Nikolaj Jacobsen

Det er ikke længe siden, at TV 2’s velkendte ekspert i håndbold, Nikolaj Jacobsen, overtog styringen som træner i Aalborg Håndbold. Vejen til toppen som håndboldspiller, træner og familiefar rummer blandt andet beretningen om en ung mand, der mistede begge sine forældre i en alder af 28 år, en ung mand med en god portion fightervilje og smil på læben, og en ung mand, som kunne have valgt at forme sit liv med en helt anden sport – nemlig fodbold.

Tekst: Anna Sch. Vest
Foto: Mikkel Werenberg

Nikolaj Jacobsen bliver født i Viborg den 22. november 1971. Da han bare er et par år gammel rykker han med sine forældre til Sydfyn, og som den sportsglade dreng han er, vælger han, da han er omkring 11 år gammel, at begynde til håndbold på trods af den glæde, han allerede har fået til fodbold.

Nikolaj Jacobsen

Håndbolden vinder stille og roligt indpas hos den unge Nikolaj, der fokuserer 100% på begge sportsgrene. Men dagen kommer, hvor der skal træffes et valg om, hvilken retning han for alvor vil satse på. I en alder af 16-17 år er Nikolaj på samme tid en del af ynglingelandholdet i håndbold og tæt på at være med på U16 landsholdet i fodbold. Han kommer dog ikke med på fodboldholdet, og derefter stod valget klart – det var håndbold, der skulle satses på.

”Det var meget naturligt for mig at vælge sportens vej. Man skal tænke på, at dengang jeg var ung, der havde man arbejde ved siden af at spille håndbold. Der var ikke nogen, der levede af at spille håndbold. Det kom først senere. Jeg var i lære i en købmandsbutik, og derud over tog jeg en instruktøruddannelse på Oure Idrætsefterskole og Idrætshøjskole og arbejdede både som efterskolelærer og højskolelærer”, forklarer Nikolaj Jacobsen.
Nikolaj Jacobsen satsede på håndbolden og vandt. Som håndboldspiller bliver han i første omgang en stor del af GOG Gudme, som han vinder Det Danske
Mesterskab med. Men også kærligheden var at finde på Fyn. I november 1992
bliver han kærester med den unge Lenette, der spillede håndbold i en naboklub. Håndboldeventyret ender dog ikke på Fyn. Nikolaj Jacobsen drager i 1998 til den tyske storklub THW Kiel, hvor han også bliver en vigtig brik i spillet om de helt store titler.

”Det første tyske mesterskab, jeg var med til at vinde, var en fantastisk oplevelse. At stå foran 20.000 mennesker og blive fejret efter en lang sæson var en dejlig følelse. Det er jeg rigtig glad for at have prøvet tre gange. Det første Danske Mesterskab med GOG var også helt vildt stort, fordi det var med barndomsklubben, og at vinde med en klub, som man har været ved i så mange år, det var stort. Men de to ting kan ikke sammenlignes. I GOG var der 100 mennesker, da vi vandt, og i Tyskland var der 20.000. I Tyskland kan man sige, at jeg var købt til at vinde sammen med en masse andre gode spillere, hvorimod jeg i GOG vandt sammen med nogle kammerater, som jeg havde spillet sammen med i mange år. Det har været fantastiske oplevelser alle gangene.”

 

Mistede begge sine forældre

Bag succesen med håndbold, hvor Nikolaj Jacobsen stryger til tops og vinder den ene titel efter den anden, hersker der derimod modgang i familielivet. I en alder af bare 28 år har Nikolaj mistet begge sine forældre, og dermed også de personer, han har kunnet gå til, når han har haft brug for støtte.

LÆS OGSÅ:
JAKOB OLRIK: MED KÆRLIG HILSEN....

