vejgaard1 Med Nordkraft, Musikkens Hus og renoveringen af havnefronten åbner Aalborg sig op i østlig retning. Og følger du Østerbro fra Nordkraft forbi det dejlige, grønne Østre Anlæg, dukker der en bydel op, som flere og flere får øjnene op for. Vejgaard er en del af Aalborg, men også sin helt egen. En lille hyggelig by i byen, med sit eget torv, mange spændende forretninger og en helt særlig stemning.

[box_light]Vi har talt med formanden for Vejgaard Handelsstandsforening Hans Ole Jensen, der også er indehaver af byens boghandel Bog & Idé og spurgt ham om, hvad der Vejgaards særkende.[/box_light]

”Hvis du ser på vores hjemmeside vejgaard.dk, og vores markedsføring i øvrigt, vil du se, at vi bruger udtrykket Vejgaard – vores by. Og det er egentlig meget sigende, for der et meget tæt sammenhold i byen, og en meget familiær stemning. Det mærker du, når du går ind i butikkerne. Vi kender vores kunder, der kommer igen – netop fordi vi kender dem og kan give dem en god service. Det er kendetegnende for Vejgaard, at mange har deres egen butik. Det er små, familiejede forretninger, der er gået i arv fra generation til generation. Det betyder, at vi kender vores kundekreds og ved hvad de sætter pris – og det er det de får – hver gang de kommer ind i forretningen.

Du er ikke den første, vi taler med, der nævner den særlige Vejgaard ånd og det stærke sammenhold mellem borgerne, kan du forklare det lidt nærmere.
”Ja, det kan jeg godt. Vejgaard, eller ”Vejgården” er en gammel bydel, der ikke bare har overlevet, men bevaret meget af den gode gamle landsbystemning intakt. Vi holder sammen, og ved det er vigtigt at vi gør det. Vi står sammen og kæmper for vores by. For vores sportsanlæg, vores bibliotek og vores skoler – og ja for alt det, som gør os til det, vi er. Og så er der Vejgaard borgernes væremåde, der er meget nede på jorden. Vi er ikke fisefornemme, men har en sund distance til tingene – og så er vi MEGET langt fra at være selvhøjtidelige. Det kan kunderne mærke, når de kommer. Alle kan godt lide at snakke, og man spørger interesseret til hinanden.”

LÆS OGSÅ:
SIKKE EN FEST!

I har mange trofaste kunder, men også mange nye siger du. Hvad gør I for at tiltrække kunder i disse kriseprægede tider?
”Skruer op for varmen, og charmen. Vi giver vores trofaste kunder en unik service – og byder også alle nye kunder, der kommer ind for første gang, rigtig hjertelig velkommen. Vi snakker med dem og møder dem i øjenhøjde. Og så er vi nok ikke så nøjeregnende, heller ikke hvis kunderne, lige står og mangler en 5’er, når der skal betales. Den kan de bare give næste gang, de kommer ind…”

Hvad betyder renoveringen havnefronten og Østerbro for Vejgaard?
”Den betyder rigtig meget! Vi har som sagt mange nye kunder, mange unge, som er ude at se sig om og lige kigger ind. En hel del af dem kommer fra de nye boliger omkring Østerbro og den nye østlige del af havnefronten. De søger måske noget andet og mere lokal og personlig service, end den de kan finde i butikkerne i midtbyen. Vi er jo nærmest en lille landsby midt i Aalborg. Og den stemning og charme, der er forbundet med det, er der faktisk mange af de unge, der sætter pris på.”

[quote]Heeeey, Vejgaard baby! jep, jep, jep, jep… Jeg kører Vejgaard stil. De velkendte rap-ord kommer fra ANR’s Herreløse Hunde med den tidligere Vejgaard borger Niarn i spidsen. Men de kunne lige så godt komme fra Vejgaards ukronede tøjkonge Søren Sørensen[/quote]
vejgaard2

LÆS OGSÅ:
Wanna dance?

