Han har elsket kvinder på de fleste kontinenter. Han har taget dem hengivent, besidderisk, ligefremt og kærligt, og de har allesammen lært ham noget. Han har delt en del af sin tilværelse med nogen af dem i en længere periode. Han har været både begæret og besværet. Han er blevet forladt og han er gået – for sådan gør mænd. Sådan gør mennesker. Vi befinder os i et spænd mellem kærlighed og lyst, og for de allerfleste af os, er det ikke nogen ukompliceret sag, at få de to til at fusionere.

Jakob Olrik er 43 år gammel og har et omfattende empirisk belæg for det meste af det, han siger om kvinder og mænd og alt det sanselige, de har til rådighed som et fælles vilkår. Og omvendt også alle de genvordigheder, det medfører. Han er sex- og samlivsekspert, og selvom der er styr på de psykologiske bevægegrunde og antropologien bag hans udsagn, så er det allermest følt og levet.

“GOD SEX TAGER ALTSÅ MERE END OTTE MINUTTER OM DAGEN”

Og vi kan begynde med kærligheden. Vi kan huske, at det er den, vi – også – skal agte, og det gør vi ikke, når vi gør vores eneste ene til en fastlåst repræsentant for en kulturskabt konstruktion, der skal repræsentere og bære, at vi er lykkedes som mennesker, fordi vi kan kalde os samlevende, ægtefolk eller kærester. ”Vi skal også elske hinanden – og os selv. Vi skal gøre det til en sanselig affære, og god sex tager mere end gennemsnitligt 8 minutter om ugen. Som er den tid gennemsnitsdanskeren bruger på at knalde sin livsledersager. Det kan være en del af forklaringen på, at den eneste ene for flere og flere står i et noget ubestemt – og til tider diffust eller løgnagtigt – ental. Vi er utro. For nogen eller noget må vi begære for at føle os i live”.

Jakob Olrik er levende. Knap så tilknappet som de fleste andre danske mænd, og han sanser sine omgivelser. Han læser dig – og ved godt, hvad du er ude på, hvis du er. Ligesom han tør sætte ord på al den uforløste liderlighed, der koster mennesker deres fulde livspotentiale. Han er krop. Og sjæl. Og kvinder i hele landet møder talstærkt frem for at se og høre ham sætte ord på det, rigtig mange af os er så optaget af: At lykkedes med en sund, kærlig og seksuel relation til en anden. Helst ikke på ubestemt tid.

Og det kan vi sagtens, siger han, men måske har vi aldrig lært hvordan. Vi har alle sammen kærlighed som en kapital, men det er den, ikke det, siger han, vi skal vikle os ind i. Vi skal lade være med at handle med kærligheden og tinge med os selv, men i stedet gå modige og blottede for uredelige intentioner, ud i mødet med den anden – én anden eller de andre – og så står vi jo der; på sin vis nøgne – og i alt fald ærlige og med mulighed for at erfare det, der er hans påstand; at kærligheden er en vuggegave med ret stort potentiale:

”Kærligheden er i virkeligheden blevet vores tilværelses store tabu. Det er ikke hvordan man slikker eller gnasker rundt i den andens underliv, men i stedet, at vi er bange for at elske. Og det er jo vores drivkraft og længsel; vi vil så gerne elskes, men vi er så bange for at blive forladt og for den smerte, der er kærlighedens paradoks, så vi drukner ønsket i simili-kærlighed. Noget der ligner, det vi drømmer om. Og i virkeligheden har kærlighed ikke den formel. Kærlighed er liv og en tilstand, vi er født i. Den må ikke være et mål”, siger han. ”Kærlighed er nydelse, tålmodighed og accept af den situation vi befinder os i, af den, vi er og af det, vi gør. Men det der kulturskabte paradigme og alle vores kærlighedsneuroser, som vi har med os fra barndommen gør, at vi slet ikke har lært simpelthen bare at være i kærligheden,” siger han.

Og så kaster vi os måske ud i et parforhold, som vi kommer til at fastholde for lang tid. Eller i favnen på de fleste – kombinationen af de to ting findes også – og bliver til overvældende utroskabsstatistikker, der fortæller om en anden version af virkeligheden, end dem vi selv og vores idylliske forestillinger har gjort sig til repræsentant for:

”Vi skal kaste os i favnen på hinanden i kærlighedens navn – men jo ikke med kønsdelene først”, siger Jakob Olrik. Og det er det, der er sket – vi har fået flyttet lidt på figenbladet, der i dag dækker hjertet og blotter kønsdelene. Vi møder hinanden med seksualiteten og bruger den som et forsøg på at få kærlighed – ligesom vi gør med alle mulige andre ting, vores uddannelse, vores materialisme, vores intellektuelle kapital; det kan alt sammen blive et middel til at opnå det, vi i virkeligheden alle sammen længes efter; anerkendelsen i og af, at vi er elskelige,” konstaterer han.

