Peter Mouritzen – En skriverkarl på skråplan

Tekst: Astrid Søe

Hos forfatter Peter Mouritzen møder vi en underverden af overskud.
Mouritzens fortælleverden ligner ikke eventyr som ”Der var engang” og ”De levede lykkeligt til deres dages ende”. Der er ingen garanti for at de får hinanden til sidst. Heller ikke i voksenbøgerne.
I sit alsidige forfatterskab har Peter Mouritzen skrevet for både børn og voksne siden 1969. Krøllede koner, finurlige fabeldyr og gyselige gespenster flintrer gennem hans blyant og havner hos den forbløffede læser. Altid illustreret af tidens største tegnere, der giver ordene billedsprog undervejs.
”Hvad vil du så være?” spurgte faderen og så ud, som om han var faldet ned fra månen.
”Jeg vil bare være Viktor, så får vi se,” svarede Viktor
”Bare Viktor?” gentog far forbløffet.
”Ja, bare Viktor,” sagde Viktor.
Sådan slutter forfatter og digter Peter Mouritzen sin tidløse børnebog; Viktor, Viktor vågn nu op! udgivet i 1982.
I Peter Mouritzens univers er det nok ”bare at være” så længe man er sig selv, og det er ikke så sært endda.
Nordjysk nærhed
Peter Mouritzens egen barndomsfortælling er i sig selv en skæv historie. En af dem han beskriver som rummelig. Det høje hus i Nørresundby, hvor han boede sammen med sin bror, mor og far. Moderen gik hjemme og faderen var sparekassebestyrer i sparekassen der lå i nederste etage. Derfor var faren ikke ude på arbejdsmarkedet, men nede på arbejdsmarkedet, måtte den unge Mouritzen konkludere.
Som toårig blev Peter Mouritzen ramt af polio, og måtte i lange perioder indlægges på hospitalet. Han husker tydeligt fornemmelsen af at blive hevet ud af trygheden i hjemmet. ”Man bliver skilt ad” og det sætter sig i sjælen.
Lille Peter måtte gå med benskinner, og haltede gennem sin barndom og ungdom, også psykisk – med et melankolsk, men også galgenhumoristisk livssyn som følgesvend.
”Og måske er det derfor jeg ser livet lidt skævt”, siger den voksne Peter, med smilet og brillerne, der, ligesom forfatteren, er faretruende skæve.
Peter Mouritzen ville gerne have været skuespiller, og tog timer hos en skuespiller uden hans forældres vidende, men hans halten betød, at han blev ”kasseret”, og derfor måtte skifte spor og læse til lærer. På Silkeborg Lærerseminarium mødte han sit livs kærlighed, i skikkelse af hans, siden hen, kone Birgit, men også seminarielæreren og digteren Viggo Jørgensen møder han der, og det tænder hans digter-ild. Mouritzen udkom for første gang på et undergrundsforlag i 1969.
Grænser for galskaben
Der er stadig voksne der ikke kan acceptere Mouritzens børnebøger. For meget, for grumt, for sort og for sært. Provokerende og grænsende til frække. Alligevel skriver Mouritzen videre og børnene elsker det. Hos både forældre, lærere, pædagoger og bibliotekarer er der delte meninger om skribenten – enten hader eller elsker man hans tone, rim og remser.
– Jeg har altid gået skævt på mine ben, det giver et skævt syn på livet og et eksistentielt andet grundlag, griner Peter Mouritzen selverkendende nede fra mavens dyb, der trods en slankekur og besøg på fitnesscenteret stadig er til at få øje under trøjen. Det er fordi han af sundhedsårsager er holdt op med at ryge, og så bliver man i stedet farlig-fed.
– Hvad er værst, spørger forfatteren over frokosten med forbudt lun leverpostej og frikadeller på restaurant “Futten” i Blokhus, det man ikke må eller det man vil? Det fascinerer særligt drengene der læser mig, at jeg er grænseoverskridende. Alt det, der ikke er tilladt eller forbudt, må man heldigvis i bøgerne. Fantasi er jo ikke bare fantasi. Det meste er jo bare normalt, men lidt af det skrider over grænserne. Vi kan også kalde det syret?
Da de første udgivelser kom i begyndelsen af 1980’erne begyndte jeg jo at skabe mig, siger Mouritzen, skabe mig anderledes end det der var.

