Tekst: Camille Kassby-Wang
Foto: Simon Wedege

Året er 2007 – nærmere bestemt onsdag d. 4 juli. Jeg står foran Nibe festivals store scene. Mine sorte Hunter gummistøvler forsvinder mere og mere ned i mudderet, og mine pvc-leggings kan ikke længere afvise regnen. På scenen står ikke festivalens hovednavn. Et hovednavn jeg ellers havde glædet mig sindssygt til. Mika er blevet syg nogle få dage forinden, og svenske The Ark er i stedet sprunget til som afløsere. De gør det godt (skæbnen ville, at jeg faktisk endte med at opkalde min blog efter en af de karismatiske svenskeres sange), men der er alligevel en uforløst følelse i kroppen, da jeg går hjem.

Året er 2010. Mika skal spille på Skive festival d. 4. juni, og jeg har selvfølgelig købt billet. Nu skal det være! Da han først skal på kl. 21, tager jeg mig god tid hjemme med at forberede og glæde mig. Kl. 16.15 opdager jeg tilfældigt, at der kort tid forinden er tikket en mail ind om, at Mika er flyttet frem til kl. 17 pga. logistiske årsager. Vi gør hvad vi kan, men på mange måder er det en dødsdømt mission. Jeg når lige frem til at Sanne Salomonsen går på scenen. Ikke heeeelt det samme.

Året er 2012. En dag i maj opdager jeg, at Mika skal spille på Nibe festival. Skal 3. gang virkelig være lykkens gang?
I kan vel derfor forstå, at det er med en smule sommerfugle i maven, at jeg onsdag d. 4 juli drager mod Nibe. Både fordi jeg har fået at vide, at jeg har fået lov til at interviewe Mika, og også fordi at vi jo ikke ligefrem har den bedste forhistorie sammen –især med datoer, der begynder med 4. Mon det hele går? Jeg får at vide, at mit interview bliver efter koncerten, hvilket passer mig perfekt. Så har jeg mulighed for at få et reelt indtryk af ham inden.

Mika

Koncerten er virkelig god. Jeg har jo gjort mit forarbejde grundigt, så jeg er helt med på de nye numre, og selvfølgelig også de gamle. Så meget karisma og udstråling. Selv min kæreste må indrømme, at han bare har det der udefinerbare, som kun de allerbedste kunstnere besidder. Ja, hvis ikke ordet var blevet misbrugt for meget i bedste sendetid, ville man måske kalde det x-faktor. I ordets oprindelige betydning. Havde han fået lov til at optræde en sen aftentime på en overdækket scene, så kunne man måske endda gå så vidt som til at tale om magi. Det må jeg have til gode en anden gang. Noget af det der overrasker mig mest, er hans relativt enkle sceneshow. Væk er tidligere tiders kraftige farver, konfetti og rekvisitter. Tilbage står et sort flygel, en mand klædt enkelt, i monokromt, med en bowlerhat ned over det nyligt kortklippede hår, og selvfølgelig et backingband til at hjælpe med at skabe de mange lag i hans musik. Festen er der stadig, både gennem musikken og med Mika som entertainer. Tilbage står et mere enkelt, og måske ærligt, udtryk.

LÆS OGSÅ:
JEPPE SØE: AT ISCENESÆTTE SANDHEDEN

Efter koncerten bliver jeg vist hen til hans vogn. En høj mand (191 cm) i navy vindjakke går mig i møde, og jeg bliver mødt af et venligt smil. Det tager mig lige nogle sekunder at indse, at det rent faktisk ER Mika, der står foran mig. Han virker meget genert, men på en virkelig charmerende måde. Han kaster blikket ned på jorden, og smiler skævt –noget han fortsætter med at gøre hele interviewet igennem. Den store entertainer er helt tydeligt blevet på scenen. Vi sætter os ned, og halvnervøst kaster jeg mit første spørgsmål afsted:

