Ida Gard: Only Gard Knows

En mus på et køkkenbord i en lejlighed i en storby. Kærlighed, når den er allermest banal, allermest følt og fatal, stilstand – det der opstår i et rum, når ingenting fylder alting – og modet til at sige fra. Historier hentet fra et levet liv. Ord og melodi smelter sammen og bliver til lyden af en meget talentfuld dansk sangerinde, der kan opleves på Studenterhuset den 10. oktober. 

Albumaktuelle Ida Gard er både musiker og menneske. Hun er historiefortæller, og sangene er hendes medie. Ordene er ligefremme, historien vedkommende og melodien påtrængende. Det hele bliver til sange. Sådan nogen man får lyst til at sætte sig ned og lytte til.

I 2008 vandt Ida Gard, dengang under navnet Ida Østergaard, P3s KarriereKanonen med sangen ’On His Knees’ og tre år senere, i november 2011, udkom så debutalbummet ’Knees, Feet And The Parts We Don’t Speak Of’. En plade hvis tilblivelse bar præg af en trang til at gøre tingene godt. Nok. Til at leve op til den succes anmeldere og publikum siden 2008 havde spået den dengang 25-årige musiker, hvis stædige insisteren på at lade tingene vokse sig frem med tiden, resulterede i en gennemarbejdet debutudgivelse, der i den grad bærer bræg af hendes høje ambitionsniveau og modet til at være kompromisløs.

Ida Gard feteres for hendes sang – og bemærkes  for sine historier. Og hun er menneske mest, hun tager sig selv og den skrøbelighed og styrke, det begær og den latente angst, der er indeholdt i at være til, med sig på scenen og ind i sine sange. Hun er opvokset i Hadsund, i et hjem hvor der var god plads til interessen for musik. Hun har drømt om det – nærmest – altid, det der med at blive musiker, og siden hun var ni år gammel, har hun spillet klaver, siden guitar og altid med et usædvanligt veludviklet gehør.

EN GOD HISTORIE

Uden at ane, hvad det i virkeligheden betød, besluttede hun 13 år gammel, at hun skulle være musiker. Leve af at fortælle historier tilsat lyden af en følelse – og så gik hun efter drømmen. Hun halsede ikke efter den, men lod den vokse og finde fodfæste over tid. Hun etablerede et band, hun tog på højskole og skrev musik, og hun meldte sig til et sangskrivningskursus og skrev  nummeret ’On His Knees’, der uden hun kunne vide det, blev begyndelsen på den historie  der nu indeholder albums, utallige koncerter, amerikanske musikpriser og en drøm der blev til virkelighed.

“Jeg vidst godt, jeg skulle gribe den, da ‘On His Knees’ pludselig fik så meget airplay, men jeg ville også gøre det hele rigtigt. Jeg havde et tordnende højt ambitionsniveau og nægtede at gå på kompromis. Eksempelvis skiftede jeg bandet ud undervejs i processen,” fortæller Ida Gard, om tilblivelsen af debutalbummet.

“Jeg indspillede også nogle numre og droppede dem igen. Det var sindssygt hårdt, og pludselig var der gået halvandet år, og jeg erkendte, at jeg ligeså godt kunne lade være med at halse efter noget. Det gav ingen mening, ikke at tage mig tid til at lave noget, som jeg følte var godt. Og det gjorde jeg, da pladen så var færdig,” fortæller hun. ”jeg havde det virkelig sådan, at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, og kunne folk ikke li’ det, var det deres problem. Og så alligevel… For det er jo vigtigt hvad folk synes, og man har brugt al sin tid på det. Men jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Jeg kunne ikke have gjort det bedre,” konstaterer hun.

Debuten blev vel modtaget og Ida anmeldt som en af den danske musikscenes største nye talenter. Hun fik sit eget publikum og en fornemmelse af succes. Længe inden hun blev pladeaktuel, havde hun lavet en kontrakt med sig selv. Drømme og ambitioner nedfældet på et stykke virkelighedsnært papir, og den slags forpligter.

”Efter ’Knees, Feet And The Parts We Don’t Speak Of’ følte jeg mig som musiker.  Jeg følte, at jeg var lykkes, og så fandt jeg tilfældigvis den der kontrakt jeg lavede med mig selv i sin tid, og det gik op for mig,  at jeg faktisk har opnået alt det jeg skrev ned dengang. Jeg har udgivet en plade, jeg har etableret et band, jeg er blevet musiker. Vild følelse. Det er lykkes. Nu er målet så, at blive en musiker der også tjener penge,” smiler hun.

16. september sender Ida Gard sin anden plade på gaden. Ligesom den første, er den udgivet på hendes eget selskab Oh My Gard, og så er den delvist produceret af Jamie Siegel, som tidligere har arbejdet på et utal af store udgivelser som producer og tekniker for blandt andet Blondie, Lauryn Hill, Smashing Pumpkins og Whitney Houston.

