Rikke Nielsen

Det var en helvedes fødsel. Og da hun så endelig kommer ud, er der fandme ikke nogen der siger tillykke. Der var bare helt stille. Lars siger, at det nok skal gå – og jeg tænker bare: Hvad fanden mener han med det?

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Mikkel Werenberg

Håndboldspilleren Rikke Nielsen var en af de helt store profiler i Aalborg DH. Hun var med, da klubben voksede, da de kom i Håndboldligaen, da spillerne var hele byens helte og hang i meterhøje bannere på Magasins facade og med, da det meste begyndte at krakelere. I klubben, men ikke på banen. Hun har vundet EM sølv med det danske landshold, er blevet mor, gift med Lars, har overvundet kræft og har bygget verdens lækreste hus med verdens fedeste udsigt over Aalborg, sammen med sin arkitektmand. Alt sammen på nogenlunde samme tid.

Da Rikke Nielsen i 2008 får en skade på sin tommelfinger, er hun netop vendt tilbage til Aalborg DH efter en enkelt sæson i den tyske klub HC Leipzig. Hun vender tilbage med betænkeligheder, for da hun forlod klubben et år tidligere, var den klubmentalitet og sunde foreningskultur hun altid har elsket forsvundet, og erstattet af bøvl med investorer, truende konkurser og en stemning, der drænede holdet for den energi, der ellers kendetegnede pigerne på banen.

Hun vender tilbage, fordi hun stadig føler et stærkt tilhørsforhold til klubben og håber, at noget af det tabte kan genvindes. Men da hun i en kamp får en skade på en i forvejen hårdt presset tommelfinger, bliver det afgørende for hendes karriere. For den stopper. Det samme gør lønudbetalingerne fra Aalborg DH. Klubben hun har kæmpet for og sejret med. Klubben er kontraktligt forpligtet til at betale Rikke, men først i 2009 bliver der indgået forlig i sagen, der inden da ender som en voldgiftssag.

I oktober udkom bogen ’Til sidste fløjt’, der er Rikke Nielsens fortælling om hendes liv med håndbold, men mere end det, om hendes liv som mor til en pige, der er født med Downs syndrom – og om den kræftsygdom, der samtidigt med datterens fødsel ramte Rikke og slog hende midlertidigt ud af kurs. Historien begynder i en familie der var så normal, at det næsten var unormalt, med fortællingen om Rikkes egen opvækst, hvor håndbolden var så væsentlig en del af hendes liv, at den siden hen blev hendes
profession.

Den tager fat i sagen med Aalborg DH. De stemninger og følelser der prægede spillerne, da klubbens deroute blev til avisforsider med pigerne som den foretrukne kilde. Den sætter ord på en karriere der måtte stoppe – og den manglende happy-end der bør være enhver professionel sportsudøvers belønning, men i Rikkes tilfælde døde i en uskøn strid med klubben. Den berører de voldsomme følelser, der fulgte i tiden efter datteren Magdas fødsel – og bogen tør dykke helt ned i materien af de tanker, Rikke havde som nybagt mor til et ’nittebarn’ og som kræftramt.

LÆS OGSÅ:
Den nordjyske tiger

”Altså, det er ikke meningen, at det her skal være nogen Bitter-Frans-historie. Det er min historie, og jeg forholder mig ærligt til de tanker og begivenheder der ligger bag de beskrevne hændelser, ” siger Rikke Nielsen. Jeg vidste faktisk ikke at det skulle blive til en bog, for det startede som mit eget lille terapeutiske projekt, hvor jeg skrev mine tanker ned, fordi det virkede som en lettelse.”

 

GRAVID OG GRÆDEFÆRDIG

Kort tid efter Rikke stopper sin håndboldkarriere, opdager hun at hun er gravid. På den lykkelige måde. Drømmen om at blive mor har altid været nærværende, og nu skal det endelig være. Om en måned skal hun giftes med Lars, der er arkitekt, og bagefter skal de sammen i gang med at bygge drømmehuset.

Rikke Nielsen

”Selvfølgelig var det sært at stoppe så lang en karriere på den måde, men omvendt så havde jeg det sådan, at det måske var fint at jeg nu skulle være kone og mor,” siger Rikke Nielsen. ”Jeg var så heldig at finde mig et arbejde hvor jeg blev fuldtidsansat, på trods af min graviditet – og det var fandeme mærkeligt. Den der 9-16 tilværelse. Men derudover så gik jeg bare og glædede mig helt vildt over livet i maven. Jeg gik og snakkede med Magda, som vi vidste hun skulle hedde, og drømte om hendes fremtid. Alle de der forventninger man har…”

Og selvom hun bliver nervøs da hendes kæreste gør hende opmærksom på en knude hun har på halsen, så glemmer hun den lidt igen, da lægerne på endokrinologisk afdeling konstaterer, at knuden er forbundet med hendes graviditet og et deraf følgende højt stofskifte. Alligevel er hun urolig, men uroen træder i baggrunden, da deres lille datter kommer til verden. Det gør hun en måned før termin, fordi lægerne, ved en af de undersøgelser der bliver foretaget i forbindelse med Rikkes forhøjede stofskifte, opdager, at Magda ikke tager nok på i vægt. Fødslen skal derfor sættes i gang.

