Martin Brygmann er komponist, skuespiller og far til fem. Han er lige om lidt aktuel i ’Far til Fire’ – og på permanent basis som kunstner og som menneske.
Han er absolut ikke VVS-installatør, han går sjældent i teatret, smører kedelige madpakker, men er til gengæld ret sjov. Også uopfordret – og selvom han risikerer en hel del ved at være det…

Martin Brygmann befinder sig i Norge. Det har han gjort de sidste tre uger, fordi han er i gang med at indspille den nye Far til fire- film, der har premiere i februar 2017. Han tog rollen – ikke ubeset men derimod baseret på nogle overvejelser, der betyder, at den nye ’Far til Fire’-film adskiller sig en hel del fra de forrige. Ikke som historie, men som fortælling.

”Jeg overvejede det i nogen tid, da jeg fik tilbuddet,” fortæller Martin Brygmann, ”og jeg sagde ja under forudsætning af, at der var ting der skulle ændres i forhold til de forrige film. Dem er der ikke noget særligt i vejen med, men for mig var det væsentligt, at vi skulle noget andet med den her, så jeg kommenterede på manus og fik mulighed for at præge castet og den måde, vi fortæller historien på,” fortæller han, ” og på den baggrund sagde jeg ja.”

Det nye er, at kameraet er mindre statisk og dialogerne og interaktionerne mellem skuespillerne foregår som en uforstyrret proces, der optages i hele scener i modsætningen til den mere traditionelle filmtradition, hvor det er mere brudt op i indspilningen og kameraet i øvrigt som oftest er på stativ – og selvom det kan lyde filmteknisk specifikt, vil udfaldet med meget stor sandsynlighed være en mere levende og autentisk fortælling. Vi bemærker, hvordan Per lyser op i oprigtig forventning, når far fortæller, og vi føler os helt overbevist om Søs gode intention, for vi kan se den spejlet i Oles hengivne smil – og vi kan mærke, hvor sjov Onkel Anders i virkeligheden er, for fars oprigtige og hjertelige latter smitter – og kameraet indfanger det hele i det sekund, det sker. For de er der alle sammen – og selvom det er spil for galleriet, så er de tilstede i scenen og det er øjeblikket, de reagerer på.

”Det betyder meget for den færdige film. Traditionelt krydsklipper man mellem nogle replikker, og forskellen er her, at Per står over for Onkel Anders og spejler sig i det, han gør. Kameraet indfanger det øjeblik og dermed skaber vi altså – håber jeg da – en fortællingen, der måske er filmisk mere ”urolig”– men til gengæld mere levende. Og dermed sjovere. Håber jeg da,” siger Martin Brygmann.

INGEN SKÆG – STADIG SJOV
Så de har rystet posen. Alt er nyt. Cast, crew, teknik og form – kun historien om Per og hans familie er på sin vis uforandret. Den, siger Martin Brygmann, handler nemlig om noget, der er både universelt, tidløst og uanfægteligt; solidaritet. Den første Far til Fire film kom i 1953– baseret på en tegneserie omhandlende samme persongalleri, og det er altså 63 år siden, vi første gang blev introduceret til historien om familien, der har for vane at løbe ind i de mest besynderlige og underfundige udfordringer, og altid klarer skærene – ikke på trods, men på grund af hinanden. Og selvom Lille Per – også – har fået andre interesser og stadigt mere legetøj ”made in China”. på hylderne i børneværelset, så ændrer det ikke ved den grundlæggende præmis, der handler om sammenhold og solidaritet med hinanden – her illustreret ved en familie, der uanset tilværelsens benspænd næsten altid ender med at have hinanden og publikum i en varm, hul hånd.

