Ole Stephensen er pludseligt død, 63 år gammel. Og jeg er pludselig tom indeni. Du varme, kloge, sjove og store menneske – det er for tidligt. Vi går glip af alt for meget. Vi har en kaffeaftale efter vinterferien med vores sædvanlige hyggesnak om “verden plus det løse”. Nu bliver det minus det væsentlige… dig.

Du var en gudsbenådet journalist, der både favnede og udfordrede mediernes form. Du turde og du lykkedes konstant. Som politiker opdagede man nye sider af dig, der i neutralitetens værtsskab var gemt på en hylde. Jeg skal love for du også der havde meget på hjerte. Vejen var banet for folketinget – der går vi glip af noget stort.

Jeg mindes dig fra min erhvervspraktik som 14-årig. Jeg fik lov at følge Jørgen Mylius, Hans Bisgaard, Kim Schumacher og dig gennem 14 dage. Du tog sig tid til en ligegyldig knægt fra Nørre Nebel og viste mig nordisk film. Studiet. Teknikken. Og da eleva2ren gik i luften sad jeg og så på dig hele aftenen. Bjergtaget af det, du gjorde med den journalistik, jeg dengang vidste jeg ville leve af. Du kunne skifte fra et seriøst interview til et indslag som walther og Carlo, og derefter igen være hårdslående i et interview med en fadøl i hånden og en ekstrem mængde sved på panden. Lægge op til et indslag om dagpenge og bagefter skifte til skærmtrolden Hugo. Det var vildt at opleve – at en vært kunne være som et rigtigt menneske. Både seriøs og alvorlig, men skifte på et sekund til et smil og et grin. Du vækkede min kærlighed til TV. Og du skabte noget nyt på skærmen, der var tiltrængt.

LÆS OGSÅ:
MATTHESEN SIGER DET HELE SOM DET ER!

Vi mødtes igen da jeg kom på nordisk film og vi holdt kontakt siden. Et venskab og ord der blev delt, som jeg satte pris på og som satte spor. Åh Gud hvor vil jeg dog savne dem og dig.

Du havde permanente smilerynker ved øjnene og om munden. Få kunne som dig slå en latter op der fyldte rummet. Du mødte folk med glimt i øjet – og man mærkede en umiddelbar tryghed i dit selskab. Du var i ordets mest bogstavelige forstand hjertevarm. Favnende. Til stede.

Nu er du ikke mere.

I hvertfald ikke mere til at tale med.

Men du er her endnu. Dybt inde i alle os, du satte spor i undervejs. Os, som du prægede på livets vej. Jeg er dig dybt taknemmelig.

Mine tanker går til familien, der står med en tomhed der er ubeskrivelig. Tomheden bliver altid mere tom, når man mister nogle der virkelig fyldte. Du var et kraftværk, som der er trukket utallige lampesteder fra. Et af dem er mig – og vi lyser videre, selvom du nu helt uforståeligt er slukket.

Tak Ole. Tak!

(Billedet er hugget fra Ekstra Bladet – foto: Ole Steen og jeg håber på din tilgivelse)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here