Foto: Claus Peuckert

”Ligesom forsiden og bagsiden på magasinet her, har livet som prins en forside og en bagside. Forsiden er glamour, bagsiden er i virkeligheden alt det, man ikke ser. Og der imellem et sted, er jeg”.

Sådan indleder Hans Kongelige Højhed Prins Joachim et interview i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg med [et cetera] magazine. Vi sidder i et mødelokale, der emmer af dansk royal historie. Der er guld på karmen og malerier på vægge og i loftet. Bordet oplyses af en stor lysekrone, hvorpå der er sat et langt aluminiumsrør med to led-spots. Fortidens lysekroner giver simpelthen ikke nok lys, til at kunne læse papirer ved moderne møder og en løsning måtte derfor til. ”Det er ikke særligt pænt med det rør, men det virker”, siger Prins Joachim med et smil. Og som sådan er lysekronen i virkeligheden netop et billede på, hvor nødvendig en fornyelse er, men hvor svært det kan være, at få det til at gå op i en højere enhed med historiens rammer.

En kongelig familie skal netop finde en balance mellem historie, nutid og fremtid. Finde ud af at være mennesker i en rolle og i Joachims tilfælde også en jordnær far til fire, der ordner madpakker. For det gør en prins nemlig, selvom de fleste ikke tror det – og andre ikke vil tro det. Eller vil vide det.

LÆS OGSÅ:
ANDREAS BO: Jeg tror på tilfældigheder

”Det er rigtigt, at nogle ikke ønsker, at vide det. De vil gerne stadig tro, at det hele foregår anno 1775 og Holberg, tjenere om morgenen og lign. Og så er der andre som tænker, at de kan lide glansbilledet i gallauniform til nytårstaflet og at det derfor er det svært at se mig koge havregrød til en almindelig morgenmad. Men sådan er min virkelighed”, fortæller Prins Joachim.

Rolleskift uden at pendle
Det er netop skiftet mellem rollerne, der altid har fascineret mig, både som journalist og menneske. Første gang jeg mødte Prins Joachim var på slottet i Møgeltønder. Sammen med et par af slottets ansatte, på forvaltningskontoret – med kaffe i en plastickop, hyggesnak om landbrug og en vittighed. Næste gang jeg mødte ham, var vi begge i smoking til en gallafest. Det var nemt at se og mærke, at Prins Joachim var præcist den samme, men nu var mødet officielt med den etikette, der hører sig til. Jeg bukkede, min kone nejede og vi talte mere kultiveret sammen under middagen. De roller skal en prins kunne jonglere mellem – og hvor er mennesket så henne, midt i rollerne og titlerne. Og hvornår tager man rollen på sig, og gør den til mere end rollespil. Det var min undren og dermed min tilgang til samtalen på Amalienborg.

LÆS OGSÅ:
Friluftsrådet og Spar Nord Fonden giver unge bedre rammer for friluftsliv på Ungdomsøen

”Jeg er ikke pendler mellem forside og bagside. Det har jeg nok været engang – og det er man nok nødt til at være i en periode, for at kunne det. På et tidspunkt bliver det en hverdag, hvor man er lige meget sig selv, men ikke den samme, når man skifter mellem rollerne. Hvis jeg skal prøve at spole tilbage, så har de første handlinger i officiel øjemed været omkring, da jeg var 18 år gammel. Jeg har selvfølgelig været med utallige gange, men der var den første gang, jeg var solo og stod alene med en officiel pligt. Hvor jeg stod frem i egen ret – og ikke var en del af to, fire eller otte – og skulle finde mig tilrette med det. Både at vide hvad det drejede sig om, havde nogle retningslinjer, vidste hvad der forventedes – og selvfølgelig finde sin egen måde at fortolke det hele på”, fortæller Prins Joachim og lægger ikke skjul på, at de første gange var noget særligt.

”Stressmomentet fortager sig lidt i tågerne for mig, men jeg var jo i forsvaret. Jeg var tjenestegørende – og jeg oplevede at uniformen beskytter. Uniformen bliver den umiddelbare synlige fremtoning – den er skallen. Og med den har man jo lært at gebærde sig. Lidt som en fodboldspiller… Når han står i fodboldtøjet er han klubben – når han ikke har fodboldtøjet på, har han ikke klubbens beskyttelse, men han har stadig de samme forventninger på sig. Man er uniformeret – det er en beskyttelse og man skal levere varen, uanset om det er gejst, jubel, alvor eller hvad situationen måtte fordre”, fortæller prinsen.

