Cirkus på cirkus har ramt forsiderne som enten konkursramte eller med aflysninger af årets forestillinger – men Arena er på vejen. Og heldigvis traditionen tro. De kommer hele landet rundt og rejser teltet mod himmelen på byernes festpladser – og bliver et spændende, levende og nærmest mytisk centrum – et særegent lulle samfund, hvor elefanter, græssende lamaer, en nynnende russer, en klovn i bare tæer og en cirkusprinsesse med næste generation i hånden langt fra er noget særsyn.

Her hylder man gøgleri og cirkus! Mest af alt det sidste. Cirkus Arena nægter tilsyneladende at sætte et svigtende billetsalg på plakaten, men sætter sig i stedet, med erfaringens tyngde ned og gentænker de elementer, der virker. Og så tilføjer de lidt af det nye årtusinde til en ældgammel skik og erklærer sig; Vild med cirkus!

Cirkus er savsmuld. Vildt blod, poesi, gøgl, kunst, kostumer og klovnerier åbenbaret i magiens forestillingsverden.  Det er tonstunge elefanter, der velvilligt adlyder domptørens nik og sætter sig ned. Vi andre falder på halen… Det er søløver, der balancerer på kanten af det mulige – med udsigt til det der i projektørlysets skær ligner en rigtig god sild, og det er cirkusprinsessen, der lige der – midt i manegen – ligner en, der har vundet hævd på stillingsbetegnelsen. For tusindvis af børn bliver det øjeblik til en varig erindigt. Ingen glemmer den sommer, hvor de første gang så en ægte cirkusprinsesse af det format.

LÆS OGSÅ:
ET CIRKUS' SÆRLIGHED

Cirkus Arenas 2016 forestilling ’Vild med cirkus’ har de traditionelle elementer, men det er tydeligt, at man også i cirkus målgruppetænker med henblik på at skabe en forestilling, hvor selv generation iPad kan føle sig godt underholdt.
Det helt særlige er, at man er lykkedes med den udfordrende fusion. Knivskarpe laserlys og tunge basrytmer, der skaber associationer hos en Star Wars fan, bliver til en gøglerdyd, når det kombineres med verdensartistens evne til at smyge sig behændigt rundt i lysstrålen.  Og når James Sampson akkompagnerer Arenas egen cirkusprinsesse, Laura Berdino, og hendes frieserhingste, går det op i en højere enhed – grænsende til magisk! Det er cirkus!
Truppen Nonstop udfører blærede stunts på en trampolin med en præcision man ikke helt forstår omfanget af,  og Trio Creation, tre piger på bare 11,12 og 13 år dyrker det, der for alle uden for manegen må ligne det umuliges kunst. Det forstår han godt, drengen der elsker Minecraft og computeranimeret magi . Ham på otte, der udbryder ”at cirkus virkelig ER magisk”. For det er det, når man insisterer på en grund-sum af cirkus. Menneske,r der har gjort sig umage og med vildt blod i årene har tæmmet talentet udi det imponerende. Som verdens hurtigste jonglør, der entrerer manegen. Her står en verdenskunstner og gør det, han er bedst til. Det er til at forstå. Og så alligevel ikke… Det er i akkurat det spænd, at cirkus bliver til kunst!

LÆS OGSÅ:
Kampklar mor-skab

James Sampson og Sara Maria Franch-Mærkedahl er belæg for årets overskrift ”Vild med cirkus”, og man kan godt blive lidt fordomsfuld i sin forestilling om, hvorfor to Vild med dans-kendisser skal trækkes rundt i manegen… Der er åbenlyse pr-fordele i den slags, men i år giver det – fin – mening. James Sampson er en (vel)integreret del af cirkusfortælling med sin fantastiske stemme – og Sara Maria fungerer fint som aspirerende cirkusprinsesse, der giver yndigt og charmerende liv til den del af cirkusfortællingen, der handler om mod og vilje.

Der er pædagogisk substans i hendes drøm om at gøre sig umage og fortjent til at måtte bære en rigtig cirkusjakke. Hvis man er til den slags. Og ellers kan man nøjes med at nyde det nogenlunde fint fungerende samspil mellem de tre værter.

Forestillingen præsenteres af charmerende Patrick Berdino – 4. generation i cirkusfamilien – og det gør han overbevisende og med bedstefar, Benny Berdinos, årelange erfaring og flid direkte nedarvet og indarbejdet år efter år. Patrick Berdino er på den måde – helt bogstaveligt – den fødte sprechstallmeister!

Det er i savsmulden, at cirkus skal finde sit fodfæste – og det er så fint, at man vedstår sig den tradition. De store dødsdromer er trillet agterud; og der er igen banet vej for mennesker med et nærværende vovemod. Den slags, der lever i nuancerne oppe under teltdugen. Det rækker – så rigeligt. Børn og voksne og fortaber sig i de smukke kostumer, gøglerens særlige glimt i øjet og klovnens eminente sans for timing.

LÆS OGSÅ:
Ny Fortnite-bog til de unge: Læs spillet

Så selvom det på plakaten kan virke som noget nær et knæfald for den elektroniske underholdning at byde vild med dans indenfor i den kulturhistorie, som et cirkus jo også er, så mestrer Arena i år balancen mellem generationernes præference for gøgl.

Der er ingen knæfald for tendenser, men en insisteren på kulturformidling i en genre for sig. For det, og for alt det andet, et velfortjent bifald!

Tidligere artikelCirkus Arena: SÅDAN! CIRKUS…
Næste artikelFlying Superkids: Den prisværdige mission

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here