Aftenen inden den bliver det, sætter Rikke og hendes kæreste sig og ser ‘Er jeg helt gak, mor?’ med de to folkekære drenge med Downs syndrom, Morten Jensen og Peter Palland. De nyder deres sidste aften alene, inden de bliver forældre. Om morgenen tager de på fødegangen, og så starter nogle rædselsfulde døgn hvor Rikkes krop nægter at reagere ordentligt på de ve-stimulerende præparater, og hvor hun til sidst får et ballonkateter sat op i livmoderkanalen, for at give plads til at tage vandet. Det lykkedes torsdag eftermiddag, fire dage efter Rikke og Lars ankom til fødegangen, og da jordemoderen endelig siger, at Rikke skal “presse som ind i helvede“, gør hun det så effektivt, at Magda 25 minutter senere kommer til verden.

LÆS OGSÅ:
RIKKE NIELSEN: SIGER MAN SÅ OVERHOVEDET TILLYKKE?

“Den der fødsel var forfærdelig. Det med at blive sat i gang og den der forbandede ballon – det var rædsomt,” fortæller Rikke. ”og da hun så endelig kommer ud, er der fandme ikke nogen der siger tillykke. Der var bare helt stille i det rum. Indtil Lars siger, at det nok skal gå. Og jeg tænker bare: Hvad fanden mener han med det?”

Rikke får sin datter i armene og hun er skøn.

”Jeg synes bare hun er så pisselækker. Jeg tæller lige lynhurtigt, at alle fingre og tæer er der, og hun ser så fin ud. Alt er i orden.”

Men det er det bare ikke. Afdelingsjordemoderen fortæller Rikke og Lars, at der er noget der tyder på, at deres datter er født med Downs syndrom – men at det ikke er noget de skal tænke over, for det kan sagtens være, at hun ikke har det.
”Jeg tænker bare; Klaphat! Det kan man sgu da ikke lade være med at tænke over. Allerede fra hun kom ud, hang der bare sådan en sort sky over det med at være forældre – og her bagefter har jeg faktisk sagt til dem, at jeg synes de skal vente lidt med at sige det. Giv lige folk en time til at lege, at alt er normalt,” siger Rikke Nielsen. ”Når man bliver gravid – så får man et normalt barn – så det et havde jeg fandme ikke lige set komme. Er du sindssyg et chok, jeg fik.”

Da jordemoderen forlader stuen sidder Lars og Rikke og ser på deres lille datter. Og på hinanden.

”Så sad man der og var røvlykkelig og var lige blevet mor – og så kommer de og siger, at det er sådan et nittebarn man har fået…”

 

HANDICAPFORÆLDRE

Alting er uvist i dagene efter fødslen. Den ene læge mener, at Magda har Downs syndrom – den næste det modsatte, og Rikke vælger, at lukke virkeligheden ude og forsøger meget ihærdigt, kun, at nyde det dejlige lille væsen der ligger veltilfreds ved hendes side. Men så kommer den dag, da en læge kommer ind på stuen og erklærer, at Magda er lækker, har gode reflekser – og Downs syndrom.
”Jeg husker det så tydeligt. Alle farver smeltede sammen. Gulvet skred ud til siderne og loftet faldt ned over mig, så jeg ikke kunne få luft. Jeg sad bare der. Lars spurgte om hun så aldrig kom til at stå på ski, og det er jo skørt – men altså, det var jo bare nogle andre ord for bristede drømme,” siger Rikke Nielsen. ”Jeg synes det var så stor en sorg. Jeg spurgte om hun var sikker, og det var hun. Det fik mig til at tænke, at det var synd for Magda, at hun havde mig som mor. For det var jo min fejl, at hun aldrig kom til at kysse nogen bag ved gymnasiet eller spille håndbold. Hun skulle jo bare have store hinkestensbriller og pagehår og bo hjemme hos os til hun var 60. Og vi skulle have katte på bordene og gå i det samme tøj hver dag.”

LÆS OGSÅ:
Lidt af kulturen skudt igang i dag

Lars mener, at det her skal de nok klare. Rikke at han er latterlig.
”Jeg følte, at vi havde fået en kæmpe lænke om foden. Vi skulle jo for fanden til at være handicapforældre.”

Rikke Nielsen

Den lille familie tager hjem fra hospitalet for at lære hinanden at kende. Magda er et nemt barn, der smiler og sover igennem om natten. Rikke har lyst til at passe på hende. Hun har det fint med at de er hjemme – og har ikke et stort behov for at komme ud i verden og vise Magda frem. Alligevel tvinger hun sig selv til at tage med en veninde til babysvømning, og til at bære over med de forlegne, men velmenende, kommentarer hun møder ude i verden.
”Enten kiggede folk væk eller også kom de over og sagde et eller andet helt overdrevet a la: Hvor er det bare nogle flotte ører hun har, ” griner Rikke. ”Det er så unaturligt, men jeg ved jo ikke lige hvad folk i stedet skulle have sagt. Eller hvad jeg selv ville have sagt. Folk vil en det bedste, men man får bare nok af det. I virkeligheden behøver man slet ikke sætte ord på det,” siger hun.