Ikke for privat når man er ude
– ikke for officiel når man er hjemme

Sig selv fremfor kopi

LÆS OGSÅ:
SIKKE EN FEST!
Foto: Claus Peuckert

“Første gang man er i situationen – og jeg er sikker på, at det også gælder første gang en ung fodboldspiller er i startopstillingen og står med alle tilskuernes øjne på sig – er man tordnende nervøs – det kan dæmme op for nervøsiteten og forventningen, at man har uniformen på. Man skal stadig levere det personlige og det skal man huske. Man er jo også et eller andet sted det samme menneske bagefter – og på et tidspunkt bliver man så professionel i den rolle, at man ikke rigtigt selv tænker over det. Så skal man passe på, at man ikke er for privat, når man er ude – og heller ikke for officiel, når man er hjemme i sin egen lukkede zone. Når jeg sidder med familien, sidder jeg altså ikke og holder taler”, griner han.

Uniformen kan selvfølgelig yde beskyttelse, fordi man som en skuespiller kan tage rollen helt visuelt på sig – men en uniform er jo netop ikke personlig. Så hvornår fandt Prinsen ind til en form, der ikke var en kopi af andre, som det jo må have været i starten?

”Jo, første gang jeg stod alene med en opgave i egen ret, var jeg selvfølgelig en kopi – og tog alt det med mig, jeg havde lært, ved at se på familien. Se hvad de gjorde og finde ud af, hvilken form jeg selv synes om og synes jeg kunne stå inde for, følge op og spinne videre på. Ting jeg kunne eftergøre med et tvist af det, man selv kan tilføre – så man til sidst gør det til sin egen stil. Og det bliver selvfølgelig mere og mere udtalt, jo mere man føler sig hjemme i rollen og er i sin egen comfortzone. Det kommer kun med erfaringen, alderen og situationen”, konstaterer han.

Sommertogtet – at smile og vinke
“De første 18 år var meget instruktive for mig, når jeg kigger tilbage og tænker, hvad er de første begivenheder jeg kan huske, og hvordan har de set ud kronologisk, i takt med at det er blevet en standard ting. Når vi gik på sommerferie fra skolen, så var der 10 dages sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, med besøg i fire til fem danske købstæder. Kronprinsen og jeg var selvfølgelig ikke ‘på’ fra morgen til aften, men vi var altid med ved modtagelsen og ved et par følgende besøg. Der skulle man se pæn ud, ned til modtagelse på kajen, op til rådhuset og modtagelse der – det var standardlæsten. Der skal man gøre en god figur og smile og vinke. Men så kommer de næste ting, da vi blev ældre og skulle med til lidt mere af tingene – og der var frokoster og besøg. Pludselig bliver vi klædt mere på til opgaven.

Prins Joachim og kronprins Frederik navngiver de to DSB-færger, der skal bære deres navne på Nakskov Skibsværft 2. juli 1980. På billedet prins Joachim. Foto: Lars Skaaning

Der kom også de første solo-optrædener, men sammen med de andre og i trygheden fra dem. Den første jeg husker var en skibsdåb i Nakskov. DSB færgerne Kronprins Frederik og Prins Joachim, som vi døbte den samme dag 2 juli 1980… stabelafløbning, champagne, og at huske, at den skal knuses ordentligt. Mine forældre havde jo prøvet det masser af gange og sagde ”Vær ikke bange, du skal bare svinge den rigtigt hårdt”. Den skal jo knuses, ellers står man der og skal prøve igen og igen. Det virkede – og alt var smukt. Men de andre var jo lige omkring mig, det var tre sekunder man skulle stå alene i fokus og sige ”jeg døber dig…” og derefter var man tilbage i flokken. Det er måske den indlæringskurve, der stille og roligt er gået deropad.

Når vi springer til efter de 18 år tænker jeg mere, at jeg kunne tænke mig at gøre det sådan og sådan i stedet. Her har jeg måske lidt mere at yde af mit eget personlige. Og så begynder man mere at personificere – og give det mere af sin egen kunnen”, fortæller Prins Joachim og skænker en kop kaffe.