MUS OG MÆND 

Pladen er blevet til i en proces, hvor ideer og udkast er blevet sendt frem og tilbage  over Atlanten via nettet,  indtil  Ida i starten af maj tog 14 dage til New York for at lave de endelige vokaler og få de sidste detaljer på plads.

Sangene på albummet er, for de allerflestes vedkommende, skrevet i New York. Ida har boet i byen i tre måneder, som selvstuderende fra Konservatoriet, og lyden af, at lede efter handlekraft, den lille angst for en mus der kryber lykkeligt uvidende rundt på et køkkenbord i en lejlighed i New York, den smerte, der med mellemrum rimer på hjerte og den uendeligt lede følelse af frit fald i konfrontationen med et menneske man elsker for meget til at ignorere, er blevet til albummet ’Doors’.

”Jeg tog til New York for at finde et rum hvor der var plads til bare at være i processen. Jeg havde måske det halve af materialet med mig derover, og så satte jeg mig bare ned og skrev. Engang imellem gik dagene bare med ingenting, og selvom jeg ikke er god til den fornemmelse, tvang jeg mig selv til bare at være i det. Og så blev det til en sang. Det samme gjorde den mus der boede i lejligheden, og som jeg altid var sådan lidt angst for at møde i køkkenet,” fortæller Ida. ”Og så er der nummeret ’Hand Him A Gun’, der er skrevet til min pap-mor og handler om handlekraft og mod. Min far er alkoholiker og vi har for nogen tid siden stillet ham et ultimatum og krævet, at han gik i behandling. Sangen handler om alt det man er nød til at tage på sig i den situation. Og om alt det hun, min fars kone, som hans nærmeste, var nød til at være den der handlede på. Om det mod, der virkelig skal til,” siger Ida Gard.

Sådan er de, sangene. Levet liv, længsler og lydbilleder der langtfra ubemærket rækker ud efter den der lytter. Så det gør man. Ida Gard er ikke baggrundsmusik. Det trænger sig på og kræver nærvær. Måske bliver man en lille smule skrøbelig eller blufærdig i det øjeblik ordene går op for en, for Ida Gard formår meget præcist, at vælge dem med omhu, så de sætter sig som en følelse af alt det, man ellers kan mangle ord for.

”Jeg er sådan et menneske, der er ret klar på, hvad jeg mener. Jeg går ikke på kompromis, og det gør jeg heller ikke, når jeg skriver mine sange. Jeg skriver om det, der er min verden. I ’Hand Him A Gun’, har jeg skrevet om noget der er meget svært, og når jeg nu fortæller om min far, kan jeg også godt tænke, om det er for tæt på,  men på den anden side, hvis man ikke tør udgive noget, der virkelig betyder noget, så kan det på en eller anden måde være lige meget,” siger Ida Gard.

”Når mine tekster er så ærlige, så er det jo også en måde at række hånden ud til en snak. Der er så mange mennesker der har det her problem tæt inde på livet, og jeg mener, at ærligheden er forskellen på om man kommer tæt på hinanden eller ej. Også i relationen til publikum.”

GØR KRAV PÅ SUCCESEN

Ida Gard er en succes, for det er man, når man indfrier sine drømme – især hvis de afløses af nye. Og nu drømmer hun om at etablere sig som musiker med en international udgivelse.

Hun skal på tour i Tyskland, ud og spille for folk – og stadig være sin egen.

”Jeg kan godt li’ at gøre tingene selv. Efterhånden har jeg samlet et lille hold omkring mig, også i Tyskland, men jeg kan godt li’ at det er mig selv der udgiver pladerne – selvfølgelig er der mange udgifter forbundet med at udgive en plade, og man kan så ikke lige feste og købe tøj hver dag, til gengæld styrer jeg selv indsatsen og succesen er min egen,” siger hun.

Ida Gard har besluttet sig for, at hun ikke gider være den der unge sangerinde der debuterer, får anmelderroser og af uvisse grunde forvinder igen. Hun vil give det en oprigtig chance og arbejde hårdt for fortsat at udgive musik, der er både vedkommende og meningsfyldt nok til at have en berettigelse.  Musikken skal udvikle sig, publikum skal blive større og det hele skal give mening.

”Jeg har beslutte mig for, nærmest uanset, at jeg udgiver 10 plader, og så må vi se hvordan det går til den tid. Jeg ønsker mig selvfølgelig en solid, etableret karriere og med tiden skulle publikum da gerne vokse yderligere. Så er det jo, det bliver betydningsfuldt. Det er jo altså det, der er meningen med musikken. At den skal lyttes til. Jeg skal på landevejen nu og spille mine sange for folk. Det er det der virker – og jeg kan jo ikke vide hvordan det kommer til at gå, men jeg har en god fornemmelse af tingene,” konstaterer hun.