SÅDAN, CIRKUS

Følgespottet er stadig håndholdt og klovnen Gulio allestedsnærværende i det lille tætpakkede cirkustelt, som dufter af savsmuld og forventninger. Publikum er allermest børn – i selskab med voksne, der skal gøre sig umage for ikke at skrue forventninger ALT for højt op. Det her er cirkus i børne- og øjenhøjde! Cirkus Mascot er et familieejet- og drevet cirkus, som turnerer landet rundt i sommerhalvåret med et program, der år for år bliver mere og mere avanceret og seværdigt, og som altid er grundlagt i en værdi og magi, som genkendes af børn og barnlige sjæle; oplevelser, man kan være sammen om – dyr og mennesker i skøn forening og balancerende på kanten af det mulige, men aldrig over den eller på en måde, så nogen bliver bange. Når børnene gør store øjne – og det gør de – er det fordi, de kan se, at her er der nogen, der har gjort sig umage. Øvet sig i årevis og med den tålmodig, det kræver, når man skal få hunde, grise og heste til IKKE at springe over, hvor gærdet er lavet. Årets forestilling hedder ’Cirkus Mascot går amok’ – og artisterne kan også noget ud over det sædvanlige; Tetyana svæver yndefuldt under teltdugen, Brødrene Ikaros giver publikum så hatten passer – og mere til i et jonglørnummer, der kræver både tillid og smidige kroppe, en diabolo-spillene robot får noget, som de fleste har øvet sig på i timevis i løbet af barndommen til at se legende let ud, og så alligevel; man kan sagtens se, at det kræver cirkusblod i årene for at få det til at ske. Klovnen Gulio er glad. Og ret talentfuld – klovnerierne lykkedes, så selv far og mor må overgive sig, og han samler teltet på sådan en fin måde, som kun er mulig, fordi Cirkus Mascot er tro over for deres eget koncept; teltets størrelse og antallet af publikummer betyder, at man føler sig som en del af et fint fællesskab i de par timer, forestillingen tager. Børnene måber, når cirkusdirektøren, Marianne, mor og ophavskvinde til Cirkus Mascot og den øvrige ledelse, går i manegen med sine dyr; grise, hunde, geder og en enkelt rap gås, der udfører tricks, som helt åbenlyst har krævet utallige timer og en hel masse kærlighed; det hæfter man sig nemlig ved – forbindelsen mellem dyr og mennesker, og hvor nemt man får øje på den inde i manegen. Det er noget særligt, det lille cirkus, som selvfølgelig også har ponyer i manegen, duftende popcorn, kolde sodavand og slikkepinde så store som møllehjul til pausen – der er det hele, men i en størrelsesorden, der giver plads til et særligt nærvær – en ikke uvæsentlig bonus i en travl, digital hverdag!