Du skal bare svinge champagnen
rigtigt hårdt, sagde mine forældre

En del af en større historie
Som han sidder der og fortæller, lyder det nærmest som enhver anden fagmand, der har været under oplæring i et fag. En normal indlæringskurve, som alle har været igennem, for at blive til det, de er. Forskellen er blot, at vi alle husker billederne af de to prinser, der døber færger. Vi mindes den kongelige familie stå på Dannebrog og vinke, med to små prinser, der kun med nød og næppe kunne se over rælingen. Og så er indlæringskurven ikke til at ende som smed, læge eller rammemager, men til at træde i utallige kongelige fodspor og ind i Danmarks historie.

”Jeg var kun 3 år, kronprinsen 4 år, da vi kom med på vores første sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Der spekulerede vi ikke over, at vi var del af en større historie. Men tager vi det helt store perspektiv i historisk og kronologisk henseende, var det i 1978, hvor vi var i Jelling. Der var man ved at grave ud i Jelling Kirke og mente nu, at det var Gorm den gamle og Thyra Danebod man havde fundet resterne af, to meter under gulvet. Og det var tredobbelt interessant. Dronningen er meget inde i historie og i arkæologi. Vi havde før været ude at se arkæologiske udgravninger og havde fået lov at grave lidt i jorden, men vi vidste godt, der var mere i det i Jelling. Vi havde jo selvfølgelig hørt om Gorm og Thyra og jellingstenen – men at få at vide, at her står vi og ser på Danmarks første konge. Og i øvrigt min tip tip tip gange 30-40 stykker tilbage… det var stort! At få forklaringen og få fortalt, at dette må være Gorm og Thyra. Her stod vi og kiggede ned i familiens vugge. Her startede det. Og så kan man ellers følge det helt op til os. Der gik noget meget stort op for mig. Det var ikke bare et kig på Danmarks første konge – det var et sus… her kommer vi fra! Jeg synes også det ville være fantastisk, hvis Jelling blev et udflugtsmål for enhver skoleelev. Alle skolebørn bør se det sted og vide, at der starter Danmarkshistorien”.

At træde i andres fodspor
Skolebørn vil næppe få samme slags gåsehud, som at stå og vide, at her startede ens egen familie – men for prinsen handler øjeblikket ikke kun om hans personlige forståelse af egen placering i rækken – men vitterligt om en historisk bevidsthed, der er væsentlig at fatte, for at forstå nutiden. Af samme grund afviser han, at det skulle virke som et åg at opdage, at man skal træde i andres store fodspor.

Foto: Claus Peuckert

”Det var ikke et åg eller skræmmende. Det var opklarende. Det satte nogle ting på plads. Vi havde jo, som alle andre skolebørn, hørt om Gorm den Gamle. Så vi vidste, at her startede Danmark – og i mit tilfælde, herfra udgår familien. Og jeg tror egentlig, at en hvilken som helst anden skoledreng, der havde stået der, ville have haft samme oplevelse: Her starter Danmarkshistorien. Det var et større historisk vingesus end et besøg i Roskilde Domkirke, hvor vi jo også havde været. Her blev første trin i hele vores historie grundlagt inde i os – som også fik Roskilde til at træde ind i en sammenhæng. Det er ikke bare morfar og oldefar der ligger der, nu kunne man håndgribeligt sige: Her startede det. Og så kan man ellers følge det op til os”, reflekterer prinsen..

“Jeg er historienørd og elsker at suge til mig af historisk viden og elsker at udgyde det, ikke mindst for mine børn. Vores nutid er, som den er – men for at forstå den, er det en ufattelig god bagage at kunne forhistorien. Og det uanset hvor langt, man skal tilbage. Hver gang man bladrer én side tilbage i en bog, mangler man jo stadig den foregående side. Og skal man så starte med side 1, bladre enkeltvist frem eller skal man springe lidt i det? Det skal jo ikke gå op i kadaverdisciplin eller den sorte skole, så jeg elsker at fortælle dem brikker, de selv kan samle i et puslespil. De kommer også selv og stiller spørgsmål til et eller andet, de gerne vil have opklaret – eller et blankt felt, jeg måske kan oplyse dem om eller give en indikation af, så de selv kan søge videre i det. Og det prøver jeg med dem alle fire. At sætte tingene i relation. For at det ikke er sort snak, men også så de har en væsentlig paksæk med i deres bagage fra barnsben af”.

