Lise Andersen: Livet er lige nu

Drømmene blev til virkelighed. Som helt ung uddanner Lise Andersen sig til sygeplejerske, i håb om at det job vil føre hende ud i verden. Faget er for barsk og hun beslutter, efter de obligatoriske to års praktisk arbejde, at videreuddanne sig til sundhedsplejerske.  Og så går tiden. Pludselig en dag opdager hun, at hun er blevet 30 år, trives i sit job, men savner at besigtige de drømme der har rumsteret siden barndommen i Vejgaard.

– Det gik lige pludselig op for mig, at hvis jeg skulle ud i verden – og det skulle jeg jo – så var tiden inde. Det næste job-opslag jeg så reagerede jeg på, og kort tid efter var jeg på vej. Til Yemen, hvor jeg skulle fungere som sundhedsplejerske, udsendt af Folkekirkens Nødhjælp, fortæller Lise Andersen.

Lise Andersen og hendes europæiske kollega, en engelsk sygeplejerske, flytter ind i en hytte på et bjerg i Yemen. De bliver taget godt i mod af yemenitterne og hun opdager, at jobbet som sundhedsplejerske på den anden side af jorden, på mange måder er grundlæggende det samme som hun kender det fra Danmark.

– En nybagt mors følelser og fornemmelser af sit barn er universelt. Kvinderne deler den samme glæde, tvivl og følelse ligegyldigt hvor de har født, siger Lise Andersen. Vores arbejdsvilkår derimod var noget anderledes, og selvfølgelig var kvindernes grundlæggende vilkår heller ikke at sammenligne med de danske kvinders, siger hun.

Dannelsesrejse

Da Lise Andersen ankommer til Yemen går det op for hende, at det er gået af mode at amme. Gadebilledet er præget af store plakater der viser nydelige mødre, med nydelige børn der nyder en flaske mælkeerstatning. Det er gået op for nogen, at man kan tjene penge på de nybagte mødre og deres fascination af nye muligheder. Lise Andersen går i gang med at pille plakaterne ned og herefter bruger hun al sin faglighed på at forklare mødrene hvorfor de skal amme deres børn.

– I Yemen er der ikke nogen der koger flaskerne eller vandet, bakterier er et uvedkommende fremmedord, og erstatningspulveret i øvrigt uden for økonomisk rækkevidde, så børnene får al for tynd og for dårlig mælk og den slags dør de af, fortæller hun. Jeg kom der og så anderledes ud, og sagde uforståelige ting og ville ændre på deres opfattelse, og alligevel tog de godt i mod mig og mine hensigter. De viste mig tillid og valgte for de fleste kvinders vedkommende, at lytte til mine råd. Det var en fantastisk og skelsættende rejse, siger Lise Andersen.

Livet i Yemen er anderledes og velfærd er ikke et begreb der fylder dagspressen. Kvindernes dagligdag er anderledes hård, flere børn mister livet inden det rigtigt er i gang og der er knap så meget snak om den rigtige overgangsjakke og økologiske råvarer.

– Der er mange der har spurgt mig, og jeg tænkte selv en del over det undervejs – om jeg mon ville blive lidt hærdet og miste evnen til at sætte mig ind i en dansk mors problemer, når jeg nu havde oplevet hvor barsk livet som nybagt mor virkelig kan være, men det gjorde ikke, siger Lise Andersen. Da jeg kom hjem og vendte tilbage til mig job, kunne jeg sagtens leve mig ind i de danske kvinders problematikker. Som sårbar nybagt mor er det ligegyldigt hvad problemet er, så fylder det, og det skal man tage alvorligt uanset hvad.

Lise Andersen bliver hjemme i to år og så ringer de fra Dansk Røde Kors og spørger om hun kan rejse. Den følgende uge. Til Thailand hvor flygtningene fra Cambodja strømmer ind over grænsen og børn mister deres slægtninge og sundhed undervejs. Lise Andersen rejser og til forskel fra jobbet i Yemen drejer det sig denne gang om decideret katastrofehjælp. Sultne, syge og ulykke mennesker – børn – der er fuldstændigt afhængige af den hjælp Lise Andersen og hendes kollegaer yder dem.