”Min far døde af en leversygdom og min mor døde af en udposning i hjernen. Det var ikke nemt. Jeg havde to små brødre, som jeg skulle tage mig af og efter mine forældre døde, så var der ikke så mange at gå til. Men jeg har haft en fantastisk svigerfamilie, som har hjulpet mig rigtig meget og har bakket op og støttet med alt, hvad de kunne. Så det har gjort det meget nemmere ikke kun for mig, men også for mine to brødre. Derudover har jeg haft nogle rigtig gode venner, blandt andet Morten Bjerre (nuværende assisterende træner hos Aalborg Håndbold), og der er selvfølgelig også nogen indenfor håndboldmiljøet, som jeg kan læne mig opad, når jeg har brug for det”, siger Nikolaj Jacobsen.
Da Nikolaj Jacobsen drager til THW Kiel for at spille håndbold, tager hans kæreste Lenette med som støtte. Her beslutter de sig også for at skabe deres egen familie, og Lenette, der er uddannet lægesekretær, tager sig af børnene, mens Nikolaj spiller håndbold.

 

Naturligt at blive træner

I 2004 vender Nikolaj Jacobsen tilbage til dansk håndbold i Viborg, hvor han bliver ansat som spillende assistenttræner. Hans ældste datter skal på dette tidspunkt begynde i skole, og det er derfor et naturligt tidspunkt for familien at vende tilbage til Danmark. I 2007 bliver han ansat som assisterende træner i klubben Bjerringbro-Silkeborg-Voel (BSV), hvor han også spiller nogle af sine allersidste kampe. Ud over som spiller at have haft stor succes på klubplan, er Nikolaj Jacobsen igennem sin karriere som spiller også en stor del af det danske herrelandshold, og har den dag i dag stadig rekorden over flest antal scoringer i én kamp. En lidt overilet kontramulighed skulle dog sætte en stopper for den store rolle, som var tiltænkt Nikolaj i forhold til det danske landshold ved EM i Sverige i 2002, hvor han skulle have været anfører. Nikolaj Jacobsen fik en knæskade og kunne ikke tage med til EM. Landsholdet vandt bronze. Men ikke nok med at knæskaden satte en stopper for EM – den blev også ved med at drille efterfølgende og gør det også i dag, og efter at knæet satte en stopper for karrieren som spiller, var det meget naturligt for Nikolaj Jacobsen at blive ved håndbolden på den ene eller den anden måde.

”Jeg har tænkt mange gange siden, at mit liv kunne have taget en anden drejning. Men nej. Jeg synes, at man skal gøre det, man er bedst til, og jeg synes jo, at jeg har noget at videregive indenfor håndbolden. Jeg tænkte egentlig ikke sådan over, at jeg skulle prøve noget andet, for jeg ved, at hvis jeg ikke var træner på højt niveau, så var jeg det på en efterskole eller en højskole. Så det havde været alternativet. Jeg var blevet indenfor håndbolden, om så det havde været på et højere eller lidt lavere plan. Det har jeg egentlig altid vidst det skulle være”, forklarer Nikolaj Jacobsen. ”Jeg har gennem min tid som spiller haft en masse dygtige trænere, som jeg har forsøgt at tage en masse fra, men egentlig ønsker jeg, som udgangspunkt, at være en type træner ligesom den person, jeg er. Jeg ønsker, at man møder op på arbejde og skal være i godt humør, og så skal man være villig til at gå til den og arbejde for sagen. Jeg vil gerne som træner prøve at videregive noget af det vinderinstinkt, jeg selv har, og jeg ser det som en fordel, at jeg selv har spillet på et rigtig højt niveau, så jeg på det personlige plan kan videregive en masse ting omkring håndboldspillet. Jeg prøver at gøre det bedste, jeg kan, hver dag. Nogle trænere lykkes med det og andre gør ikke, men sådan er det i sportens verden.”

LÆS OGSÅ:
RIKKE NIELSEN: SIGER MAN SÅ OVERHOVEDET TILLYKKE?