LÆS OGSÅ:
Drinknørderi og hjemmebaren hitter i de danske hjem

Og så forestiller man sig måske, at sådan en ”moderne og blød mand”, der ved alt det og tør tale om det – og i øvrigt har en datter på 14 – hans ”livs mest ukomplicerede og rene kærlighed”, som næsten altid har boet hos ham halvdelen af tiden, selv er i et velfungerende parforhold med regelmæssig, god sex og masser af meningsfyldte samtaler og øjenkontakt hen over Elipse-bordet. Men det er han ikke. For det har han ikke nogen stor lyst til. I alt fald ikke lige nu.

”Jeg har ikke været særligt søgende hen i mod parforholdet. Især ikke de sidste 12 år, hvor jeg har været mere eller mindre single”, fortæller Jakob Olrik. ”Jeg har i stedet været på en lidt anden udforskning af livet – også af mig selv, og der har parforholdet ikke været en hensigtsmæssig ramme. Jeg vil ikke afvise, at det kunne ske nu – det kunne det måske netop, men hidtil har det ikke været mit fokus eller min drivkraft”, siger han.

Lysten driver værket

Til gengæld har han altid haft lyst til både kvinder og livet i al almindelighed. Det er lysten, der har drevet ham – både i den ene og den anden henseende. Jakob er vokset op i Sønderborg hos en mor, der ikke ligefrem havde et overudviklet omsorgsgen og gik i en skole, hvor han, som stærkt ordblind, blev placeret i en specialklasse – og der sad han så med en madpakke og prædikatet ’dum’ under armen, og mærkede trodsen. Det trodsige mod fik styrke i den klasse.

”Jeg havde sådan en fornemmelse af at blive uretfærdigt behandlet. Jeg blev som ordblind placeret i en klasse med tre andre; de to sad fastspændt og savlede og den tredje var stor og mørk og vildt skræmmende. Den fjerde var mig, og jeg sad bare der og fik lyst til at vise dem! Det var og er et drive. Jeg fik brug for at bevise, at jeg ikke var sådan en, som de ville gøre mig til. Jeg er ikke dum. Jeg er bare ordblind,” siger Jakob Olrik.

Trods kan være en fin forudsætning for en iværksætter – og det var som sådan, Jakob begav sig ud i verden og i Københavns gader. Han lavede pr i kulturlivet, etablerede et reklamebureau, skabte events og uddannelser – og lysten drev ham.

”Det var noget med, at jeg i den skole der havde lært min egen begrænsning meget tydligt at kende. Jeg vidste godt, hvad jeg ikke kunne – men havde en stor virketrang og er sådan en, der har det bedst med at få tingene til at ske. Og når man så tør erkende, hvor det er, man selv er svag – så kan man også finde ud af at bede andre om hjælp. Og det var sådan jeg gjorde. Jeg tog mine idéer og koblede dem sammen med mennesker, der kunne det, jeg ikke kunne – og så var vi i gang,” fortæller han.

Jakob Olriks virke blev offentlig kendt – og anerkendt – da han udviklede konceptet ’I seng med DR2’, en programrække, hvor han som vært gav meget konkrete råd til sex og samliv, og i 2006 etablerede han en sexolog- og parterapiuddannelse sammen med sexolog Joan Ørting, de to ting i kombination betød, at journalisterne begyndte at ringe til manden, hvis mission var, at ”give nationen et bedre sexliv”. Jakob Olrik var etableret som ”sex-ekspert”.  I dag lever han af at holde foredrag for – primært – kvinder om ”mysteriet manden”, han er forfatter til tre bøger – herunder den vældig omtalte ’Natsværmer’, en erotisk, autofiktiv roman, der beskriver en luksusprostitueret, hendes forhold til overklassens mænd og det skrøbelige kærlighedsforhold mellem hende og bogens fortæller; Jakob. Han er også klummeskribent i Politiken, Euroman og Jyllandsposten, og så er han til stadighed drevet af lyst – men i modsætningen til tidligere, er den mere indadvendt. Han dyrker måske lidenskaben knap så intenst på det fysiske plan – til gengæld er han optaget af de ting, der forgår i vores og hans eget indre. Han har fået øje på den der kærlighedskapital i mennesker, og som han plejer, er han dykket langt ned i emnet for at forstå alle aspekter af det, der siden hen skal blive til en nyt foredrag, til klummer, debatindlæg og en del af den måde, han selv praktiserer tilværelsen på;

