LINSE KESSLER: JEG VAR EN GADETØS

Lenina – Linse – Kessler er født på Islands Brygge i København, og tilbragte de første otte måneder af tilværelsen på et spædbarnshjem i Lyngby – indtil den dag hendes mor, Ann Patricia, hentede hende hjem til Eigilsgade – en lejlighed på Bryggen, hvor hun voksede op som bryggetøs og sidenhen selv etablerede sig i en lejlighed – nu som kvinden med Danmarks største bryster. Det var sådan, vi først stiftede bekendtskab med Linse Kessler, i tv-dokumentaren Extrem, hvor hun viste de bemærkelsesværdige fortrin frem i et program, der portrætterede hende som en kvinde, der turde leve med det ekstreme som en ambition. I dag er hun 50 år, mor, mormor og Bryggens ukronede reality-dronning, en titel der er verificeret gennem 10 sæsoner af tv-serien ’Familien på Bryggen’.

Linse er ulykkelig – lige nu, for hun har mistet sin elskede mor. Mopper, der på trods af, at hun ikke just har været det børnepsykologer vil betegne som en ”forbilledlig mor”, var en elsket tv-personlighed, der med sin karakteristiske accent, der sad fast som en del af hendes engelske ophav, og hendes lattermilde, men også kantede og kompromisløse sind, brændte igennem som en, der var værd at holde af. Hun døde efter længere tids sygdom i slutningen af november sidste år.  Hun var Linses elskede mor – og en meget, meget vigtig del af en familie, der ”tror på, at man ikke skal bruge for meget tid på konflikterne. At man skal bære over med hinanden og gøre sig umage for at hygge sig sammen.”    

Linse Kessler er vokset op som selverklæret lykkeligt værtshusbarn. Hendes far glimrede primært ved sit fravær, og selvom også Linses mor, Mopper, havde en forkærlighed for livet på bryggens små listige beværtninger, så ser Linse tilbage på sin barndom med stor glæde. Alt det, der manglede i hjemmet på bryggen; faste spisetider, nærvær, regler og lektiehjælp, er der kompenseret for ved en stor kærlighed, som hun aldrig tvivlede et sekund på:

”Jeg var en gadetøs – et bryggebarn – og selvom der ikke var meget stabilitet, så manglede jeg aldrig noget. Jeg blev stærk og hvilede i mig selv,” siger hun. ”Og helt ærligt, jeg kunne godt finde ud af at varme en dåse baked beans til aftensmad – og ellers kunne jeg bare gå ned på Haraldsborg, hvor hun ofte sad, og få en 20’er til en bøfsandwich. Det var fint. Og selvom alle tvivler på det og tror, at det bare er noget jeg siger, for at beskytte Mopper, så er det faktisk helt ærligt. Jeg vidste hvor hun var – og jeg vidste, at hun havde masser af kærlighed til mig.”

Linse Kessler beskriver barndommens gade som hård, men fed – og anerkender, at hendes elskede aflastningsfamilie i Albertslund, Moppers barnløse kollega – Hannemor og hendes mand – måske var en klædelig og fin – nærmest nødvendig – introduktion til en mere borgerlig udgave af livet – sådan et sted, hvor Linse blev bedt om at lægge sin Brygge-lingo i entréen og sidde pænt ved bordet til måltiderne, der altid blev serveres ved 18-tiden:

”Det var dejligt. Hyggeligt – og helt sikkert noget jeg manglede. Selvom jeg helst ville være på Bryggen, var jeg meget hos min mors kollega i Albertslund, og det var fint. Så kunne min mor og far gå på druk, og så fik jeg lidt af det borgerlige liv og den der kedsommelighed, der også er vigtig. Ellers bliver det for meget, det hele. Og det var sgu meget rart, at der var nogen der sagde nej og blev hjemme,” smiler hun.

Legendariske Haraldsborg var allerede dengang, som det er i Familien på Bryggen, et yndet opholdssted for Ann Patricia, og det var som oftest her, Linse kunne finde hende, når hun vågnede omkring midnat og erfarede, at hendes mor ikke var hjemme. Og hvis nætterne blev alt for ensomme, overnattede hun måske på et af Bryggens offentlige vaskerier – uden at det af den grund, er et traume hos hende. Det var bare et vilkår.

