Jes Høgh: Leve livet

Jes Høgh er aktuel med bogen Comeback til Livet, der er hans livshistorie fortalt til journalist Kurt Lassen. Historien handler om fodboldspilleren. Den smukke dreng. Ham der kunne løbe allerlængst, og tjene allerflest penge på talentet. Ham der var med til at vinde AaBs første mesterskab, blev hyldet for sin indsats i Chelsea, Fenerbahce, der for Jes står som karrierens fire bedste år, og utallige gange har brilleret på grønsværen for det danske landshold. Men den handler også om den mand der, efter den nat i januar, vågnede op til en ny virkeligheden og erkendelsen af at ingenting nogensinde ville blive det samme. Uden sprog og mulighed for at bruge sin krop. Uden det mindste anelse om hvad fanden det var der havde raseret hans krop nogle timer forinden.
Ved siden af sengen stod hans kone Kamilla. Det var hende, der af uforklarlige grunde, havde ringet op, igen, og fra det sommerhus i Blokhus hvor hun befandt sig med parrets børn, kunne høre, at der var noget helt galt med hendes mand.
– Kamilla og jeg havde talt sammen to gange den aften. Jeg var på job som fodboldekspert og på vej i seng på Scandic Hotel, måske lige faldet i søvn, da jeg får en sindssygt mærkelig fornemmelse i kroppen, fortæller Jes Høgh. Alting fortaber sig lidt i en kaotisk fornemmelse, men jeg kan huske at jeg tænke igen og igen ”hvad fanden er det der sker? Jeg skal bare overleve det her”, fortæller han.
På et tidspunkt registrer Jes Høgh at telefonen, der ligger ved siden af ham på sengen, ringer. Han får på en eller anden måde taget den og får fremstammet; hjælp. De foreløbigt sidste ord i den omgang. Hans kone får tilkaldt hjælp og næste gang de to ses er alting ændret. Jes Høgh vågner til nogle diffuse prognoser og nedslående statistikker. Han har det første halve år næsten ikke noget sprog og i mere end en måned kan han ikke bruge sin høre arm.

Comeback
Jes Høgh er indlagt på Bispebjerg i tre dage og overflyttes, efter en indlæggelse på nogle uger i Aalborg, herefter til genoptræning i Brønderslev. Som han har gjort det tusindvis af gange i sin karriere som fodboldspiller tager han udfordringen op. Han skal. Han vil. Og han kan.
– Som fodboldspiller har jeg jo været skadet mange gange. Så fik man en eller anden periode til at rekreere og genoptræne og så hang du hjernen på knagen og gik i gang. Hvis lægen havde sagt seks uger, var du tilbage på banen efter seks uger. Punktum, siger Jes Høgh. Den samme retorik kunne jeg, ubevidst, benytte mig af i det her tilfælde. Jeg gik i gang med at træne. Fuldstændigt fokuseret og med intet andet for øje. Jeg trænede og sov. Og opnåede resultater, fortæller han.
Et eller andet sted undervejs mistede Jes Høgh grebet om kærligheden. Taknemmeligheden til Kamilla er intakt. Hun redede hans liv, men i tiden efter blodproppen blegnede den hverdag der hidtil havde været deres, og den sorg og udfordring Jes hver dag vågnede til åd overskuddet til at elske. Nok.
– Jeg var ret kompromisløs omkring min genoptræning, siger Jes Høgh. Jeg ville gå, skrive og tale igen. Det betød at jeg mistede overskuddet til familien. Samtidigt er man jo i en ulykkelig situation, og depressionen venter lige om hjørnet. Det er alt sammen gode grunde til, at det er svært at opretholde et familieliv, fortæller han.
Det var et valg jeg tog; enten kunne jeg træne og blive nogenlunde frisk, eller også kunne jeg lade være, og sætte mig hen i et hjørne i min kørestol. Så enkelt var det.

