Maria Lucia smilede og havde vist nok en favorit, Keld Heick lignede indbegrebet af den fest, han sammen med sin hustru var på vej ind for at overvære – og ja, stemningen i foyeren peakede i det øjeblik; Keld og Hilda ER på en måde Grand Prix, og så er de også en – ret stor – del af den særlige arv, der står malet i ansigterne på Sanne og Stina, der bor lige om hjørnet – men nok var kommet uanset. I virkeligheden findes der jo næppe noget andet sted i verden, hvor ideen om at danse kind mod kind i måneskin giver mere mening. Den knaldrøde gummibåd har ikke sejlet forgæves. Refrainet er lyden af løssluppenhed og en sejr, der var sød. Vi har gjort det før – og måske gør vi det igen; historien og traditionerne er værd at værne om, og Dansk Melodi Grand Prix er en del af begge dele…

 

De store shuttle-busser ankommer i en lind strøm. Det er mørkt og koldt og luften er fuld af forventning. Bilerne holder så småt i kø i rundkørslen, der fører op til Gigantium i Aalborg, der for 7. gang er vært for Dansk Melodi Grand Prix, og en fest, der helst skulle overgå de fleste andre. Værterne er ved at være klar. De ni solister og en trio tripper – snart går det løs. Foyeren er fyldt med mennesker af alle slags og fra alle egne af landet – det ligner i sandhed en folkefest! Og det er det, der er meningen.

Produktionsfolkene er ved at være på plads. Pressen bevæger sig mod det, der skal gøre det ud for aftenens røde løber og de gæster, der med en billet og hinanden i hånden er på vej ind i salen, fornemmer, at der er noget i gære. Maria Lucia er den første – og hun har prøvet det før; det der med at stå i rampelyset – og det med, at have et helt særligt godt øje til en af dem, der skal kæmpe om en god placering i den nationale sangkonkurrence. Hendes kæreste, Albin Fredy, deltager i Grand Prix for anden gang. Første gang han deltog, i 2013, mødte de to hinanden – og selvom der gik lidt tid, var det vist nok lige præcis på den aften, de to uden at vide det grundlagde kimen til det, der nu er et årelangt kærlighedsforhold. Dennis Knudsen er den næste, der ankommer. Og han ser – selvfølgelig – helt vildt godt ud. Og glæder sig. Det gør Micki fra Den Store Bagedyst og Thomas Evers Poulsen fra Vild Med Dans også. Sidste års vinder, Anja Nissen, står smilende på den røde løber – hun skal give trofæet videre i aften, og det gør hun med glæde – ligesom hun tålmodigt lader pressefotograferne knipse løs i en grad, så Keld Heick og hans Hilda næsten usete når forbi opbuddet.

LÆS OGSÅ:
Vi holder jul i Gammelby!

En fan spotter dog det, der med meget stor rimelighed godt kan kaldes koryfæet i den her sammenhæng, og så går det løs; Keld og Hilda kommer på fotopodiet og modtager aftenens – hidtil – største bifald. Det giver mening – de to er indbegrebet af det, mange mennesker forbinder med Grand Prix – og Keld Heick har skrevet mere end en håndfuld af de sange, der gennem tiden har vundet Grand Prix. Og nå ja, det er deres datter – Annette Heick – der er den ene af aftenens to værter. Den anden er Johannes Nymark – og det er velvalg, at dømme efter publikums reaktion, da de to lige kigger ind på den pompøse scene for at hilse på få minutter inden livetransmissionen af aftenen går i gang.

 

Der er altså mange, der har glædet sig. De tre kvinder, der er kørt fra Vejle for at opleve stemningen. Det er en tradition, fortæller de – og de er veninder af samme grund måske ligefrem. De mødte hinanden på jobbet og fandt hurtigt ud af, at de delte en passion for musik – Grand Prix-musik især, og derfor giver det mening, at de ”tvangsindlægger næste generation til at se Grand Prix” og at de ”kan alle sangene på rygraden”. De ser frem til den her aften; til stemningen, sangene – som de med vilje ikke har hørt på forhånd – og at de insisterer på, at Grand Prix er dansk kulturarv. Man er på en måde forpligtet til at vide, hvor den røde gummibåd er på vej hen – præcis, som man bør vide, hvad hele virakken omkring Jellingstenen handler om…