Det er tydeligt, at Prinsen selv nød opvæksten med spredt viden om historie – og at alle disse ord, oplevelser og opdagelser har sat dybe spor – og vakt en enorm historisk interesse. At brikkerne har været mange, og at de passer sammen og har givet ham et samlet billede, han vil give videre. Selv kalder han det ”nørdet viden”, som han mener er væsentligt for at samlet livets puslespil.

Foto: Claus Peuckert

”Barndommen må selvfølgelig ikke blive en klargøring. Det hele skal leges ind. Når vi rejser rundt i landet, siger vi jo ”der ligger det og det og det” eller ”der er den og den kirke, hvor den og den ligger begravet”. Al mulig håndstrøget nørdeviden. Og jeg kalder det netop nørdeviden, fordi det ikke er ligegyldig viden. Det er nørdeviden, fordi vi godt kan leve uden at vide det – men det er rart at vide, fordi det bygger et fint puslespil op, om alt det, der er gået forud. Også på vores ture på vinterferie har de ældste drenge, der har været med, fået fortælling undervejs. Og sådan en 14-15 timer ned gennem Europa… der kan man nå meget geografi og historie. Ungerne kan en hel del om de tyske staters historie”, griner prinsen.

Kan en prins være privat
At kunne sin kongerække – og endda have set øverste person i rækken som et skelet – er selvsagt et privilegium, som kun de helt særligt udvalgte er forundt. Udefra kan et liv som kongelig se fortryllende nemt ud. Man forestiller sig et forrygende liv i luksus, med en tjener på hver en finger – og ikke mindst et nemt arbejde, der mest består i at klippe et par snore årligt, åbne en fabrik og vinke lidt fra en karet. Forsiden af medaljen ser forrygende ud, men de fleste glemmer nok bagsiden. Men den er der.
I gamle dage, var en kongelig ikke eksponeret. Det meste af den danske befolkning så aldrig en prins, og de få, der gjorde, fik kun et glimt af en mand på en hvid hest, bag en masse riddere. I dag er opmærksomheden en stor del af jobbet – og det gør balancen mellem rollerne sværere end før.

Foto: Claus Peuckert

”Der er ingen tvivl om, at med en så massiv mediedækning, som der er nu om stunder, på alt fra politikere, showbiz, sport og kongelige, kommer der på et tidspunkt et mætningspunkt. Og en anden forventningsgrad. Forventningsafstemningen kan somme tider være kørt over på et forkert spor, fordi man ikke har fået andet end mediedækningen og den overeksponering. Jeg ved jo udmærket, at jeg kan bevæge mig frit privat her i landet, uden at det egentlig føles som om, jeg bliver genkendt. Men jeg ved jo godt, jeg bliver det – og det er nok naivt at tro, at jeg ikke gør. Og hvad udtrykker man, mens man går rundt helt privat i sit nærområde, eller er på ferie, ude at opdage og opleve noget nyt? Der er flere ting, man skal huske, kan blive et emne – og derfor går man ikke helt og er sig selv. Man holder aldrig helt fri. Genkendelsen fra folk kan være alt fra overvældelse, en overraskelse eller netop en forståelse for, at man er privat. Man ser at vedkommende opdager dig, genkender – men respektfuldt tænker, at han har fri”, fortæller Prinsen.

Genkendt eller overvåget
Mange jeg har interviewet taler om, at de føler sig overvåget. At folks blikke og at genkendelsen gør, at de ikke kan finde ro i det offentlige rum og at de ikke kan finde ind til det private menneske længere. Men der er Prins Joachim meget mere afklaret og fasttømret i sit bud på forskellen mellem genkendelse og overvågning:

”Hvis jeg gik rundt og følte mig overvåget, ville jeg være paranoid – og så er det man begynder, at lukke sig inde og holde sig borte – og så mister man det hele. Mister sig selv – og så bliver næste private udgang tredobbelt besværlig. Der hvor man færdes hjemmevant, i sit nærområde, er der ingen overraskelser, og derfor heller ingen overvågning. Der er kun genkendelse. Men er man så et sted, hvor man ikke forventes at være og dermed overrasker – kan der nemt være en tydelig overraskelse at se. Og så er vi nået en tidsalder, hvor det ikke længere er pressen der kigger med. Nu er det mobiltelefonen. Somme tider kan det løbe ud af en forkert tangent, fordi det samspil, der er mellem den professionelle fotograf og den person, der er i fokus – uanset det niveau, privat eller officielt man færdes på – er del af en implicit kontrakt. Der er ting man ikke bør og ting, man ikke må. Og det ved pressen og den person, der er i fokus.