[box_light]Som han sidder der på Vejgaard Torv og troner på bænken foran sin forretning P&P, med ternet skjorte, stonewash jeans og knaldrøde kondisko, kunne han såmænd godt minde om en rapper. Men sammenligningen stopper i samme øjeblik, som Søren Sørensen åbner munden for at fortælle om livet som handelsmand i Vejgaard og ambitionerne for ”byen i byen”.[/box_light]

I modsætning til ANR hittet ”Vejgaard Stil”, der handler om at hænge ud på torvet og fordrive tiden med grillpølser, Cocio og Chuck Norris film, drejer tilværelsen for Søren Sørensen sig om at få så meget værdi ud af livet som muligt. Søren har fuld fart på og ambitioner både, når det gælder hans forretning, og for det Vejgaard, der betyder så meget for ham – og har dannet rammen om hans liv altid.

Vi har fanget ham en af de sjældne solrige dage i marts og lokket ham til at fortælle, hvad der får ham til at brænde for Aalborg citys østligste bydel – og hvad han opfatter som god Vejgaard stil.

”Ha-ha-ha, ja det er en fantastisk sang, som vi selvfølgelig ikke har kunnet undgå at bemærke her i Vejgaard. Og vi er faktisk meget beærede over, at det netop er vores by, der er blevet foreviget med sangen. Den har masser af humor og er på en måde en hyldest til det uhøjtidelige, som netop kendetegner Vejgaard.”

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

Er der en særlig Vejgaard stil, og hvis der er – hvordan vil du beskrive den?
”Jamen jeg tror netop at smilet, det uhøjtidelige og ligefremme er noget af det, der kendetegner os, der bor i Vejgaard. Og så et helt utroligt sammenhold. Både handlende og borgere bakker virkelig om byen og de mange aktiviteter og events, byen byder på. På en måde er vi som én stor familie, der støtter og passer på hinanden. Vi kender hinanden og har lyst til at kende hinanden på en helt anden måde, end det man normalt forbinder med at bo i en stor by. Når en kunde kommer ind til os i butikken, er der en overvejende sandsynlighed for, at det er én, vi kender i forvejen. Og i hvert fald kan vi huske vedkommende, næste gang han eller hun kommer ind. Så spørger man selvfølgelig om, hvordan det gik med trøjen til konen eller kæresten – om den passede, og om farven faldt i god jord. Det vil jeg sige er typisk Vejgaard stil – den familiære tone, og at vi interesserer os for hinanden og hjælper hinanden.”

Søren, der har arvet tøj- og garnforretningen P&P efter sin far, fortæller at mange af butikkerne i Vejgaard netop er familiedrevne gennem flere generationer. Det mener han er en vigtig forklaring på den særlige stemning og tone blandt de handlende og deres kunder. ”De fleste af os, der står i butikkerne bor jo selv i Vejgaard og er på den måde også medborgere. Derfor er det heller ikke udsædvanligt, at nogen bare stikker hovedet ind for at sige hej, og få en sludder. Det skal der også være plads til – og det er der.”

LÆS OGSÅ:
Du genkender fornemmelsen…  

Du får det næsten til at lyde som Korsbæk fra Matador.
”Ja, men det er heller ikke helt ved siden af. Jeg plejer at sige, at Matador-serien burde være fast pensum på Handelsskolen. Det med at give sig tid, være imødekommende og have en venlig tone er alfa og omega for den kundeservice, som vi skal leve af her i Vejgaard.

Hvis Vejgaard er Korsbæk, er du så Mads Andersen Skjern og P&P Damernes Magasin?
”Arh, jeg håber jeg har lidt bedre sociale kompetencer end Mads Skjern. Men i forhold til at bygge forretningen op og forme den til fremtiden er der nok lidt Skjern i mig. Grundlæggende betyder det dog ikke så meget for mig, hvad der står på bankbogen, som hvad jeg kan hæve af positive oplevelser på livets konto. Her er min familie, mine medarbejdere og medborgere i høj kurs.”

Tidligere artikelForårsmessen 2013
Næste artikelJEG KENDER EN, SOM SNART SKAL DØ

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here