LÆS OGSÅ:
Du genkender fornemmelsen…  

Alexander, Christian og Josephine på 13, 11 og 9 år er arvtagere. De er i Gigantium med deres forældre – heldigvis, siger de samstemmende og med – meget – stor begejstring. De kommer velforberedte og langvejsfra; de har, selvfølgelig, lyttet til sangene på forhånd, og de er ret overbeviste om, at det er nummer 5, der bliver aftenens vinder. De er vilde med Grand Prix – og med Danse i Måneskin, som er Alexander – ham på 13, der ikke engang var født, Da Trine Dyrholm i 1987 blev nummer 3 i det Danske Grand Prix med det nummer. Det kan Michael og Lone Schulz fra Kjellerup helt sikkert godt huske, for de er glødende entusiaster, der er vokset op med, at Grand Prix er noget helt særligt; en festaften, hvor man – hvis man ikke er til stede ved begivenheden, og det skal man selvfølgelig helst være, sidder klar hjemme foran skærmen med god mad, godt selskab og stemmesedler – klar til at indgå et hurtigt væddemål om hvem, der vinder. Sådan har det altid været – og sådan bør det være, siger de, og fortæller, at de i aften har taget deres søn og svigerdatter med til Aalborg, men har ladet børnebørnene blive derhjemme. Det sidste kun fordi de endnu ikke er fyldt 14 år. Når de gør det, skal de selvfølgelig også med til Grand Prix – og de glæder sig. Også.

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

 

Det gør de fleste. Også selvom al konfettien, symfoniorkesteret, de neon-farvede lys og værternes høje hår, godt kan virke en lille smule fremmed måske – i sådan en less or more tid – enten eller og alt er muligt. Du vælger selv. Udfordringen er til at få øje på; det må være svært at lave et show, der hylder den danske folkesjæl og stemning, når vi nu som sådan en generel betragtning måske bøvler lidt med at få fod på, hvad det i virkeligheden er. Eurovisionen er et sted, hvor nationer mødes uafhængig af politik, fortæller Jørgen de Mylius i et videoklip på storskærmen i Gigantium – men selvfølgelig spiller kulturen en rolle. Nationerne kommer hver især og repræsenterer en kultur, og Grand Prix handler om at finde den repræsentant, som en fagjury sammen med danskerne vurderer, kan gøre jobbet bedst. Vi valgte en viking i år; Rasmussen, der med sangen Higher Ground og et sceneshow og udtryk, der giver næring til nationalfølelsen – arven fra de nordiske vikinger, der med vind i håret og mod i blodet drog ud i verden for at tage, hvad der – måske ikke ligefrem retmæssigt, men så som det mulige, tilkom dem. I historien vender de for det meste sejrrige hjem – og måske bliver det samme tilfældet for Jonas Flodager Rasmussen, der skal forsvare Danmark ved Eurovisionen i Portugal til maj.

LÆS OGSÅ:
Wanna dance?

 

Scenen er støvsuget for konfetti. Vinderen er hyldet og der er blevet klappet taktfast i de mængder, som hører sig til sådan en aften. Der blev danset og sanset – og Anette Heicks og Johannes Nymarks potpourri af Grand Prix hits gik – faktisk – rent hjem. Alle havde gjort sig umage – og selvom det måske med mellemrum var svært at høre, hvad man selv tænkte – eller hvad deltagerne sagde, så var festen der. Det var den. Alting bliver smukkere og sjovere, når man tør kaste lidt glimmer ud over virkeligheden, sagde Anette Heick fra scenen – og hun kan have en pointe. Grand Prix er et konfetti-kosmos, hvor det meste andet er – eller bør være – ligegyldigt.

Det handler om at finde melodien – og lige præcis på sådan en aften, bør der være gode muligheder for, at sød musik vitterlig kan opstå. Det er jo sket før.

Tidligere artikelRKI – Ribe Knallert Idealister: DRENGERØVE MED MANDSMOD
Næste artikelCASPER & FRANK: DEN DANSKE DRØM

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here