Hun ved en hel del om hvilke verdensstjerner der foretrækker økologiske måltider. Hun er på knus med de fleste danske revystjerner, og håndterer det samlede danske pressekorps usædvanligt elegant og – når påkrævet – vedholdende. Hun er journalist og pressechef, begejstret for kultur og et af de mennesker der hver dag arbejder på at fortælle hvad det er Aalborg og hendes arbejdsplads kan.

57-årige Susanne Kabel er på sjette år pressechef ved Aalborg Kongres & Kultur Center. Hun er Ernst Trillingsgaards nærmeste sparringspartner og måske den, han oftest krydser klinger med.  Hun er først og sidst drevet af et ufravigeligt krav til tilværelsens underholdningsværdi – og den er høj, når man er ansat ved et af landets mest aktive og alsidige kultur- og konferencehuse – og så er hun noget så særligt som et kompromisløst ’muligheds-menneske’.

Susanne Kabel er uddannet journalist i 1990 og har siden da altid været beskæftiget inden for mediebranchen – men sjældent særlig længe det samme sted. Hun gider nemlig ikke finde sig i et arbejdsliv uden udfordringer. Og hun har altid turdet tro på, at det behøver man heller ikke.

”Jeg startede i sin tid som elev på et dagblad, egentlig som kontorelev, men jeg røg hurtigt over i marketingafdelingen. Det var spændende, men i længden blev jeg træt af det… Og det har jeg det desværre med. Når ting bliver rutine så… For meget rutine keder mig simpelthen grusomt,” konstaterer hun.

Så hun sagde jobbet op og blev i stedet lykkelig arbejdsløs et sted på Tåsinge, hvor hendes kæreste, Peter, havde fået et job. ”Det har jeg gjort mange gange i mit liv. Sagt et job op for at gøre noget andet – uden at vide hvad det er,” siger hun.

 

Ikke et to-minutters menneske

suanne-2Det fine er, at muligheds-mennesker har for vane at få øje på alt det man ellers nemt kan overse, og Susanne Kabel har altid fundet et nyt og spændende job.

Hun har været informationschef i Royal Greenland, pressechef hos Incentive og Wittenborg, undervist i journalistik, skabt store kulturelle projekter og ernæret sig som freelancejournalist i en årrække.

Alligevel – selvom arbejdslivet er så væsentligt for hende, kommer familien langt før det. Når hun har oplevet, at hun qua sit virke er blevet, det hun selv betegner som ’et to-minutters menneske’, handler hun prompte. Og siger op – om nødvendigt.

”Da jeg var ansat som kommunikationschef i Incentive, en stor international børsnoteret virksomhed, og derfor konstant fartede rundt i hele verden, blev jeg det, jeg kalder ’et to minutters menneske’. Sådan en der altid skulle videre efter to minutter, simpelthen fordi jeg havde så travlt. Det gik op for mig en aften, hvor jeg sad og fik et glas vin med min mand efter at have været væk i halvanden uge. Efter to minutter havde jeg en fornemmelse af, at nu var jeg ligesom opdateret på familien og klar til at foretage mig noget andet. Jeg gik en tur med hunden og så fik den tanke, at det her, det var bare helt forkert. Man kan ikke være væk fra sin familie i halvanden uge, og så mene, at man er på omgangshøjde med dem igen efter to minutter. Så jeg sagde jobbet op. Igen,” fortæller Susanne Kabel.

LÆS OGSÅ:
Gi' Jimmy et blowjob

 

Musketerbegrebet

Peter er stadig Susannes kæreste og det har han været i mere end 40 år. De er ikke gift, for man kan få den tanke, at ægteskabet trækker kedsomhed og stilstand i kølvandet på evige og evindelige ja’er, men de har valgt hinanden og deres familie, der også består af drengene Mikkel og Rasmus på henholdsvis 33 og 31 år.

Sammen har de fire navigeret efter musketer-begrebet ’en for alle og alle for en’, når de har rejst efter jobs eller nye oplevelser. For det har de. Susannes ufravigelige krav til et udfordrende arbejdsliv – og Peters ditto – betyder, at familien er flyttet en del gange, og den ene af dem til Grønland, hvor Peter skulle lede en afdeling af den virksomhed han er ansat i.

”Egentlig var vi på vej til Afrika med Mellemfolkeligt Samvirke, men de havde dengang ikke så nemt ved at placere journalister i en stilling  – og så en aften kom Peter hjem og fortalte, at hans virksomhed manglede en leder til en stilling i Grønland. Det var en sen aften vi sad og talte om det, og inden der var gået en time, havde vi besluttet, at så tager vi simpelthen til Grønland,” fortæller Susanne Kabel.

Inden der var gået en måned befandt familien sig der. På Grønland. Drengene var 9 og 11 år, og her kom musketerånden for alvor til sin ret. Aftalen i familien var, at hvis en ikke befandt sig godt, så skulle de rejse hjem.