LÆS OGSÅ:
Jon & Løkke: Vi skal kæmpe for kunsten og kulturen

”Det her er Danmarks ældste filmkoncept og det er der noget meget smukt ved,” siger Martin Brygmann. Vi kender familien, vi ved godt, hvem Per og Anders er, og vi har et forhold til bøvlet og til kærligheden. Det betyder bare, at der er mange ting, man ikke behøver fortælle igen – og det betyder slet ikke, at historien er uaktuel – det vil den helt grundlæggende aldrig blive, for den handler om det særlige, der er ved familier; at vi er solidariske med hinanden – og uanset bøvlets omfang, så rækker kærligheden,” siger han.

Og det er måske det, den vil os – historien om Per og hans familie; for der er jo noget ved nuet, der godt kan udfordre os på både tid og nærvær – og så kan sådan en historie være en fin påmindelse, som vi sammen kan læne os tilbage i for at få en art vished og forsikring om familiens samhørighed som et ubrydeligt bånd, der uanset iPads, overarbejde og hektisk hverdag, stadig er et væsentligt værn. Nu og da. Det er en grundlæggende fortælling, der er pakket sjovt ind. Den er underholdende, men neden under det ligger der en historie, der er upåvirket af tiden. Og selvom familien følger med den tid, de lever i og selvom Onkel Anders ikke længere har sit karakteristiske skæg, så er det bare fortælleformen for en historie, der grundlæggende er den samme.

FAR TIL FIRE. OG FEM.
Martin Brygman spiller den naive, godtroende, altfavnende og først og fremmest kærlige far, til Mie, Søs, Ole og Per. Og han ved godt, hvordan det føles at elske et barn. Han kender bøvlet og kærligheden, for han er – ud over fiktionens far til fire – selv far til fem. Han er sådan en, der skynder på børnene mandag morgen, smører aldeles ordinære madpakker og vrisser, når det er påkrævet. Så selvom han kan se det sjove i det meste, bor familien Brygmann altså ikke i et hurlumhejhus, hvor alt er til grin. Han er en udøvende del af en ”nærmest småborgerlig” familieenhed, med kærligheden som det helt naturlige centrum – og latteren som latent forløsende omstændighed. Præcis som hos de fleste andre.

”Jeg er jo sådan en, der altid jagter grinet – og så alligevel… for jeg er også småborgerligt anlagt, og er til hverdag en nogenlunde ordinær far, der, hvis det rigtige underskud er der, ligefrem kan være en sur en af slagsen,” konstaterer Martin Brygmann. ”Hvis muligheden er der, så benytter jeg mig af lejligheden til at joke, men derudover skynder jeg på børn, finder tandbørster frem og er den, der sørger for, at man er i god tid. På den måde er jeg ikke i symbiose med mit faglige jeg til hverdag,” siger han.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

Men han har det på rygraden – det der med at være en kærlig, lattermild far – og det er egne erfaringer og noget, der kunne minde om Brygmann selv, vi får lov at se i filmen næste år. For det er sådan, man – han – tager rollen på sig; man investerer sig selv i projektet;

”Det gør jeg. Det gør man altid,” fortæller han. ”Man definerer et menneske med sine egne nuancer – og jeg har fem børn og ved godt hvad kærlighed er. Når jeg bruger det, bliver det ægte – og nu har jeg været væk fra mine egne børn i tre uger, og savner dem, den kærlighed lader jeg flyde over i mine filmbørn, så det kommer indefra.”

 

“Jeg er ved Gud ikke VVS-installatør – og det fandt jeg ud af,”

 

