Jacob Højgaard Jørgensen: Mødet

Et havblåt skrig, der vækker en art genklang, i det eller de mennesker der måtte være inden for rækkevidde, kan være iscenesat, men behøver ikke være det. Det kan være svært at sætte ord på, men de fleste lyde tager farve af en grundlæggende følelse og de fleste følelser finder fodfæste i noget universelT uudtalt. Der er nemlig så meget, der ikke kan forklares. Derfor skal det opleves. Og leves. Der findes et møde, der er fælles for os alle.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Mikkel Werenberg

37- årige Jakob Højgaard Jørgensen er leder af Teater Nordkraft – og selvom hans baggrund som cand. mag. i dansk og filosofi ikke umiddelbart leder tankerne hen på en eksperimenterende kunstnerisk type med en lille smule gøglerblod i årene, så giver det god mening.

Han er født i England, trådte sin allerførste barnesko i København, voksede op på Fyn, læste i Aarhus, underviste i nordisk sprog og litteratur i Tyskland, debuterede i teaterverdenen i Haderslev, og er nu bosat i Aalborg som øverste ansvarlig for det teater, der er resultatet af fusionen mellem Jomfru Ane- og Jako-Bole Teatret. Byens vovede, eksperimenterende og udfordrende scene.

Hans baggrund i filosofiens verden har lært ham at stille spørgsmål ved det meste. Nærmest alt. Og selvom studiet på den måde blev en drivkraft for trangen til at trænge ned i de dybere lag, så rakte det alligevel ikke helt, til at tilfredsstille den del af Jakob Jørgensen der måtte konkretisere kunstens væsen. Om muligt.

”Jeg blev sindssyg af hele tiden at løbe ind i de der grundlagsproblemer. Kan vi overhovedet vide noget? På et tidspunkt når man jo derned, hvor man ikke rigtigt kan stille spørgsmål og få et svar. Og det var enormt frustrerende. Stort set alle materier man kunne tage fat i, smuldrede fordi man altid kunne træde endnu et skridt tilbage. Man fik lært at analysere, men man byggede ikke ret meget op,” konstaterer han.

Af mere opbyggelig karakter er til tider litteraturens verden, og qua sine studier i nordisk sprog og litteratur, fandt Jakob noget konkret at filosofere over. Hans interesse for litteraturen, kunsten og kunstens væsen var drivkraften i det han, efter endt uddannelse, troede var begyndelsen på en forskerkarriere, der førte ham til Tyskland som lektor ved universitet i Bonn, og senere tilbage til Danmark, hvor hans hustru får arbejde i Haderslev. Her går han og venter på et ph.d.-stipendium, da han ser et stillingsopslag fra Teatret Møllen, der søger ny administrativ leder.

”Teater har altid fyldt meget i mig. Jeg har altid været interesseret i den replikbårne måde, at fortælle historier på, og så søgte jeg stillingen, fordi jeg skulle lave et eller andet imens jeg ventede på stipendiet. Jeg havde jo dybest set ikke kvalifikationerne, men Teatret Møllen har ofte taget udgangspunkt i litterære forlæg i deres forestillinger, og måske derfor gav min baggrund mening for dem – for jeg fik jobbet,” fortæller han. ”Teatret Møllen er et kollektiv-teater, man er med til at tage beslutningerne på alle planer, og har man noget at byde ind med, er det velkomment. Derfor gik der ikke ret lang tid, før jeg ikke længere kun sad med mine Excel-ark, men fik lov til at være med til at skrive forestillinger. Jeg var så grebet af det og kunne se en åbning til et kunstnerisk felt, jeg altid havde betragtet, men aldrig havde været inde og pille ved. Jeg var så fascineret af den der proces; fra ide til manuskript, udviklingen af forestillingen, scenografien, teknikken – til man har et færdigt stykke teater,” fortæller Jakob.

AUTODIDAKT

Jakob Højgaard Jørgensen tilhører således den autodidakte del af branchen. Han er i virkeligheden kvalificeret indenfor et helt andet felt, og det er måske en ret stor fordel, når man nu er teaterleder et sted, hvor det er tilladt, nærmest obligatorisk, at udfordre de gængse opfattelser af teater.