»Hvordan kan det være der har været så stille omkring dig den seneste tid?
Fordi jeg har skullet finde en grund til at lave et album. Der har været meget pres, især fra mit pladeselskab, der har villet sætte mig sammen med forskellige superproducere og sangskrivere –hvilket føles helt bizart, da jeg ikke kan og vil synge andres sange. Jeg laver alt mit eget materiale, og jeg laver altså mærkeligt popmusik. Jeg laver ikke normalt pop, men alternativt pop. Jeg ved godt det er to modsætninger, men der skal være et koncept, en grund. Og ja, det tog lidt tid denne gang. Min første plade handlede om mine venner, og jeg skrev den med musikere jeg holder meget af. Den anden plade skrev jeg alene foran mit piano, og producerede den sammen med én anden, og det var det. Så tog jeg på tour i 2 år, og i 1½ år skrev jeg ikke en eneste sang.
Så skete der noget frygteligt i min familie, som fik mig til at indse, at alle kan dø i løbet af 2 sekunder. Og bizart nok, på samme tid blev jeg forelsket. Og de to begivenheder faldt sammen, jeg pakkede mine tasker for et års tid siden, tog til Montreal, fandt Nick Littlemore (fra australske ”Empire of the Sun”) som jeg virkelig godt kan lide. Vi lavede sangen ”Origin of Love”, hvilket også er titlen på mit kommende album, og jeg tog ikke hjem de næste 6 måneder. Jeg tænkte, ”Fuck det, jeg er sangskriver igen!”. Og jeg fandt ”The Origin of Love” –kærlighedens oprindelse, og det var ikke Nick Littlemore, ha ha!

LÆS OGSÅ:
Læs Låst

»Hvis din første plade handlede om at være barn…
Ja, altså den var ikke så meget om selve det at være barn, jeg vil nok mere sige den handler om skoletiden –faktisk er en del af den skrevet, da jeg gik i skole.

» Og den anden var nærmest del 2 af den første plade, som en slags teenagetid…?
Ja, præcis. Selv coveret var en blå version af det samme motiv.
Men denne plade er noget helt andet. Nogle gange har man brug for at gøre noget helt andet. Som at tage en vase, og smadre den på gulvet.

» Men er du så vokset op på denne plade?
Nej, jeg er nærmere vokset ned, ha ha. Nej, jeg ved ikke om jeg ligefrem er vokset op. » Men du virker også mere seriøs og voksen i din nuværende styling på scenen? Mange af farverne er væk? Men musikken har stadig masser af farve jo. Farve findes jo i mange udgaver.

» Så du er ikke blevet mere voksen, det er bare en ny side vi ikke har set af dig tidligere?
Hmm, jamen egentlig føler jeg mig ikke hverken ung eller gammel. Ligesom nogle dage kan jeg lide mig selv, og andre dage kan jeg ikke.

» Du har lidt en delt personlighed?
Ja, det har jeg på mange måder –og det tror jeg de fleste har. Vi har alle en form for ustabilitet i os, nogle gange elsker vi os selv, og andre gange hader vi os selv, og derfor tror jeg, vi er så desperate for at lave noget, vi kan lide.

» Har du nogensinde følt, at du ikke passede ind?
Ja, jeg føler stadig ikke jeg passer ind. Prøv bare at se her omkring (peger rundt i backstage, bl.a. ”The Blue Van” er lige gået forbi). De har alle sammen seje tatoveringer og stramme jeans.

» Men de ligner jo alle sammen hinanden?
Nej, de ser fantastiske ud.

» Men du kan jo se flere kilometer væk, at dér går en musiker. Du har jo noget helt unikt som de ikke har.
Det er virkelig sødt sagt, men jeg har bare aldrig følt jeg passede ind.

Mika

» Fair nok, det kan jeg egentlig godt se. Men du har jo så virkelig vendt det til din fordel.
Ja, og jeg har det rigtig godt med det nu. Men det har taget noget tid at nå hertil. Først var jeg nødt til at indse, at jeg egentlig ikke behøvede at passe ind.

LÆS OGSÅ:
JARL: MIN NYSGERRIGHED ER IKKE BLEVET ÆLDRE

» Og du har ikke fået hjælp af stylister og diverse mediefolk til at skabe dit look?
Nej nej, slet ikke. Jeg arbejder med nogle designere engang imellem, men oftest er det mig, der fortæller dem hvad jeg vil have. Jeg arbejder også rigtig meget sammen med mine søstre, de hjælper med at udvælge tøj, lave videoer, og en af dem laver f.eks. mit artwork.

» I virker til at være en tæt familie?
Vi er tætte, men vi er ikke totalt kernefamilie. Vi skændes en del, og det er meget sundt. Det gør, at vi rent faktisk kan have et ærligt forhold til hinanden.