Linse siger om sin Mopper, at hun var den allerbedste udgave af den mor, hun magtede at være. Hun gjorde sig umage, og selvom det set med andres øjne, måske kan virke noget fremmed og utilstrækkeligt, så rakte det for Linse. Hun blev stærk af det, siger hun. Og kærligheden har hun aldrig tvivlet et sekund på.

Det er den kærlighed, der er udgangspunkt for det familieliv, vi alle sammen blev introduceret til, da første afsnit af Familien på Bryggen blev sendt tilbage i 2011. Egentlig, siger Linse, var det Mikkel, hendes bror, der dengang var en af Danmarks mest markante boksere, de gerne ville have fat i – men han gad ikke, og så forestillede produktionsselskabet sig, at de kunne nå ham via hende:

”Jeg kunne sgu da godt regne ud, at jeg var et forsøg på at nå Mikkel sådan af bagdøren. Produktionsselskabet havde forestillet sig, at hvis de kunne få mig til at sige ja, så ville Mikkel stille op – men sådan noget gider han ikke. Mikkel var med i første sæson, for at hjælpe mig i gang, men derfra tog vi den selv, ” fortæller Linse. ”På den måde kan det nogen gange godt betale sig at være en blondine med store bryster, for folk tror automatisk at man ikke fatter noget som helst, og jeg er heller ikke særligt klog. Jeg er ikke Einstein, men jeg er klogere end, de tror – og hvis man på den måde er lidt smartere end de tror, og ikke siger det til nogen – så ender det jo med at være mig, der kommer ind af bagdøren,” smiler hun.

Familien på Bryggen tog Danmark med storm – og selvom kultureliten ikke nødvendigvis er en del af Linse og familiens allermest dedikerede fanskare, er det et faktum, at hun har næsten 407.000 følgere på Facebook, en rigtig fin indkomst og en levevej, der er betinget og båret af hendes succes, der bygger på hendes helt enkle og mest fremtrædende spidskompetence; at være – helt – sig selv. Alle kender Linse Kessler – og de fleste hendes familie.

Overgang

Linse Kessler ryger, eller røg i alt fald, meget! Hun bander som en havnearbejder og sparer sjældent på mængden af accessories eller farver. Hun sætter sin hat og sine bryster præcis som hun vil – og måske er der noget i tiden, der taler for autenticiteten på en måde, så vi ikke har behov for at genkende os selv andet end i glimt, for at føle os set. Måske er det det, der er med Linse Kessler og hendes farverige personlighed: der er ingen forstillelse – og det længes vi efter.  Og måske er der i virkeligheden også en helt masse mennesker, der længes efter modet til at være sig selv – måske ikke i samme omgang som Kessler på Bryggen, men trods alt mere filterløst?

”Ja, det er jo sjovt, at jeg kan lave 10 sæsoner af et tv-program uden at kunne hverken danse eller spille på fløjte. Jeg kan jo ingenting! Jeg er bare mig selv – og kan ikke være andet, ” konstaterer Linse Kessler. ”Jeg kan godt nogle gange, når jeg er i selskab med det, jeg kalder fine mennesker, sige til mig selv, at jeg lige må stramme mig an; tale pænt og sådan… men jeg kan jo ikke. Det første jeg fortæller folk om i de her dage er, at jeg har haft virkelig meget tyndskid. Og det kan jeg da godt selv se, ikke er særligt interessant for andre mennesker, men jeg kommer bare til det… Jeg gør det faktisk ikke med vilje eller for at chokere nogen, sådan er jeg bare,” siger hun.

Sådan er hun bare. Ligesom hun også er sådan en, der skal tage sig voldsomt sammen, for ikke at komme i karambolage med p-vagter og folk, der taler ned til hende. Hun er blevet bedre til at styre temperamentet – og det er meget lang tid siden, hun sidst har knaldet til en p-vagt med en halv liters Faxe Kondi flaske. Men hun har haft lyst til det. Uden at gøre det. I øvrigt står der også i hendes kontrakt med TV3, at hun ikke må. Hun må ikke have verserende sager eller sidde i fængsel imens hun er en del af Familien på Bryggen – og det vil hun meget gerne være;

”Det er en god ting,” siger hun. ”Jeg tænker på den kontrakt, hver gang jeg får lyst til at hoppe ud af bilen og rase på en eller anden, og så lader jeg være. Men det har noget med retfærdighed at gøre… Jeg kan ikke snuppe, når nogen taler ned til mig. Så koger det simpelthen over.”