Men mobiltelefonens kameraer er jo ikke uddannet. Det føres af personer, der ikke er udannet i jura og etik – og det kan somme tider, for nogle, føles som en pest. Tiden var selvfølgelig en anden, men når man er vokset op med det – og ikke er kommet ind i det hovedkulds, er det nemmere at acceptere. Det er også nemmere at holde gode miner til slet spil, selvom noget er urimeligt, fordi man har kendt den interesse hele vejen gennem livet. Jeg har erfaringen – hvorimod en ung fodboldspiller eller kendis, der pludselig kastes ud i alt det der, uden at blive skolet og rådgivet ordentligt – det kan virkelig være svært at få til at balancere – og det er ikke sjovt”, konstaterer prinsen.

Møgeltønder og livet som landmand
Prins Joachim og Prinsesse Marie er for få år siden rykket til København, efter i mange år at have haft base i Møgeltønder. Der er stor forskel på de to steder, som har hver deres liv og kultur – hver med sine fordele og ulemper. Joachims kærlighed til det sønderjyske skinner tydeligt igennem.
”Vi kommer ofte og gerne i Møgeltønder. Der føler vi os rigtigt veltilpas. Også i dag, er det ligeså meget hjemme, som det var før. Vi sætter altid flaget når vi er der, ligesom da vi havde adresse i byen. Der kan vi gå ind og ud, uden at nogen ser det eller tager notits af det. Vi har masser af venner, som vi kommer og går hos – vi er ikke fremmede, når vi er der. Det er en lise for sjælen at vide, at vi kan det – og vi gør det så sandelig med glæde, fordi vi der oplever en stor frihed til, at gøre hvad vi vil, uden at det giver fladtrykte næser op af vinduerne. Det er faktisk pragtfuldt. Vi har alle dage kunne mærke, at de, der drejer halsen mest, er turister og ikke byens egen befolkning”, siger Prins Joachim kærligt om hjemstedet i syd.

I Møgeltønder tog prinsen endnu en rolle på sig, der var udstukket til ham fra de tidlige år. Han skulle være landmand. Han tog den på sig og så den aldrig som en hindring. Han skulle forvalte et almindeligt civilt erhverv – og samtidig være Prins til Danmark. De mange roller er vidt forskellige – men kravet var at kombinere dem og finde sig selv i dem alle, på samme tid.

”Da jeg oprindeligt gik ind i landbruget, var det jo også et rolleskift. Jeg levede med det i medgang og modgang – og har jo i de år ytret mig ærligt om landbrugets vilkår og fik kritik for, at have været for bramfri. Det er dog et udtryk for, at man går op i det erhverv man har – og at man vil gøre, hvad man kan. Jeg forsøgte at tilpasse ordvalg og indhold, men fik dog et rap over nallerne. Det kunne ikke være anderledes. Hvis man ikke kunne sige den slags, ville jeg jo ikke kunne være med i det og spille en rolle. Og det er lige dele at finde grænserne for, hvad der ligger mig på sinde, som jeg gerne vil have ud – og hvordan det modtages, når de ord kommer netop fra mig”, siger prinsen.

“Landbrugets realiteter skulle formidles, som de er. Der var jo ønske om at se mig stå i kedeldragt i marken med et segl eller en le i hånden. Men hellere billeder af store maskiner og et skrivebord – det er jo sådan landbruget er i dag. Vi skal passe på ikke at romantisere det, der ikke kan romantiseres. Gule rapsmarker er jo dejlige, men der skal være noget realisme over det. At se et billede, hvor en landmand står med en le, må modtageren jo også undre sig over. Er det del af et historieprogram, eller er det fagligt korrekt anno 2017?

Jeg var klar over, at jeg nærmest havde en rolle som protektor i landbruget også. Det er måske også det, der har ført til, at man indimellem vover pelsen med en ekstra bemærkning, fordi den får mere ørenlyd. Men så skal man forvente det rap over nallerne. Det lærte man jo også af.

Der er visse virkeligheder og spilleregler der skal overholdes. Hvis man ikke våger sig helt ud til kanten, så flytter man ikke noget – og når man står ved kanten, hvem er det så der siger niks? Det er ofte den, man har trådt over tæerne”, smiler prinsen.