LÆS OGSÅ:
HVIS ALLE VAR VENNER

”Vi skal lære – bogstaveligt talt – at elske og rumme hinanden. Vi skal sætte det på skemaet i skolen, og forstå, at kærligheden er en tilstand. Det er ikke en kapital, men en kompetence – og det lille omsorgssvigtede barn, som de fleste af os har indeni, kan godt have svært ved at kende forskel. Og det lyder så hippie-agtigt at sige det, men helt ærligt, det er useriøst ikke at tage det alvorligt, for hvis ikke vi får lært det, så ender det i et ragnarok af mennesker, der opfører sig som maskiner, der ikke kan elske. Og det er kærligheden, der gør os til mennesker,” siger Jakob Olrik.

Feltet mellem kærlighed og maskinmennesket har Jakob skrevet om i sin meget omtalte bog ’Natsværmer’ – den, der udkom sidste år og i den grad prægede mediebilledet på grund af dens autofiktive udgangspunkt, og beskrivelsen af magtelitens mænd, halvskjult bag opfundne aliaser, som uredelige mennesker, der misbruger kvinder – og en overgang kvinden i Jakobs liv. For det er ham og hende bogen handler om. Det er deres forsøg på at mødes et sted midt i mellem alt det forbudte og følsomme, der hårdt filtret sammen, bliver svært at overskue, der skildres i bogen – der mere end noget andet er tænkt som en erotisk fortælling, der tør stå ved, at noget af det, vi ikke taler om, også er noget af det, der tænder os. Bogen har mange påstande, og Jakob stod i medierne ved, at udgangspunktet var virkeligheden – udsat for fiktionens virkemidler. Og når man gør det, og samtidig skriver en historie om mænd, de fleste kender og deres seksuelle udskejelser med unge piger, som de gør til prostituerede, og også skriver en mand, der meget nemt kan lyde som en Kronprins til Danmark ind i historien, så skal man give svar på tiltale. Jakob Olrik og hans fortælling druknede nærmest i den mediestorm, der fulgte efter bogens udgivelse.

”Det handlede nok om, at jeg fik talt lidt over mig og så blev det til en artikel, der påstår, at jeg hænger kronprisen ud for at bruge prosituerede. Det er ikke rigtigt. Jeg kender ikke personligt til, at han gør det, men jeg kender de piger, der siger, at de har været en del af det. For mig er der ikke nogen tvivl om sandhedsværdien af det – men jeg kan jo ikke påstå, at jeg helt sikkert ved det. Og det gør jeg heller ikke. Jeg videreformidler bare en historie”, smiler han – ”og i virkeligheden er det ligegyldigt. Det jeg ville var at fortælle en erotisk historie, også om det paradoksale i, at det, der er så forkert også er liderligt – for sådan oplevelse jeg det selv. Når hun fortalte mig om de her ting, så oplevede jeg, at jeg blev liderlig af det. Og det er på trods af, at jeg synes, prostitution er meget forkert,” siger han.

Det er nok den umiddelbarhed der har gjort Jakob Olrik til en mand, de fleste kvinder lytter særligt opmærksomt til. Den, og så hans evne til at få fagligt belæg, humor og det virkelighedsnære til at forene sig til noget, mange kvinder synes, de kan bruge til noget.

Omkring 60.000 kvinder – og langt færre mænd – har siddet bænket til et foredrag med Jakob Olrik. Og mange af dem har stillet spørgsmål til det parforhold, der bare ikke fungerer. Til den manglende sexlyst, til ligegyldigheden og til den forudsigelighed, der æder af overskuddet. Sanselige, seksuelle væsener der godt kender til fornemmelsen af en særlig berøring, et fastholdt blik, der uden ord synes at have potentiale til tusind eller bare en enkelt nats eventyr eller til den passion, der giver livet kant og værdi. Og alligevel er det vasketøjet og millimeterdemokratiet, der fylder. Parforholdets evighedskoncept får lov til at skygge for øjeblikket, og det er, når det sker, at vi finder os selv midt i den utilfredshed, der på en eller anden måde bliver tryghedens pris. Alternativt bliver vi måske evighedssingler i drifternes vold eller evigt næsten desperat søgende efter anderkendelsen i en tosomhed, der igen og igen sprækker. Måske fordi det er i spændet mellem det trygge og forudsigelige og anerkendelsen i at blive genvalgt som livsmage på 12 år og så drifterne, der er båret af det ukendte og nysgerrigheden, at det monogame parforholds kriser opstår. Og det gør de. Jo.

