MICHAEL JUUL ERIKSEN: MAN SKAL GØRE SIG UMAGE

Brian Sandberg, Sigøjnerbossen Gimi Levakovic, fodboldspilleren Niclas Bendtner og Jønke har alle nydt godt af hans forsvar i retten.

Når landets mest hardcore retssager kører, er han næsten altid del af persongalleriet. Mød forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen… 

Han er en af de forsvarsadvokater, der igen og igen toner frem på skærmen som forsvarer i nogle af landets mest opsigtsvækkende sager. Det var Michael Juul Eriksens forsvar, der fik pigen fra Suldrup frikendt mordet på hendes mor. Han fik den tidligere rocker Brian Sandberg løsladt efter 100 retsdage, en lang varetægtsfængsling og en anmodning om livstidsstraf fra anklagemyndigheden – og det var også Michael Juul Eriksen, der i højesteret forsvarede sigøjnerbossen Gimi Levakovic, der stod til en mulig udvisning efter en delt kendelse fra by- og landsretten. Ligesom han på et døgn håndterede sagen om Niclas Bendtners spirituskørsel og fik Jørn Jønke Nielsen frikendt i by-, lands- og højesteret. Og så var han forsvarer i terrorsagen, hvor hans klient stod tiltalt for medvirken til Omar El-Husseins gerninger i København i 2015.

Ingen af de nævnte sidder i fængsel – og Michael Juul Eriksen omtales hyppigt som ”stjerneadvokaten” eller ”forbrydernes bedste ven” – afhængigt af medie…

Det hele – eller i alt fald den del af historien – startede med en stor narkosag i Randers tilbage i 2002. Landets hidtil største narkosag af sin art –  og her fik forsvarsadvokaten sin klient frikendt, som den eneste af de 10, der sad på anklagebænken. Den dom etablerede Michael Juul Erikson som en forsvarer, der er villig til at gå usædvanligt langt for sine klienter. Og det er det, han gør. Han er villig til, siger han, at gøre alt, hvad der skal til – inden for lovens rammer, for at vinde sin klients sag. Og det projekt lykkes han ret ofte med. Måske fordi han kommer usædvanligt velforberedt og til stadighed lægger en usædvanlig stor flid i sit fag. Michael Juul Eriksen er 46 år gammel og uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1995. Han har arbejdet som advokat siden 1998 – og er i dag partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen i Aarhus.

Han gjorde sig umage allerede i sin studietid, og der er intet usædvanligt i det faktum, at han på tredje semester – studiets hårdeste – også samtidig fulgte forelæsningerne og eksamenerne på andet semester en gang til – for lige at være rigtigt inde i sit stof. Sådan var han bare. Og sådan er han. I virkeligheden.

Han arbejder op til 80 timer om ugen. Svarer på flere hundrede mails i døgnet og er altid tilgængelig. Han er gift og far til to, og så er han i retten stort set dagligt, for med jura, kløgt og utraditionelle metoder, at give mennesker, der er anklaget for dette eller hint, det bedst mulige forsvar – uanset og uagtet hvem de er, eller hvad de i øvrigt står for:

”Jeg kan godt se igennem store tatoveringer og personlige tilhørsforhold til det ene eller det andet. Jeg møder folk der, hvor de er – og så tager vi den derfra. Det er ikke sådan, at de mennesker jeg forsvarer i retten er en del af min personlige vennekreds, men det er mennesker, som jeg møder i gensidig respekt, ” fastslår han.