”Min utraditionelle vej ind i teaterverdenen har nok præget mit syn på det, på den måde, at mange af de ting traditionelle teaterfolk tager for givet, sætter jeg spørgsmålstegn ved. Det behøver måske ikke være på en bestemt måde, man kan jo godt eksperimentere,” siger Jakob. I det hele taget er der, i den alternative del af branchen, rigtigt mange autodidakte folk, og de er ofte meget interessante. Os der kommer et andet sted fra, bidrager selvfølgelig med noget andet, end dem der er uddannet inden for branchen.”

Da Jakob har været på Teatret Møllen i fire år, begynder han at se sig omkring efter nye udfordringer. Han længes efter en tilværelse, hvor de administrative forpligtelser mere velvilligt giver plads til de kunstneriske, og de kriterier opfyldte stillingsbetegnelsen på Teater Nordkraft. Så han søger stillingen, får den – og flytter, sammen med sin kone og deres to børn, til Aalborgs Vestby. Byens nye kulturelle kraftværk Nordkraft, og herunder Teater Nordkraft, åbner i efteråret 2010, og Jakob er stedets allerførste leder, med ansvar for repertoire, billetsalg, skuespillere, realisering af projekter fra idé til handling og kunsten at fylde en teatersal med publikum.

”Jeg befinder mig godt i Aalborg – og i min stilling. Nordkraft er en helt fantastisk bygning, og vi har her nogle teatersale, hvor alt kan lade sig gøre. Personalet på teatret er interesserede, dedikerede og fagligt meget dygtige. De vil teatret og kunsten. Det vil vi alle sammen.”

Fusionen mellem de to teatre: Jomfru Ane og Jako-Bole afspejles i Nordkrafts repertoire, der henvender sig både til børn og voksne. For Jakob Højgaard Jørgensen er det en optimal kombination, og for ham er det meget væsentligt, at den kultur der skabes i børnehøjde, kvalitativt og i sit kunstneriske udtryk, matcher det der præsteres i og for de voksnes rækker.

”Jeg ser egentligt ikke børne- og voksenteater som to separate aktiviteter. Teater handler om følelser og tanker – og så handler det engang imellem om noget mere intellektuelt, men det er ikke det primære, og følelserne er ens uanset om man er 2 år, 39 eller 99. Der kan selvfølgelig være nogle tanker i en forestilling, der er følelsesmæssigt for komplekse til at børn forstår dem, men de grundlæggende følelser: savn, angst, kærlighed og glæde er ens for os alle sammen. I virkeligheden kan det være rigtigt sundt at starte der – også når man laver teater for voksne – for så bliver udtrykket ofte renere, og det er i det felt jeg synes, at de to ofte kan befrugte hinanden, ” siger Jakob Jørgensen.

Scenerummet er det sted vi lidt uforpligtende kan konfronteres med vores følelser. Som den der betragter, kan man bedre tåle at gå ind i dem og i virkeligheden kan meget god og vedkommende kunst måske defineres således: at den åbner til sindet. For perspektiver man har, men måske ikke har gjort sig klart.

”Jeg tænker, at vi skal være dem, der tør konfrontere publikum med kunst, der rækker ud og vil dem noget.”

MENNESKER MØDES

For Jakob Jørgensen har en af udfordringerne ved jobbet som leder af Teater Nordkraft været, at tage livtag med den nordjyske konservatisme. Vi søger oplevelser med en velkendt klangbund, og for en teaterleder der sjældent programsætter mainstream folkelighed, kan det virke udfordrende.

”Nordjyder er svære at dupere. De er svære at lokke ind til noget de ikke kender, og er der ikke genkendelighed på plakaten, er risikovilligheden ikke så høj,” konstaterer Jakob Jørgensen. ”Det er synd, for hvis man altid vælger noget man ved hvad er, så får man altid kun det man forventer. Hvis man derimod bruger nogle penge på noget, man ikke ved hvad er, så har man altså større chance for at blive ramt og få en kunstnerisk oplevelse, der er ti gange mere værd end det man har betalt for.”

Et teater er ingenting uden sit publikum, og på den måde er alt til salg, men på Teater Nordkraft alligevel mest ingenting.