Mourit-zen
– Mine bøger har betydet meget for mange drenge. De fik en stemme som ellers ikke var der, og en ret til at være fjollede og skæve. Det er jo de børn der giver flest smerter, der gør at man skriger af grin! Det er helt tosset og de giver problemer, men de har historierne! Børn skal have pæne tænder, vrænger forfatteren karikeret og tilføjer; men det er ikke der, der er historier. Med alderen er jeg blevet så træt af rigtighed. Rigtige meninger giver mig lyst til at drille lidt.
Mouritzen rammer ned hos de børn, der ellers er opgivet i skolerne eller står uden for.
– Når jeg har været ude i en skoleklasse og fortælle er det altid de vilde og umulige drenge der kommer hen efter timerne og giver mig den ”forkerte hånd” til tak, den venstre, fordi den sidder nærmere hjertet, bemærker Mouritzen. Og det var slet ikke de drenge jeg skulle have skrevet for, for mange siger at de slet ikke kan læse, men det kan de selvfølgeligt godt, smiler Mouritzen drillende, ikke til mig, men til samtiden.
– Jeg tænker selvfølgelig om jeg er blevet for gammel, men det er ikke noget jeg har bemærket – for de læser mig sgu! Børn er ubarmhjertige! Hvis ikke man taler deres sprog gider de ikke, det er meget nemmere at være voksenforfatter, for de voksne følger bare med og bliver ældre som jeg. Børnene tager kun det de vil og det kræver et tidløst sprog. Kan jeg blive i det tidløse sprog, behøver jeg ikke skrive fuck, for der er fuck nok i mine historier, konstaterer han.

Manden med leen
Mouritzen er nok mest kendt som gyserforfatter for børn.
Bogen Dødningedukken er den mest populære gyser han har skrevet, og her har vi at gøre med den sjældne slags; en gyser der er en kærlighedserklæring til livet.
I samtale med Mouritzen bliver man uundgåeligt optaget af forsvaret for barnets trang til det uskønne og gyset. En gennemsigtig tilgang til livet, hvor skyggesider også er gangbare.
Hos Mouritzen har historielandskabet en eneste lov – og det er ærlighed.
– Du skal lytte efter din ærlige stemme, også i de ideer du får udefra. En dag kom min bror fortalte mig at det var blevet moderne at blive begravet med sin mobiltelefon i kisten, fordi man er bange for at blive levende begravet. Det var jo en fantastisk god ide som gyserforfatter. Det var jo så oplagt og jeg skrev og skrev, men jeg skrev mig ind i blindgyder. Det var nemlig for oplagt, som en gave man ikke ved hvordan man skal behandle, fortæller han.
Mouritzen fortæller at han glemte alt om ærligheden, men genfandt den da gyseren i stedet blev til en varm humoristisk fortælling om en dreng, der besøgte sin farfar på kirkegården. Nede i graven havde den døde farfar en mobiltelefon, og de to fører en morbid humoristisk samtale, barn og afdød farfar imellem.
Mouritzen ryster let på hovedet, måske over sig selv.

En voksengyser med garanti
For Mouritzen ramte virkeligheden gys uden varsel. For to år siden blev han ramt af en blodprop der vendte livet op og ned. ”Hvor lang tid går der før jeg dør?” spurgte han lægen der sad med i ambulancen, sådan for at have en lidt skematisk tidsplan for afskedsordene til de syv børnebørn. ”Du skal slet ikke dø, det er jeg din garant for,” svarede lægen. Og pludselig med et slag var Mouritzen en mand med livs-garanti, ikke ind i evigheden, men de 20 minutter i ambulancen, undervejs til operationsstuen. Blodproppen blev siden til en bundprop i det poetiske badekar. Mouritzen svømmer ud på dybt vand i et tilbageblik gennem voksenforfatterskabet i en samling digte, skrevet fra 1973-2011. En retrospektiv samling der ligger frit tilgængelig på en blog på internettet, til den udkommer i bogform i nærmeste fremtid.
– Jeg ville se på hvad jeg havde bedrevet, og se om der var ord i gemmerne der kunne findes frem og som jeg kunne stå ved en gang til, siger Peter Mouritzen.