Hårdest at forsvare en uskyldig

Michael Juul Eriksen tager ikke personligt stilling til sagerne. For ham er det egentlig ikke så vigtigt, om en person er skyldig eller ej. Det er noget retssystemet afgør. Og det danske retssystem er indrettet med henblik på, at vi ikke skal dømme uskyldige. At en skyldig mand – eller kvinde – går fri, kan både Michael Juul Eriksen og systemet sagtens leve med, siger han, det er sværere, når det er den anden vej rundt og en uskyldig sættes bag tremmer:

”Det er ikke psykisk hårdt for mig, at forsvare en person, som man kunne have en fornemmelse af, var skyldig. Det kan jeg sagtens leve med – og det kan retssystemet sagtens leve med”, konstaterer Michael Juul Eriksen, ”det sker hver eneste dag, for det er sådan, systemet er bygget op. Det, der faktisk er svært, er hvis du har en klient, hvor du er ret overbevist om, at det her menneske er uskyldigt. Det er langt hårdere! For mig er det mere ubærligt, hvis et sådant menneske bliver dømt. Eksempelvis i terrorsagen i København. Der var jeg så inderligt overbevist om min klients uskyld. Det var så fastlagt, hvad der var foregået, og det var kun et spørgsmål om, om havde de medvirket eller ej… Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at de ikke opfylder betingelserne for at skulle straffes, bare fordi de tilfældigvis har sagt hej til Omar. Det er sådan en, der ville nage mig meget, hvis de var blevet dømt og havde fået 16 års fængsel for det. Og på den måde er det faktisk omvendt for mig; det er faktisk hårdere at forsvare nogen, som jeg er helt overbevist om er uskyldige,” konstaterer han.

Michael Juul Eriksen henviser til terrorsagen i København, hvor fire mænd – herunder hans klient – blev frifundet for medvirken til den terror Omar El-Hussein begik ved den jødiske synagoge og Krudttønden i 2015. Sagen er et godt eksempel på, hvordan mediedækning og politiske processer spiller en rolle i Michael Juul Eriksens arbejde, qua sagernes omfang og den offentlige interesse, der ofte er forbundet med lige præcis hans klienter.

Politiet bruger medierne til påvirkning

Michael Juul Eriksen har flere gange været ude og skose den måde politi og anklagemyndighedens bruger medierne på i forbindelse med en retssag, og, siger han, det er nødvendigt, for når man er en offentlig person, så falder der også en slags offentlig dom:

”Både anklagemyndighed og politi bruger efterhånden medierne ret aktivt – måske endda aggressivt – i deres håndtering af en sag – og det er derfor min opfattelse, at det er rigtig fornuftigt, at gå ud med et modsvar i de tilfælde. Selvom det inde i retssalen handler om jura, er det jo mennesker, der forvalter love og paragraffer – og de kan nemt risikere at blive påvirket af en stemning i medierne”, siger Michael Juul Eriksen. ”Når politi eller anklagemyndighed går ud og erklærer, at de har en god sag eller tegner et bestemt billede af en anklaget, så kan det nemt blive en del af den gængse opfattelse af sagen. Og når justitsminister Søren Pind i terrorsagen går ud og siger, at ”man har en stærk sag”, så bliver det jo nemt til en holdning i offentligheden – og den viste sig jo, overhovedet ikke at have noget på sig. Det passede simpelthen overhovedet ikke, det var tvært imod en meget tynd sag. Jeg er afskåret fra at sige noget om det, fordi det var en sag, der kørte for lukkede døre – men det er klart, at det er problematisk, når medierne på den måde kan være med til at fælde dom eller skabe en stemning omkring skyldsspørgsmålet. Det er jeg meget bevidst om også at skulle håndtere, ”siger han.

Vi er ikke lige for loven

Michael Juul Eriksen siger, at det danske retssystem forskelsbehandler. Advokaten har mere end 20 års erfaring at have påstanden i. Vi dømmer helt intuitivt ikke skolelæreren helt så hårdt som den store, tatoverede mand. Og systemet har regler, der gælder specifikt for folk med tilknytning til motorcykelklubber; rockerloven, opfundet for at hjælpe politiet med at få sat skik på de til tider hårdslående bandemedlemmer – men udfordret ved dens balancering på kanten af, hvad der er ethvert menneskes grundlovssikrede ret. Det skal vi huske at gøre opmærksom på, siger han. At alle IKKE er lige for loven – i virkeligheden. Og det bør de være. Det er retssamfundets præmis.