– Jeg arbejdede i et børnetelt hvor 200 sulte, malariasyge og forladte børn var indlagt. Mange havde mistet deres forældre, og håbet, og det var hårdt at være vidne til, siger Lise Andersen. Omvendt var det fantastisk at se hvordan hjælpen rejse sig – hvordan konvojer med mad kørte ind i området, hvordan teltene rejste sig og hvordan mennesker fra hele verden knoklede for at gøre en forskel. Og det gjorde vi. Du arbejder så hårdt og så meget, at du heldigvis ikke når at gå i stykker over elendigheden, men du stopper op og bemærker det, når børnenes modløse blik ændrer sig, når de sætter sig op i sengen eller gør antræk til at lege, fortæller hun.

Lise Andersen mistede ikke modet undervejs. Hun knyttede sig til børnene, led med dem, men hun gik ikke i stykker af det.
– Man skal dyrke det faktum at man gør en forskel, eller tror jeg man kan blive ødelagt af arbejdet. Du skal arbejde dig ud af det og bemærke den forandring du sætter i gang for de mennesker. Det er det du skal finde ro i.  Noget af det der kan irritere mig allermest er, når folk siger, at de penge vi giver til nødhjælpsorganisationer sikkert aldrig når frem. Det gør de. Og de gør hele forskellen. Det er bemærkelsesværdigt og helende at se, hvor stor forskel penge og mennesker gør i katastrofeområder, konstaterer Lise Andersen.

At rejse 

Lise Andersen returnerer til Danmark og først efter tre år kontakter hun igen Dansk Røde Kors. Hun har mere at tilbyde verden og hun bliver udsendt til Uganda hvor hun skal deltage i udviklingshjælp. Det er i 1982 og der er uro i landet. Styret i landet er uberegneligt – Milton Obote er kommet til magten og det skaber uro, overgreb og skyderier, og Lise Andersen og hendes kolleger oplever skyderier, også mod folk fra de humanitære organisationer. Det ender med at de bliver trukket hjem og Lise Andersen når derfor kun at opholde sig i Afrika i tre af de planlagte seks måneder.

– Det var en helt anderledes oplevelse fordi de lokale vi arbejdede sammen med var meget kompetente og faktisk godt uddannede. Der var bare det usikkerhedsmoment at de ikke vidste om de fik løn og så valgte mange at passe deres egen shamba, familiens have, i stedet for at engagere sig fuldt i vores projekt – der jo havde til formål at uddanne dem til at videreføre de ting vi startede op, siger Lise Andersen. Udviklingshjælp handler om at starte noget op som befolkningen kan overtage og på sigt have glæde af. I det her tilfælde var det en mor-barn klinik, og selvom vi ikke fik afsluttet projektet nåede jeg at få en fornemmelse af, at der bestemt var det fundament der skulle til for at vi virkelig kunne sætte noget godt i gang.

Vilkårene for de afrikanske kvinder og deres børn er benhårde. Fattigdommen er rædsomt nærværende og for mange er succeskriteriet at overleve, ikke at leve. For en dansk sundhedsplejerske med høje faglige kompetencer og kriterier er det et barsk møde med en barsk virkelighed, der kræver sit af realitetssansen.

