De fleste kender ham som Biker Jens, men Jens Romundstad har forlængst slukket for respiratoren for den rå rocker fra første Robinson Ekspedition i 1998. I virkeligheden var Biker Jens en rolle… et velgennemført stykke personlig branding, som han her opfordrer læserne til at turde kaste sig ud i, for at nå personlige mål. Jens Romundstad er så meget mere end Biker Jens var. Civiløkonom, handelsskolelærer, tidl. kommunalpolitiker for Venstre – og nu salgsdirektør i FAKTA. Han havde kun 5 minutter i sin travle hverdag, men [et cetera] magazine fik ham til at blive lidt længere i denne måneds ”mailkorrespondance”.
   

Fra:  Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Til: Jens Romundstad
   Dato: 27/04-13 – KL. 07.10
   Emne: Mailkorrespondancen

Kære Jens.
Tak for din tid. Selvom du er prisbelønnet HR-direktør, byrådsmedlem og tidligere handelsskolelærer, kender de fleste dig stadig som en biker, der med rå bandeord og svulstig retorik rendte rundt på en ø for at blive Robinson. Hvem er Jens af de roller?

  

Fra: Jens Romundstad
   Til: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Dato: 27/04-13 – KL. 21.21
   Emne: Mailkorrespondancen

Hej Jeppe.
Skulle lige lægge unger, har dem alene. Karen er for første gang i hundrede år i byen med nogle veninder.

Du lægger hårdt ud med ren eksistentialisme?  Af de roller du nævner genkender jeg vel højest noget jeg HAR været. 

Det er rigtigt jeg var afsted på hele to Robinsonture. En slankekur der kan anbefales. Jeg var kun handelsskolelærer i et par år, men det hænger stadig godt fast i folks bevidsthed tror jeg. Nok mest fordi det arbejde var lidt skævt i forhold til det image jeg blev kendt for. 

Og byrådsmedlem var jeg kun i en enkelt periode. Det passer skidt til karriere og børn, skal jeg hilse at sige. Til gengæld er klicheen om kendte der går ind i politik på plads. Alle udlever forskellige roller samtidig, og skifter dem undervejs i livet. Jeg har iøvrigt skiftet mit job som HR Chef i fakta ud med salgsdirektør i samme skønne organisation. Kommer iøvrigt ofte til Ålborg. Super by. Alene Sigurd Müllers Vinhandel er turen værd.

Mvh
Jens Romundstad
FaktaQ

  

Fra: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Til: Jens Romundstad
   Dato: 28/04-13 – KL. 04.58
   Emne: Mailkorrespondancen

Selvfølgelig lægger jeg hårdt ud. Der er jo ingen grund til at spilde spalteplads på almindeligheder, når man har at gøre med dig :-)

Når jeg helt bevidst kalder de mange Jens’er for roller, er det jo fordi jeg ved, at den, som de fleste kender, netop VAR en rolle. Personlig branding i højeste potens.

Da der var casting på første Robinson nogensinde skabte du bevidst og gennemtænkt Biker Jens for at….hvad?

  

Fra: Jens Romundstad
   Til: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Dato: 28/03-13 – KL. 08.50
   Emne: Mailkorrespondancen

Hej igen
For at nå et mål. Og mit mål dengang var at komme med på Robinson. Det var nemt at regne ud, at flere tusind ansøgere ville gøre det svært at komme med, med mindre jeg formåede at positionere mig i forhold til alle de andre. Det gør man gennem branding. Jeg gør i hvert fald.
Det kan sikkert virke højrøvet, at jeg omtaler Biker Jens som en anden person, en karakter. Jeg er jo ikke skuespiller. Men man bør se det som en rolle, eller måske mere præcist en toning og kombination af karakteristika. Jeg tror det er lettest at forstå kraften af personlig branding ved først at tænke i almindelige produkter. Vaskepulver, flødeis eller et saml selv legehus. Når producenten udvikler et produkt har man først forsøgt at forstå målgruppen. Hvad ønsker forbrugeren? Hvis man kan designe et produkt der rammer behovet og desforuden kan overraske med “noget ekstra”, der skaber en følelse af merværdi eller ekstra nytte, så har man skabt et vinderprodukt.