”Men vi elskede det. Alle sammen. Fra første sekund vi stod i vores lille hus i bugten,” fortæller Susanne Kabel, ”Forestil dig de søndage hvor vi sad og spiste morgenmad, og hvalerne så lige pludselig legede lige uden for vinduet. Vi var simpelthen solgt.”

 

Stærkt netværk i Aalborg

suanne3Susanne arbejder som nyhedsjournalist og informationschef i Grønland. Hun er tilknyttet forskellige projekter, og underviser på journalistuddannelsen i Nuuk. Hele familien trives og de returnerer først til Danmark efter seks år. Susanne til et jobtilbud der indebærer, at hun først skal arbejde i København og derefter opbygge en afdeling af kommunikationsvirksomheden Mannov, og den skal have base i Aalborg. Det tilbud takker hun ja til og familien bosætter sig derfor i et bofællesskab i Gug.

”Jeg kendte en lille smule til Aalborg igennem min tante og onkel, og har altid syntes, at det er sådan en venlig by. Man bliver så sød og rar af at bo her. Vi vidste, at vi ville bosætte os et sted med et stærkt netværk, og da vi første gang var ude at se på det her bofællesskab, var vi slet ikke i tvivl. Vi købte huset dagen efter”.

LÆS OGSÅ:
Det han siger er man selv...

Susanne og hendes mand Peter bor i 1 af 22 huse, hvor i alt 70 voksne og 22 børn har etableret sig i et fællesskab der både giver plads til at værne om sig selv og hinanden. Her har Susanne mulighed for at pleje sin store hesteinteresse, gå lange ture med sine hunde, kradse lidt i jorden og finde de små åndehuller, hvor hun er helt sig selv – i en hverdag der er både travl og byder på mange relationer.

 

Glæden er drivkraften

”Jeg skal have mine lufthuller hvor der kun er mig. Når jeg rider ud på min islænder finder jeg den ro der er så nødvendig. Jeg er helt afhængig af den symbiose der er mellem hesten og mig, og især blev det tydeligt for mig sidste forår, hvor jeg mistede min far. I den periode havde jeg et meget stort behov for at ride ud alene. Fordi jeg var sorgramt. Min far var en gammel mand, der havde haft et fedt liv, men han var et af de vigtigste mennesker i mit liv – og jeg havde brug for roen til at bearbejde mine tanker. På den måde er jeg blevet klog af skade. Jeg arbejder mange timer, men er blevet bedre til at passe på mig selv. Til at tage den tid jeg har brug for,” konstaterer hun.

Susanne Kabel er god til at mærke efter sig selv. Hun navigerer ofte efter en mavefornemmelse. Og drivkraften er glæden. Hun betegner sig selv som et ’alt eller intet menneske’ og – måske mest af alt – en lalleglad optimist.

”Jeg tør godt forlange af livet, at jeg skal være glad – også i mit arbejdsliv. Jeg tænker altid om et job, at hvis det stopper her – jamen så er der masser af andre muligheder. Det er bare et spørgsmål om at fokusere på det man ønsker,” siger hun.

 

Krydser klinger med Trille

Susanne Kabel var freelancejournalist, da hun fik tilbuddet om en stilling som pressechef i Aalborg Kongres & Kultur Center. Hun havde som projektansat tidligere arbejdet sammen med husets direktør, Ernst Trillingsgaard, og synes der var god energi i det samarbejde. Også selvom de to med mellemrum virkelig krydser klinger.

”Altså, lidt som vanligt var Trille og jeg ikke helt enige om vilkårene for min ansættelse, men det blev vi jo, ” smiler Susanne Kabel. ”Han og jeg kan godt have vores små sammenstød, men det synes jeg i virkeligheden er ret sundt. At man kan det med sin chef. For mig er det en væsentlig forudsætning, at man har respekt for de mennesker man skal arbejde tæt sammen med, og det har jeg virkelig for Trille. Havde jeg ikke det , ville jeg miste motivationen og så kunne jeg ligeså godt forsvinde,” siger hun.

LÆS OGSÅ:
Danske Haps Nordic vil klæde maden i miljørigtig stofemballage

Foreløbig har Susanne Kabel haft stillingen i seks år. Og hun er stadig udfordret på en måde, der skaber engagement og drivkraft. Hendes væsentligste opgave er, at servicere pressen. Hun skaber optimale arbejdsforhold for journalister og fotografer og beskæftiger sig med husets interne og eksterne kommunikation. Meget af det i samspil med Trillingsgaard og de forskellige aktører der besøger huset.

Trille og jeg arbejder tæt sammen – og han har sine idéer og jeg har mine. Noget af det jeg netop holder meget af ved ham er, at han altid er sig selv – og det har jeg dyb respekt for. Og igen, havde jeg ikke det – respekt for ham som menneske og som leder – så kunne jeg heller ikke arbejde for ham.