Nikolaj Jacobsen

 

Et født konkurrencemenneske

Nikolaj Jacobsen er født konkurrencemenneske, og går altid
100% ind i det, han beskæftiger sig med.
”Jeg vil vinde for enhver pris og går altid efter at blive den bedste. Så noget jeg ved, jeg ikke er den bedste i, det gider jeg ikke at deltage i”, griner Nikolaj Jacobsen. Det der driver mig ved sport og måske også grunden til, at jeg blev professionel sportsudøver, er muligheden for at blive den bedste. Den der konkurrence i hele tiden at presse sig selv og yde maksimalt og se, om man ikke kan blive den bedste, det driver mig virkelig. Sådan er det også som træner. Det der driver mig, er at vinde og at opnå gode resultater med de folk, jeg arbejder sammen med. Det er også noget, jeg prøver at videregive til mine børn. Mine forældre pressede ikke mig til noget, og jeg vil heller ikke presse mine børn til noget, men hvis man vælger at gå ind i noget, så mener jeg, at man skal gøre det 100%. Mine to ældste børn Freja og Sille spiller begge håndbold, og hvis de kommer en dag og siger, at de vil prøve noget andet, så vil jeg bakke op om det, men så skal de gå 100% ind i det andet. Man skal ikke bare gå sådan 60-70% ind i det. Det ligger ikke til mit temperament”, forklarer Nikolaj Jacobsen.
At Nikolaj Jacobsen er konkurrencemenneske viser sig også i trænerjobbet. Efterhånden er en trang til selv at løbe ud på banen og hjælpe til i hårde tider for holdet, afløst med en afklaring af, at knæet ikke kan holde til det længere, og et råd fra BSV-træner Carsten Albrechtsen om at ”du kan ikke forvente, at spillerne kan de samme ting, som du selv kunne”, sidder indprentet i baghovedet.
”Jeg har det fint med min rolle som træner. Jeg skal tage ansvaret for tingene, og det vil jeg også gøre. Jeg synes selv, at jeg var bedst som spiller, når der manglede 5 minutter og der stod uafgjort i en kamp. Jeg var ikke bange for at tage chancen og blive skurk eller helt, hvis man kan sige det sådan. Så jeg lever fint med presset og ansvaret. Det jeg ikke lever fint med, er hvis vi taber. Det har jeg svært ved at takle, og det er nok den største udfordring for mig som træner. Jeg kan blive noget så eder rasende, når vi taber, og det kan udmønte sig i vredesudbrud, men det kan også ødelægge mit ellers ganske udmærkede humør. Jeg bryder mig ikke om at tabe.

LÆS OGSÅ:
Sådan går du milliardærens vej

 

Vigtigt med nære relationer

Sammen med sin kone Lenette har Nikolaj Jacobsen tre børn. Freja på 14 år, Sille på 11 år og Linus på 4 år. Navnene på sine børn har han tatoveret på sin underarm i tre store stjerner, som er omgivet af 15 små stjerner – en for hvert mesterskab, han har vundet. Hvis han skal sætte nogle ord på, hvem han er som person, er det en mand, der altid er i godt humør, en god kammerat og en god far. Sammen med sin kone er han træner for sine to døtre, hvoraf en af hans største følelsesmæssige oplevelser kom sidste år, da en af døtrenes hold vandt Danmarksmesterskabet, og både håndboldpigerne og deres forældre stod og græd over det, de havde opnået.

At kammeratskab er vigtigt for Nikolaj Jacobsen, viser sig i de bånd, han har knyttet til personer, der er tæt på ham, og at det gode humør er en vigtig faktor, viser sig i den person, han prøver at være hver dag.
– Jeg prøver på ikke at gøre nogen forskel mellem den person, jeg er derhjemme og den, jeg er som træner og blandt andre mennesker. Lige såvel som jeg har temperament til håndbold, så har jeg det også derhjemme, og lige såvel som jeg er sød og kærlig derhjemme, så er jeg det også som træner og person. Jeg tror, at hvis du spørger mine kammerater, så ved de, hvor de har mig. Jeg vil altid være der for dem, lige såvel som jeg vil være der for mine spillere. Jeg går ikke og laver mig om. Så må folk acceptere mig eller ikke acceptere mig, siger Nikolaj Jacobsen.

