drikke shots og fortælle lumre jokes. Men mens mænd forelsker sig i en kvinde og bliver kede af det, hvis hun ændrer sig, så forelsker kvinder sig mere i et potentiale. Sidst jeg var i ’Mads og monopolet’, så dannede der sig sådan et helt tema af kvinder, der ville have os til at fortælle deres mænd, de skulle opføre sig ordentligt… Nej, vi skal huske at rose vores mænd, så får de nemlig kæmpekræfter og kan løfte et klaver. Er det ikke rigtigt?

Hun henvender sig til den mandlige fotograf, der er ved at gøre gjort klar til fotoshoot. Han bekræfter hende meget ihærdigt. Hun lukker tjenstvilligt øjnene, mens stylisten putter øjenskygge på, men betakker sig for at have bare skuldre på billedet under henvisning til, at hun jo er 50 år.

Nej, det har vist været sidste sæson for det…
Fotografens helt sandfærdige betragtning om, at det kan man nu ikke se, får hende ikke til at skifte mening. Hun vil følge sin egen mavefornemmelse, får hun fortalt helt roligt, så det slet ikke virker som et afslag. I stedet beholder hun sin lyse lilla angoratrøje på, som jo i grunden minder meget om damen selv: Blød og mild, men med sådan nogle små hår, der stritter. Og når de kilder én kærligt i næsen, så kommer man til at nyse og kan komme til at se helt åndssvag, menneskelig ud med en grøn snotklat under næsen.

Og hun er blevet mere blød og rund med alderen. Hella Joof fortæller, at da hun var yngre, så mødte hun verden med mere trods. I dag er hun mere interesseret i at ændre ting i al fredsommelighed.
Jeg er ikke så meget til det med at provokere mere. Det lukker sig jo ofte om sig selv og handler mere om noget personligt.
Hun vil stadig gerne bevæge og ændre tingene og kan stadig få det lidt småskidt over, hvis alt for mange mennesker er enige om det samme.
Derfor er jeg heller ikke så vild med demonstrationer og store koncerter og den slags fortæller hun, men indskyder, at enighed selvfølgelig er helt nødvendig, når man skal nå et mål eller gennemføre en kreativ proces sammen.

Selvironisk sjæl

For Hella Joof er det hele et spørgsmål om at kende sig selv. Tilstræbe at blive den bedste udgave, men tilgive sig selv for, at man ikke kan være den mest potente nullermand i samtlige livslommer.

Man skal selvfølgelig ikke bare acceptere alting eller finde det okay at snyde på vægtskålen. Nogle gange konstaterer jeg bare, at hende dér vist er ny i klassen. Andre gange er det mig selv, jeg tænker det om. For vi er bare ikke forpligtet over vores evner.
Men så væbner hun sig med den dér selvironi og uhøjtidelighed, som hun er blevet så kendt for. Også fordi, jeg tror, at hvis man ikke har den, så sender Gud bare desto flere fugleklatter ned over dig, til du lærer at grine af dig selv.

Og det bærer hendes ’En kort en lang’-univers i den grad præg af. Eksempelvis mens dramaet er på sit højeste, hvor Jacob og Carolines utroskab i Malmø opdages: De involveredes forfærdelse overdøves af en lavpraktisk betragtning om, at de nok hellere må vente med at snakke længe i telefon, til de igen er på danske telefontakster.
Og sådan er det jo ofte i de der livskriser: Midt i terminalskænderiet med kæresten, så når du alligevel lige at ærgre dig over, at det regner, når du nu skal udenfor med alle de kufferter.
Hun holder en pause.

Eller også er det fordi, vi er forkælede. Hvis man levede tidligere og sad med blodhoste og var blevet gravid med en soldat, der ikke ville giftes, så kunne det godt være, den slags ikke ville fylde.
Hella Joof smiler. Nogle gange, når hun lytter, så laver hun den for hende karakteristiske bevægelse, hvor hun løfter hagen og kigger på én over en let spidset mund. Hun har klare holdninger til tingene, men de kommer ud på sådan en lun og lydhør måde. Ikke som faste facitter: Hella Joof rummer både sin egen og andres tvivl – eller bare små ”det ved jeg sgu ikke lige… Det må jeg lige tænke over”.

Jeg fungerer helt klart bedst, når jeg ikke tror, jeg skal kontrollere, at hele verden ikke går galt. Især med alderen har jeg lært at stole på, at den rigtige løsning nok skal komme, for det gør den jo altid. Og hvis man er for hurtig til selv at træffe en beslutning, så får man ikke de gaver, som det er, at andre præger den med deres tanker og kreativitet. Der skal være sådan et albuerum.

Og således er hun ikke spor nervøs ved tanken om, at hun snart skal overvære de allerførste prøver på musicalen, som hun et eller andet sted altid vil lægge navn til. Nej, jeg elsker at blive overrasket, og jeg føler egentlig ikke ansvar. De gør sikkert tingene anderledes, end jeg selv ville have gjort, men det kan formatet sagtens bære. Mest af alt er jeg voldsomt smigret over, de laver den. Både Klaus (Bondam, der var medforfatter på manuskriptet til filmen, red.) og jeg glæder os rigtig meget til premieren. Hvad søren skal vi have på?

En kort en lang har Danmarkspremiere 22. april på Store Scene. Billetter kan købes på aalborgteater.dk

Hurtigt om Hella Bella Joof

• Er født 1. november 1962 i Birkerød.
• Hella Joofs far er fra Gambia, mens moren er etnisk dansker.Hun blev skuespiller fra Odense Skuespillerskole i 1990 og har også læst teologi.
• Hella Joof har datteren Olivia med sin eksmand, skuespiller Runi Lewerissa. Forrige år blev hun gift med læge Henrik Jepsen. Hun har været medlem af Lex og Klatten, Det brune punktum og lavet børneudsendelser på DR.
• Som instruktør har hun efter ”En kort en lang” (2001) lavet spillefilmene ”Oh happy day” (2004), ”Fidibus” (2006), ”Se min kjole” (2009) og ”Sover Dolly på ryggen” (2012). Yderligere har Joof instrueret tv-serien ”Album” fra 2008
• Hella Joof finder stor inspiration i andre film. Hendes favoritter lige nu er ”Django Unchained” og ”Amour”. Den største favorit overhovedet er ”Farlige forbindelser” med bl.a. Glenn Close og John Malkovich fra 1988.

Mere om musicalen

• Instruktøren er Niclas Bendixen
• Hovedrollerne besættes af Carsten Svendsen (Jacob), Amalie Dollerup (Caroline), Mads Rømer Brolin Tani (Jørgen).
• Rettighederne til musicalen var en slags indflyttergave til Morten Kirkskov fra Hella Joof og Klaus Bondam, da han tiltrådte som teaterchef. Teaterchefen er selv kunstnerisk leder på stykket og har selv bearbejdet filmmanus til teater.
• ”Vent på mig” og ”En kort en lang” er med fra filmen sammen med Peter Helleman og Laura Illeborgs ”Lidt i Love”. Resten er helt nye numre af Martin Brygmann.
• Hella Joof og holdet bag håber på så meget succes, at musicalen kan komme på turné rundt i landet.