MOR MED MERE

FRA DET SEKUND MAN RETMÆSSIGT KAN KALDE SIG MOR TIL ET MENNESKEBARN (I DETTE TILFÆLDE SES DER – IKKE FORDØMMENDE – BORT FRA MØDRE TIL HUNDE OG ANDRE DYR OG DEM, DER KALDER SIG MØDRE FOR DERES MÆND) FYLDES MAN TIL BRISTEPUNKTET OG EGENTLIG OGSÅ OVER AF HOLDNINGER TIL DETTE HVERV. MAN KUNNE (RETMÆSSIGT) MENE, AT NETOP DENNE ROLLE HØRER PRIVATSFÆREN TIL OG IKKE ER ET PUNKT, DER SKAL VENDES, DREJES OG DISKUTERES I PLENUM.
[ tekst: STINE OLESEN-BAKKELØKKEN ]

Ja, baby behøver end ikke have passeret fødselskanalen, før man af omverdenen stemples som curlingmor, ravnemor, speltmor (det er efterhånden ved at være en portion år siden, at kategorien speltmor blev dannet, men kategorien må være misvisende i dag, for er der ikke gluten i spelt? Farlig gluten) og andre lidet ønskværdige mærkater, for påtænker du at amme (offentligt), skal barslen deles og har du tænkt dig at bruge købebrød i madpakkerne? Lige fra den første post på Instagram og Facebook, der annoncerer, at du om små ni måneder formerer dig, skal du lægge ører til alskens råd (og mangel på samme). Der er ikke grænser for, hvad menigmand føler sig nødsaget til at have en holdning til på dine vegne. Har du tænkt dig at bruge vådservietter til babys numse? Man skulle tro, at et sådan ud.sagn ville gå ubemærket hen, for seriøst, hvem har en hold.ning til andre mødres måde at håndtere bleskift på? Men nej, et sligt udsagn kan starte en lavine af kommentarer, hvis man poster det på sociale medier. Hvem er disse mennesker (og her må vi se indad og erkende, at det mest er kvinder), der føler sig nødsaget til at være bedrevidende på morrollen? Der huserer en flok mennesker, der populært kaldes mormafiaen. De synes at sidde parate med deres smartphones og lede ef.ter blottede struber hos andre mødre, og ser de én, har de en kommentar parat pronto. Giver det egentlig gode morpoint på ens egen konto, når man lige en passant kan nedgøre en anden mor med sin egen overlegne morstil? Hvad med modersolidaritet os mødre imellem? Hvis man bevæger sig rundt på sociale medier, skal man have haft seriøse skyklapper på for ikke også at have stiftet kend.skab til de såkaldte mommybloggers. Det ord altså; hvem besluttede, at titlen ’mor’ berettiger til at være mor på alles vegne og ikke kun for ens eget afkom? Nå, men hos disse kvinder kan vi lære, hvilke styles (!) vores børn skal bære i denne sæson, hvilke ting vi bør købe til deres pudderfarvede ”børneværelser”, og hvor festlige de daglige madpakker skal være med frugt og grønt i alle tænkelige geometriske former og hjemmelavede powerballs (nej nej, ikke dem man bruger til det der Pokémon, men noget med økologiske dadler og chiafrø). Som om der ikke er nok ting her i livet, der potentielt giver os grå hår, rynker, nervøse tics og andre charmerende tilføjelser til vores væsen, skal vi også vide, hvordan vi hol.der fifty shades of rosa pletfrit og redder det ikke så legebare legetøj fra fedtede (af en hjemmerullet dadelkugle, bevares) børnefingre. Nu må der så gerne komme en mor og sige: ”så stopper festen! ”.

Men skal vi så hoppe i den stikmodsatte grøft som reaktion på det perfekte? Nej, vi skal formå at balancere på den knivsæg, der skiller dem, der kender sine begrænsninger, men alligevel har købt kagen til fælles kagebord i skolen i et certificeret økologisk og biodynamisk bageri og dem, der har to pakker snøfler med fra Fakta. Fra rodekassen. For varer på dato. Det viser sig nemlig, at der alligevel er forskel på grader af nonchalance. Det er i orden med købekager, det er knap så i orden at give Happy Meal med på madpakken. Der synes dog (gud/verdensaltet være lovet) at være en spirende tendens i, at det er helt okay at være en ”dårlig mor”. Eller bare at stå ved sine fejl. Se nu bare filmen Bad Moms. Hvis man ser bort fra det åbenlyst hollywoodske, hvor hovedpersonen er overdrevet lækker, selvom hun aldrig har tid til andet end at hente, bringe og servicere børn, chef, mand og har spildt skoldhed kaffe og pasta i krydderen, så er der en dejlig pointe i filmen: Vi må godt både elske at være mødre OG være os selv OG sige nej til alt det ligegyldige pis, der ikke nødvendigvis har noget med kærlighed til de unger at gøre. Vi skal ikke lade os tyrannisere af Den Perfekte Mor, der er flere skridt foran, har de rigtige holdninger i forhold til sukker, skærmtid og sovetider og altid kommer tjekket ud af døren. Tænk hvis vi kunne få de forskellige moderroller til at mødes på en forjættet gylden middelvej, som det sker i filmen (spoiler alert, men se den alligevel, den er ret sjov). Den fraværen.de, fordrukne, men enormt stærke mor laver en madpakke til sin unge, den overbeskyttende hands on mor overlader en del af presset og opgaverne til sin partner, og vi levede lykkeligt til vores dages ende, eller ind til vi fandt noget andet at gå i selvsving over. Eller hvad hvis vi gav hinanden lov til at udfolde moderrollen præcis som den passer til os selv? Lad os lave smide curligmor, ravnemor og spelt/dadelkuglemor i skraldespanden og lave plads til en ny rolle: Lige præcis den mor, du magter at være. Lad os gå i samlet, men herligt bro.get flok Bad Moms-style og skråle ”I don’t care, I love it”!