Og så er jeg sikker på at Ålborgenserne allerede rynker på næsen og tænker at jeg er lige i overkanten ved at kalde Biker Jens, og derved delvist mig selv, for et vinderprodukt :-) Men det er et faktum at jeg (og også dig selv Jeppe, din beskedne satan) brugte/bruger personlig branding til at indfri de mål jeg sætter mig. Ikke kun i forhold til Robinson, men generelt i mit liv.

Mvh
Jens Romundstad
FaktaQ

  

Fra: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Til: Jens Romundstad
   Dato: 28/04-13 – KL. 09.31
   Emne: Mailkorrespondancen

Aalborggensere rynker mest på næsen over folk, der staver Aalborg med Å. Så der må du lige forstå målgruppen bedre :-)

LÆS OGSÅ:
JARL: MIN NYSGERRIGHED ER IKKE BLEVET ÆLDRE

Som du ved, er jeg optaget af personlig branding og holder foredrag om det. Grunden er den simple, at også jeg mener vi spiller roller og kan iscenesætte os selv fra naturens side til at positionere os. Når jeg er optaget af Biker Jens – og dermed af din historie – er det fordi du var den første (og måske den eneste endnu) i reality-verdenen, der har brugt mediet, fremfor at blive brugt. “Biker Jens = Løgn = XX millioner” husker jeg du har sagt.  Alle os der kender dig, altså ham indeni, ved jo, at du ikke primært er ham, der render rundt og råber af en ged på en ø – men brugte mediet til et større formål.

Prøv at fortælle præcist hvad du tænkte og gjorde, da du så at vi på TV3 søgte deltagere til den første reality-udsendelse nogensinde på dansk TV. Jeg mener nemlig både dine tanker og det du gjorde er en tanke værd for seerne – og læserne…

  

Fra: Jens Romundstad
Til: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Dato: 28/04-13 – KL. 20.05
   Emne: Mailkorrespondancen

Jeg husker tydeligt hvor og hvornår jeg så artiklen i Ekstra Bladet, der med store typer fortalte om (brandede) konceptet Robinson. Og jeg husker min reaktion. Den der vidunderlige iver. Jeg tændte vildt på Robinson Ekspeditionen som oplevelse og udfordring. En art manddomsprøve, måske. Jeg vidste med det samme at jeg ville med. Hvor meget ville jeg kunne klare? At der var TV på betød ikke så meget. Det satte det måske mere på spidsen for mig. Hævede indsatsen. Men jeg kan af et ærligt hjerte sige og skrive, at jeg søgte om at komme med for at få oplevelsen. Det havde intet med at blive kendt at gøre.

Og hallo: Ingen kendte noget til hverken Reality eller Robinson. Ingen, absolut ingen, havde forestillet sig, at det blev et program, der lagde nationen øde om mandagen, og at deltagerne derved fik den vildeste eksponering. Men jeg ville med, og måden man kom det på var via en ansøgning. På Handelshøjskolen havde jeg lært en masse om klassisk markedsføringsteori og forskellen på at brande f.eks. et nyt vaskepulver eller sig selv er minimal. I hvert fald i teorien. Kan du huske AIDA modellen? Attention, Interest, Demand, Action. Jeg brugte det på mig selv. Jeg skulle via min ansøgning skabe en opmærksomhed, helst en positiv opmærksomhed, der gjorde at jeg som kandidat “stak ud”. Opmærksomheden skulle skabe en decideret interesse hos den caster der havde det tunge job at læse alle de mange ansøgninger igennem. Det handler om at komme i den rigtige bunke fra start. Interessen skulle efterlade en efterspørgsel, og den efterspørgsel skulle i sidste ende med en positiv reaktion. Købet af mig som produkt. Som med vaskepulver. Hvis etiketten og indpakningen ikke skaber en reaktion i dig, går du som forbruger videre langs rækkerne af andre produkter. Og tager et du synes er bedre. TV3 var forbrugeren. Og var ude for at shoppe 16 realitydeltagere. Jeg tænkte mig grundigt om inden jeg begyndte at skrive ansøgningen.