I dag er Magda tre år, og når Rikke ser på hende, så ser hun ikke, at hun har Downs syndrom. Hun er en kærlig, tilfreds og afbalanceret pige. Hun er familiens magnet, med en helt særlig evne til at være i nuet. Hun er storesøster til Tilde på et og snart kommer en ny lillesøster til verden.

”Jeg er simpelthen så stolt af hende og af den hun er. Hun har lært mig så meget om at være i nuet og om at få det bedste ud af alting. Hun er simpelthen så go’ til begge dele, ”fortæller Rikke. ”Magda er virkelig ikke noget problem. Det var ellers det jeg tænkte, at hun ville blive. Sådan en folk var træt af, at man havde med. Sådan er det slet ikke, og det er så svært at læse mine tanker om hende i dag – nu hvor jeg ved, at hun er en meget, meget stor gave, som vi var heldige at få.”

 

DET GÅR GODT

Midt imellem alt det. Midt imellem fortvivlelsen, kærligheden og en ny forståelse af livet og hvor stor en gave de havde fået i Magda, får Rikke konstateret kræft. Den ufarlige knude på halsen, der under Rikkes graviditet havde fået lov til at passe sig selv, og nu et halvt år efter Magdas fødsel skal fjernes, viser sig at være kræft.
”Da lægen fortæller mig, at det patalogiske svar på den knuden, viser, at der er kræft i skjoldbruskkirtlen tænker jeg: Shit, det kan jeg fandme dø af, men jeg går ikke i panik. Det kom først senere,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

Rikkes behandling er krævende. Hun skal opereres og i radioaktiv behandling, der kræver at hun ikke har kontakt med sin datter i de dage radioaktiviteten sidder i kroppen. Lars er i gang med at bygge deres fælles drømmehus, og har det skidt med hospitaler. Så skidt, at han holder sig på så stor afstand som muligt, og Rikke må derfor mobilisere en viljestyrke på at klare sygdommen, mens Lars fokuserer på det praktiske med Magda og huset.

Rikke Nielsen

”De sagde til mig, at der var gode helbredelsesmuligheder, men jeg havde det desværre sådan lidt… Ja, ja – i overså jo kræften i første omgang og Magdas nakkefold. Hvad kan I egentlig? Men jeg havde jo ikke greb om tingene. Jeg kunne jo bare håbe på, at de var udsovede og vidste hvad de talte om, ” smiler Rikke.

Rikke skal have tjekket om kræften har spredt sig, og det er tunge skridt hun går, ned til undersøgelsesrummet – men hun tager dem. Og hun afventer svaret, der heldigvis viser, at hverken lunger eller hovede er ramt – og så tager hun også en beslutning.
”Jeg besluttede mig for, at nu skulle jeg fandme slå den kræft ihjel. Jeg havde jo ikke noget valg. Jeg kunne ikke bare tage hjem. Eller ignorere hvad han havde sagt.

I virkeligheden var jeg jo pissebange for at dø af den sygdom, men jeg valgte ligesom, at det ikke måtte få overtaget. Jeg valgte, at det skulle gå godt.”

Og det gjorde det. Rikke bliver heldigvis erklæret rask – og har tillid til, at lægerne – i den henseende – ved, hvad de taler om. Drømmehuset blev færdigt, og familien: Lars, Rikke, Magda og Tilde på to år, nyder en tilværelse, hvor der er plads til bare at være til og nyde hinanden.

”Det lyder så banalt, men jeg er virkelig taknemmelig over livet. Jeg er så glad for, at vågne til lyden af de der barnefødder og jeg er blevet mere nærværende i livet. Håndbolden, der har fyldt alt i mit liv, betyder ingenting til sammenligning – og jeg har faktisk ikke haft håndboldskoene på, siden jeg fik Magda. Jeg har bare lyst til at være til. Til at være der for mine børn og mærke, at jeg lever.”[ ]

Tidligere artikelAalborgs Kjøbstads Alminde… Aalborgs hva’ for noget?
Næste artikelAalborg Mægleren: Med fødderne solidt plantet i den nordjyske muld!

1 KOMMENTAR

  1. Kære Rikki jeg har læst denne histori det er en hård tid du har haft jeg har fult dig i mange åre på tv2nord vi boer i nord ontario men vi følger med næsten hver dag på computern.Ja jeg har også Kræft .om 2 dage den15-3 2017 er jeg 76 og på Fredag den 17-3 2017 skal jeg self på sygehuset for Kræft undersøgelse jeg har haft 3 operasioner op til nu . vi tænker meget på dig og den hele familie min kone og jeg plejer og hjælpe syge børn i vores ungedage .Nu De Kærligste Hilsner fra det Kolde Nord Ontario .
    Jens Arne og Gail Møller

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here