Rene Maxwell er 41 år, men føler og lever livet som en på 30. Han har to børn, Sylvester og Jonatan. Gift med Louise Lange siden 2006. Stoppede som restauratør i januar 2012, hvor han bl.a. drev Caféministeriet og Café Klostertorvet, og stiftede efter to måneder selskabet More2save.
(I) Hvad jeg læser for tiden! Det er kogebøger. Det kommer af min interesse for mad. Min mor, Astrid Maxwell, har jo været restauratør og er et ikon blandt de ældre i Aalborg. Så interessen kommer derfra, samt at jeg selv har drevet restauranter i 15 år. Jeg laver mad tre gange om ugen, så laver konen resten. Det er meget fælles herhjemme. Vi laver mange ting selv. Lige nu bager jeg mit eget brød og til det bruger jeg Claus Meyers bog “Meyers Bageri”. (II) Hvad er det seneste du har købt? Det er whiskey. Jeg har en passion for single malt. Det kommer ud af, at min farmor er fra Skotland. Det seneste jeg har købt er fra en whiskey-tur jeg var på i starten af maj måned i fire dage. Jeg samler på Highland Park whiskey, så det har jeg naturligvis købt, som jeg bare skulle have. Nogle mennesker samler på frimærker. Jeg samler på whiskey. En samling min far har startet.
(III) Hvad er dit kæreste eje? Det er nok mine vinylplader. Jeg har en stor samling fordi jeg havde et mobildiskotek engang. Men vinylplader køber jeg stadig i ny og næ når en kunstner udgiver noget nyt. De tre seneste er Coldplay og Depeche Mode. Jeg har for eksempel en stor samling af Depeche Mode maxi singler. Det er noget nostalgi fra da jeg var ung. Der er plader tilbage fra ‘88. (IV) Hvad er den bedste gave du har fået? Det er bryllupsgaven fra min kone fra da jeg blev gift i 2006, et billede som hænger ved tappen til 1. sal. (V) Hvad er din favoritplade? Min favoritplade i øjeblikket er nok Pink Floyds The Wall. Jeg kom ret sent i gang med at høre Pink Floyd, men det har ramt den alder jeg har nu. Jeg kommer i en afslappet tilstand når jeg hører den. Jeg kommer måske nærmere den dybere mening og den er ligeså aktuel nu, som den var da de lavede den. Der er folk som tager til en coach eller en psykolog, men der sætter jeg en plade på i stedet for. Den repræsenterer også en tid hvor der var plads til at eksperimentere mere, modsat i dag, hvor det er økonomien som styrer for meget.