Man har kun et forsøg. Jeg tænkte på hvordan jeg skulle kunne positionere mig i forhold til de andre ansøgere. Klassisk markedsføringsteori bygger på Clausewitz’ militære studier og heraf kommer også begrebet komparativ konkurrencefordel. Det er vigtigt. Et godt produkt har noget de andre ikke har, eller er bare bedre på et punkt, der er vigtigt for den der gerne vil forbruge produktet. Men hvad fanden havde jeg? Jeg kunne spille lidt guitar og det tænkte jeg i første omgang på. Kunne det bruges til at distancere mig fra det øvrige ansøgerfelt, og skabe interesse og efterspørgsel efter mig, handelsskolelæreren der kunne 8-9 akkorder? Næppe. Der ville garanteret være rigtige musikere imellem ansøgerne. Med hestehale og det hele. Efter et par forsøg kom jeg på det med Harleyen. Jeg havde en Harley Davidson. Et gammelt skrummel af en Panhead fra ‘59. Og jeg var med i et værksted sammen med nogle stille og rolige gutter. Det var sjov, fis og ballade. Absolut intet rockeragtigt over det. Men hvis jeg nu spillede lidt på denne vinkel, godt hjulpet af hypet fra Den Store Nordiske Rockerkrig krig der kørte på sit højeste dengang, så måske..? Rockermiljøet var meget lukket dengang og det er det for så vidt endnu. Men hvis jeg skruede op for retorikken, prøvede at ligne en bad ass og samtidig skabe en vis undren (interesse) over, at jeg samtidig var civiløkonom og handelsskolelærer kunne det måske virke? Sådan blev Biker Jens opfundet. En stille eftermiddag på Amager. Jeg fik en kammerat til at tage det billede, som jeg brugte til ansøgningen. Vi fandt alt muligt kluns på værkstedet som jeg brugte. Lidt a la Sidney Lees arbejdstøj. Vi skrupgrinede mens jeg stod og pustede mig op mens blitzen flashede. Jeg havde endda en 9mm pistolattrap siddende i bæltet, for pokker!! Og på bagsiden af billedet skrev jeg “Jens Romundstad, 26 år, Handelsskolelærer”

  

LÆS OGSÅ:
Læs Låst

Fra: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Til: Jens Romundstad
   Dato: 28/04-13 – KL. 21.08
   Emne: Mailkorrespondancen

… and the rest is history. Ikke noget at sige til, at vi faldt for den på TV3. Og da handelsskolelæreren så havde rendt rundt på øen og sultet, kom du hjem til noget nær heltestatus.

Du har helt ret i, at ingen kendte til reality – og sådan set heller ikke til TV3. Det var en succes for den lille sattelitkanal som jeg husker voldsomt, da vi som ansatte slet ikke kunne fatte interessen og slet ikke havde forudset det. Og med dig og de andre var reality født. (Tåbeligt navn til noget, der er så fjernt fra virkeligheden – men født var det). For dig gav det jo foredrag til uhørte honorarer, shows med ture gennem USA og i det hele taget udnyttede du din status optimalt. En dag, jeg kom ind på Biker Jens hjemmesiden, var der et billede af en gravsten – og vupti var bikeren død og du sad slipseklædt som HR chef i Dagrofa og i byrådet for Venstre. Hvordan i hele hule h… formåede du at gå fra det ene til det andet – og det var vel i øvrigt ikke såen bare vupti?

