Det er ret nemt at forelske sig i lyden af sød musik. Nærmest forventeligt. Måske forelsker man sig også lidt i nogen. Eller i idéen om AT GØRE det. Så særlig er melodien med mellemrum, at den skriver historie – og bliver til en sang om alt det der kan være svært at få sagt.
Mød kapelmesteren og scenografen på ‘en kort en lang’
Det er Martin Brygmann der har skrevet numrene ’Vent på mig’ og titelsagen ’En kort en lang’ til filmen, der havde premiere i 2001. Og det er også ham, der har skrevet de 8 nye numre, der kan opleves i teaterudgaven. Blot er de, i den anledning, arrangeret af teatrets foretrukne kapelmester, Søren Hansen, i tæt samarbejde med forestillingens guitarist Nikolaj Heyman Christensen.
Bag om ordene
Nikolaj Heyman Christensen og Søren Hansen har arrangeret numrene Martin Brygmann har skrevet til Aalborg Teater, og afstemt lyden til forestillingens øvrige udtryk. De to har haft frie hænder til at arbejde videre på de demoer Brygmann har leveret, baseret på den aftale, at melodi og akkorder ikke måtte ændres – men transformationen til numre der kan spilles live af teatrets orkester, i samspil med den øvrige opsætning, har de to erfarne teatermusikere stået for. ”Jeg var rigtig spændt på at skulle arbejde sammen med Martin Brygmann, der er så etableret en komponist, og det er med stor respekt for ham og det han kan, at vi har arbejdet med de her numre,” fortæller Søren Hansen.”
Søren Hansen har en musikvidenskabelig uddannelse fra Aarhus Universitet og debuterede som kapelmester på Aarhus Teater i 1985. Han havde en interesse for teater med sig fra sit barndomshjem, og derfor var det oplagt for ham at bruge sin musikalske uddannelse på teatret.
”Det tiltaler mig meget, at musikken fungerer i samspil med noget andet. At dets funktion er, at skabe stemninger og underbygge en følelse af noget, der foregår på scenen. Musik har jo evnen til at gå bag om ordene. Man kan bruge en melodi til at antyde noget – og så er musik en direkte genvej til vores følelser. Derfor er det et stærkt virkemiddel,” fastslår han.
Om at finde melodien
At skabe en musical baseret på en film, der hittede så voldsomt, er for en kapelmester både en udfordring og en helt særlig kreativ proces. Forestillingen er selvsagt i høj grad båret af musikken, og det er vigtigt, at publikum føler sig inviteret indenfor i det univers. De skal måske klappe lidt i takt. Helst føle trang til at røre lidt på sig, når en sang med hitpotentiale flyder ud i salen – og velvilligt lade sig gribe af stemningen i en særlig sang om at være ’Lidt in love’… ”Det er altid spændende at være med i noget der er nyt, som det her. I modsætning til når vi laver en reproduktion af et eksisterende stykke, skal det her jo skabes fra bunden. Det er en udfordrende kreativ proces, og det er altså altid særligt at være de første, der arbejder med et materiale.”
Søren Hansen, Nicolaj Heyman og instruktør Niclas Bendixen ved godt hvordan det lyder når man er ”lidt in love” eller ”snubler hen af vejen og griber hinanden”, men det færdige musikalske udtryk arbejder de med helt frem til premieren. ”Vi arbejder fortsat med at få musikken til at fungere helt optimalt. I den her forestilling er der en hel masse instrumental musik under scenerne, og det er et stort arbejde, at få det til at klinge perfekt. Og det skal det jo,” siger Søren Hansen
I forbindelse med forestillingen bliver der udgivet en cd med alle numrene – og Søren Hansen er ikke i tvivl om, at der blandt de nye numre findes et par stykker, med mindst ligeså stort hitpotentiale som ’Vent på mig’ og ’En kort en lang’. ”Martin Brygmann har virkelig skrevet nogle ørehængere. En blanding af sjove numre med masser af gang i den og nogle smukke ballader. Jeg er ikke i tvivl om, at der er nye hit undervejs.”
Skal du se ’En kort en lang’, hørte du det først!