Når han ikke er ”fungerende far” enten her eller der, er han så meget andet, Martin Brygmann.
Han er komponist, og har skrevet musik til utallige produktioner, musicals, tv og shows. Han er den mest spillede kunstner i dansk radio de sidste 15 år, og der findes næppe en nulevende dansker, der ikke kan refrænet til ’Jeg vil i seng med de fleste’. I 1998 bragede han igennem med satiregruppen Lex & Klatten i selskab med Paprika Steen, Hella Joof og Peter Frödin, i mellemtiden og herefter har han – blandt andet – lavet tv, julekalender og teater, og i 2011 turnerede han med onemanshowet ’De fleste ulykker sker med lemmet’ – til stor fornøjelse for størstedelen af Danmarks befolkning. Han har spillet på Roskilde Festival, Lord Faquaad og trommer for Lars H.U.G – og på en måde er det derfor, han ikke er VVS-installatør, men det er også fordi, han en dag, da han kom gående ind over Kultorvet som pædagogisk bagstopper i en slange af børn, fik den tanke, at der skulle han ikke gå resten af livet. Og så valgte han fremadrettet en helt anden. Inden dag havde han tilbragt et år på en erhvervsskole, hvor hensigten var at blive VVS-installatør, for selvom han egentlig meget hellere ville spille trommer, så stod det – dengang – ret klart, at det kunne man ikke leve af;

”Jeg havde en idé om, at jeg skulle være håndværker. Det har jeg to brødre, der er – og det virkede solidt og rigtigt. Men det skulle jeg så ikke! Jeg er ved Gud ikke VVS-installatør – og det fandt jeg ud af,” fortæller Martin Brygmann, ”og det er det fine ved det; man skal sommetider gøre de forkerte ting, så man kan vide, hvad der er det rigtige.”

Det rigtige for Martin Brygmann var i første omgang af defilere ud i verden med en drøm han holdt i ave og viljen til at gøre endnu et forsøg. I en vuggestue og i en børnehave. Og så tage et valg om at tage en chance, for i virkeligheden ville han jo allerhelst spille musik, så det gjorde han. Han besluttede sig for at lære noder og tog derfor timer hos en trommelærer. Han brugte tre år, på at lære noder – og fandt ud af, at det kunne han ikke, men til gengæld havde han en eminent teknik, og den slags rækker mindst ligeså langt – så han fik jobs med forskellige band, og siden hen en kone – dramatikeren Line Knutzon – der i 1989 blev gravid med deres første barn, og så blev tilværelsen som dedikeret, men småt feteret – og lønnet – trommeslager igen for usikker. Så en søndag aften besluttede han sig for at skifte branche, og mandag morgen da han vågnede var det som selverklæret skuespiller;

LÆS OGSÅ:
Marco effekten

”Da Line ventede barn følte jeg, at jeg måtte ændre på nogle ting, og derfor besluttede jeg mig simpelthen for, at jeg skulle være skuespiller. Den sikre branche…”griner Martin Brygmann. ”Og selvom min titel ændrede sig fra en søndag til en mandag, og det egentlig viste sig, at gå meget godt, så er det jo ikke helt så let, som det lyder – men det var jo ikke en idé, jeg greb ud af det blå; jeg havde jo en fornemmelse af, at det var noget jeg kunne. At jeg havde noget at byde på i den retning, og så tror jeg på, at man engang imellem må være risikovillig for drømmen. Så skal man tage chancen og gå ud i verden med oprejst pande og al sit mod, og så skal man tro på det, eller kan man ikke lykkes med noget,” siger han.

LATTER LIG LYKKE
Martin Brygmann lykkedes. Han er mangfoldig, har skabertrang og er drevet af latteren – næsten udelukkende og uanset. For ham har kulturen ikke nødvendigvis noget opdragende element, og gøgleren, det fine, ædle og noble menneske med bjælder i hatten og foretræde for kongen har for længst bevist sit værd som en til tider grufuld histories formildende og helt nødvendige omstændighed. På den måde kan man godt være forpligtet af sit talent – og hvis man kan få folk til at grine, så bør man måske gøre det…