LÆS OGSÅ:
Friluftsrådet og Spar Nord Fonden giver unge bedre rammer for friluftsliv på Ungdomsøen

”Jeg var engang i en eller anden P1-debat med en præst, der sagde igen og igen, at man skulle kæmpe – virkelig kæmpe – for parforholdet og kærligheden… Kæmpe? Altså, det lyder jo fandeme som om det er en slagmark. Og jeg vil ikke kriges om kærlighed, så er det jo i sagens natur ikke kærlighed, vel… Og på en eller anden måde er jeg langt hen af vejen mere en singleambassadør – også for at værne om det smukke parforhold”, siger Jakob Olrik.

Symbolske knald og kærlighed

Og så skal vi måske passe på med det der ønske om at fastholde tingene:

”Hele den der idé om at vi går ned af kirkegulvet og sætter en ring på hinandens finger, er sådan et ønske om at vi fastholder det her – øjeblikket – for evigt. Ringen er sluttet. Men jeg kan garantere dig for, at der ikke er noget, der er for evigt. Vi tror, at kærligheden bare flyder ubesværet, men den skal næres og huskes, for alting forandrer sig. Ting er i bevægelse – det er verden, og det er du og din partner,” siger han.

Og så understreger han, at man skal forstå det rigtigt. Parforholdet er smukt og rigtigt for mange, men man skal gøre sig bevidst, at det er hårdt arbejde – det er ikke en statisk konstellation, der ikke behøver andet end et symbolsk knald med jævne mellemrum for at fungere. For i sit udgangspunkt er det etablerede parforhold røvkedeligt, siger han. Det er blottet for det, der er forelskelsens livgivende eliksir; neuro-transmitteret nysgerrighed og en kemisk nurset længsel efter hud og det fysiske, mærkbare møde – så det skal man arbejde for. Til gengæld får man så den tryghed, som mange mennesker sætter så højt – og forhåbentlig en grundlæggende sum af kærlighed – der kan stå selv, også uafhængig af sex. For de to ting er ikke altid hinandens forudsætning.

”Sex kan være den ultimative kærlighedserklæring, men det kan også være det modsatte – og det er jo det, der er det spændende ved det,” siger Jakob Olrik, men vi har fået gjort sex til et vidnedsbyrd på, at vi elsker hinanden – og hvis det er det, er det jo problematisk, når vi ikke længere går i seng med hinanden efter to år. Det er bare ikke så mærkeligt, at vi ikke gør det, for helt naturligt er nysgerrigheden – der jo er drivkraften – forsvundet,” konstaterer han.

I Jakob Olriks foredrag, som han turnerer landet rundt med, giver han kvinder – og de få mænd, der er mødt frem, ret håndgribelige bud på, hvad man kan og måske bør gøre, hvis man gerne vil være i parforholdet. Han smyger sig langs scenen som en karikeret udgave af en liderlig, forsmået kvinde, der gerne vil bytte et afgørende mål i en Champions League-finale ud med mere håndgribeligt samvær med den sportsinteresserede mand, og publikum kvitterer med en latter, der enten er afvæbnende eller næsten hengiven. Han har nok en pointe.

Vi vil så gerne fastholde det parforhold og den tryghed, det repræsenterer, så vi bør gøre os umage. Vi kan, foreslår, Jakob, måske overveje at kigge på vores eneste ene, som var dagen med ham eller hende tilværelsens sidste. Se hinanden, mærke berøringerne, lytte og være nysgerrige. I modsat fald, siger statistikkerne, er det sandsynligt, at en stor del af os vender os mod nogen eller noget andet. ”Pixelerede patter” kommer i spil – internetpornoen, minder Jakob sit publikum om, eller hun falder i snak med Mogens på kontoret og får øje på alt det, han kan se. For vores seksualitet er en del, af dem vi er. Vores formåen på det område afspejler vores livsduelighed på uendeligt mange områder. Hvis vi føler os utilfredsstillet eller utilstrækkelige her, vil det have indflydelse på den energi, vi går ud i verden med.