  

Fra: Jens Romundstad
   Til: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Dato: 28/04-13 – KL. 23.03
   Emne: Mailkorrespondancen

Inden jeg svarer “-Næh, Jeppe, det var skam svært, hør bare..” må jeg jo sige jeg har begået masser af fejl undervejs. Fejl der har sløret mit fokus eller skabt setbacks der skulle arbejdes med, eller omkring, for at bringe mig i den retning jeg ville. Og det er ikke kun gjort med at klæde sig anderledes :-) Så om jeg udnyttede min status optimalt er svært at sige, men jeg tror jeg er omtrent den eneste der har tjent virkelig gode penge på at være realitydeltager. Og gu er mine honorarer da ej uhyrlige, -de er bare lidt højere end dine, Jeppe :-D Mens de andre dengang prøvede at få møder med cheferne i TV3 for at få egne tv-programmer trænede jeg i det at være på. At formidle og underholde gennem storytelling. Aften efter aften. Jeg var fuldstændig mørbanket til sidst og jeg husker den tid som noget af det mest crazy jeg har prøvet. Men hvor de andre fik lidt intetsigende omtale i Se og Hør fik jeg forsider i alle provinsaviser om de mange hundrede lokale mennesker jeg fik til at skrige af grin i over 2 timer. Min rekord var 1.200 i Tinghallen i Viborg. En gut i Frederikssund måtte bæres ud. Han fik hjerteanfald af at grine, men overlevede. EkstraBladet forsiden “Døde af grin til Biker Jens foredrag” ville have været kronen på værket :-)

Skiftet væk fra Biker Jens har været en lang proces, der skulle tilrettelægges. Se det som at skifte fra en platform til en anden, men hvor den platform du vil skifte til først skal skabes og være så solid, at den kan bære dig, før du slipper den gamle. Jeg har aldrig haft det som et mål at blive TV vært. Mine målsætninger dengang kredsede om oplevelser og økonomisk frihed. Men for at skifte rolle skulle den nye platform (det nye brand) bygges. Jeg arbejdede sideløbende med min TV karriere mere og mere som udviklingskonsulent for først Ledelsesakademiet og dernæst TeamChallenge og Businesscollege Syd. Jeg opbyggede et stort virksomhedsnetværk, hvor det blev en rigtig god historie at “Vi fik Jens Romundstad til at lave teambuilding for vores nye afdeling. Ja, ham fra Robinson. Dygtig fyr!” Jeg knoklede som besat på at skabe en troværdighed omkring min faglighed, ikke omkring at se halvbarsk ud og komme med sjove bemærkninger. Faktisk manglede der noget lidt kedeligt ved dette nye brand. Noget tungt, modent og seriøst, og her kom kommunalpolitikken ind. Folk flest forventede vel, at jeg lovede medvind på cykelstierne i valgkampen, men jeg holdt mig til fredningsregler og vuggestuenormeringer. Det gav gode artikler. Jeg koncentrerede mig om lederudvikling og sundhedsledelse og var heldig med sidstnævnte i forhold til at blive nomineret til arbejdsmiljøprisen og vandt endda prisen for Årets Nyeste og Mest Kreative Sundhedstiltag i en dansk virksomhed.

Jeg gav, og giver, mig 100 % jobmæssigt. Færdiggjorde min HD-O med et højt snit. Jeg dyrkede mit nye netværk længe før jeg egentlig indtog de positioner jeg nu har haft og skrev flittigt artikler på nettet om ledelse og kommunikation, for at skabe modvægt til alt Biker Jens stoffet. Web’en er din største med- og modspiller i branding. Især hvis dit brand skal flytte sig. Og det skulle mit.

