RKI – Ribe Knallert Idealister: DRENGERØVE MED MANDSMOD

En gruppe selverklærede drengerøve i alle aldre har siden 2009 dyrket en fælles interesse; veteranknallerter – og allerhelst af den slags hvis kørekomfort bedst forsvares af nostalgisk hengivenhed. Knallerter af den slags, der blæser gennem byen i noget der for de fleste andre ligner et nogenlunde astadigt tempo. men for mænd af den rette støbning og med klubkammeraterne i ryggen, banker hjertet i to-takt med de nænsomt reparerede maskiner – og måske er det i virkeligheden livet i overhalingsbanen, de forsøger at styre allermest udenom.

Mikkel Berg, 33 år og fotojournalist, var en af initiativtagerne til klubben; Ribe Knallert Idealister. Han var dengang bosiddende i byen – og selvom han har mere musik end benzin i blodet, gav det altså mening at etablere sig som en klub, der dyrkede særinteressen for gamle knallerter. Og det latente urinstinkt der betyder, at det uvægerligt føles som om man er en anelse mere mand i det øjeblik, man sparker nonchalant og nænsomt til et dæk af en slags, skal man – faktisk – ikke undervurdere. Det er måske lige akkurat det, der gør drenge til mænd.

I dag er Mikkel Berg far til to, gift med Tina, bosat i Aarhus, freelancefotograf – og så er han den ualmindeligt lykkelige ejer af en Kreidler fra 1974, der i flere år har bragt ham rundt i landet i selskab med hans klubkammerater;
”Okay, det er noget med, at man bliver 16 år igen. Man knalder bare derud af – i det omgang en veteranknallert overhovedet kan det – med vind i håret og kammeraterne i ryggen. Det er det, det handler om”, siger han, ”det og så samværet. Der er jo ingen af os der er drenge længere – de fleste af os er familiefædre med jobs og forpligtelser, men i knallertklubben kan vi ligesom finde ind til de der drenge, der ikke nødvendigvis har store, meningsfyldte samtaler – vi er bare sammen,” siger han.

Ribe Knallert Idealister – RKI – har lokaler ved Ribe og her mødes de drenge, der mest er mænd, og ”makker med maskinerne” en eller to gang om ugen. Så taler de – måske – sammen. Eller også skruer de bare lidt på en ventil og nyder en øl, og det faktum, at der er ikke er nogen kvinder i klubben. Man skal ikke forholde sig til børnepasning, forældreintra, deadlines eller bunker af vasketøj – man skal ligesom bare være en drengerøv – og til. Man skal bare være til.

DRENGERØVE MED MANDSMOD
RKI har 18 medlemmer. Ikke tilfældigt udvalgte mænd, der lige kom forbi – men venner og venners venner, der gennem tiden er blevet indstillet til optagelse i den eksklusive og lukkede klub. Man skal være i besiddelse af en minimum 25 år gammel knallert, og så skal man have lyst til at skrue og indstille på den. Det er det, der er udgangspunktet for samværet – og årets højdepunkt er, når klubben i samlet flok – uden kvinder, men med hjelm – begiver sig på deres begivenhedsrige tur ud i landet;
”Vi tager på en årlig tur og den strækker sig efterhånden fra torsdag til søndag. Målet for vores udflugt kan være hvor eller hvad som helst, men vi sigter efter en smuk rute, hvor der er noget at se på, ” fortæller Mikkel Berg, der som medstifter af klubben også var med i 2009 – på den allerførste udflugt der strakte sig over 13 kilometer, der blev tilbagelagt over en helt dag.
”Det er jo lidt et grundlæggende vilkår, når man kører veteranknallert,” siger han, ”at der er meget, der kan udfordre en undervejs – og som regel er der også en hel del, der gør det,” griner han.

“selvfølgelig pissede det ned lige den dag, og når man så står der, og ikke helt ved, hvad man skal stille op, så er fællesskabet selvfølgelig lidt udfordret, men det er så en del af det”

Det er noget med, at man skal lære at køre i flok. Det er ikke ligegyldigt hvis en, i en karavane af 15, pludseligt bremser. Så bør – og ellers gør – alle andre det også. Og måske er udstødningen eller motoren på sådan en 30 år gammel sag mere skrøbelig, når det regner. Og det gør det næsten altid den dag, på Als, hvor motoren vælger at sætte ud for hver 500 meter… På sådan en dag, er det fint, at man har fællesskabet i ryggen og at hele idéen med klubben er, at man følges ad og at ustabile maskiner er et fælles ansvar.
”Vi var i Åbenrå et år – og der var der en af gutterne, der havde lidt problemer med sin maskine. Den gik simpelthen i stå, hver gang vi havde kørt nogle meter. Og så gik vi andre jo også i stå – for man venter selvfølgelig på hinanden, ”fortæller Mikkel Berg, ”og det pissede ned – selvfølgelig pissede det ned lige den dag, og når man så står der, og ikke helt ved, hvad man skal stille op, så er fællesskabet selvfølgelig lidt udfordret, men det er så en del af det. Og da vi først fik sendt en af de hurtigste knallerter afsted efter en bil med trailer, og kom tilbage på campingpladsen der klokken 23.00 om aftenen og fik varmen, så lysner det hele jo igen. Så snakker vi lidt om, at den skal vi nok have kigget på, den knallert der – og så skåler vi på det,” griner han.