– Der var en kvinder på hospitalsafdelingen der lige havde født sit syvende barn. En dag da jeg går gennem klinikken bemærker jeg at kvinden ligger med ryggen til det her meget lille barn. Barnet, en pige, er underernæret og jeg opfordrer de lokale sygeplejersker til at sørge for at barnet får mere næring. De afviser og konstaterer at barnet alligevel skal dø om nogen tid. Familien har ikke råd til at føde det og deres ræsonnement er, at det derfor er nytteløst at de gør det. Det er barsk, frustrerende, trist og i konflikt med min faglighed, men i sidste ende må man også have en erkendelse af, at de jo har ret. Ingenting nytter. Uanset hvad kommer det barn ikke til at leve, siger Lise Andersen. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke handler i situationen – og jeg opfordrede selvsagt sygeplejerskerne til at give barnet et erstatningsprodukt, men i sidste ende kendte vi alle sammen udfaldet, fortæller hun.

Da Lise Andersen vender hjem fra Afrika har hun fået nok for en tid – og  så møder hun Bjarne, der er hendes livs kærlighed – og sammen finder de ro i at føle sig hjemme, og være det.

Bogen om Fatima

Der går nogle år hvor Lise Andersen skriver som hun altid har skrevet. Breve, dagbog fra sine rejser, tager notat af livet og skriver referat undervejs og så pludselig dukker den op – bogen om Fatima. Pigeliv i Yemen. Grufuldt, barskt men også sjældent smukt og farverigt. Stoffet har Lise Andersen fra sin rejser. Findes Fatima et sted i Yemen? Måske, nogen findes der – og noget fandt hun undervejs.

– Da jeg flere år efter jeg sidst havde været udsendt satte mig for at skrive om Fatima dukkede det hele op igen. Duftene, lydene, støvet og farverne. De to bøger jeg har skrevet om Fatima er ikke referater fra min rejse til Yemen, men de er selvsagt inspireret af mine oplevelser og tro mod virkelighedens Yemen, fortæller Lise Andersen.

Forud for bøgerne om Fatima har Lise Andersen udgivet et par digtsamlinger, men det er først i 1997 da Fatima udkommer, at hun betragter sig selv som forfatter. Siden har hun udgivet syv romaner, de fleste af dem med udgangspunkt i livet i tredjeverdenslande. Den sidste roman Lise Andersen har udgivet skiller sig ud ved at være et meget personligt, gribende ærligt og uendeligt sårbart portræt af forfatteren og hendes søsters forhold da det står klart, at de snart må tage afsked. Lise Andersens søster skal dø af kræft og det kræver mod at se både døden og hinanden i øjnene når noget gør så ondt.

– Jeg var meget i tvivl om den bog. Om den overhovedet skulle være en bog. Jeg var ikke interesseret i at udgive en lang smertefuld fortælling hvis ikke den kunne bidrage ved at gøre noget meget privat til noget meget personligt for andre mennesker, siger Lise Andersen. Den var hård at skrive og jeg skulle overvinde mig selv til at beskæftige mig med det. Jeg græd og længtes undervejs, men da jeg endelig besluttede mig for at udgive den, var det fordi jeg kunne leve med den. Og med mit eget savn. Jeg håber, at vores, min søsters og min, fortælling måske kan få en betydning for andre, siger hun.

Lise Andersen skriver stadig. Hun har flere historier i sig. Hun lader sig velvilligt vikle ind i fortællingen og trækker sig tilbage fra verden. Hun skal være alene når hun skriver. Den øvrige verden interesserer hende ikke undervejs. Historien skal have frit spil til at komme dumpende i små glimt af dufte, lyde og oplevelser fra et levet liv.

– Jeg har altid følt at jeg manglede tid til at skrive, men måske er det gået op for mig, at manglen på tid kan være en del af drivkraften. Nu har jeg pludselig god tid, siger Lise Andersen, og den tid har jeg beslutte mig for at bruge bedst muligt. Jeg skal skrive, jeg skal se mere af verden – men holde fri undervejs – og så skal jeg være tilstede i mit liv. Verden flakker sommetider lidt hastigt af sted – vi tager os for lidt tid til at kigge tomt ud i luften. Jeg tror jeg synes den væsentligste erkendelse er, at livet, uanset hvor og hvordan det lever, er lige nu, slutter hun.