Led lykkeligt

Ideologikritik, Slavoj Zizek. Hans Reitzels Forlag.

Når Slavoj Zizek, den slovenske filosof og samfundsanalytiker, siger, at visdom er det mest konforme, der findes – og det siger han, så er det måske et udtryk for den risiko, der er forbundet med at tro, at vi har fundet svarene.

Vi skal blive ved med at gentænke verden og vores virkelighed. Vi skal være forsigtige med at finde formler, som ikke igen og igen afprøves og udfordres, og vi må helst ikke tro, at vi er noget, alene fordi vi er noget.

Ideologikritik er ikke nogen ny bog, men det er væsentlig bog; en rystende og rablende, men mest af alt begavet og vigtig bog, der måske skal frem på natbordet igen, lige nu – hvor vi oplever at meget af det, vi troede, vi vidste – og den verden, vi havde fod på, er i forandring og har sit eget viltre liv.

Slavoj Zizeks Ideologikritik, som er udkommet på Hans Reitzels Forlag, er en væsentlig påmindelse om, at de hverdagsfænomener, vi med tiden underlægger os, som et ideologisk og velmenende tidsbillede på alt det, vi er, i virkeligheden kan være med til at skabe en virkelighed, hvor vi meget sjældent kan vide, om vi så er os selv.

Måske er det lidt ligegyldigt, det vi gør, hvis ikke det er noget, vi – meget – bevidst har valgt at gøre. Der er masser af ideologier, vi kan læne os ind i. Vi kan være ”et menneske der affaldssorterer for at passe på planeten”, og de fleste kan ubesværet være det, uden at vide, hvad planeten mere præcist betegner, eller hvad det nytter at affaldssortere på dens vegne”. Vi kan også være et frihedselskende og oplyst folk, der aldrig undersøger, hvad det modsatte er – eller hvad friheden koster. Vi kan være så meget – og det er smukt, når vi finder et ideologisk ståsted, men distancerende i sin egenskab af blindt handlingsskabende, hvis vi ikke genforhandler med os selv og de andre, hvad det er, ideologien repræsenterer. I den form bliver viden konform.

En ideologi må være en bevægelse. En konstant stillingtagen og et aktivt valg, for når det modsatte er tilfældet – og det bliver det nemt, siger Zizek, så bliver en ideologi en apati. Mennesker skal skabe idelogier, og de skal være drevet af bevidste valg.

Normskabende idelogier regulerer samfund og mennesker – og når vi agerer i socio-symbolske ritualer, så bliver vi blinde for den virkelige virkelighed. Så; hvorfor var Vesten så fascineret af kommunismens sammenbrud i Østeuropa? Fordi, siger han, vi var vidne til en genopfindelse af demokratiet. I Østeuropa leder Vestens demokrati, der udviser ”stadig flere forfalds- og krisetegn” og er kørt fast i ”bureaukratiske rutiner og reklameagtige valgkampagner“ efter sin egen tabte oprindelse – sin ”egen tabte førstegangsoplevelse af demokratiets opfindelse”.

Slavoy Zizeks Ideologikritik er ikke ligefrem. Den er frit fabulerende – og en samling af tekster, der i bogens første halvdel udlægger ideologi som begreb – og i den sidste konkretiserer og eksemplificerer kritikken, som vanligt for Zizek ved at tage udgangspunkt i den fælles virkelighedsnære verden.

Læs den; langsomt og omhyggeligt. Lidt forvirret undervejs, men lettet, når du erfarer, at også tidens store tænkere kan endnu ud i en virkelighed, hvor man ”godt kan stå med en fornemmelse af at være faret vild i et spekulativt morads”. Det ender jo godt. Katastrofen, hvis der var en, er afblæst; nu skal vi bare træde ud af forestillingens skygge; fri til at lede lidt lykkeligere.

https://hansreitzel.dk/products/ideologikritik-bog-38240-9788741260396