Peter Haleløs og Pinocchio
På et lille lummert arbejdsværelse, der er kantet ind i det 51 m2 store sommerhus i Blokhus, hænger på væggen en træfigur af Pinocchio. Figuren med den lange lyvenæse kan lige med nogen magelighed se hen over nakken på forfatteren mens han taster nye ord ind på sin Mac-computer.
– I et gratis skriveprogram, bemærker Mouritzen, der gør livet enkelt på alle måder. Computeren er til brug i de sociale medier, hvor han bruger mange online ord på sine læsere – og så er den til renskrivning. For han skriver altid bøgerne først med blyant, helst, eller fyldepen. Blyanten er god til tænkepauser, så skal man spidse den lidt og tænke imens, kuglepen er umuligt.
– Historierne kommer altid først, ikke sideløbende med det andet i livet, konstaterer Peter Mouritzen.
Det er en kunst i sig selv, at balancere blyantens streger med det at være mennesket bekendt, uden at ville lave det om.
– Mennesker er beundringsværdige, for vi arbejder på umulige vilkår. Vi aner ikke hvad vores rolle er! Mennesker er nogle dumme svin, det er der mange eksempler på. Dyr hviler i sig selv, det er ikke så svært, men mennesket stræber, skaber sig, bygger op. Vi civiliserer og det er måden vi skaber mening med tilværelsen. Det er det der kommer historier af!
Feodoras æske
Som forfatter skal man genopfinde sin egen begrebsverden hver gang man begynder på en ny historie.
– Det er umiddelbart enkelt. Vi er født med en fortællestruktur i hjernen, mener Mouritzen, og formes så siden af det vi oplever og læser hos andre undervejs. Hvis man kunne se ind i hjernen vil man se, at vi kobler nogle ting, der ligger der allerede, og så sker en kemisk reaktion. Mouritzen laver en længere ubeskrivelig science fiction lyd, der skal gøre det ud for store mængder af signalstoffer der drøner rundt og påvirker hjernen, mens han gestikulerer og fægter med pegefingeren i farlig nærhed på tindingen. Historier har vi alle sammen, men hos forfattere sidder de historier løsere. Det at skrive er ligesom med Michael Laudrup der svarer; ”Hvad tænkte du da du scorede? Jeg tænkte sgu ikke!”
Forfatteren gumler på en Feodora chokolade med 70 procent kakao. Han har lige, mellem to mundfulde, nået at beskrive chokoladens skjulte hemmelighed, med en historie fra gamle dage, hvor en elskovslysten redaktør endte med forsmået kærlighed og hvert år på hans elskedes fødselsdag satte en æske Feodora chokolade foran hendes dør. Det er i sandhed bitter chokolade. Og den smager efter hans maleriske beskrivelse nu kun af 100 procents bitterhed.

Hr. Gud bor nede på fjerde sal
Peter Mouritzen har skrevet en hel serie gendigtninger fra det gamle testamente, dog uden umiddelbart at være den erklærede religiøse mand.
– Nej, det er svært at sige noget om det religiøse, jeg ved sgu ikke noget. Hverken for eller imod. Min religiøsitet består af lyset i en klit, det særlige lys, der er så smukt, at det giver fred i sjælen. Lys gør noget ved hjertet, sammen med solsortens melankolske sang, siger Peter Mouritzen. Min far og jeg havde en fællesoplevelse da jeg var ung, vi sad på altanen på fjerde sal i Nørresundby og diskuterede et absurd teaterstykke. Måske vores hjerner havde brugt al kraft, men noget skete, måske en sammensmeltning hos os begge. Vi stod og kikkede ud over broen og bådehavnen og ”klik” fik min far og jeg en indsigt i universet – forstod sammenhænge og så meningen med det hele. Se det var underligt. Måske var det Gud? Vi talte om det bagefter, siden da talte vi aldrig om det, fortæller han.
Måske hænger det hele alligevel sammen for Mouritzen – på hans egen skæve måde. Begejstringen, glæden, lyset og det skæve, sværtede, gyselige. Med hovedet let på skrå, uden at være koket eller påtaget. En skriverkarl på et skråplan.
Måske er det noget der går under vores forstand, ikke over, konkluderer han, før han griber stokken og letter på den gale hat.

FAKTA:

Navn: Peter Mouritzen
Født: 24. juli 1946
Fødeby: Aalborg
Bosiddende: Sommertiden i Blokhus, vintertiden i Vrå
Civil: Gift med Birgit
Børn: Anette 1968, Jesper 1971
Karriere: Lærer, forfatter og digter
Debuterede i 1969 med digtsamlingen
Den fortryllede rose på undergrundsforlaget Arena SUB- PUB.
Har modtaget bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 1982, Kulturministeriets Børnebogspris 1985, Silasprisen – Det Danske Akademis Børnebogspris 2003 og Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris 2007.