”Vi er en forretning, men ikke en kommerciel forretning. Det er den største fare for et teater som vores. Så hellere satse på, at vi ikke sælger billetter – og alligevel have råd til at lave de forestillinger vi gerne vil.” Landets teatre er pressede – og således også Teater Nordkraft – men måske venter genrens renæssance et sted ude i nær fremtid. Teatrets force er al den kraft der findes potentielt i mødet mellem mennesker. Det der sker mellem skuespillere og publikum når de mødes i det fleksible teaterrum.

”Meget af den autenticitet vi alle sammen leder efter i den digitale virkelighed vi er sovset ind i fra morgen til aften, kan vi finde i teatret. Det der møde mellem nogle mennesker der vil nogle andre mennesker noget. På den måde tror jeg teateret kommer igen. Vi skal bare være modige og turde lave et teaterrum hvor man kan mærke mødet,” siger Jakob Jørgensen.

Teater Nordkraft tør godt. De er lidt vildere i deres valg. De eksperimenterer med de fleksible teaterrum, med forestillinger der måske ikke altid kommer så mange til, men som til gengæld har til hensigt at rykke på noget.

”Hvis det her møde skal være reelt, så skal vi udforske det. Ikke bare mellem teaterfiktion og publikum, men også mellem en langturschauffør, en linedanser, en elektronisk komponist, en danser eller et hvilket som helst andet menneske – der ikke nødvendigvis er skuespiller, der i mødet med publikum kan være med til at skabe den der meget væsentlige fortælling, ”siger Jakob Jørgensen.

Det er i hverdagens sprækker, teatret trænger ind. I en forvrænget udgave, en forstilt, bliver alt det, der måske er svært at sætte ord på, til meningsfyldte replikker, der vokser indad i bevidstheden. Det er essens af teaterkunst. At det vil mødes af noget i dig.

”Teatret er et tværkunstnerisk møde mellem lyde, lys, mennesker og tekster. Når det rammer mig personligt, så er det der hvor det ikke går op. Der hvor der er flere lag, og hvor jeg forstår alt det, der foregår i de forskellige lag – uden at jeg nødvendigvis kan få dem til at gå op med hinanden. Så sætter det noget i gang i mig, og det mener jeg er meningen med god teaterkunst,” konstaterer Jakob Højgaard.

DRØMMEN OM AFRIKA

Jakob Jørgensen er betaget af Jakob Ejersbos beskrivelser af mødet mellem mennesker. I Teater Nordkrafts åbningssæson var Ejersbos Aalborg-roman ’Nordkraft’ på repertoiret, og da Jakob Jørgensen efterfølgende læser ’Afrika trilogien’, der udkom efter Ejersbos død i 2008, var han slet ikke i tvivl om, at de historier på et tidspunkt skulle blive til en teaterforestilling. Det bliver de i 2013, hvor Teater Nordkraft iscenesætter de to romaner ’Eksil’ og ’Liberty’, mens novellesamlingen ’Revolution’ fungerer som baggrundsmateriale for iscenesættelsen.
”Jeg synes de bøger er fantastiske. Jeg har ikke set forholdet mellem Europa og Afrika skildret så intenst, fyldestgørende og usentimentalt som i det her tilfælde. Han er så hudløs i sine beskrivelser af mødet mellem mennesker og deres problemer med at skabe relationer. Jeg synes simpelthen, at trilogien er et mesterværk,” konstaterer Jakob. ”Man skal være varsom når man iscenesætter litteraturen og lader sig inspirere til et scenisk værk. Når en roman skal udfoldes i et reelt møde, skal man gøre sig umage med ikke at sætte litteraturen på scenen. Man må tage de nødvendige – stærke – greb på materialet for at det kan
lykkes,” siger han.

Teater Nordkraft tager de her historier alvorligt. Forestillingerne bliver et møde mellem kulturer, hvor et blandet dansk/afrikansk cast skal være med til at realisere en historie i historien. Der er indsamlet materiale til forestillingen i Tanzania, hvor skue-spillere, scenograf og instruktør har været nede for at gå i
historiens fodspor.

Jakob Jørgensen forventer, at opsætningen af de to fortællinger, bliver en af de største scenekunstbegivenheder herhjemme i 2013.

’Eksil’, der er første del af trilogien, har premiere d. 2. marts.