Linse Kessler har siddet i fængsel. Det har hun, fordi hun stak en anden kvinde i maven med en kniv. Mikkels kniv, faktisk – en af de fineste fra hans samling, og selvom han virkelig gerne ville have den tilbage, er den konfiskeret for tid og evighed. Men det var nødvendigt, forklarer hun. En velovervejet handling, der skulle sikre, at hun kom ud af en ”uheldig situation”. Og det kom hun. Og så kom hun i fængsel. Og der sad hun og savnede sin lille datter, Stephanie, så hun tog flugten via nogle sammenbundne lager, og satte kursen mod familien, der passede hendes datter. Der holdt politiet og ventede på hende, så i stedet for tog hun i solarium, hyggede lidt med en veninde og så vendte hun retur til afsoning;

”Jeg kunne ikke komme væk fra et skidt forhold til en rocker, og den her kvinde havde sladret om mig. Det gjorde mig sur, og selvom man selvfølgelig ikke skal blive så sur, at man taber en kniv ind i maven på folk, så var jeg nødt til at gøre noget drastisk. Mikkel er stadig sur over, at jeg tog den fine kniv fra hans samling, faktisk… Nå, men altså – havde jeg ikke gjort det, havde vi aldrig fået fred – og jeg var blevet mor på det tidspunkt, så det var nødvendigt for mig, at skabe den ro omkring Gekko og jeg,” siger Linse.

Gekko med det mere borgerlige navn Stephanie Karma Christiansen, Linses datter, er vokset op på Bryggen ligesom Linse – med en far der fyldte meget lidt – og selvom Linse ikke har været mor på samme måde som Mopper var det, så har Stephanie stadig været en del af det, Linse kalder et bryggeliv, og der er intet småborgerligt eller forudsigeligt i nærheden af den barndom Linse har givet sin datter. Stephanie har fra hun var helt lille været en del af Linses levede liv på godt og ondt;

”Gekko var med rundt, da hun var lille. Så tog vi til koncert og så stod hun i barnevognen og sov. Vi holdt selvfølgelig øje med hende, men altså jo ikke på samme måde, som jeg oplevede, at mange andre mødre gjorde. Men jeg fortryder egentlig ikke noget. Jeg fortryder kun, at jeg har siddet inde, imens Gekko har været til. Det har jeg det træls med – selvom jeg ikke har det træls med dommene, for de var nødvendige lige der,” konstaterer Linse.

Linse og Gekko og Mopper var en treenighed. Stærke kvinder, der stod hinanden nær på en bemærkelsesværdig måde. Og deres kærlighed lignede ikke en skrammet eller halvhjertet udgave af det næstbedste. Der er intet, der tyder på, at det stærke forhold mellem de tre kvinder er opstået på trods. Mere fordi. Og for dem, der så på, lignede det en fin, kærlig og varm udgave af noget meget oprigtigt. Nu er de kun to stærke Kessler Christiansen kvinder – men næste generation er allerede sat i verden. Stephanie og hendes kæreste Cengiz Mads Salvarli blev i februar forældre til en lille pige, Alba Ann Salvarli, og den aften blev Bryggens dronning mormor. Sådan nogenlunde med alt, hvad det indebærer. Linse bliver mild og blid, når hun er sammen med Alba. Hun smiler på en helt særlig måde – og meget! Og selvom det måske er svært at forbinde den barmfagre kvinde i heldragt og høje hæle med en titel af mormor, der ellers per tradition forbindes lidt mere med hjemmebag og perleplader, så bærer hun den fint på sin helt egen måde. Præcis som hun gjorde, da hun mest var mor:

”Jeg har ikke været sådan en god mor, som Gekko er. Hun er borgerlig – det er hun blevet. Altså hun er også fandenivoldsk, på den måde kan man jo ikke pille Bryggen ud af hende, men hun har altså virkelig taget den gode stil, ” smiler Linse, ”og det føles dejligt at se hende være mor. Jeg får en lille smule dårlig samvittighed engang imellem og tænker, hvorfor jeg ikke har gjort sådan – men altså, det ville jeg bare ikke kunne gøre med den, jeg er.”