”Jeg har ingen bagtanker med de ting, jeg skaber, men jeg har en næsten sygelig trang til at få folk til at grine – uanset konsekvenserne,” fortæller Martin Brygmann, ”og jeg er af den overbevisning, at hvis man kan, så skal man gøre det – også med risiko for, at det engang imellem mislykkedes.
Og jeg kan da godt nogle gange se mig selv udefra og tænke ”slap nu af”, når jeg sidder og spiser sammen med nogle mennesker og hele tiden jagter det der grin – og mislykkedes med det. Så sidder jeg der, midt i den sociale katastrofe hvor jeg sagde noget HELT forkert og INGEN grinede, men så lærte jeg det – og kan så fremadrettet bruge det som en drivkraft; at være så sjov, at jeg undgår den situation,” konstaterer han – og påpeger, at der ikke behøver være nogen opdragende effekt ved kultur. At det er en del af den nødvendige balance, der må være i en verden, hvor der nogenlunde er status quo på omfanget af ulykker og katastrofer – og derfor altid har været et behov for det forløsende grin. En pause og en mulighed for at slippe ”den virkelige verden” i et nødvendigt øjeblik.

LÆS OGSÅ:
Danske Haps Nordic vil klæde maden i miljørigtig stofemballage

Martin Brygmann har selv masser af grine af – men det er sjældent scenekunst, film eller anden underholdning. Han elsker musik, men lytter meget sjældent til det, når han ikke behøver – og på den måde er han måske – også – lidt atypisk i en branche, hvor man til dels er, hvad man ser. Når han har fri holder han af sin familie, stilhed og sportspræstationer udøvet af alle andre end ham selv. Han følger med stor interesse og med mellemrum tilbageholdt åndedræt sportsfolkenes præstationer, og hylder det enkle og facitorienterede aspekt;

”Jeg vil citere den gode Jesper Klein og sige; ”Teater er ikke noget man ser, det er noget man laver”. Det udsagn er meget sigende for mig. Jeg vil hellere se sport, og det er jeg til gengæld temmelig passioneret omkring. Det med, at der er klare regler og en taber og en vinder. Der kan jeg lade hjernen slippe og nyde det enkle. Det kan der så gro nye idéer ud af. Jeg er slet ikke den store kulturforbruger privat. Jeg ser ikke tv-serier og hvis nogen tænder for musikken, så slukker jeg for den, så snart jeg har mulighed for det,” fortæller Martin Brygmann.
Det gør han fordi, han ikke kan lade være med virkelig at lytte til musikken. Fordi han undrer sig over en bestemt overgang eller finder et lag, han synes, der mangler. Han går heller ikke ind og ser kollegaerne spille teater, for han laver det selv – og det er nok, så han går i stedet for hjem og er far for Ludvig, Frida, Cornelia, Sørine og Douglas og ægtemand til Marianne. Han er helst fri for kultur, fordi det er den måde, han bevarer appetitten på. Det er det, der er hans drivkraft til at længes efter at være en del den udøvende flok, der underholder os andre. På samme måde er det med hans ubesværede skifte mellem de forskellige kunstarter; han komponerer i en uendelighed – nørder, dyrker toner og tekst, og så afleverer han et færdigt produkt ude i verden og vender ryggen til det. Så længes han efter dialogen, spillet eller den slags lemfældige ulykker, hvis underholdningsværdi er stor – og så kaster han sig over det.

”De der skift er en forudsætning for mig. Jeg er helt afhængig af at lave forskellige ting, fordi de gør mig sultne på noget andet. Jeg ville simpelthen være dårlig til det ene, hvis ikke jeg lavede det andet,” fortæller han, ”det gør mig simpelthen til en bedre skuespiller, at jeg har brugt tid på musikken,” konstaterer han.

Lige nu skifter han mellem genrerne. Martin Brygmann skriver mellem optagelserne på en titelsang til ’Far til Fire’-filmen – og så arbejder han på et soloalbum, der indtil videre har været år undervejs. Et seriøst, ikke satirisk og engelsksproget album, der bevæger sig langsomt frem mod en mulig release i april næste år. Inden da debuterer han som fiktionens far til fire og længes med passende mellemrum hjem til tilværelsen som far til fem.

 

Tidligere artikelDITTE OKMAN: DET BLI’R SAGT!
Næste artikelRKI – Ribe Knallert Idealister: DRENGERØVE MED MANDSMOD

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here