Spillereglerne og at finde sig selv
Ligeså alvorligt, som Prins Joachim tog sin rolle som landmand – ligeså markant og dedikeret går han til opgaven, at være Prins til Danmark. Han fastslår, at der er mere i jobbet end at klippe en rød snor over med en saks. Det liv, der startede med at være en kopi af det, han havde set familien gøre, er blevet en meget personlig optræden for Joachim med tiden.

”På et tidspunkt finder man ud af, hvad det egentlig er, man gerne vil yde – og hvad man kan mere, end det man har set de andre gøre. Hvor kan jeg differentiere mig. En fornemmelse af at kunne gøre det anderledes. Begynde at have en kritisk indstilling og sige: hov, det her føles ikke rigtigt nok. Det skal føles mere rigtigt, når jeg gør det. Så begynder man langsomt at twiste det over i den retning, man vil. Man
modellerer det og finder så det, der føles godt og som bliver ordentligt modtaget og kommenteret. Og så ved man, hvilken retning man vil søge at gå. Stille og roligt forsøge sig frem, så det ikke bliver for monotont og ensartet – det skal gerne være nyskabende og spændende, men også passende”, fortæller Prins Joachim.

Sidstnævnte – at en optræden skal være passende for en prins – er en stor del af rollens udfordring. Hvordan kombinerer man personligheden med en fastlagt rolle, som er skabt af utallige fodspor i historien, som man nu skal træde varsomt ned i. Hvordan kombinerer man i virkeligheden fortiden med nutiden – og dermed sørger for, at spille en rolle i fremtiden. Prins Joachim er slet ikke i tvivl om, hvor han har det bedst – og hvordan han finder den rolle, der er passende.
”Jeg skal jo balancere mellem hvor meget jeg kan, må og vil give af mig selv – men enkeltbegivenheden skal også sættes i relation til parallelle begivenheder i kongehuset. Og så skal den sættes i relation til, hvad man ellers går og gør, i forskellige sammenhænge. Det er klart, den ypperste officielle begivenhed er nytårstaflet. Den køres efter en fast læst. Så kan man graduere og klæde de andre begivenheder på, i forhold til det”, fortæller han.

At finde balancen

Foto: Claus Peuckert

Det danske kongehus deler ikke begivenheder op i klasser. Der er ikke en håndbog, hvor man kan slå op, hvor på en alvorsstige en begivenhed befinder sig. Men det er tydeligt for enhver, der har fulgt kongehuset, at der er forskel på etiketten til en åbning af et museum i Skjern og på nytårstaflet i fuld uniform. Det er derfor op til Prins Joachim med erfaring at vurdere, hvor på den usynlige skala en
begivenhed ligger – netop for at finde en form, der er passende. Og finde ud af, hvor meget han kan give af sig selv.

“Skal jeg følge den tankegang kan man godt sige, at der måske findes tre klasse-1 begivenheder, fem til syv klasse-2 begivenheder og så videre. Så kan man altid se på en begivenhed og finde ud af, hvor på den skala den ligger. Her skal jeg passe på, at en åbning af en fabrik ikke bliver så stiv som klasse-1, for så bliver det ikke sjovt. Her må den få mere kulør og spil.
Jeg kan spille med over hele linjen. Det har min erfaring givet mig. Jeg ved udmærket, når vi er oppe i klasse-1, så skal det køres sådan og sådan! Der er en model og en frihed i balance. I klasse-1 er jeg jo heller ikke hovedpersonen. Det er så nemt, da jeg skal være med og spille med – men hverken lede eller føre. Jeg kan godt tage det personligt afslappet, men det må ikke tage sig afslappet ud. I klasse-1 står alt nedfældet og alle har en mening om, hvordan det skal være. Det kører meget stift. Det er jo et rollespil – det ord lyder måske nedgørende og sådan er det ikke ment – men det er noget med at have forskellige roller i forskellige situationer. Og hvilken rolle man vælger, hænger sammen med tyngden af begivenheden. Det er en balance, man hele tiden skal finde.

Når vi er ude i en officiel begivenhed, som f.eks. er klasse-5, så skal man i virkeligheden give maksimum. Det er der, hvor man ikke er beskyttet af det fastlagte spil, at man skal give mest, så værten forstår og føler, at de er centrum i det øjeblik. Og der skal faktisk mere til, når man ikke har en ældgammel opskrift. Der er man selv mere end 50% af begivenheden, ved sin fremtræden og ageren”, reflekterer prinsen.

