MÆRK VERDEN

Hvad skal det overhovedet nytte at beskæftige sig med lækre sko, velduftende rodfrugter, mentalt velvære og nødværgeparagraffer i en dansk provinsby, når de fleste landsdækkende medier har overskrifter, der taler direkte til den latente dødsangst i ethvert menneske? Mennesker drevet af fanatisme, sindssyge eller et fatalt behov for at føle sig set eller elsket, slår ihjel når og hvor vi mindst venter det. De bomber, kører biler ind i store menneskemængder og skyder hinanden og dem, der tilfældigt var til stede. Sådan er verden – vist nok – blevet.

Og det gør os bange. Og så virker det trygt at lukke grænserne. At kravle ind i midten af nationalstaten og insistere på, at lige her er halal absolut og fuldstændigt haram! Den tanke er, synes jeg, ligeså skræmmende – men så var det, at Naser Khader i mailkorrespondancen skrev noget, der fik mig til at tænke en lille smule anderledes på sagen; han skrev, at vi må kende vores egen kulturarv og historie, for at kunne bidrage globalt. Og det er måske meningsfyldt.

Vi skal ikke være så bange for at dyrke det danske! Det har bare fået en irriterende klang af nationalisme i ordets ikke egentlige forstand. Det er i manges øjne blevet en trodsig ekskludering af alt andet og alle andre. Men Khader fik mig til at tænke lidt anderledes på det; hvad nu hvis vores nationalstat var et sundt, velsmagende, velduftende smukt, poetisk og historietungt bidrag til en smeltedigel af globale dyder? Der er nok at frygte – og ovenikøbet med god grund, men det nytter eller flytter ikke på så meget.

Jeg tror i stedet på den banale sandhed, at vi må fordrive had med kærlighed. Og med politik og politi og restriktioner – ja da – men ikke med hadefulde stemmer og en “her går grænsen”- attitude. Med overskud. Med en stædig tro på alt det gode. Måske kan man uforsigtigt kalde det; som det gode eksempel. Lad os nu tage de fede sko på. Lad os dyrke måltidsmøderne og glædes over, at vi stadig mener, at vi bor i et land, hvor retfærdigheden sker fyldest. Der er ikke megen mening i at leve et liv i frygt. Og det gode liv er både sanseligt og dydigt – i det omfang vi tillægger dyderne værdi.

Så jeg vil insistere på, at gå frygtløs, ikke dumdristig, ud i verden. Og helt så nemt er det ikke – men alt andet lige, udretter overskudsmennesker mere. Så dyrk poesien i hverdagen. Nyd dine måltider, tilbered dem med omhu – brug dit håb i rette doser, grin af virkeligheden, når det er på sin plads – mal dine negle røde og tag dig tid til eftertanke. Og når du har gjort det,
så gå med det overskud ud i verden og præg den. Måske kan du veksle et andet menneskes bitterhed til en tro på noget, der er bedre. Mærk verden!