» Medierne elsker at sætte et mærke på folk, men du er jo svær at sætte et mærke på. F.eks. hvor du kommer fra (Mika er født i Libanon, og har boet i Frankrig, men bor nu i London), og din seksuelle orientering (Mika har efter interviewet meldt ud, at han er homoseksuel). Hvorfor er du mon så svær at kategorisere?
Ha ha, jamen jeg er vel et produkt af den globaliserede verden, af immigration. Jeg symboliserer ikke en nation eller en mentalitet. Jeg er et produkt af friheden. Min generation har ikke brug for nogen til at fortælle os, at vi kan lave en musikvideo. Vi har ikke brug for et budget. Vi snupper bare et Canon, og laver en fucking video. Vi har ikke brug for et pladeselskab der siger, at vi kan lave en plade. Vi laver den bare på vores computer. Vi har ikke brug for nogen til at fortælle os hvem vi må, og ikke må, have sex med. Noget af det vi kæmper mest for, er rettigheden til at vælge –lige meget om man er hetero- eller homoseksuel, det betyder egentlig ingenting. Vi vil bare gerne selv bestemme.
Vi er en mere handlekraftig, fri generation end den der var, før os. Og vi er nok ret svære at sætte et bestemt mærke på.
I mine sange taler jeg ofte om homoseksualitet, og hver gang er det for at give styrke og større tolerance. Og når du netop ser på sange som de nye ”The Origin of Love” og ”Make you Happy” er det vigtigste budskab frihed. Frihed til selv at vælge.

» Mika. Vi er nødt til at tale om Nibe festival 2007. Du aflyste?
Ja, det var frygteligt. Jeg havde fået fåresyge, og jeg mistede faktisk 60% af hørelsen på det ene øre. Lægerne vidste ikke om den kom igen, eller om jeg ville miste yderligere. Hver gang jeg spillede eller lyttede til musik, hørte jeg kun støj i ørerne, så jeg var nødt til at tage den med ro.

LÆS OGSÅ:
Fatamorgana

» Det lyder frygteligt, især for en musiker. Men ok, vi fik The Ark i stedet.
The Ark? Dem kender jeg ikke.

» Det er et svensk band. Ok, nu skal du høre. Jeg har en modeblog. Faktisk en af de største i Danmark, og jeg endte med at opkalde den efter et af deres numre.
Ha ha, er det rigtigt? Hvad hedder den?

» ”Clamour for Glamour”
Sejt. Det er et cool navn. Det kan jeg godt lide!

» Ahem… tak.
Det er blevet tid til at takke af. Igen er Mika høfligheden selv, og jeg ender med at love ham, at tweete min blogs url til ham. Ikke fordi jeg tror han nogensinde vil ind at kigge, men tror det ligger til hans person at spørge, da han bare er så imødekommende.

Jeg går derfra med et klart billede af, hvem Mika egentlig er. Og er overasket over, hvor meget jeg egentlig kan relatere til ham. Under interviewet falder snakken bl.a. også på Wayne Coyne, den meget karismatiske forsanger fra amerikanske ”The Flaming Lips”, som Mika er helt vild med. De er bl.a. kendte for deres vilde sceneshows med konfetti, ild og udklædte dansere –ikke ulig dem Mika tidligere leverede. Personligt er jeg så stor fan, at jeg har fået Wayne Coyne til at skrive titlen på mit yndlingsnummer med dem, på min arm, så jeg kunne få det tatoveret, og have den med for altid. Vi bliver enige om, at vi burde være Coynes uægte børn, og Mika falder et kort øjeblik ud af rollen som popstjerne, og griner sig igennem vores tankespind.Udover vores førnævnte Wayne Coyne fascination, og at vi er jævnaldrende, så forstår jeg så udemærket, hvordan han uden problemer kan stå og optræde for tusindvis af mennesker, men bliver vildt genert når han ikke er på scenen, og tilmed skal tale om sig selv.
Folk forstår også sjældent, hvordan man kan være ret genert og samtidig drive en blog, hvor man dagligt viser billeder af sig selv. Men det kan man. For jeg er ud af en generation, der selv vil bestemme, og vi går efter at lave noget vi kan lide.
Og så kan jeg konstatere, at 3. gang ER lykkens gang.

Tidligere artikelJonny Hefty: en voksen mand i børnetøj
Næste artikelNDC – Det sikre og professionelle valg

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here