I samtalen begynder livet
Umiddelbart ser det ud til at være verdens nemmeste opgave, når man skal åbne en fabrik. Udefra ser vi jo prinsen blive kørt til døren, han går ind og siger et par ord, klipper måske en snor, bliver vist rundt – og har så fri igen. Men for prinsen er der meget mere i arbejdet, end de fleste tror. Skal man lykkes med at spille den rolle, skal man forberede sig.

”Man kan få et oplæg til noget, der kan se utroligt spændende ud – eller noget der umiddelbart ikke virker interessant. Det sidste er kun tilfældet, hvis man ikke sætter sig ind i sagerne. Selv ting, man er intetanende om – ting man egentlig ikke går og tænker over eller interesserer sig for, kan blive spændende, hvis man sætter sig ind i det – og lader den anden part sætte sig ind i det. Så går man beriget derfra.

Man skal jo ikke glemme, at der er ligeså meget forventningens nervøsitet på den anden side, som jeg havde i mine første opgaver som prins. Der har jeg lært – også ved eksemplet fra mine forældre – at huske, at komme værten i møde. Værten kan være tordnende nervøs, det kan være første gang denne er vært, ved sådan et arrangement. Værten har forberedt sig så godt de kan, og det skal man komme i møde.

Når man er ude på et besøg – om det så er et museum eller en fabrik – skal man gelejde værten tilbage i deres comfortzone. Er det et museum, skal værten have lov at fortælle! Ikke som en kustode, men som et menneske, der lever og ånder for sagen. Derfor skal man spørge ind – måske også selvom man kender svaret – for at starte et sted. Give værten en mulighed for, at komme tilbage i sin comfortzone. Derefter løber det som skidt fra en spædekalv. Og SÅ er det, at man kan blive klogere”, fortæller prinsen..

“Jeg prøver at stille intelligente spørgsmål, der ikke kun kan besvares i enstavelser. Det fører jo ikke til samtale. Lige pludselig glemmer man alt omkring sig og lytter til et engageret menneske, uanset om det er museer, messer eller åbning af en fabrik. Hvis begge parter har det godt, er det en succes. Og det kan ses på et billede. Det kan altid ses, at man ikke har taget opstilling, men at der er en ægte gejst – og at man har levet sig ind i det. Det smitter hele vejen rundt”, konstaterer Prins Joachim..

Man skylder ordentlighed
“Det her, har jeg først fået gennem erfaringen. Ved at mærke det – og også ved, at have nogle dårlige dage, hvor man ikke var klar og ikke kunne give bolden over. Så bliver det mere stift og opstillet. Jeg har den indstilling, uanset begivenheden eller størrelsen og vigtigheden på begivenheden, at det er værtens store dag. Det må ikke blive andet end perfekt. Om det så er ottende besøg på en dag, må det ikke blive en fornemmelse af, at være nummer otte i rækken. Det SKAL være en fornemmelse af at få 100%. Det skal man kunne give og levere.

Og det gør man bedst ved at sætte sig ind i stoffet på forhånd. Jeg bruger lang tid på at have en fornemmelse af, hvad det er jeg skal se – så jeg har nogle ideer til spørgsmål. Resten kommer af sig selv.

Man kan nemt være fuldstændig mørbanket bagefter. Et udenlandsbesøg, hvor hele dagen går op i logistik med mange besøg efter hinanden… så kan man altså godt mærke, når dagen er omme. Så er batterierne helt nede i sidste overlevelseskramper. Men der er man i en højere sags tjeneste – og der skylder man værterne en ordentlighed. Der er nogle, der skal ligge først på dagen, og nogle sidst – og de skal ikke mærke fordelingen, slår Prins Joachim fast..

“Den røde snor, der klippes over, kræver jo ikke synderligt megen aktivitet. Men der er en forberedelse optil – både af tale og viden om, hvad det er man åbner, så værten kan fortælle levende og så man stiller de rigtige spørgsmål. Endelig foregår det jo ikke alt sammen i København, så der er stor transporttid og logistik. En halv times tilstedeværelse, i den anden ende af landet, tager en hel dag. Og det er en virkelighed, der er bag klipningen af den røde tråd. Uden al den forberedelse, ville det blive et utilfredsstillende resultat”, slår prinsen fast.