  

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

Fra: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Til: Jens Romundstad
   Dato: 28/04-13 – KL. 23.20
   Emne: Mailkorrespondancen

Det hele lyder umiddelbart ret udspekuleret. Nogle vil endda mene falsk… Men i virkeligheden er vi jo netop nået ind til kernen i personlig branding, som mange flere burde tænke over. At turde sætte sig selv i scene, ønske noget og arbejde målrettet med, hvad folk tænker om dig – når de ser dig og hører dig. Man må i mine øjne aldrig lyve i sin personlige branding, da det vil blive afsløret med et brag – men man kan fremhæve noget i sig selv, og lade andet glide bagud. I virkeligheden kender alle læsere sikkert en smule til iscenesættelse. Når man møder et menneske, man ikke har set i 100 år, siger man næsten altid “Gud hej, hvordan går det med dig” – og svaret er med 99% sikkerhed “Det går fint, hvad med dig”. Hvis man virkelig var interesseret i det andet menneskes ve og vel, ville man have set vedkommende en del gennem de 100 år og ville i forvejen vide alt – så man ER sikkert ikke interesseret i at høre hvordan det går. Og reelt burde svaret vel ofte være, “det går ad h.. til, har du tid til en kop kaffe og en times dyb samtale”.

Vi spiller små roller hele tiden – alle sammen. En rolle ude, en rolle hjemme, en rolle på arbejdspladsen, til jobsamtalen, på diskoteket og i swingerklubben. Måske forskellen på folk er, hvor meget de tænker over rollerne? Hvornår er du rollefri? Hvornår er alle dine masker smidt og er bare Jens? Vi to er egentlig ret nære venner, men kender jeg dig?

  

Fra: Jens Romundstad
   Til: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Dato: 06/05-13 – KL. 10.51
   Emne: Mailkorrespondancen

Udspekuleret? Ordet er målrettet, og det står jeg ved, at jeg er. Jeg har set filmen Forrest Gump flere gange, og det særlige ved Tom Hanks karakter er vel, at Forrest ikke træffer et eneste selvstændigt valg om hans livsbane. Hans liv er 100% styret af andre og af tilfældigheder. Fint hvis det fungerer for nogen, men sådan er jeg ikke indrettet.

Falsk? Hvordan? Er det i virkeligheden ikke Janteloven som stikker frem der? Jeg tror ikke nogen tænker de er falske, når de går i bad og tager pænt tøj på, når de skal i byen, møde svigerfamilien eller til jobsamtale. Det er nøjagtig det samme. Jeg ser mig selv som et meget ærligt menneske, og i det øjeblik du lyver for at brande dig selv, eller et andet produkt, vil du miste alt. Personlig Branding handler om at få dem du ønsker til at se det du er god til. Bemærk her, at man rent faktisk skal kunne noget. Man kan ikke skrive “Ny smag!” eller “Uden Sukker!” på produktet, hvis det ikke passer? Men man kan gøre opmærksom på det, hvis man tror, at den parameter vil gavne salget. Mere kompliceret, falsk eller udspekuleret er det altså ikke.

Jeg ville ALDRIG have det job som jeg har i dag, hvis jeg ikke var god til det. Eller arbejdede 60-70 timer om ugen. Jeg fik ikke jobbet pga af hverken Robinson, 4-stjernet middag eller noget andet TV-mæssigt, men nærmest på trods af det. Jeg har brugt metoder fra branding for at kunne vende tilbage til min faglighed, men det absolut centrale her er, at jeg har en.

Mht det med roller, så tror jeg vi er mest fri af roller, når vi er fri af relationer. Det er vi selvfølgelig aldrig helt, men mest i de situationer, hvor vi er alene. Jeg sad lige og tænkte over, hvad dit og mit venskab er og kom frem til, at det er en relation, hvor vi begge har følelsen af at bruge os selv og den anden til noget vi er fælles om. Vi diskuterer etik, politik, lidt familie, personlig udvikling. Men ikke din selvangivelse eller hvilket badebassin du skal have til sommer. Rammen er en interesse- og følelsesmæssig fællesmængde. Og i denne fællesmængde kender jeg dig. Jeg har ikke behov for at kende alle andres billede af dig og være en del af det andre bruger dig til i deres relationer. Du kender mig, som den jeg er for dig og ud fra den ramme, som giver mening for dig og mig.