Hvor vigtigt de nære relationer er for Nikolaj Jacobsen vidner deltagelsen som håndboldekspert på TV2 blandt andet også om. Det startede som en gestus, hvor Nikolaj fik lov til at komme med til EM i Sverige i 2002 og se det fra sidelinjen pga. knæskaden. Derefter udviklede det sig, og i dag, 10 år efter, er det ikke noget, han vil opgive.
– Jeg har fået nogle nære relationer til de mennesker, der er der. Det er nok sådan, jeg er som menneske også. Ét er at få lov til at se en masse håndbold på forreste række, noget andet er, at jeg nyder den tid, hvor vi er af sted. Drivkraften er de relationer, jeg har til de mennesker, der er med på turene. Det er ikke kun i form af Thomas Kristensen, Bent Nyegaard, Morten Ankerdal og Joachim Boldsen, men også folk bag kameraerne og folk hjemme i Odense. Det bånd og den jargon der er, gør at jeg er villig til at tage af sted de 17-18 dage fra familien. For det skal man jo også være klar til.

Nikolaj Jacobsen

 

Vil gå hele vejen med Aalborg Håndbold

Ligesom med andre ting i livet er Nikolaj Jacobsen gået ind i trænerjobbet i Aalborg Håndbold med 100 %. Overvejelser omkring at træne en stor klub som Aalborg og om han var klar til det, blev afgjort af en klar overbevisning om, at det eneste rigtige var at tage chancen.
– Det er en stor klub, og der er rigtig mange dygtige spillere, så det er en stor mundfuld. Nu synes jeg, at jeg har været i to klubber inden og har fået en god basis og ballast med mig. Nogle gange skal man jo bare udfordre sig selv også og tage chancen. Jeg er ikke bange for at tage chancer, men det er ikke noget, jeg går og gør til højre og venstre. Det er velovervejede chancer, hvis man kan sige det sådan, og det er gået rigtig fint med at falde til i Aalborg Håndbold. Der er søde mennesker på kontoret, som vil gøre alt for at hjælpe én, og der er et rigtig dygtigt spillermateriale, så det er dejligt at gå på arbejde hver dag.
Der er heller ingen tvivl om, hvilke visioner Nikolaj Jacobsen har for Aalborg Håndbold. De skal spille med om medaljer og være blandt de fire bedste hold i slutningen af sæsonen – også første sæson han er træner.
– Det at være med i toppen, når man har prøvet at være der og spille med om medaljerne, det er det sjoveste. Det har jeg mulighed for her med det spillermateriale, vi har. Det var også drivkraften for at vælge Aalborg. Der vil altid være små marginaler, der gør, at det måske ikke kan lykkes, men som udgangspunkt, der bør vi være blandt de fire bedste, siger Nikolaj Jacobsen.
Opbakningen fra de aalborgensiske fans har også allerede gjort indtryk på træneren. Med 3000 tilskuere til kampen mod BSV og 2500 i kampen mod Skjern, vidner det om stor opbakning og tegner godt for resten af sæsonen.

LÆS OGSÅ:
DER SIDDER EN MAND PÅ EN BÆNK...

 

Hvis noget skulle være anderledes

Når Nikolaj Jacobsen ser tilbage på en lang og succesrig karriere som håndboldspiller, er der få ting, han ser tilbage på, som kunne have været gjort anderledes.

– Jeg ville ønske, at jeg ikke havde løbet den kontra, som gjorde, at jeg fik den knæskade. Det ville jeg gerne gøre om. Så ville jeg også gerne have vundet den Champions League finale, jeg var i. Den kommer til at genere mig resten af mit liv. Man kunne altid have været lidt mere seriøs og have trænet lidt mere, end man gjorde. Men havde det gjort nogen forskel? Det aner jeg ikke. Men sådan tror jeg, mange har det. På den anden side kan jeg se tilbage på at have opnået utrolig mange ting. Jeg kan jo ikke sætte mig ned og brokke mig over, at jeg ikke har vundet noget – i hvert fald ikke som spiller. Men også som træner har jeg fået lov til at vinde. Det synes jeg ikke, er så dårligt. Men jeg synes, jeg har truffet nogle gode og fornuftige valg. Jeg har valgt med hjertet og ikke med pengepungen, hvis man kan sige det sådan. Jeg kunne også have valgt at tage andre steder hen end Aalborg, men det sportslige betyder simpelthen alt for mig.

Tidligere artikelNiclas Bendixen: En sanselig affære
Næste artikelAalborgs Kjøbstads Alminde… Aalborgs hva’ for noget?

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here