Mopper, Ann Patricia – Haraldsborgs mest trofaste gæst, Linses mor, Gekkos mormor og Albas oldemor, døde en novemberaften. Hun var omgivet af alle sine nærmeste og af den kærlighed, der kunne bære det, der for alle andre må ligne alt. Hun blev 78 år gammel og døde viljestærk. Og inden sidste afsnit af den sæson, hun egentlig var skrevet ud af, var blevet sendt. Hun skulle ikke have været med i sæson 10 af Familien på Bryggen. Hun var for syg, vurderede man. Og tog fejl. For den dag familien skulle på havnen for at optage den nye intro – den uden Mopper – til serien, fik de selskab af en både livsduelig og guldklædt Mopper, der på det kraftigste og med engelsk accent, insisterende på, at være en del af det gode selskab.

”Jeg havde fortalt hende, at vi skulle på havnen den dag for at optage – og da vi så står dernede, kommer hun pludselig strygende med sonde i næsen og guldjakke på. Hun insisterer på, at der ikke er nogen der skal ekskludere hende,” griner Linse. ”Vores redaktionschef Nynne forsøgte at forklare hende, at det måske var bedst på den måde, men hun ville ikke høre tale om det. Jeg bliver rask igen, sagde hun. Og jeg var lige ved at tude. Og jeg er ellers ikke en tudemarie – men hun var så sej. Og hun elskede at lave Bryggen. Man skal også tænke på, at der er mange på den alder, der ikke føler, at der er brug for dem længere – og Mopper oplevede, at hele Danmark bare elskede hende.”

Mopper blev syg under optagelserne af Familien på Bryggen – og ingen af delene lod sig sætte på pause. Linses professionelle tilværelse måtte fortsætte uanset den sorg og bekymring, der selv for en bryggedame og dronning, kom snigende bag om det gode humør og en insisteren på glæden i samværet:

”Det har været lidt svært at være så sårbar og så skulle være på tv samtidig, men vi har egentlig været gode til at have en syg mor. Fordi vi har hinanden og er gode til at være glade sammen. Mopper skulle ikke opleve, at vi var kede af det, og vi talte aldrig om døden. Slet ikke. Vi talte om, hvad vi skulle til nytår og næste sommer,” fortæller Linse.

De fik ikke endnu et år sammen, men det kunne ingen jo vide. Og de havde hinanden. Også selvom de mange gange undervejs var bange for at miste hende. Men så pudsede hun pludselig vinduer og var helt ovenpå, fortæller Linse. Og nu er det så hende og Gekko. Og selvom det bliver forfærdeligt den dag, der bor en anden i Moppers lejlighed, så kører det videre. Vi gør. Selvfølgelig gør vi det, fastslår hun.

Linse Kessler færdes aldrig ubemærket på gaden. Heller ikke når hun er ked af det. Og dørklokken til hendes lejlighed, har hun været nødt til at slå fra. Der var for mange, der for ofte ringede på, for at komme i audiens hos dronningen. Og hun siger sjældent nej. Det samme er tilfældet, når hun bevæger sig ud på sin altan for at ryge en cigaret eller få lidt luft. Så står der klynger af mennesker på gaden, og hun får øjenkontakt med dem, for det er hende, de kigger efter. Intimiderende, forestiller man sig, sådan at skulle være imødekommende en eftermiddag i maj, hvor en bus ankommer til Bryggen, fyldt til bristepunktet med mennesker, der gerne vil have et glimt af Linse og et billede – hvis det er muligt…

”Altså, først og fremmest så synes jeg, at det er hyggeligt og nemt, at folk kender en. Det der med, at de ringer på min dør – det blev lidt strengt i længden, og det kan også godt være specielt, at der står en masse folk nede på gaden, og tager billeder af mig på min altan, men så må jeg lige huske mig selv på, at de står der af kærlighed, ” siger Linse. ”Og når mine venner spørger mig, hvorfor jeg ikke bare beder dem om at skride, så er det helt klart for mig, at det kan jeg sgu da ikke. Folk er jo fandeme så søde, ” konstaterer hun, ”og jeg skal jo altså også være smart – det er jo også mine seertal, der står dernede. Og så længe de står der, kan vi fortsætte med at lave det, vi gør. Ikke for at vi skal blive rige – for jeg forærer alligevel pengene væk, men jeg synes, at det er spændende at tjene dem, ” siger hun.