”Det er jo mennesker, der forvalter juraen og på den måde, er det altid et spørgsmål om afvejning af paragraffer og love – og det er usandsynligt, at man ikke bliver påvirket af den oplevelse, man har af et andet menneske. Men man skal bare huske på, at alle sidder med en historie, og vi skal dømme på beviser ikke andet. Hvis beviserne ikke er tilstrækkelige, så kan vi ikke fælde dom over et andet menneske”, konstaterer han.

Man skal gøre sig umage med den slags. Og med alt muligt andet. Michael Juul Eriksen er kompromisløs – ikke bare i sin faglighed, men i tilværelsen. Han går 100 procent ind i alt, hvad han foretager sig; hans job, hans familie og hans indkøb. Det er ikke bare noget, han siger som en art meningsløs, men velformuleret vision – det er hans virkelighed. Og det er på en måde det samme med den the han drikker. Michael Juul Eriksen drikker en helt særligt velsmagende og nøje udvalgt the – og det gør han, fordi han har researchet sig frem til, at den var det bedste bud på en god the. Han overlader ikke noget til hverken tilfældighederne eller Earl Grey, hvis der findes et bedre bud. Og han bruger tid på at undersøge om det er tilfældet.

Det er hans tilgang til enhver sag og til livet. Man skal gøre sig umage, være flittig og undersøge alting til bunds, så man ved, hvad man taler om. Og det er på en måde det, der er hans varemærke; en fuldstændig utrættelig tilgang til detaljen og et ønske om at kende alle aspekter af en sag. Det er også derfor, det tager tid. Og den bruger han altid. Når han afleverer 500 sider i retten som belæg for en påstand, så kender han indholdet af de 500 sider – også selvom han selvfølgelig har fået hjælp til at

finde dem frem. Måske er det noget han har med hjemmefra. Ønsket om at gøre sig umage og den der ro, man godt kan forestille sig, er fremelsket i et barn, der er vokset op i et mindre samfund, i en tid hvor opfindsomhed og fordybelse stod i stedet for digital underholdning. Måske især for boghandlerens søn.    

Michael Juul Eriksen er i retten næsten hver dag. Og det er på en af de dage, en fredag eftermiddag i november, at en kvinde, der virker temmelig målrettet i sit ærinde, entrerer et retslokale i Randers. De to bedst klædte mænd og en smuk ung kvinde på høje hæle, rejser sig prompte da hun kommer ind i lokalet. Resten af os følger deres eksempel – også selvom vi ikke havde behøvet det. Kvinden, der er dommer ved retten, leder nemlig bare efter en forlængerledning. Michael Juul Eriksen tager plads igen, og vender opmærksomheden mod sin computer. Han ser måske ikke engang, hvor smuk kvinden i de høje hæle egentlig er. Han er fokuseret…

Han er ret ung, fyren på anklagebænken. Faktisk er han kun lige fyldt 18 år – og hans far gør ham selskab – ikke som moralsk støtte, men som potentiel medskyldig. Måske er det hans mor, der sender ham et opmuntrende smil, fra hendes plads på tilhørerrækkerne. Han fastholder hendes blik og hans egen uskyld.

Michael Juul Eriksen uddeler med stoisk – men ikke påfaldende – ro sit medbragte materiale. Det er på 500 sider. Plus et mindre tillæg. På de sider, siger han, er der masser af belæg for hans påstand om frifindelse af den klient, hvis forsvar han varetager. Der er fortilfælde, plæderer han, for, at nødværge i det her omfang ikke straffes med fængsel – han foreslår, at dommer og domsmænd, selv ser efter…

Han procederer det meste af en time. Levende, vakt og ansporet af at varetage klientens interesser. Nødværge, hævder han – ikke vold. Og i alt fald ikke i et omfang, der retfærdiggør fængsel. Han bevæger sig i spændet mellem juridisk belæg og en appel til forståelse for sine medmennesker. Han siger, at man må forsøge at sætte sig ind i den anklagedes situation. Og refererer til endnu et fortilfælde. Dem er der masser af – og han kender til de fleste.

Klienten bliver dømt – Michael Juul Eriksen tabte denne gang – men anker sagen til landsretten.