Ecco-sandalen i brun kernelæder er på en måde en væsentlig del af fortællingen. En bunke danske slagere og et bar-personale så veloplagt, at man må kaste sig fuldstændigt ind i festen og fællessangen for ikke at blegne til sammenligning, er en anden.

Den brune Ecco-sandal trampede taksfast rytmen til et gammelt Diskofil-nummer, og sammen med vennerne var han en af dem der sang allerhøjest. Hun nynnede med – og smilede ved synes af et par velkendte sko. “Sådan nogle har min far også”, råbte hun til ham. Han hørte det ikke, men han så hende.
Om lidt skulle de alle sammen op for at høre Oh Land på Stor Scene, og uden han vidste det, håbede han, at hun skulle det samme.
Instinktivt fornemmede hun, at det ville være dumt at slippe ham at syne, så de fulgtes alle sammen mod scenen – og da TV2 adskillige timer senere gik på scenen, holdt hun en i hånden og et par ECCO-sandaler i den anden…

Da de senere vendte tilbage til Jægerhytten, hvor festen, tro det hvem der kan, stadig var på sit aller, allerhøjeste var selskabet fusioneret – og selvom hun det meste af eftermiddagen havde drillet ham med hans fornuftige fodtøj og hans væsentlige huller i viden om danske slagere, så slap de aldrig rigtig hinandens hænder resten af aftenen.
Og hvis nogen finder et par brune Ecco-sandaler parkeret foran et lille rødt telt på LUX-camp søndag morgen, så er det på en måde bare livets gang.

LÆS OGSÅ:
Søren Møller: EJ BLOT TIL LYST
Tidligere artikelNibe Festival: NEONSOL FØR ALTING BLIVER TIL NAT
Næste artikelNibe Festival: BØRN PÅ FESTIVAL

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here