’Little Miss Hippie’ er dybest set en historie om Marianne – selvudnævnt diva med en slet skjult forkærlighed for punk. Retro-tapetet, det langhårede gulvtæppe, lysekronen og de farverige detaljer – alt sammen fortæller en lille smule om hvem hun er. At hun er helt sin egen og at hun er glamping-entusiast. 

Til daglig driver Marianne Kalb PR-bureauet Kalb, hvor omdrejningspunktet er ’Den Gode Historie’: et ankerpunk hun tager med sig ind i glamping-verdenen, hvor det handler om at vise hvem man er – og indrette sig behageligt, personligt og unikt som campist, en livsstil der ellers ikke har for vane, at blive forbundet med designerpuder og glam-interiør.

Glamping? 

Glamping er en behagelig fusion af glamour og camping, der, ført ud i praksis, er en væsentlig opgradering af campinglivets ellers forholdsvis primitive livsstil. Der findes campister for hvem farven på sofapuden i campingvognen er væsentlig, og hvor intet i øvrigt er overladt til tilfældighederne. De glamper.

Glamping-begrebet har eksisteret i mange år og i eksempelvis USA er glamping-bevægelsen et velkendt fænomen, og rigtig mange mennesker deler interessen for at style og personificere deres campingvogne.

For Marianne Kalb er glamping en lidenskab, der handler om at gøre campinglivet til noget særligt, en forkælelse der er helt og aldeles unødvendigt ud fra et funktionelt og praktisk synspunkt, men som giver hende en helt særlig glæde.

”I min verden er glamping-begrebet sjovt nok forbundet med Karen Blixen. Hun er en kvinde, der altid har fascineret og inspireret mig meget – ikke mindst fordi hun i den grad indtog savannen med stil,” smiler hun. ” Jeg er drevet og fascineret af glamping – fordi det appellerer til både min indre Diva og slet gemte punker – I do it MY way! Og jeg elsker at udfordre og eksperimentere med det eksisterende, og se om rammerne er bevægelige og kan tage nye former. Og hvis det så oven i købet glimter som diamanter, så ….”

Marianne og hendes kæreste, Kim, købte deres første campingvogn for tre år siden. En helt almindelig og ordinær Adria vogn – der ligger placeret på en helt almindelig og ordinær – med Mariannes ord – ligefrem kedelig, men hyggelig campingplads – Gåsevig Camping – mellem Aabenraa & Haderslev.

” I den forbindelse fandt jeg hurtigt ud af, at campingcentre var DØDEN!  Jeg kunne slet ikke holde alle de der ”smarte”, funktionelle, light-udgaver af campingstole og borde ud – og i stedet gik vi andre veje, ” fortæller Marianne, ”for så faldt jeg jo over glamping-begrebet – og fandt ud af, at – selvom de andre fastliggere på ”Gåsevig” nok synes jeg var ret usmart og uerfaren – og nok skulle nok blive klogere – når jeg valgte alle de genbrugsting og nips til ’sommerhuset’, så var jeg nok alligevel bare ret cool – jeg glampede jo.”

LÆS OGSÅ:
Cathrineholm by Norway: SKÅL - et kunsthåndværk...

Mariannes børn forærede hende bogen ’Cool Caravans’ i fødselsdagsgave– og så var ideen om at gå all in på glamping-eventyret pludselig født, for selvom der gik nogen tid før hun købte ’Otten’ – som i dag er behørigt navngivet ’Little Miss Hippie’, så var hun fra da af ikke i tvivl om, at det der med at shine vognene op til noget hun følte sig mere hjemme i end de mere ordinære udgaver, var der fremtid i.

”Otten”

Marianne og kæresten Kim talte om, at det kunne være sjovt at finde en gammel campingvogn de sammen kunne ’pimpe’ på bedste glamping maner. Vognen skulle dog være noget særligt, Og pludselig var den der – en ”Otten” – veteranvogn fra 1978, en hollandsk model med det såkaldte ”hejfendeik” – taget, der kan hæves for fuld ståhøjde – fra en hollandsk fabrik der ikke eksisterer længere.

