Noget der kunne minde om en strid efterårsvind har blæst alle tanker om sommer alt, alt for langt væk alt, alt for længe. Vi har spejdet efter solen og længtes efter de der særlige sommerdage, hvor man ligesom føler, at man har fundet melodien…
Nu er den her; sommeren. Og melodien. Burhan G, S!vas og Magtens Korridorer spillede solen længere og længere frem i Skalskoven i dag og satte dermed gang i den 31. Nibe Festival. Festivalfolk fra nær og fjern har indrettet sig i deres små camps, dedikerede frivillige bevæger sig myreflittigt rundt i den store skov og sikrer sig, at alle har det godt, der er kolde drinks og lune anretninger på menuen og ikke en sky på himlen. Det er sommer nu.
Programmet for årets festival er traditionen tro præget af de musikalske navne som er vores alle sammens – eller i alt fald de flestes – fællesnævnere. Vi skal synge med Kim Larsen, lade euforien få overtaget med Lukas Graham og drømme om den nat hvor det blev sommer, i selskab med Love Shop. Vi skal danse med den eneste ene til lyden af De Eneste To, slingre ned af Junglestien og Vestergade med Gnags som soundtrack og skal vi være vidner til en stor musikalsk begivenhed, når Dizzy Mizz Lizzy spiller natten i gang. Vi skal knuselske lyden af Stine Bramsen, glemme alt om blufærdigt kontrollerede dansemoves til ære for Infernal og så skal vi knibe os selv i armen ved tanken om, at vi på en og samme dag skal opleve Barbara Moleko, Oh Land, Katie Melua, TV-2 og L.O.C. i en skov så smuk og velegnet til formålet, at man kun kan overgive sig til det magiske musikland inden det er for sent…
Nibe Festivals varemærke er et musikprogram der garanterer en ubesværet folkefest – sådan en der uvilkårligt fører fællessang og spontane kram til sidemanden med sig, men også evnen til at booke de musikalske overraskelser, der pludselig eksploderer og bliver til de verdensstjerner, der kort tid forinden spadserede ned af skovstien for at gå på Stor Scene i Nibe. James Bay er et rigtig godt eksempel. Hans spås, forståeligt nok, en stor musikalsk karriere – og var programsat til onsdag eftermiddag i strålende sol – i Nibe.
Og man kunne allerede mærke det i dag, på årets første festivaldag; det bliver en særlig fest i år. Det er endelig blevet sommer, Julias Moon, Kim Larsen, Graham og Suspekt er på vej. Torsdag, når solen står op over fjorden, vågner festivalfolket til en dag med musik, miljø og mennesker på den der måde, der er helt karakteristisk for Nibe Festival.