Linse Kessler er rig på kærlighed i alt fald. Det siger hun selv. Ofte. Hun elsker sin brogede og ikke helt almindelige familie – og det er dem, der gør hende til den, hun er. Gekko, siger hun, er ung og modig. Hun føler, at hun kan det hele – og kan forklare Linse alt om livet. Sådan er det, at være ung. Når man er 26 år synes man, at man ved det meste. Og så lærer man at bære over med hinanden og med tilværelsen;

”Også Gekko, på samme måde som Mopper altid har gjort – og på samme måde, som jeg selv gør det,” siger Linse. ”Det er sådan vi er som familie. Vi bærer over med hinanden og lærer af hinanden. Mopper har lært mig meget – og jeg er glad for og stolt over, den jeg er. Det kan jeg takke hende for. Og det har jeg gjort. Gekko er min stolthed – jeg bliver så glad, når jeg ser hende og Gengiz og baby Alba. De har virkelig gang i noget fedt, ” smiler hun.

Dronningen fra Bryggen: Albas mormor og Gekkos mor. Det er hende, der er den nu – og selvom Mopper ikke længere bor på Bryggen, så er hun stadig en del af familieforetagenet. Ingen kan undværes i den henseende. Selvom man sommetider kan blive nødt til det. Og Linse, der er og i virkeligheden har nok i sig selv – tør godt se virkeligheden og alle dem, der gør sig til dommer over den i øjnene. Hun ved godt, at de findes – dem der elsker at ”hate” på det hun er gør, men hun tager sig ikke længere af det. Engang brugte hun tid på at sende forbandelser og dødstrusler afsted mod de mennesker, der tog sig tid til at kalde hende ”plastikluder” på Facebook. Det gør hun ikke længere. Nu hæfter hun sig ved al den kærlighed, familien får.

”Jeg var et lille menneske, hvad det angår dengang. Jeg blev så indebrændt, når folk sad og svinede mig til på Facebook – og så skrev jeg til dem, at de skulle passe lidt på, at de ikke endte med at glide i sæben,” griner hun. ”Det gør jeg altså ikke længere. De kan proppe sig selv op i røven, den slags mennesker. Jeg gider ikke bruge tid på det”.

Hun vil hellere nyde tilværelsen med sin familie og dyrke det, hun kalder det kedelige; den del af tilværelsen, hvor hun om aftenen vender hjem for at krybe sammen på sofaen med vegetarmad fra den lokale biks, serier på Viaplay, god kaffe og hundene helt tæt på. Man må restituere, når man er Linse Kessler. Det kræver jo lidt, siger hun, at leve som hun gør. Og det har hun planer om at gøre en rum tid endnu. Hun er så meget, Linse Kessler, reality-fænomen, søster til Mikkel, mor og datter. Og så er hun ikke til at komme udenom. Danskerne er vilde med Linse – uanset hvad de siger. Og den storbarmede mormor med en fortid som flugtfange, ved det godt.

”Folk kan godt li’, at vi er os selv. De kan føle vores ærlighed og elsker vores sammenhold. Det, siger de fleste, bliver man i godt humør af. Og så kan det godt være, at jeg har skullet bøvle lidt med min fortid som kriminel – det gør nemlig en til et ringere menneske her i Danmark, også selvom man har afsonet sin straf – og det har kæmpet med, det der gadetøs-label. Men den værdi, der er i at være sådan en, den holder jeg fast i: Jeg dømmer aldrig nogen!”

Således Bryggens dronning. Det meste er noget, hun har med hjemmefra. Og hun ved godt, hvor hun hører til. Familien fra Bryggen er ikke længere helt den samme – men de er altid sig selv.