” Og den faldt vi helt og aldeles for,” fortæller Marianne. ”Så meget at vi bare købte den uden at tjekke stand…

Det fik vi så at mærke lidt senere… Først da den ikke gik igennem syn – og Kim måtte starte med at skifter vanger. Dernæst da vi efter nærmere eftersyn fandt ud af, at den var pilrådden – mange steder. Faktisk var døren helt og aldeles færdig – og jeg var grædefærdig, for jeg havde jo allerede samlet tekstilprøver, købt tapet, tegnet og fortalt om hvor smukt det færdig resultat ville blive. Kim kunne godt se, at han lige måtte redde situationen – det samme kunne hans søn, Søren – og de sagde nærmest i munden på hinanden ”Den fikser vi”…Først senere fortalte de, at de bagefter lige måtte tage en dyb indånding og spekulere over, hvordan i alverden de lige greb opgaven an,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ:
Andreas Bo og Troels Lyby: DIRCH

De løste den – ligesom Kim har haft en løsning på alle mulige andre ting Marianne gerne ville have – rustfri stål på køkkenvæggene der giver vognen et mere moderne udtryk, en lysekrone der absolut skulle hænge et bestemt sted og flere andre – ret – specifikke og til tider udfordrende ønsker.  Imens videreudviklede Marianne på konceptet ”PEACE” – som var temanavnet i vores arbejdsproces – og Kim satte sit præg på projektet ved at insistere på blankpolerede fælge, brug af særlige skruer og den slags mere mandige indretnings-features.

Little Miss Hippie

Da Marianne og Kim var ved at være færdige med vognen, blev det besluttet, at den skulle bære navnet: ’Little miss hippie’.  Og intet kunne være mere passende. Udvendigt er vognen lilla og hvid og indvendigt er væggene tapetseret med lilla tapet i retro-mønster. De originale hørhynder er bevaret – men farvede, så de passer ind i den øvrige stil. Vognens oprindelige tidsalder, 70’erne, skinner klart igennem, men er pimpet med rustfrit stål, farverige knager og en enkelt lille, men opsigtsvækkende, lysekrone.

Åbner man skabene og skuffer ser man hyldepapir med blomster, lilla kopper, og i køleskabet en flaske Pisang Ambon – Guarana Lime – indholdet er nemlig lilla, og smager ret godt med de isterninger, som ’Little Miss Hippie’ med lidt strøm såmænd også kan producere.

”Stilen er måske lidt ”Happy hippie meets Red Light District” – at dømme efter kommentarerne vi får,” fortæller Marianne. Især det lidt langhårede lilla gulvtæppe giver åbenbart associationer til den slags universer,” smiler hun.

’Little Miss Hippie’ blev indviet på Jelling Festival i maj, hvor Marianne er kommet gennem mere end 20 år.

”Vi er omkring 20 mennesker i vores camp og alle var med til navngive ’Little Miss Hippie’. Med til ceremonien hørte naturligvis både stjernekastere, saltstænger, champagne – og Gajolshots med granatæblesmag. Så var den festival ligesom skudt i gang,” fortæller hun.

’Little Miss Hippie’ er smuk, hyggelig, særegen og egentlig ret fuldent. Alligevel er hun ikke helt færdig, og det bliver hun nok aldrig, siger Marianne. Indtil videre har Marianne og Kim brugt et par måneder på at style vognen, og økonomisk har det været en overskuelig affære. Campingvognen gav de 6500 kroner for, og så har de brugt omkring 5000 kroner på indretning. Et fund for pengene, konstaterer Marianne. Kim har forestået det håndværksmæssige arbejde og Marianne har tapetseret, syet gardiner, farvet hynder og malet. Det meste er baseret på vognens oprindelige møblement og med respekt for det retro-prægede udtryk.

LÆS OGSÅ:
KOKs KØKKEN #1 - Mortens Kro - fra drøm til virkelighed

”Vores intention var at skabe et lille festfyrværkeri for to, og det synes jeg sådan set er lykkes meget godt”, konstaterer Marianne. ” Man bliver glad af at være omgivet af noget smukt og det er man i ’Little Miss Hippie’. Det appellerer til min æstetiske sans, og jeg glæder mig hver gang jeg opholder mig i den. I øjeblikket står den i vores gårdhave og venter på nye eventyr – og hver dag overvejer jeg om jeg ikke lige skulle sove i den i nat, men jeg nøjes med at gå ud og drikke en kop kaffe derude,” griner hun. ››

Designerdrømme på landevejen

En del garvede campister vil nok hævde, at rundt omkring på landets campingpladser handler det om alt andet end lilla luksus og lysekroner.