”Vores seksualitet er stor del, at dem vi er – og det er der, det går galt. Alt føles umiddelbart så rigtigt; vi bor fint, har valgt en livspartner og fået nogle smukke og kloge børn, der leger med naboens smukke og kloge børn, og alligevel er der noget, der fylder i vores drømme – noget vi længes mod. Og det er det, vi skal ned og se på. Vi skal ned og forstå, hvad der er under toppen af isbjerget… Hvad er det, vi har lyst til? Har vi lyst til en anden end vores partner – og hvad er det så, det handler om? Afviser hun dig? Vil du have mere sex end ham? Find nu baggrunden for de der ting”, plæderer Jakob, ”for det vil også gøre dig i stand til at være i din passion. Være ærlig og det vil gøre dig mere lykkelig uanset om du er i parforhold eller ej. Alternativet, at du pakker dig ind i IKEA-møbler og en forestilling, er for forudsigeligt og ligegyldigt, så jeg vil virkelig forslå, at du tør gøre det.  Også selvom du er bange for den potentielle smerte, der kan være forbundet med det – at du skal være alene eller forandre ting, der fungerer på overfladen. Det koster nemlig lidenskaben og følelserne at lade være,” fastslår Jakob Olrik.

LÆS OGSÅ:
PRINS JOACHIM og Joachim

At elske

Følelserne – det er dem, der river i os, når vi vil elskes og ikke bliver det. Ligesom de driver varmt rundt i kroppen som et lovende varsel, når vi genkender en drøm i en andens blik. Og måske kommer man til at gå med, i håb om at finde lykken undervejs– og måske tager man fejl og ender med at føle sig forrådt, allermest af sig selv. Heldigvis. For en dag ser man så, hvad der er, man leder forgæves efter – og opdager, at man har det allerede. Sig selv. Ligesom Jakob, sex- og samlivseksperten, der ved alt om, hvordan man håndterer kvinder og mænd – og alligevel endte i en ”ulykkelighedspsykose”, hvor han i fire år halsede efter noget, der lignede en kærlighed, han ikke måtte give slip på. I virkeligheden var det et udtryk for et kærlighedssvigt; barnet, der har fået lidt mindre omsorg end det burde, og derfor forsøger at rette op på skaden:

”Min mor var ikke nogen særlig omsorgsfuld kvinde, og derfor ledte jeg efter en kvinde, der ikke rigtigt ville mig. For at overvinde den der fornemmelse. Og hvis en kvinde har kunnet iscenesætte noget der indikerede, at de ville mig og så alligevel ikke helt, så forelskede jeg mig i det”, siger han, ”indtil jeg blev opmærksom på, at det var det, der var på spil. Jeg kan ikke sige, at det aldrig vil ske igen – men min tese er, at jo mere ærligt vi går ind i de følelser; jo mere vi tør sige, at vi føler os uelskede, jo mere vil vi føle os elskede, og på den måde kan vi blive fri af de der usunde relationer.”

Jakob Olrik lever en i virkeligheden ret almindelig tilværelse som delefar på Christianshavn den ene halvdel af året – den anden opholder han sig i sit sommerhus i Tisvildeleje. Han holder foredrag, skriver – passer sit arbejde, sin private konsultation og sin 14-årige datter, der har fået en kæreste og gerne spørger sin far til råds om den slags. Hans liv er mere blottet for luksusprostituerede og sælsom sex, end man måske kunne forestille sig. Han arbejder med den indre ro og teknikkerne, der skal gøre ham klogere på, hvordan man fortæller et menneske, hvad kærligheden er, og hvordan vi praktiserer det som en kernekompetence – en nødvendig dyd!

Alle kan forføres, siger han. Også gifte kvinder, der aldrig har været utro. Og han kan gøre det, for det er et spørgsmål om teknik. Om at nære det behov hos en anden, der er forsømt. Mere magisk eller mystisk er det ikke. Og han ved det, for han har ”kysset mange frøer” og oplevet det lille kick, der er i at lykkedes med forførelsen. Men den er – også – farlig siger han. For indlejret i ordet er der jo den betingelse, at man får tag i et andet menneske. Man fører dem. Og risikoen for at fare vild er til stede. Det er et stort ansvar, og derfor noget, man skal være lidt forsigtig med. Helt modsat er det med kærligheden – den skal vi være mere generøse med. Også selvom det gør ondt, hvis vi mister den:

”Man skal være bevidst om, at den måde vi indretter parforholdet på er en blanding af Hollywood, kristen dogmatik og lidt forvildede kærlighedsneuroser fra barndommen. Romantik er skabt af plastikbilleder og fornægter den sande seksualitet. Kvinder er ikke udelukkende ærbare, rene og jomfruelige væsener, der kun venter på den store, beskidte mand, der skal komme og besudle hende. Sex, som et sandt møde mellem det bløde og fine og det mørke og rå – og så kærlighed kan sagtens praktiseres enestående og uden hinanden som forudsætning – men de to ting fungerer gensidigt bedst i den rette dosering,” konstaterer Jakob Olrik. Nu skal vi lære at elske!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here