Her endte et eventyr, der gav os så mange andre.
Moderen til ord om uvorne Emil, ustyrlige Pippi, flyvefærdige Karlsson, de to heltemodige brødre i Nangiala, Lotte der ikke kunne cykle, børnene i Bullerby og alle de andre… Ikke en kæmpe sten. Ikke et monument som ellers både en tømrer og stadsarkitekten på kirkegården har.

Intet mausoleum. Ingen hække om hendes sidste ejendom, som alle de andre små kopier af kolonihaver, der står side om side på kirkegården i Vimmerby.
Ingen lænker der skal holde folk ude – eller inde.

Ingen hædersplads. Intet specielt.

Bare en lille sten med signaturen, som før har underskrevet utallige bøger. På samme plads som far og mor – med brormand som nærmeste nabo.

En smuk afslutning på en uge i hendes fodspor. Eller rettere vores rundtur i blækket fra hendes pen.
Besøgene i de mange universer, der har inspireret hende. De små byer nær hendes fødehjem. Egnens storladne natur, de store skove og søerne, hvor børn bader og griner, med ekko fra alle dalens sider.

Ingen grund til at skilte med sin død,
når man var så meget i livet.

LÆS OGSÅ:
Biltur 2018: Del 7. KLIMAFLYGTNING, STEWARDESSER, BROK OG TYNDSKID.
Tidligere artikelKAMPEN MELLEM IPAD OG FANTASIEN
Næste artikelHAR LIGE VÆRET I KIRKE MED POKEMON. – SPELTFORÆLDRE KAN STARTE HER!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here