Julen er en kærkommen opstopper!

Julen er et mødested for alt, hvad danskerne har troet på gennem tusinder af år…

Hvert år fra først i november prøver de første forretninger at sælge jul. Hvert år fra først i november skældes der ud, fordi forretningerne begynder så tidligt. Men hvis vi allesammen for alvor var vrede over, at julen bliver trukket så langt ud, så skulle forretningerne nok holde op. Handelsfolk ville ikke år for år krænke kunderne, for så ville de miste dem.

Sandheden er nok, at de fleste godt kan lide julen – og gerne vil have den til at vare længe, om ikke til påske, så dog fra sent på efteråret.

Måske den ny glæde ved julen skyldes, at den i et forandringssamfund er en af de få traditioner. Vi er tvunget til ustandselige skift i tilværelsen – og synes det er dejligt, når julen giver os lov til at at stoppe op. Julen er en kærkommen opstopper.

Hvor stor er en nisse

Nogle synes, at julen er et stort rodsammen af hedenskab og kristendom. Det er den også. Det er det fine ved den. Julen er menneskets og hos os især det danske folks historie på kort form. Mange vrisser ad julegaven som et butiks-påfund fra vor tid. Det er vrøvl. Gaven er sikkert det allerældste i julen. Engang var den offergave til en gud. Også dengang har man sagt til hinanden: – Hvor meget ofrer du på julegaver i år.

Eller er selve ordet jul det allerældste? Det er i hvert fald et af de ældste ord på dansk. På Island og Færøerne, hvor de bedre har holdt fast ved det sprog, danskerne talte for 1000 år siden, vil jul stadig sige “festerne”.

De romersk-katolske præster prøvede at få danskerne til at skifte jul. Når det lyder som noget med en bil, er det ikke uden grund. “Jul” og “Hjul” er samme ord fra den oprindelige tydning, drejning.

Det lykkedes de katolske præster at få tyskerne til at kalde julen for “Den viede nat”, Weihnacht. De fik også englænderne til at kalde julen for “Kristmesse”, Christmas. Men den gik ikke i Danmark. Og englænderne kalder kun selve fødselsdagsfesten for Christmas. Festdagene som helhed hedder stadig yule-tide. Det har de lært af danskerne engang for mere end tusind år siden.

Nissen hører også til julens ældste gods. Den er i slægt med elverpigerne, og måske er nissen en rest af det gamle 9000 år gamle jægerfolk, som har del af danskernes fortid. Jægerfolket var kannibaler, mens deres rød-huede udsending til nutiden, nissen, blev grød-vegetar, længe før nutidens røde talte om at blive grønne. Hvor stor er en nisse? Den er nem! Rejs dig op medhænderne langs siden. Drej den højre håndflade, så den vender nedad og er vandret. Nu kan du mærke nissens tophue kildre midt på håndfladen.

Fanden med rød sløjfe

Mange tror, at juleneg bliver sat ud til de små pipper. Men den er gal. Fuglene stjæler deres mad fra den, som neget egentlig sættes ud til – nemlig Odins hest, Slejpner. Odin rider forbi i julen, ved solhverv. Det gælder om at få besøg af ham. Derfor hænger man et neg ud til hans hest. Og derfor skal et rigtigt juleneg vende “hovedet” nedad.

Den flettede krans, der senere blev til en adventskrans, hører også til julens gamle lag. Kransen er et billede på frugtbarhed fra en religion, meget ældre end mændene Odin og Jesus. Man dyrkede gudinder. Kransen er kvin- dens kønsorgan, et billede på det livgivende. Derfor er det smukt værnet i kristendommen, at vi lægger kransen som symbol på det livgivende på den dødes grav.

Omvendt er der mandlig frugtbarhed i den flettede gedebuk, som også hører julen til. Julebukken er Fanden selv, engang kaldet den hornede gud. Han var før kristendommen en vigtig – og ikke kun ond – gud i Danmark. Man dyrkede den hornede gud ved at tilbede den takkede hjort og den hornede tyr. På steder med navne som Hjortespring og Thyregod er der danset til den hornede guds ære. Nu står den hornede gud halmflettet på bordet eller klaveret midt i den kristne jul. Han har fået en rød sløjfe om halsen. Det ser mere kristeligt ud…

Menneskeofring i Julen

Den flettede julebuk på klaveret er i familie med Thors gedebuk, som tordner oppe på himlen. Hos bageren køber vi rundstykker, håndværkere og horn til morgenbrød. De brød, vi kalder horn, er religiøse billedbrød, knyttet til Fanden, den hornede gud. Horn er et guddommeligt billede som i kristendommens vin og brød.

Horn blev engang spist for at få hornkraft, altså guddommelig kraft fra den hornede gud. Julebukken, der nu står på spisebordet eller klaveret, var helt op i dette århundrede en levende buk, der kom i danske hjem til jul. En mand var klædt ud som gedebuk. Han hed også Hvegehors, den rokkende hest, Hvidemær, den hvide hest, eller i Jylland slet og ret Bitte Fanden.

Julebukken gik ikke ud af julestuen, før han havde fået flæsk. Han ville jo ikke bære julen ud – uden at have delt det hellige måltid med de andre. Hans opgave hørte den gamle frugtbarheds-dyrkelse til. Han satte gang i Julelegene, som gik ud på at få de unge parret. Han skildres altid som en sjofel karl, men i gammel tid var det kønslige ikke sjofelt. Det var helligt. Så julebukken og hans frække julelege har været religiøse engang.

Julen som festtid havde drikkegilder og blodgilder. Mjøden flød. Og blodet flød. Der blev ofret dyr, hornede dyr, og tidligere blev der også ofret mennesker. Vi ved det, når vi går 1900 år tilbage. Andre mener, at kongedrab ved juletid ind i vor egetårtusind som Blodgildet i Roskilde, er rester af de gamle menneskeofringer. Det er ikke kun i Danmark, det er sådan. Bibelens ord om barnemordet i Bethlehem er nok også udsagn om menneske-ofring.

På Færøerne holder de stadig jul fra 24. december og 21 dage frem, tre gange syv dage. 7-tallet er helligt. Ikke bare i de gamle førkristne religioner. Også i kristendommen vrimler det med 7-talstro. For eksempel skal der ifølge Johannes Åbenbaring være syv kristne menigheder, før jorden går under.

Færingerne fejrer Tjúgundahalgi – den hellige tyvendedag, tyve dage efter julenat. Færingerne har dermed som de eneste værnet den gamle, fællesnordiske juleskik. De danser julen ud den 13. januar.

Så ingen skal tro, det er moderne forretningsfolk, der trækker julen ud. Det har vi folk her i Norden altid været gode til.

[et cetera] ønsker alle en glædelig jul!