I udgangspunktet strider det måske ligefrem mod hele konceptet, at tage designerdrømmene med på landevejen – og så alligevel: for hvem siger, at man ikke kan få det hele?

Glamping er det bedste fra to verdener. Fuglekvidder, frihed til at køre hvorhen man vil – og smukke omgivelser, hvor du føler dig perfekt tilpas,” siger Marianne.

’Little Miss Hippie’  skal danne rammen om en del festlige sommeraftner i godt selskab på forskellige festivaler, og hvor hendes færd så siden skal gå hen, er endnu uvist, men sikkert er det, at hun går en festlig sommer i møde.

”You never know med sådan en lille hippie, vel? I første omgang skal vi rundt i det danske sommerland. Først på Jelling Festival, så en enkelt overnatning i forbindelse med en koncert på Als, næste gang Kulsølejren i Midtjylland, så DGI-landsstævnet i Esbjerg og endelig Tønder Festival – som jo i øvrigt er et MUST for alle festivalfolk – også de helt unge! Hvor turen herefter går hen, vides ikke. Jeg ville virkelig elske at tage hende med til ”Glamping-land”  – Amerika – og deltage i en af de større glamping-sammenkomster – men det går jo nok ikke,” konstaterer Marianne.

Marianne og Kims ’Little Miss Hippie’ er et opsigtsvækkende udstyrsstykke og et fuldstændigt bedårende og overbevisende bevis på, at campinglivet hverken behøver være primitivt eller ensartet. For Marianne handler det, for det første om at have et fristed, men også om at sætte sit eget præg på det hun gør. Også når hun holder ferie.

LÆS OGSÅ:
GESTIK OG GENLYD, Disney på dansk

Flip UD!

”Det handler jo nok et eller andet sted om, at det er en måde at udtrykke sig på. Jeg har altid skrevet rigtig meget. I lange perioder har jeg malet. Og glamping er på en eller anden måde også en måde at komme af med ting på. Her kan jeg få afløb. Her behøver jeg ikke være ”pæn og ordentlig” – jeg kan gøre hvad jeg vil, flippe lidt ud og være lidt for meget. Altså – kunne man ikke bare nøjes med lilla puder, vil nogen måske mene ? Nej – ikke mig. Jeg er på mange måder et menneske, der er lidt for meget til tider. Lidt for snakkende, lidt for nysgerrig, lidt for temperamentsfuld – her kan jeg for lov til at være lidt for kreativ, lidt for skør og lidt for lilla. And I love it! Det får mig simpelthen bare til at smile, ” konstaterer hun.

Ligesindede findes, men ikke i hobetal – endnu. Glamping vinder mere og mere frem, også i Danmark, og selvom det endnu er et opsigtsvækkende syn når ’Little Miss Hippie’ forcerer de danske landeveje, så er det sket, at Marianne – tilfældigvis – er stødt på andre glampister.

”For nyligt, da vi var på Jelling Festival, blev vi inviteret ind for at se en campingvogn hvor ejerne nærmest havde forvandlet vognen til ”discodance meets love affair”. I den ene ende havde de bygget to dobbelt-køjesenge, ja, plads til flere kærestepar, og i den anden ende indbygget kæmpestore højtalere og discolys. Det hele var malet i sort, hvidt og rødt. Ret sjovt. Jeg tror også, at man ser det i forbindelse med biltræf – når folk med Amerikanerbiler mødes, er der flere der har pimpet campingvogn med– en stor fed Corvette eller Mustang kan jo ikke køre rundt med hvad som helst,” konstaterer hun. Og får endnu en idé.

”Det er jo næste kapitel i mit Glampingliv! Det holder jo ikke i længden at spænde ’Little Miss Hippie’ bag min kønsløse Huyndai, vel ? Vi må på jagt efter en Morris 1000 – der kan spraymales” ]

Tidligere artikelAmalie Dollerup: Kolbøtter, Duller og Korsetter
Næste artikelKristian Kjelling: Good as Gold

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here