Mvh
Jens

  

LÆS OGSÅ:
DER SIDDER EN MAND PÅ EN BÆNK...

Fra: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Til: Jens Romundstad
   Dato: 06/05-13 – KL. 11.14
   Emne: Mailkorrespondancen

Til behagelig info var badebassinet oppusteligt, pink og særdeles målrettet sendt til storskrald, samme burde min selvangivelse. Jeg er ganske enig – især det med usandheden, som de fleste tror branding handler om – og reklame i almindelighed såmænd. At finde frem til et skønmaleri og præsentere det for en måbende befolkning. Et stærkt brand kendetegnes vel kort sagt ved, at man også kender dets svagheder.

Og nu når vi to netop ind til kernen af personlig branding. I jantes hjemland er det nærmest no-go at sige “her er jeg” – og de der gør, bliver skiftevis båret på hænder og fødder, og tværet i sølet af et ugeblad eller den offentlige mening. Det har både du og jeg oplevet. Lad os lige glemme Biker Jens og fokusere på, hvordan Anne, Claus og Hanne, som læser dette, kan bruge personlig branding som middel til at nå deres mål. Kræver det et specielt væsen, er der valg som skal tages – og fravalg måske? Og hvorfor overhovedet fokusere på branding af dig selv? Er der tips og tricks fra “the number one in the personal branding business”?

  

Fra: Jens Romundstad
   Til: Jeppe Søe [red@1cetera.dk]
   Dato: 06/05-13 – KL. 14.09
   Emne: Mailkorrespondancen

Jeg tror Anne, Claus og Hanne bruger personlig branding langt mere end de måske tror allerede. Hvis nogen har nået hertil i vores mailudveksling, så tror jeg de er helt med på sammenligningen mellem det at brande sig selv og at brande et produkt. Og når man er det, så er det kun et spørgsmål om at være mere effektiv med at bruge branding. Det kræver én ting, og det er en målsætning. Hvad er det Anne vil? Hvad drømmer Claus om? Og hvor ser Hanne sig selv om to år?

Branding uden kompetencer er nyttesløst. Kompetencer uden branding er uindfriet potentiale. Jeg tilbringer meget tid i min bil, og udover telefonmøder, så under jeg mig den ultimative egoisme: at tænke over hvad jeg vil bruge mit liv til. Disse tanker bliver til målsætninger, som jeg udfordrer på deres realisme. Kan jeg nå dem? Og hvis svaret er ja, så tænker jeg, med mit mål i fokus, på hvad jeg skal gøre i dag, og i morgen, for at komme tættere på målet. Vi står overfor valg, hundredvis måske, hver dag.

Jo mere jeg er i kontakt med det jeg vil med mit liv, jo nemmere bliver det for mig at agere i min hverdag. Træffe de valg, der kan skabe mig det liv som jeg ønsker. Det kan være hvordan jeg vil være far for mine børn, mand for min kone, ven for mine venner, min karriere. Dette retningsmæssige fokus skaber også retning for min måde at brande mig på, tror jeg. Det kræver vel ikke noget specielt væsen? At have holdninger til sit liv? Men det er klart at det kræver et opgør med middelmådighed og jantelov. Til en vis grad også generthed, men faktum er, at personlig branding, på samme måde som klassisk markedsføring, handler om at vise gode sider af dig selv uden at lyve. Og AIDA-modellen er jo blot en måde at sige “-Spil bolden til mig!” på. Det kræver bare at man er løbet i position først. Livet rummer en masse chancer. Nogle forstår vi at udnytte, andre ikke. I de chancer vi udnyttede, var vi nok bedst til at brande os selv. :-)

 

BikerJens02

Tidligere artikelAalborg Teater – En kort en lang: Enden på komedie
Næste artikelNår det er SKIDT

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here