Drømme
Jes Høgh fik udskrevet antidepressiver og tog medicinen gennem fire år. Pillerne tog toppen og bunden – af det hele, og han befandt sig i en vacuum-verden, der til sidst føltes så pseudovirkelig, at han besluttede sig for at kaste recepterne ad helvede til og se det hele i øjnene.  Om end det hele stadig virker sært uvirkeligt. Blodpropper er ikke noget man forholder sig til. Det er ikke noget veltrænede mænd, der ikke ryger, knap drikker, og i øvrigt spiser sundt får. Det er det bare ikke. Men det fik han.
Og det kræver selverkendelse at anerkende, at det talent, den styrke og vilje der har været en levevej, grundlag for hæder og ære og ophav til historiske succeser, på en nat i København så brutalt og uventet kan være drevet ud af en stærk og velfungerende krop.
– Prøv og hør, fra jeg blev født til jeg var 40, kendte jeg stort set ikke navnet på min læge. Sygdom var ikke en del af min begrebsverden. Det er det nu. Det er så uvirkeligt og brutalt, at det her det er bare noget du må forholde dig til. Der er ingen vej uden om. Det er ikke noget du kan ændre på og selvom jeg er kommet langt med min træning, og man i dag ikke umiddelbart kan se på mig at jeg har haft en blodprop, bliver jeg konstant mindet om det. Jeg er præget af det, både fysisk og psykisk, fortæller Jes Høgh. Det er bittert og det er uretfærdigt, men jeg er i live og det er jeg taknemmelig for.
Når jeg drømmer om det om natten, for det gør jeg stadig, så er det selvfølgelig en kæmpelettelse at vågne op og være i stand til at løfte min egen arm. Jeg er sluppet langt bedre ud af det her, end man kunne have frygtet. Først og fremmest med livet i behold, men efterhånden også med et fysisk velbefindende over al forventning.
Jes Høgh er stadig en smuk mand midt i fyrrene og han ligner en der nemt kunne bringe det danske landshold på pointtavlen. Han er veltrænet, velformuleret og i den grad levende. Det er svært at tro, men faktum er, at hans fysik stadig er præget af blodproppen. Når han spiller golf er det med en arms kraft, når han taler er det med anstrengelse og udfordret af diagnoserne afasi og dysmetri. Det bliver nok aldrig helt det samme igen.
– Jeg kan mærke små forbedringer hver dag og jeg holder mine resultater ved lige.
Det irriterer mig helt vildt meget, at jeg hele tiden er udfordret af den blodprop. At jeg ikke kan koncentrere mig om at læse ret længe, at jeg mangler ord eller skal sortere i dem for at de giver mening, men summen af det hele er; jeg er i live.
Man overlever ikke nødvendigvis en blodprop, men det gjorde jeg. Og det er jeg lykkelig for.

Det gode liv, på en måde
I dag spiller Jes Høgh golf, og vil – selvfølgelig – være den bedste. Han styrketræner i motionscenter og så globetrotter han så meget som muligt. Han rejser ud i verden og lever et liv der – mest – er fyldt med glæde. Han ser sine venner, sine fire børn og altså verden, mest muligt.
Uanset hvordan man ser på det, uanset hvor taknemmelig jeg er over livet, er der ikke noget der kan ændre på, at jeg hele tiden har den blodprop med mig. Der er hele tiden noget der udfordrer mig lidt på grund af det der skete den nat, siger han.
Der er ingen, heller ikke de allermest kompetente læger, der har et godt bud på hvorfor Jes Høgh blev ramt af den blodprop. Han er ikke disponeret for det, ingen i hans familie har tidligere været ramt af det, og statistisk set var det heller ikke hans tur. Han var på ingen måde i risikogruppen. Han har undervejs i forløbet sprængt alle mulige rammer, og de fleste umulige, for hvad der er menneskeligt muligt at præstere. Han afviger fra statistikken og er kommet sig bedre, end nogen havde troet muligt.
Jes Høgh lever, på en måde, det gode liv. Han kæmper med udfordringerne. Dagligt. Han hader at det er sket. Er taknemmelig for udfaldet og tror på det gode liv, med det lille aber dabei, at det aldrig bliver godt nok. Det gør det ikke før man har vundet det hele, når man nu har en fortid som hæderkronet fodboldspiller, med et talent og en viljestyrke ud over det sædvanlige. Det er den mentalitet der gør, at 40.000 mennesker på en fodboldarena i Chelsea hylder ham når de har mulighed for det, den drivkraft der har skabt resultater for fodboldklubber i både ind- og udland og den selvsamme der betyder at Jes Høgh i dag går sine egne vegne. Siger hvad der passer ham. Og gør hvad han vil. Fordi han kan.

FAKTA:

Navn: Jes Høgh
Født: 7. maj 1966
Fødeby: Aalborg
Bosiddende: Nørresundby
Titler: Fodboldkommentator på Canal Plus til 2007
Civilstand: Single
Børn: Fire, Oliver 11, William, 8, Charlotte 20, Sabina 22
Karriere: Jes Høgh har spillet for AaB, Brøndby, tyrkiske Fenerbahce, Chelsea og så har han spillet 57 kampe for det danske landshold