 

Et af Aalborgs fyrtårne

Jobbet i Aalborg Kongres & Kultur Center er, med undtagelse af elevtiden, det job Susanne har haft i længst tid – og lige nu tænker hun, at det kunne ende med at blive i den stilling hun afslutter sit arbejdsliv. Fordi hun selv er et menneske, der sætter meget stor pris på kultur og fordi hun er en del af et visionært hus, hvor der er plads til udvikling og nye ideer. Hun bliver dagligt udfordret.

Aalborg Kongres & Kultur Center er en væsentlig del af Aalborgs identitet – og et stort aktiv i forhold til den udvikling byen undergår.

”På samme måde som Aalborg Universitet har sin store betydning i byen, så har det her hus det også. Ikke alene fordi det skaber arbejdspladser og aktivitet i landsdelen, men også for selvforståelsens skyld. Andre beundrer og betragter det, det her hus kan. Trille har været en visionær leder, der har ført huset frem og det har stor betydning for den udvikling Aalborg har gennemgået. Når man som by skal et nyt sted hen, i vores tilfælde bevæge os fra arbejder- til kultur og vidensby, viser alle undersøgelser, at tilgængeligheden af store oplevelser og kulturel aktivitet er væsentlige parametre.”

Vi måler hinanden på de muligheder, et givent område har. Alt det vi som by kan og vil er identitetsskabende for Aalborg. Vi bliver vurderet på vores fyrtårne, og det er derfor en væsentlig position Susanne Kabel er placeret i. Som husets pressechef er det hende der opsøger og kommunikerer med, også, den landsdækkende presse, hvis opmærksomhed er ret væsentlig i forhold til at styrke Aalborgs brand og derved fastholde vækst.

”Jeg kan godt blive hidsig på de landsdækkende medier over at de overser os lidt. Omtalen er væsentlig – ikke bare for AKKC – men for byen og landsdelen. Vi har lige haft Statsoperaen fra Berlin oppe, og i den forbindelse var jeg nærmest på knæ og tigge de landsdækkende medier grædende om at komme op og anmelde os, men den mentale afstand er bare for stor. Da vi arrangerede Netrebko i Koncerthuset var de der alle sammen. Og hvad kan vi gøre ved det? Blive ved med at gøre opmærksom på vores eksistens og formåen, blive ved med at banke på i København” konstaterer hun.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

 

Dybt betaget af kulturen

I virkeligheden er en stor del af Susanne Kabels opgave at formidle oplevelserne. At sætte ord på det der ofte mest er en fornemmelse, der kan være svær at beskrive.

Hun skal skaffe spalteplads til husets arrangementer, og den bedste forudsætning for det, er måske i virkeligheden, at man selv holder af kultur. I sin tid som udøvende journalist på dagbladene, fungerede Susanne Kabel som kulturjournalist – og kærligheden til og begejstring for, alt det kultur kan, er aldeles intakt.

”Jeg har en inderlig og dyb respekt for de mennesker der kan skabe noget unikt. Uanset om det er musik, teater, billeder eller bøger, kan jeg blive meget betaget af den kunst, det er at skabe. Jeg kan virkelig tænke, at det er en fantastisk hjerne og et fantastisk menneske, der står bag noget af det kultur der skabes, ” fortæller hun. ”Og det er det kultur er: Begejstring. Det at man kan begejstres over noget andre gør, siger eller viser os. Nogen der gider skabe noget for andre mennesker.”

Susanne Kabels kulturelle præferencer er brede og qua hendes job stifter hun selvfølgelig bekendtskab med et ret bred vifte af genrer. Hun er undervejs faldet i søvn til en del tunge operaer, men lige så mange har betaget hende grænseløst. Hun elsker et godt grin – og er imponeret over Anders Matthesens evne til at stå på en scene og præstere så overbevisende i to timer. Hun holder af ballet og fascineres af kroppens kunst – og så glemmer hun aldrig den legendariske koncert med Sting og Symfoniorkesteret i sommeren 2011. Den beskriver hun som magisk. Hårrejsende fantastisk – og en oplevelse der ophævede tid og sted. Og det er hendes job at gøre det.

Susanne Kabel er med til at fortælle Aalborgs historie. Til tider akkompagneret af en lystig kapelmester med sans for replikker og pointer. Andre gange formgivet eller fortalt. Byens kulturelle profil er måske i virkeligheden en af de stærkeste tilkendegivelser af, hvordan det står til. Den kulturelle bevidsthed hos byens borgere, og evnen til at tiltrække gæster langsvejs fra vidner overbevisende om, at det er lysten der driver værket.  For hende og for os.

Tidligere artikelForvandlingen: Time for a change
Næste artikelLæs [et cetera] #5

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here