Når man er bramfri
må man forvente et rap over fingrene

Engageret og dedikeret – også privat

Foto: Claus Peuckert

På skrift kan det måske fremstå forkert, men Prins Joachim sidder ikke på Amalienborg og taler som en, der synes det er synd for sig selv. Han virker heller ikke som et menneske, der forsøger at give et spin på den kritiske tilgang, som modstandere af kongehuset har, når talen falder på kongehusets arbejdsdage og eksistensberettigelse. Han virker derimod bare som et menneske, der er dybt engageret i sit fag og dedikeret til at gøre sit absolut bedste for Danmark. Præcist, som dengang han stod med fødderne i en kornmark. Der er forsiden og bagsiden – og balancen mellem de to.
Men hvor er mennesket derimellem?

”Der er mange som fokuserer på privilegier, uden at opveje dem mod bagsiden af medaljen. Der er forsider og bagsider af alting. Hvis man kun fokuserer på forsiden, så danner man sig ikke et retvisende billede, af den virkelighed, der er. Den kan man ikke slå op i en håndbog, fordi der er så få der har den virkelighed, som den kongelige familie har. Jeg tror et eller andet sted, at det samme gælder i politik, hvor man skal ud og tyvstjæle sin private tid og passe på den, fordi man hele tiden er på. Og det er skiftet meget i de seneste år.

Vi hæger om at holde vores privatliv og vore egne private fysiske rammer private, for at kunne have det helt privat. Er det del af mystikken? Det må modtageren bestemme, men det mener jeg ikke, at det er. Det er en del af den realisme og forståelse der bør være – at vi har en privatsfære indenfor østersskallen, som man ikke behøver at kende. Der lever vi meget privat. Tidligt op, koge havregrød til ungerne, smøre madpakke, afsted til skole og så begynder dagen derefter. Og den kan så være forskellig. Det kan være i almindeligt afslappet tøj som i dag, det kan være i uniform og ned på kastellet, det kan være en tale eller helt dressed down på kontoret med papirarbejde – men fra vi står op, til ungerne er afleveret, kører vi en standarddag, som kan sammenlignes med 95% af den danske befolkning. De første mennesker, der ikke er familie, som jeg møder, er, når morgenen er forbi og jeg går ind på kontoret – så er jeg på arbejde.

En forskel er så, at vores arbejdsdage kan være meget lange – og ofte er i weekenden, fordi mange af vore arrangementer netop ligger der. Vi har ikke weekendgaranti. Og det prøver vi at kompensere for – både overfor vore børn og os selv. Det med at trække stikket ud i 48 timer er vigtigt – og den luksus har vi ikke nødvendigvis. Så når vi endelig har en weekend, hvor vi kan se, at der er to frie dage, er spørgsmålet: Skal vi drage ud et sted med ungerne – eller har vi mest brug for at der er dømt hjemmeweekend på sofaen med en laptop i tide og utide. Vi trækker vitterligt stikket ud – og vil ikke engang være sociale med vore venner – fordi vi har brug for at kende til weekend”.

Linedans med fejltrin gør mester
Når man ikke har været i nærheden af, at være prins, synes de mange roller – og balancen mellem dem alle – at være en nærmest umulig linedans, som man næppe kan lære, uden at falde en del gange. Linedansere øver sig i fred og falder utallige gange, før de kan stå – mens en prins må øve alt og finde balancen i fuld offentlighed.

De få fejltrin bliver ofte dem, der får mest omtale eller danner et image. Måske er det typisk dansk, at vi dømmer fejltrinene hårdest, men glemmer, at uden fejltrin, ingen erfaren linedans. Man skal falde for at kunne stå. Øvelse gør mester. Og endelig en dag, står man så fejlfrit det er muligt, uden at virke som en robot. Rollen og mennesket er smeltet sammen.

”Den kongelige familie skal binde den menneskelige og personlige side sammen. Når vi er ude i officielle begivenheder, skal værten have succesoplevelsen. Sådan håber jeg i virkeligheden, at det vil kunne forstås. Vores rolle som kongefamilie er generelt netop at binde sammen. Fortid og nutid. Og at indikere noget med fremtid. Der er ingen som ved, hvad fremtiden bringer. Vi skal ikke være bannerførere for det hele – men dog vise, at vi også kan gå ud af nye tangenter og binde det nye sammen med historien”, slutter Prins Joachim.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here