Mikkel Berg har efterhånden tilbagelagt flere tusinde kilometer på sin Kreidler, og det er hans egen fortjeneste, at det lader sig gøre – for alt det, han i virkeligheden ikke anede noget om; motorer, løse forbindelser, cylindere og benzin i karburatoren, har han lært sig – så nogenlunde – hen af vejen;
”Jeg anede virkelig ingenting om, hvordan man tjekker en karburator, men på den anden side – det er jo ikke rocket science – så jeg har lært det, med klubkammeraternes hjælp og hen af vejen. Jeg forsøger mig lidt frem, ”siger han, ”og da jeg købte min Kreidler for efterhånden en del år siden, greb jeg det sådan an, at jeg skilte den fuldstændigt af – og så var ideen ligesom, at jeg skulle se, om jeg kunne samle den igen. Det kunne jeg så ikke,” griner han.

Men det kan han nu – og ellers får han en hjælpende hånd af Tøsen, Murermesteren, Tuna, Mor og Dr. Hansen – selvfølgelig gør han det, for bag ethvert opfindsomt alias, står en kammerat – en betjent, en hotelejer, en murer eller en elektriker, der nyder fællesskabet mindst ligeså meget som den ellers ikke uvæsentlige sejr, ved at få en 25 år gammel og godt brugt cylinder finjusteret, så den komprimerer optimalt.

Og det rækker. Man behøver ikke have en holdning til regeringens 2025 plan eller vide, om det var hønen eller ægget, der kom først – i virkeligheden behøver man bare tale pænt til hinanden og være tilstede. RKI er et frirum, der lugter af motorolie. Det er bare en klub – simpelthen, og der er ingen der skal hente børn eller gøre indtryk på damerne… Og er urinstinktet vagt, er det meget velkomment.
”Det er det, der er så fedt, man kan bare være den der neandertalermand og køre hul i hovedet på sin knallert. Vi har alle sammen nogle roller i hverdagen, hvor kunder, kollegaer, koner og børn ligesom forventer, at man opfører sig på en bestemt måde. Man skal være ordentligt og leve op til nogle forventninger – selvfølgelig, og når vi så er sammen i klubben, så binder vi to reb til en knallert og trækker hinanden efter den, fordi det er sjovt. Det er ikke meningsfyldt – der er ikke nogen større ide med det, det er bare pissesjovt, og det giver en pause i hverdagen. Man mærker lige sig selv,” siger Mikkel Berg.

MEKANIK OG MANDDOM
Drengene, der i virkeligheden er mænd, er et opsigtsvækkende syn, når de i samlet flok, iført uniformen; jeans, læderjakke og rygmærke – triller ud i landskabet. De har for længst lært at være en flok – og i virkeligheden er det en temmelig stor del af fornøjelsen; fornemmelsen af, at være en del af et fællesskab, er det, der gør RKI til en vitterlig værdsat del af dagligdagen for medlemmerne.
”Man føler sig simpelthen i live. Man kan virkelig mærke sig selv, når man sidder der – også selvom kørekomforten på sådan en gammel Kreidler ikke ligefrem gør den del af oplevelsen specielt behagelig, men det der med at man kører sammen mod et fælles mål, solen skinner og du tøffer derudaf på en maskine, du selv har lavet – det er jo testen, ikke… Altså virker det? Du har selv bikset det her sammen, og nu skal det så vise sig, om du fik gaffertapen rigtigt placeret,” griner han.

Årets udflugt gik til Søndervig – en tur på i omegnen af 115 kilometer – og ikke uden små nedbrud undervejs. Gudskelov har gruppen af knallertidealister en overordentlig kompetent ”chefmekaniker”, der ikke helt sjældent kan udrette mirakler med de gamle maskiner. Således også denne gang, og så forsætter vennerne i samlet flok – og gør små stop undervejs, når der er noget at se. Måske smider de vesten og hopper i havet – og ellers gælder det om at nyde, at der ikke er noget som helst i hele verden man absolut skal. Der er tid til at lade forbipasserende svælge i nostalgien, ved synet af de gamle maskiner, som vækker genkendelsens glæde hos mange – og måltiderne indtages ligeledes i god ro, hvis ikke orden – og så er det hjem i teltet eller på vandrehjemmet, hvor alt kan ske – og ingenting behøver at gøre det. Man behøver ikke vide noget særligt, men man må gerne. Man skal ikke tænke på, om man gør et godt indtryk eller når sin deadline. Man skal i det hele taget bare være til, for man er blandt venner;
”Det er jo også det rigtigt fine ved det – jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg ville være venner med alle de her drenge, hvis ikke vi havde knallerterne til fælles – men nu føler jeg absolut, at jeg er det. Vi er jo en broget skare – men finder ligesom fælles fodslag i den her interesse og de betingelser, vi har skabt klubben på. Det er jo altså primært sjovt at køre veteranknallert, fordi vi gør det i flok,” konstaterer han.

Medlemmerne af RKI mødes ugentligt i klubben. Det er ok med de fleste af damerne – selvom nogle af dem måske nok har det ”lidt stramt” med det. Men man får den tanke, at det kan betale sig. At der er mere mand i drengerøven efter sådan en aften…